Den politiske situation den 27. januar 2018



Yüklə 25,65 Kb.
tarix20.09.2018
ölçüsü25,65 Kb.
#69382


Den politiske situation den 27. januar 2018

Så skriver vi 2018 og vi har hermed bevæget os ind i tiåret for den store økonomiske krise, der greb den kapitalistiske verden med enorm styrke i 2008.


Da den brød ud og lagde den amerikanske bank- og finansverden øde, blev den omtalt som en finanskrise. Men som kommunisterne hele tiden har påvist, har der ikke blot været tale om en recession inden for rammerne af den traditionelle kapitalistiske krisecyklus, men om en strukturel krise, der berører selve kapitalismens fundament.

Det var en overskudskrise med



  • overskud af produktionskapacitet

  • overskud af likvide midler

  • overskud af fiktiv kapital og

  • overskud af gæld

Det var en systemkrise, der udsprang af systemets indre modsætninger og begrænsninger.

Derfor er kapitalismen ikke for alvor kommet sig efter denne krise endnu. Der har selvfølgelig været krusninger og op- og nedture undervejs, men taget som helhed har der lige siden krisen startede, været tale om en langvarig depression.

I midten af 2016 var der godt nok et midlertidigt opsving, men det er på baggrund af pauvre vækstrater. Og skønt overfladen kan se rosenrød ud, kan en storm hurtigt vise sig – sådan som det skete i 2008. Selvom der har været forøget vækst i 2017, er væksten målt pr. indbygger i de største OