Da regeringen blev sat på porten – august 1943

Fra HÅNDSLAG august 2003, (nr. 3 – 2003 20. årgang)

Udgivet af Aktive modstandsfolk & Folkebevægelsen mod Nazisme

Nygårdsvej 52

2100 København Ø

Tlf: 39 20 44 68

Da regeringen blev sat på porten – august 1943

Under modstand med præk og ordrer om kæft, trit og retning lykkedes det alligevel den danske befolkning med ungdommen som spydspids at skabe en stærk og slagkraftig modstandsbevægelse. Den bragte Danmark på linje med de frie lande, der kæmpede for fred og frihed og imod nazistisk terror. Læs her om vejen til 29. august 1943 - det store vendepunkt

Da ungdommen fyrede regeringen på gråt papir

• Sommeren 1943 blev den varme sabotagesommer, hvor det længe ulmende bål under de danske politi­keres krybende politik over for den tysk-nazistiske voldsmagt, der hav­de besat landet den 9. april 1940, slog ud i lys lue. l løbet af foråret og forsommeren var der sket en rivende udvikling, hvor den tidlige­re ret konfuse og passive holdning blev afløst af ønsker og krav om en aktivistisk politik, der sigtede efter at afbryde de samarbejdende kollaborationspolitikeres samspil med den tyske voldsmagt.

Den illegale presse havde etableret sig og gjort underværker med de mange korrekte og troværdige oplysninger om krigens begiven­heder hjemme og ude. Her havde briternes kampe i Nordafrika og russernes nedkæmpelse af den tyske elitehær i Stalingrad en helt afgørende indflydelse. Den Røde Hærs knusende sejr i Stalingrad aflivede myten om den uovervin­delige tyske hær og inspirerede til øget modstand.

De danske sabotørgruppers hjem­melavede materiel blev nu sup­pleret med mindre leverancer af sprængstof og våben fra den brit­iske sabotageorganisation SOE, hvilket var med til at højne kva­liteten i arbejdet.

Også de sociale forhold spillede en betydelig rolle. Partiet Venstre, der i det dengang som nu stærkt klassedelte samfund var et stort og stærkt bondeparti, som først og fremmest talte herremændenes og de store gårdejeres sag, havde med trusler opnået Socialdemokratiets støtte til at få gennem­trumfet store prisstigninger på livsfornødenheder og direkte økonomiske nedskæringer, som ramte arbejderfamilierne hårdt. Trods den enorme arbejdsløshed og andre problemer udløstes en lang række lammende strejker, som de faglige ledere var ude af stand til at dæmme op for. Alene i februar var der 73 såkaldt ulovlige strejker.

Det vil alle dage være et stort og åbent spørgsmål, hvorfor så mange historisk kyndige skribenter og andre elitære personer ikke evner at se de historiske begivenheder i deres naturlige sammenhæng og derfor ofte ender i spekulationer og blindgyder, når de forsøger at forklare Anden Verdenskrig. Ofte skubber de afgørende foreteelser ud i mørket og omgår dem i tavs­hed. Det er ganske almindeligt at »glemme« strømmen at tyske og andre flygtninge, der søgte ly i det demokratiske Danmark og her fik en afvisende modtagelse. Det fascistiske angreb imod det spanske folk og dets nyfødte republik og mere end ca. 500 danske frivilliges opofrende indsats i det spanske demokratis frihedskrig er stort set forvist til den historiske glemmebog. Den nationale og sociale kamp i det mørklagte Danmark smeltede hurtigt sammen i en højere enhed og skabte solidarisk aktionsenhed i en mageløs enhedsfront.

Den 23. marts 1943 arrangerede kollaborationsfolkene og tyskerne et makabert skuespil. De tyske magthavere var langt fra en samling håbløse dummernikker og tillod med glæde at lade de voldsbesatte danskere holde et yndigt, demokratisk rigsdagsvalg. Samarbejdsfolkene gjorde det opreklamerede rigsdagsvalg til en manifestation for det at være »dansk« og gjorde det samtidig til en hyldest til nationens gamle Dannebrog og til kongemagten. De spillede helt skamløst på folks almindelige nationalfølelse.

Tyskerne gned sig forundret og fornøjet i hænderne, da de ganske uventet blev besmykket som gode demokratiske humanister. Tænk, at holde valg i et besat land! Det måtte da være den højeste form for demokrati!! Nazi-demokrati!!! De var da heller ikke sene til at udnytte det skete i den nazistiske propaganda, især over for befolk­ningerne i de lande, der endnu ikke var besat. De betragtede det som et tillidsvotum og som en anerkendelse af, at de som det udvalgte herrefolk repræsenterede fremtiden i hagekorsets tegn. Samarbejdsparterne triumferede, da de vandt en overvældende sejr, og stemmeprocenten blev hele 89,5 pctv et hidtil uset resultat. Modstandsfronten med den nye bevægelse Frit Danmark i spidsen forsøgte at få folk til at stemme blankt, men dette forsøg på at skabe en ny form for protest kunne ikke hamle op med »de gamles« propaganda.

På vanlig svindelmaner udlagde samarbejdspolitikerne valget som en enestående tillidserklæring og næsten enstemmig opslutning om kollaborationspolitikken og om den forhadte udenrigsminister og senere statsminister Erik Scavenius, der i vide kredse betragtedes som gemen landsforræder.

De følgende fem måneder fængede alle de små gnister og blev til den store brand i august. På den korte tid blev hele bøtten vendt, som man sagde.

Det skyldtes mest af alt den stærkt forøgede sabotage. Til lyden af sabotørernes brag både dag og nat undergravedes politikernes kontrol og troværdighed, og deres drømme om en lykkelig tilværelse i tysk slæbetov og under beskyttelse af det nazistiske terrorregime sank i grus.

Det i bund og grund ulovlige fupvalg i marts 1943 dannede i øvrigt grundlag for dannelsen af den såkaldte befrielsesregering den 5. maj 1945. Regeringen, der til mange menneskers enorme skuffelse blev dannet af mere eller mindre nationalt kompromitterede politikere med en af de værste, statsminister Vilhelm Buhl (S), i spidsen, og af et tilsvarende antal modstandsfolk med taburetkløe som en slags gidsler, var faktisk ulovlig og vidnede således mere om et statskup.

l sandhed en besynderlig start på den nye og bedre tid, der blev foregøglet befolkningen - og ikke mindst ungdommen.

Den hede sabotagesommer kulmi­nerede i de berømmelige augustda­ge, l juli gik det løs i Esbjerg og sprang over til Fyns hovedstad, hvor Odense blev centrum for det magtfulde oprør, der bredte sig som ringe fra en sten i vandet. Derefter fængede det i Jyllands »hovedstad« Århus, og der var udløbere til mange andre byer. Også i København forstærkedes sabotagen og andre modstands-aktiviteter, men oprøret fik ikke her samme åbne og voldsomme karakter som i provinsen.

Det var næsten utroligt, at et stort set våbenløst folk indeholdt og udløste så megen dristighed og mod, at titusinder og atter titusinder af mennesker vovede at sætte sig direkte op imod den tyske besættelsesmagt og alle danske autoriteter med politikerne og næsten alle faglige ledere som frontfigurer. De lagde gaderne øde i omfattende folkestrejker og gjor­de det umuligt for regeringen at regere.

l flere byer, bl.a. i Esbjerg, Odense, Århus og Aalborg, blev der holdt store, offentlige møder med nogle steder mere end 20.000 deltagere. Alle deltagerne var i akut livsfare, da tyskerne drønede rundt i biler og på motorcykler og truede vold­somt med håndgranater og maskin­pistoler.

Flere steder kom det til alvorlige sammenstød med en del dræbte og sårede.

Tyskerne stillede regeringen over for en række drastiske krav, bl.a. om at gennemføre undtagelses­tilstand med forbud imod strejker og anvendelse af dødsstraf for sabotage, men så langt turde de ellers altid villige og følgagtige politikere ikke gå. Med blødende hjerte var de tvunget til at sige nej. De veg tilbage fra så tydeligt at afsløre sig som tyskernes tro og villige håndlangere. Regeringen indgav sin afskedsansøgning -demissionsbegæring hedder det officielt - til kongen. Ministrene måtte noget slukørede trække sig ud i kulissen og spille videre der, mens departementcheferne faktisk overtog regeringens magt og beføjelser.

Kong Christian X kom sine gode venner til hjælp. Han arkiverede afskedsansøgningen i nederste skrivebordsskuffe. Det raffinerede fif bestod i, at de tidligere ministre fortsat hver den 1. i måneden fik udbetalt fuld gage ved kasse 1 og desuden fik tilskrevet pension og andre privilegier. Man sørger vel for sig og sine!

Det er en lille, udsøgt detalje, som historikere og andre diskret fortrænger og søger gemt bag glemslens barmhjertige slør. Da diktatoren Adolf Hitler og hans generaler nærede en vis frygt for troppernes sikkerhed i Danmark, tiltog tyskerne sig den totale magt og indførte militær undtagelses­tilstand den 29. august 1943. Samtidig blev danske kaserner og orlogsfartøjer besat eller angrebet.

23 danske soldater blev dræbt eller myrdet. De fleste af flådens fartøjer blev sænket af mandskabet, men blev dog hurtigt hævet og brugt af tyskerne som øvelsesskibe. Den dag i dag synes det noget underligt, at den tyskfjendtlige demonstration ikke blev hjulpet lidt på vej, når de folk, der udførte den, dog havde både sprængstof og våben til rådig­hed. Dengang og også nu kan man spørge, hvorfor de ikke sprængte skibene og således gjorde dem totalt uanvendelige.

Det må da også anses for ret bemærkelsesværdigt, at danske officerer ikke kunne finde ud af at udlevere de dejlige våben m.v. til modstandsbevægelsen, men fandt det bedre at overdrage hele molevitten til tyskerne.

Den 29. august 1943 er indgået i befolkningens egen historie som en lærerig og løfterig begivenhed, der for altid vil vidne om, hvad et folk og en vågen ungdom er stand til at udrette imod en tilsyneladende uovervindelig og brutal voldsmagt. Frihedskampen viste, at det ægte, virkelige demokrati, de nationale og sociale interesser, varetages og trives bedst, når folket griber ind og tager fat i historiens store hjul for at bringe land og folk nærmere friheden og en bedre fremtid med fred og fremgang.

Efter den store sejrsdag kom der ekstra skub i modstandsarbejdet. Det føltes meget stærkt af de unge modstandskæmpere, at megen uvished og ængstelse var blæst bort, og der blev bl.a. taget fat på at rekruttere mandskab til den illegale hær. Der herskede dog stor mangel på våben, og der var meget ringe muligheder for at få undervis­ning i skydning eller blot fyre et par skud af.

Efter omfattende forberedelser iværksatte de vestallierede den store invasion i Normandiet den 6. juni 1944. Det skabte hos mange til dels romantiske forventninger om, at Tyskland ville være slået i løbet af kort tid, og at tropperne ville fejre julen hos deres familie. Også blandt de mere end 6000 fanger, som tyskerne trods løfter havde deporteret til frygtelige tyske koncentrationslejre, var der en lignende euforisk stemning. Det gjaldt også de mange tusinde tyske fanger i Frøslev og Horserød og i fængsler og arresthuse. Modstandsbevægelsen eller mere korrekt modstandsgrupperne var selvgroede og ikke underlagt nogen fælles, overordnet ledelse eller kommandostruktur. Som en udløber af mange hektiske diskussioner om forholdene ved besættelsens ophør og fremtiden blev der fra forskellig side arbejdet på at skabe et fælles handlingsprogram »Når Danmark atter er frit«. En vis Frode Jakobsen, der havde været medlem af Friheds­rådet, spændte dog ben for disse bestræbelser, der bl.a. tog sigte på at gennemføre en vis demokratise­ring af samfundet, at indføre 21 års stemmeret m.v. Der var ikke tale om de store visioner, men forsøget blev alligevel fejet til side for at give plads for det tidligere så udbredte politiske småkævleri.

l farten «glemte« politikerne også at forbyde nazismen, sådan som Danmark var forpligtet til. l dag er det regeringen, der ulovligt og som den eneste i verden holder liv i nazismen og yder den tilskud - foreløbig over 400.000 skatteyder-betalte kroner. –klit

Startsignalet i Esbjerg

Portrætfotografiet af Egon Thygesen er af ny dato. Han hørte til den gruppe af unge esbjergensere, som tidligt deltog i den vanskelige frihedskamps første aktioner. Som så mange andre blev han og andre gruppemedlemmer jaget af dansk politi, der var Gestapos forlængede arm, og blev offer for en samvittighedsløs stikker. Han blev deporteret til et tysk fængsel i Koslin i Polen. (Det var det for øvrigt detfængsel, hvor to danske spioner, der var udsendt af dAværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, blev indespærret efter at være grebet på fersk gerning -men det er en helt anden historie.).

Egon Thygesen beretter her om gruppen og dens arbejde samt om politiets intense jagt på den, om arrestationer og forhør, om udlevering til tyskerne og om det barske fangen­skab.
Vores gruppe i Esbjerg bestod i 1942/43 af seks-syv unge mennesker. Vi fik via en spaniensfrivillig kontakt med »Svend«, der in­struerede os i bl.a. fremstilling af brandbom­ber, og som godkendte sabotagemål.

Som resultat af stikkervirksomhed i forbin­delse med indkøb af kemikalier til brand­bomber og sandsynligvis stikkerens udsigt til den dusør, der var udsat af politimester Hebo den 18. januar 1943, lykkedes det po­litiet i Esbjerg, assisteret af kriminalkommis­sær Himmelstrup, i slutningen af marts at ar­restere to gruppemedlemmer, Eigil Jensen og Johan Thygesen. Eigil J.ensen blev taget på sengen kl. 5 om morgenen. Eigils yngre søster var vaks, og havde held til at advare gruppens leder, Erik Pløger Jensen, og der­med resten af gruppen. Trods advarslen lyk­kedes det senere på dagen politiet at arre­stere Johan Thygesen. Der blev samme dag foretaget husundersøgelser på Pløgers og på min bopæl, mens politiet ikke interesse­rede sig for de resterende tre medlemmer af gruppen.

Efter »Svend«s anvisninger drog Pløger og jeg til Kolding, Vejle og senere Odense, l Odense erfarede vi, at et tidligere gruppe­medlem, Ingvar Schønemann, som havde dannet sin egen gruppe, også havde forladt Esbjerg sammen med et af medlemmerne fra sin nye gruppe, Carl Tranum. Schøne­mann og Tranum blev omgående arresteret, da de havde indkvarteret sig på hotel i Søn­derjylland - under falsk navn! De to blev overført til arresten i Esbjerg, hvorefter et tredje medlem af denne gruppe (Burmei-ster?) også blev arresteret.

Umiddelbart efter den 29. august 1943 lyk­kedes det med hjælp fra en fængselsbetjent for Johan Thygesen og Carl Tranum at flygte fra arresten i Esbjerg, hvorefter de senere kom til Sverige.

l Odense skulle Pløger og jeg fortsætte ar­bejdet. Vi observerede bl.a. omkring akku­mulatorfabrikken og skulle også se nærmere på Næsby karosserifabrik med henblik på se­nere sabotage.

Vi var naturligvis ikke særlig stedkendte i Odense, så da vi skulle til Næsby for at ori­entere os om forholdene, var vi så letsindi­ge, at vi forhørte os om vej derud hos en be­kendt, vi havde truffet hos vores logivært. Vi vurderede, at manden var ok, og skulle jo kun derud for at orientere os om forhol­dene. Vi kom til Næsby og fandt fabrikken, men hørte støj fra området. Vi mente først, at der var sabotagevagter, men da vi sneg os nærmere, fik vi kontakt med et par jævnal­drende unge mennesker. Vi fandt ud af, at vi var ude i samme ærinde, men at folkene fra Odense var kommet først. Kort efter kom yderligere et par mand farende, og vi fik at vide, at det ville være klogt at forsvinde. Meddelelsen var korrekt, for lidt efter stod fabrikken i lys lue.

Fire-fem dage senere, den 1 7. maj, var vores held opbrugt. Pløger boede på dette tids­punkt hos en familie i Hans Jensens Stræde. Da jeg denne dag ved middagstid opsøgte ham og ringede på dørklokken, var det pi-stolbevæbnede kriminalbetjente, der lukke­de op. Pløger var sammen med lejlighedens indehaver blevet arresteret kl. 5 samme morgen.

De barske og langvarige forhør foregik hos Afdelingen for Særlige Anliggender, der havde kontorer i tidligere butikslokaler i Vestergade. Forhørene drejede sig i lang tid næsten udelukkende om Næsby-branden, som politiet var helt sikker på, at vi stod bag. Vi blev ret hurtigt klar over, at det var vores vejviserbekendt, som havde scoret den du­sør, der var udsat efter branden. Pløger og jeg så intet til hinanden, hverken under for­hørene eller i arresten, hvor vi helt til den 29. august sad i streng isolation. Vores benæg­telser og forklaringer under de langvarige forhør virkede formentlig ikke særlig overbe­visende, og da jeg erfarede, at Pløger havde tilstået Næsby-branden, »tilstod« også jeg, men heller ikke dette virkede overbevisende på forhørslederne.

En dag, da jeg atter blev ført til forhør, sad der to bredskuldrede tyske feltgendarmer -de såkaldte »lænkehunde« - i forkontoret. Jeg husker den dag i dag helt klart, hvorle­des forhørslederen, P.D. Rasmussen, forkla­rede mig, at da vi ikke ønskede at samarbej­de, havde han set sig nødsaget til at tilkalde assistance, som var i besiddelse af helt andre midler til at få sandheden frem. Jeg er ikke helt klar over, om jeg troede ham, men jeg husker tydeligt udtalelsen, og jeg husker sta­dig de to feltgendarmers undersøgende og nysgerrige blikke, da jeg noget rystet blev ført videre til forhørslokalet.

l arresten sad vi som anført i streng isolation. Vi måtte hverken modtage eller afsende bre­ve, ingen pakker, ingen aviser og absolut in­gen besøg. Bortset fra de tilbagevendende grundlovsforhør, hvor vi heller ikke fik mu­lighed for at tale sammen, mødtes Pløger og jeg første gang i juli, på min 18 års fødsels­dag. De to mest menneskelige af betjen­tene, Israelsen og Henriksen, arrangerede et »forhør«, hvor vi første gang var sammen, og hvor vi fik mad fra en nærliggende restaurant (for min mors regning). Vi måtte love, at vi ikke ville tale om »sagen«, og især måtte vi love, at vi ikke ville omtale »for­høret« for de øvrige betjente og især ikke for P. D. Rasmussen.

Isolationsfængslingen varede til få dage efter den 29. august, hvor der pludselig var tyske vagter i arresten. ]eg blev uvarslet flyt­tet til Pløgers celle. Vi fik pludselig adgang til aviser, vi havde en at tale og diskutere med - det var trods den fortsatte indespærring en helt ny tilværelse, som varede i små 14 dage. En dag fik vi i cellen besøg af betjen­tene Henriksen og Israelsen, som fortalte, at vi formentlig snart ville blive overflyttet til København.

Vi forsøgte indtrængende at få de to betjen­te til at »arrangere« en flugt under den forventede transport, men forgæves. De to be­tjente fortalte ved denne lejlighed, at syv mand fra Næsby-gruppen ligeledes var arre­steret og befandt sig i Odense arrest.

Midt i september måned genså vi atter de syv Næsby-folk og desværre også et par af de mennesker, som havde givet os husly un­der vores ophold i Odense. Vi blev alle stu­vet i en bus, og hver fange var ledsaget af en umælende pistolbevæbnet civilbetjent. Kort tid efter ankomsten til Sjælland fik vi tilladel­se til at træde af på naturens vegne. Betjen­tene stillede sig i en halvcirkel omkring døren til bussen. Vi forrettede vores ærinder i grøften, mens betjentene med skudklare pistoler forhindrede enhver mulighed for flugt. Da vi atter entrede bussen, var der en af kammeraterne, som bemærkede: »Jeg troede sgu, vi skulle likvideres«. Efter en nat på Politigården i København gik turen næste dag til Vestre Fængsel, hvor jeg kom i en cel­le sammen med to odenseanere, som var blevet arresteret af dansk politi, sigtet for våbentyveri i forbindelse med tyskernes afvæbning af det danske militær den 29. au­gust.

Mine nye cellekammerater fortalte nogle hårrejsende historier om Odense-politiets forhørsmetoder. Jeg erindrer den enes be­kymring for sin højgravide hustru, som poli­tiet havde haft i forhør i over et døgn, og hvis tilstand man helt oplagt havde brugt som pression over for manden. Jeg husker ikke mere navnene på de to, men jeg kan af et brev, hjemsendt fra Vestre, se, at de blev dømt den 28. september. Den ene fik 2 års og den anden 15 måneders fængsel.

Jeg kom i grundlovsforhør den 29. septem­ber og traf her Pløger for første gang efter ankomsten til København. Vi blev fængslet for yderligere fire uger og fik samtidig at vide, at tyskerne forlangte os udleveret.

Den 6. oktober blev jeg afhentet af en dansk kriminalbetjent, som fortalte, at jeg skulle løslades. Jeg blev ført ned, hvor jeg i stue­etagen mødte Pløger og de to andre esbjer­gensere. Vi blev stillet på række ved et bord, der var anbragt ved en væg af umalet træ. Ved bordet fik vi, mod kvittering, udleveret en madpakke samt vores personlige ejende­le. Herefter blev vi så enkeltvis »løsladt« igennem en dør i omtalte trævæg. På den anden side af døren blev vi modtaget af tyske vagter og anbragt med hænderne i vejret og næserne ind mod muren. Pløger korn igennem døren som den sidste og ud­brød højlydt: »Nu hænger vi sgu på den, gutter«. Og det blev han aldeles omgående og eftertrykkeligt klar over var sandt!

De danske betjente på den anden side af trævæggen kan umuligt have undgået at høre den modtagelse, som Pløger fik af de­res »venner«. De efterfølgende afhøringer var helt oplagt baseret på det danske politis rapporter, inklusive de misforståelser og »forglemmelser«, der var opstået under af­høringerne i Esbjerg og Odense. Eksempel­vis fik hverken politiet og dermed heller ikke tyskerne nogen sinde kendskab til de sidste tre medlemmer af vores gruppe i Esbjerg. Vores ophold i Kolding og Vejle undgik helt politiets opmærksomhed.

At det hele gik så galt, som det gjorde, skyl­des først og fremmest stikkerens virksom­hed, men også vores ungdommelige man­gel på erfaring, og sidst, men ikke mindst, politiets ihærdighed, tjenesteiver og en uomtvistelig dygtighed, som selv deres ty­ske kolleger åbenbart erkendte.

Vi fik vores dom ved en krigsret på Nyboder Skole den 19. oktober 1943. 11 års tugthus til Eigil Jensen, mens Pløger besynderligt nok slap med 10 år. Schønemann og jeg fik henholdsvis 18 og 42 måneders ungdoms­fængsel. Vi var begge under 18 år, da for­brydelserne blev begået, og kom derfor un­der en eller anden tysk bestemmelse om ungdomsforbrydere.

En uges tid senere gik turen til Rendsborg. Schønemann og jeg endte i en kældercelle, hvor der senere dukkede en århusianer op i nabocellen. Han hed Hans, og vi førte man­ge og lange samtaler ved hjælp af bankesig­naler.

Imellem jul og nytår røg Scønemann og jeg på transport, som efter diverse ophold end­te i Koslin i slutningen af januar 1944. De eneste skandinaver i Koslin var på dette tids­punkt fire nordmændo og en enkelt dansker, Viggo Bundgård, fra Århus.

l løbet af april kom der flere transporter med danske fanger, heriblandt Hans Bartram fra kælderen i Rendsborg. Vi kom i samme cel­le, senere på samme arbejdshold og delte ondt og godt i det næste års tid. Kort efter Hans kom endnu en dansker til cellen, Erik Christensen fra Odense. Vi fandt hurtigt ud af, at også vi var gamle bekendte fra hen­holdsvis Næsby og turen til København fra Odense arrest, og sidst men ikke mindst, at vi havde den samme uforglemmelige be­kendte, P.D. Rasmussen.

Erik fortalte, at hans gruppe var en slags af­lægger af den ålborgensiske Churchill-klub, idet en af Eriks kammerater, Hans Jørgen Andersen, var fætter til præstesønnerne fra Aalborg, som tidligere havde boet i Odense. Det viste sig endvidere, at Erik og hans kam­merater var blevet »løsladt« af dansk politi i Vestre Fængsel på præcis samme måde, som vi andre var blevet det et par måneder tidligere.

De blev ligeledes dømt ved tysk krigsret i Nyboder, januar 1944. De to ældste fik tugt-husstraffe, og de fem øvrige, som var under 18, fik fængselsstraffe.

l eftersommeren 1945 traf jeg atter Erik, som fortalte, at Hans Jørgen Andersen, som fik tugthusstraf, var død i marts 1945, samt at en anden af kammeraterne, Orla Henrik­sen, ligeledes var død engang i foråret 1945.

P. D. Rasmussen og vores »vejviser« fra Odense genså Pløger og jeg igen i de vel­kendte omgivelser i byretten i Albanigade i Odense. Jeg husker ikke det nøjagtige tids­punkt, men jeg mener, at det har været en­gang tidligt i 1947.

Kriminal(kommisær?) P.D. Rasmussen, som ikke viste nogen glæde ved gensynet med os, afgav i retten forklaring om omstændig­hederne ved vores arrestation og om den udbetalte dusør. Pløger og jeg afgav ligele­des vidneforklaring, hvorefter dommeren konkluderede, at moralsk set var angiveriet og modtagelse af stikkerhonoraret højst for­kasteligt, men da manden kun havde reage­ret på en opfordring fra de lovlige myndig­heder, var der ikke juridisk grundlag for at straffe manden.

Så var der departementchef Eivind Larsen (med søn!). Mine gamle breve fra Koslin vi­ser, at departementchefens søn Mogens Larsen sammen med en kammerat ved navn Kurt ankom til fængslet i juli 1944, begge angiveligt for sabotage. Vi kom på samme arbejdshold, og vi fandt ret hurtigt ud af, at der ikke var meget ved Kurt. Mogens deri­mod, var en tiltalende fyr og en tilsynela­dende fin kammerat. Han var ikke på samme fængselsafdeling som vi andre, så vi var kun sammen i arbejdstiden (lig med halvdelen af døgnet). De to var nogle år ældre end vi an­dre. Mogens beherskede det tyske sprog og imponerede os især ved den måde, han håndterede det tyske vagtpersonale på. Når der skulle »organiseres« et eller andet, var det som regel Mogens, der skulle aflede vagternes opmærksomhed. Vi arbejdede i toholdsskift på et stort værksted, hvor vi producerede halestykker til mortergranater. Det var et yndet nummer var at starte fem-seks maskiner på præcis samme tid, hvilket resulterede i, at hovedsikringerne brændte af, og alt lå i totalt mørke. Det varede som regel adskillige timer, før strømforsyningen var genetableret. Tyskerne var rasende, men fandt aldrig ud af fidusen, og vi fik os et til­trængt hvil. Det var som regel Mogens, der blev sat til at aflede vagternes opmærksom­hed, når vi lavede dette nummer.

l et brev, dateret Koslin 8. oktober 1944, for­tæller jeg om kammeraterne og nævner her en københavner, Kurt, som har været ved Østfronten, samt en anden, Mogens Larsen, »som siger, at han sidder for sabotage«. Kurt fortalte på et tidspunkt, at han ganske rigtigt havde været ved Østfronten, men kun som menig soldat, og at vores ven Mogens derimod havde været i Frikorpset som underofficer! Oplysningen kom som noget af et chok for os.

Vi var fem danskere, en hollænder og en franskmand på vores celle. Vi var næsten jævnaldrende og havde et for Koslin helt enestående godt kammeratskab og sam­menhold i »danskercellen«. Vi var i tvivl om, hvordan vi skulle reagere, men vi fandt ud af, at vi intet kunne foretage os, og at de to måtte tage følgerne, når vi nu »snart« kom hjem.

Gået på klingen indrømmede Mogens, at han havde været befalingsmand i Frikorp­set, at han havde »fortrudt«, og at han for at slippe for tjeneste med overlæg havde påført sig forfrysninger i fødderne. Han manglede ganske rigtigt nogle tæer. Han fortalte om et lazaret i Frankrig og videre også noget tåget snak om »kontortjeneste« i Gestapos højborg Dagmarhus i Køben­havn! Hvorfor han og Kurt var havnet i Koslin, fandt vi faktisk aldrig ud af.

På et tidspunkt i december 1944 tilbød Mo­gens, at han kunne udsmugle et brev for mig. Det var noget meget hemmeligheds­fuldt, noget med en orlovssoldat og noget med en tante i Sønderborg. Han skaffede mig et stykke kladdepapir og en blyant­stump, og jeg skrev et julebrev til min mor. Da jeg i 1945 kom hjem, viste det sig, at bre­vet var nået frem! Jeg har det endnu!

Da fronten rykkede nærmere - vi kunne både høre og se den fra øverste etage, hvor vores celle lå - blev fængslet evakueret, ca. 1. marts. Vi kom på landevejen hvor nogle døde af udmattelse, andre, hovedsagelig polakker, blev skudt under flugtforsøg, l en mindre by ved navn Korlin blev de fleste af os låst inde på loftet over byens rådhus, hvor andre døde af sult, kulde og udmattelse.

Efter formentlig et døgns tid blev Mogens og Hans Bartram beordret ned for at flytte fængslets hestevogn, jeg gætter på, at krik­ken også var død. Vognen, som indeholdt vagternes bagage plus noget proviant, skul­le placeres et mere sikkert sted.

Hvordan han bar sig ad, aner jeg ikke, men efter at vognen var blevet flyttet, udvirkede Mogens, at han og Hans blev løsladt. Hans ville imidlertid ikke afsted uden mig, og re­sultatet blev, at også jeg blev hevet ned fra loftet. Mogens instruerede mig i at sige, at jeg var syg, og at jeg umuligt kunne klare en dag til på landevejen. Der var vild forvirring og en råben og skrigen af ophidsede vagter, men efter en del palaver fik også jeg mit Entlassungsschein/løsladelsesattest, og vi fik lov til at gå! Byen virkede øde og forladt. Det var buldermørkt, men efter nogen tid kunne vi høre et tog og fandt ved hjælp af lyden vej til byens banegård, der var fyldt med tyske flygtninge. Vi blev omgående smidt ud, men i ly af mørket lykkedes det os at komme uden om banegården og fra den modsatte side at komme hen til et holdende tog, hvor vi entrede en godsvogn og skjulte os i en bremsekupé. Toget kørte, og vi anede ikke hvorhen, men efter mange stop endte vi tid­ligt meste morgen i Kolberg. Vi blev på ba­neterrænet stoppet af feltgendarmer, som efter at have set vore løsladelsespapirer gav os ordre til at gå til et torv, hvor vi skulle mel­de os - for at få udleveret våben!!

Det viste sig, at byen var omringet, det vil sige, at russerne var nået frem til kysten vest for byen: Vi var ikke meget for gendarmer­nes ordre, men gik i den anviste retning. Ude af syne skiftede vi kurs og fandt frem til havnen, hvor Mogens fik kontakt med en ung marineløjtnant, som var chef på en mo­tortorpedobåd. Båden lå sejlklar og var over­alt fyldt op med kvinder og børn. Det viste sig, at båden skulle til Danmark. Mogens havde en længere samtale med løjtnanten. Han fortalte om sin far, som var chef for det danske justitsministerium - den troede hver­ken vi eller løjtnanten rigtig på. Derpå fortal­te Mogens om en tante, som var økonoma på kasernen i Sønderborg, og så blev løjt­nanten pludselig meget interesseret. Han kendte udmærket kasernen i Sønderborg, og da Mogens lovede rig belønning, hvis vi måtte komme med til Sønderborg, blev vi inviteret ombord. Vi var klar til afgang, men så dukkede der atter feltgendarmeri op på kajen og beordrede os i land. Kun børn og kvinder måtte forlade byen. Alle våbenføre mænd skulle blive og kæmpe. Mens løjtnan­ten forsøgte at forklare, at hans besætning allerede var blevet sendt i land for at kæm­pe, startede et russisk luftangreb. Gendarmerne løb i dækning, mens vi kastede for­tøjningerne og tøffede ud af havnen midt i al forvirringen.

Bådens besætning bestod af kun to mand, den unge løjtnant plus en ældgammel mo­torpasser. Skibet var proppet med apatiske og senere søsyge kvinder og børn. Det ene­ste sted, der var plads til os, var på det kolde og forblæste agterdæk. Da fængslet blev evakueret, havde Mogens på en - igen -uforklarlig måde reddet sig sit civile tøj og var iført en lys cottoncoat. Hans og jeg var kun iført tynde fangedragter, og vi frøs ube­skriveligt.

Til alt held fattede den gamle motorpasser medlidenhed med os. Han lod os på skift komme ned i maskinrummet, så vi kunne blive tøet op. Vi sejlede hele dagen, langt fra land, formentlig i en stor bue ud i Øster­søen, og ankom efter mørkets frembrud til Swinemunde. På havnen havde tysk Røde Kors et stort telt, hvor der blev serveret varm suppe for flygtningene. Mogens bildte en af pigerne ind, at han kom fra det danske kon­sulat i Stettin og at han ledsagede to løslad­te danske fanger.

Pigen troede ham, og vi fik udleveret en skøn gang suppe - det første måltid siden Koslin og i øvrigt det bedste i umindelige tider. Efter suppen havde ingen af os lyst til at vende tilbage til båden, og vi blev enige om at prøve lykken over land. Vi flakkede rundt, vist nok uden at blive antastet.

Ingen af os har nogen klar erindring om for­løbet af denne dag. Om aftenen lykkedes det os at entre et mørklagt persontog, og at­ter faldt vi i hænderne på feltgendarmeriet. De granskede nøje vores løsladelsespapirer, var særdeles mistroiske og forhørte os grun­digt. Mogens blev derefter taget ind i en tom kupé, og vi kunne udefra se ham tage tøjet af overkroppen. Feltgendarmerne kig­gede på ham, måske så de efter tatoverin­ger. Derefter fik han lov til at klæde sig på, og vi fik alle tre uden videre lov til at komme med toget til Hamburg. Fra Hamburg gik turen videre til Fredericia, hvor vi skiltes.

Efter min hjemkomst til Esbjerg kom jeg i kontakt med gamle kammerater, blev opta­get i en militær ventegruppe, oplevede be­frielsen og var i Tønder som grænsevagt, indtil Brigaden dukkede op og tog over.

Da jeg herefter ikke anede, hvad jeg skulle foretage mig, meldte jeg mig til militærtje­neste med rekruttid i Sønderborg. Her blev jeg en dag kaldt til kompagnichefen og be­ordret til at melde mig hos økonomaen. Jeg var et stort spørgsmålstegn, da jeg blev inviteret ind i damens private gemakker.

Det varede nogen tid, før det gik op for mig, at økonomaen hed Larsen. Hun kom deref­ter ind på nevøen, Mogens, som jeg for­mentlig huskede. Fru Larsen fortalte derefter, at Mogens skulle i retten, og familien så gerne, om jeg ville komme til København og afgive vidneudsagn i retten. Jeg blev lovet tjenestefrihed, rejse og ophold betalt osv. Jeg betakkede mig, men lovede til sidst, at jeg ville nedskrive en beretning om ophol­det i Koslin, fortælle om Mogens og om vores fælles hjemtur. Beretningen afleverede jeg til fru Larsen, som ville sende den til Mogens Larsens forsvarer.

Jeg har ikke siden hørt om Mogens eller hans familieskab. Hvordan fru Larsen fandt frem til mig, fandt jeg heller aldrig ud af.

Hans, der desværre døde alt for tidligt, og jeg har ofte talt om, hvorfor Mogens Larsen valgte at tage os på slæb, når det vitterligt havde været langt lettere for ham at klare sig uden os som påhæng.

Oprørscenter Odense

Ved et massivt folkeligt oprør, som hverken før eller siden har set sin lige, blev den daværende danske samlingsregering og hele dens kapitulationspolitik over for den tysk-lazistiske besættelsesmagt bragt til fald den 29. august 1943. Takket være den illegale presses troværdighed og den stadig stigende tilslutning til modstandsfolkenes aktioner natte samarbejdsfolkene opgive forsøget på ved løgn og bedrag at spænde Danmark og befolkningen helt tæt til Hitler-nazismens krigsvogn. Datidens magthavere blev neget mod deres vilje tvunget til at opgive deres intense bestræbelser på at lokke danskerne ind i det Neuropa, der blev udmalet som selve Paradis, hvor lille Danmark nådigst lad med ved bordet og var med til at træffe alle de store beslutninger. Det sejrrige oprør i 1943 pegede også ind i fremtiden og var et signal om at befolkningen ikke så let ville give slip på sin nationale arv og begrave selvbestemmelsesretten.
Datoen den 29. august 1943 er uudslet­teligt mejslet ind i historien. Det var det sto­re vendepunkt under den tyske besættelse, hvor folkets kamp med ungdommen i spid­sen bragte de samarbejdende partier i kollaborationsregeringen og dens landsskadelige politik til fald. Regeringen var sammensat af repræsentanter for alle politiske partier minus det forbudte kommunistiske parti. Gennem hele året og med stærkt øget tempo efter det ulovlige rigsdags»valg« den 23. marts 1943 var antallet af sabotager steget i såvel antal som effekt. Overalt lød det, også i en uhyre populær vise, der blev sunget med fynd og klem på en kendt melodi: «Mer og mer sabotage - det er det, der skal til.«

Den tyske hærs uoprettelige nederlag i sla­get om Stalingrad i januar var i høj grad med til at højne optimismen og stimulere mod­standskampen i alle dens former. Det sam­me gjaldt naturligvis også de vestallieredes militære sejre i bl.a. Italien. Den nye situa­tion medvirkede til yderligere at styrke den bærende indbyrdes solidaritet og sammen­holdet blandt de direkte kæmpende såvel som blandt deres utallige sympatisører og aktive hjælpere.

Modstanden forstærkedes mærkbart på alle områder. Arbejderklassen var meget hårdt ramt økonomisk, mens andre kredse - indu­stribaronerne, storbønderne og fiskerigros­sererne - skummede fløden. Misforholdet mellem priser og lønninger, den store, ud­marvende arbejdsløshed med kummerlige understøttelser og de sociale nedskæringer skærpede modsætningerne og førte til man­ge arbejdsnedlæggelser og protestmøder. Alene i februar var der 74 såkaldt ulovlige strejker. Da arbejderne i vid udstrækning fulgte modstandsbevægelsens opfordringer til at »arbejde langsomt«, altså at sabotere især tyske bestillinger på skibsværfter, ma­skinfabrikker m.v., smeltede den sociale kamp således sammen med den politiske kamp imod nazismen og for landets frihed. Da de allierede havde indledt deres leveran­cer af sabotagemateriel og våben, der blev sendt med fly og droppet i faldskærme, blev sabotagen forbedret, især hvad angår jern­banesabotagen. Det bragte de tyske gene­raler til raseri, at de ikke kunne regne med, at deres ordrer bkev gennemført til punkt og prikke, og at tropper og krigsmateriel, der skulle transporteres fra et sted til et andet, ikke kom frem til tiden, l begyndelsen af august blev den jyske længdebane fra grænsen til Frederikshavn således flere gan­ge sat ud af drift i et eller flere døgn eller helt op til en næsten en uge. Samtidig kom det til gadeoptøjer, f.eks. slagsmål mellem frik­orpsfolk og unge antinazister. l en lang ræk­ke provinsbyer blev der udløst lammende general- og bystrejker, bl.a. i protest mod ty­ske terroraktioner som f.eks. henrettelser af sabotører og massakren på en gruppe mod­standsfolk i Osted ved Roskilde. Her blev 11 modstandsfolk ganske enkelt »skudt under flugt«. Det var faktisk tyskernes største mas­sakre under hele besættelsen.

Tyskernes nervøsitet tiltog, da strejkebølgen nåede det strategisk vigtige Vendsyssel med bystrejker i Aalborg, Frederikshavn, Sæby og Skagen. Bystrejke var et nyt udtryk. Det be­tød, at praktisk taget alt liv i byen blev lagt dødt, ved at folk forlod fabrikker og konto­rer. Kun de mest livsnødvendige funktioner blev opretholdt. Strejkerne var helt usæd­vanlige derved, at virksomheds- og butiksejere tilsluttede sig og også betalte de strej­kende den normale løn for strejketimerne. Nogle steder skete dette dog ikke uden et energisk oplysnings- og overtalelsesarbejde. Hele denne udvikling var et magtfuldt vidnesbyrd om det store folkeflertals bastante opslutning om modstandsbevægelsen og hele frihedskampen. Det er netop denne alt omfattende og folkelige modstandsindsats, som de pessimistiske nymoralister ikke vil fatte.

Samarbejdspolitikerne søgte med alle mid­ler at standse revolten. Især blev de faglige ledere sendt i ilden for at dæmme op for de formastelige oprørere.

l længere tid havde de stemplet modstan­den og sabotagen som forkastelige udslag af »drengestreger«, »ungdommelige ele­menters hærgen og manglende forståelse for demokrati og folkestyre. De fortrængte, at der var tale om et ægte ungdomsoprør, der også var rettet imod autoriteterne - om det oprør, som satte alle andre senere i skyg­gen. Det var det oprør, som anviste veje og midler for ungdommens senere revolter.

Tyskernes svar kom den 28. august, da de bl.a. krævede, at regeringen skulle indføre undtagelsestilstand med forbud imod strej­ker, udgangsforbud og dødsstraf for besid­delse af sprængstof og våben. Selv om regeringen af indstilling og vane nok oprindelig var villig til at fortsætte kollaborationskursen og være imødekommende, veg den i sidste øje­blik alligevel tilbage, ikke mindst under ind­tryk af det utæmmelige folkelige oprør. Der­for følte den sig nødsaget til at afvise de ty­ske krav. Især var kredse i det gamle storbondeparti Venstre føjelig og var f.eks. ikke ubetinget imod at indføre dødsstraf.

Regeringen ophørte at fungere, men overlod landets ledelse til departementche­ferne, som således blev landets »regering« indtil befrielsen den 4. maj 1945. Det er vist aldrig sket, at magthavere har givet afkald på magten. Det skete da heller ikke nu. Politikerne sad i kulissen og styrede udviklingen gennem departementscheferne, som nærmest var stikirenddrenge. Flere af dem blev senere af historikere m.fl. forsøgt kanoniseret som fædrelandsfrelsere, Dan­marks største frihedskæmpere osv.

Da strejkebevægelsen sprang over til Oden­se og blev til en eksplosiv og langvarig mili­tant aktion, var det kulminationen på en udvikling, der havde sit udspring allerede i juli. På Odense Stålskibsværft opstod der en »mystisk« brand på et mineskib, der stod foran aflevering til tyskerne. En nat svømme­de en sabotør over kanalen og placerede en bombe på skibets side, hvor den slog et stort hul. Derefter posterede tyskerne vagtposter på skibet, men arbejderne nægtede at arbej­de under tysk beskyttelse og gik i såkaldt sit-down-strejke. Det betød, at de mødte på ar­bejde, men ikke bestilte noget. Over 3500 arbejdere på byens store virksomheder gik i sympatistrejke. Der opstod en spændt at­mosfære med talrige slagsmål mellem tyske soldater og danskere og voldsomme bajo­netfægtninger mellem tyske og danske sol­dater. Situationen skærpedes, da politiet greb ind til fordel for tyskerne og påduttede byens befolkning ansvaret for uroen.

Politiet fik store forstærkninger, omkring 800 mand, fra bl.a. Aarhus, Vejle, Kolding, Aabenraa og Frederiksberg, og iværksatte et drastisk udgangsforbud, hvorefter man efter kl.22,30 ikke måtte opholde sig udendørs. Unge under 18 år måtte ikke opholde sig uden for hjemmet efter kl.20.

Byens borgere reagerede prompte ved at foranstalte en tavs protestdemonstration i byens centrale dele. Mange steder gik de tyske soldater helt amok. Det blev helt galt, da tyskerne fik hjælp fra en skare danske landsforrædere i Frikorps Danmark. Militære køretøjer drønede rundt i gaderne, og sol­daterne skød på må og få. Det kom til talri­ge blodige sammenstød, og mange sårede blev indbragt på hospitalerne. Men ingen blev dræbt den dag.

En tysk officer, som senere hævdede, at han havde følt sig truet, affyrede sin revolver imod folk på hovedgaden og sårede bl.a. to drenge. Folk svarede med at kaste sten efter ham, sparke og slå, og han blev ret ilde til­redt. For denne episode blev byen idømt en »bod« på 1 mio. kr.

Alene denne dag blev 44 danskere såret. Mange mennesker blev udsat for grov mis­handling med bl.a. hundepisk, geværkolber, spark og slag overalt på kroppen.

Modaktioner gik bl.a. ud over kendte nazist­iske butiksindehavere, der fik smadret vin­duerne.

En lang række faglige ledere opfordrede til genoptagelse af arbejdet fra lørdag morgen. Men strejken, der var blevet altomfattende og med rette kaldtes en folkestrejke, fortsat­te uanfægtet og slog nu over i et nyt, politisk højdepunkt. Der blev rejst en række krav, hvoraf de vigtigste var, at tyskerne blev fjer­net fra gaderne og deres terror standset. Der blev lørdag formiddag holdt en stor demonstration, hvor ca. 5000 mennesker syngen­de drog gennem byen, og der blev holdt et kæmpemøde på stadion. Byens arbejdsgive­re vedtog at udbetale løn til de strejkende (!). Det viser noget om det sammenhold og den enhed, kampen havde skabt.

Den tyske SS-general og »rigsbefuldmægtigede« Werner Best, flere ministre og en række honoratiores kom til byen. Forhandlinger med tyskerne mødte bl.a. modstand fra bykommandant Weiss, der nægtede at undskylde sine folks voldelige optræden.

Om søndagen holdtes et nyt møde, men nu var der ca. 10.000 deltagere eller lige så mange, som der kunne rummes på stadion. De ignoranter, som i dag efterplaprer den nazistiske propaganda og fortæller, at der »var jo ikke ret mange« modstandsfolk, har nok sprunget denne og andre kendsgernin­ger over.

Stadionmødet præciserede tre ufravigelige krav: Ingen tyskere på gaden efter kl.19, fjer­nelse af de tyske vagtposter på virksomhe­derne og løsladelse af alle gidsler.

Da det så ud til, at tyskerne ville bøje sig, besluttedes det om mandagen på et tillids­mandsmøde med 500 deltagere at opfordre til genoptagelse af arbejdet næste dag, altså tirsdag.

Politikernes skændige samarbejdspolitik led totalt nederlag. Folkets modige og resolutte kamp blev kronet med sejr.

Tysk hævntogt

Efter den 29. august 1943 kom der et barsk efterspil. Under ledelse af den nazistiske »sysselleder« Karl Marx Klitgaard var danske nazister blevet mobiliseret og havde haft travlt med at notere navne og adresser på deltagerne i folkestrejken.

Stikkerlisterne blev leveret videre til Gestapo, som arresterede en mængde menne­sker, l december måned blev næsten 100 odenseanske modstandsfolk i to grupper deporteret til den tyske koncentrationslejr Sachsenhausen, der ligger ca. 30 km nord for Berlin.

Senere blev en tilsvarende stor gruppe odenseanere sendt til Sachsenhausen. Lede­ren af de odenseanske danske stikkere blev dødsdømt af modstandsbevægelsen og lik­videret den 1. maj 1944.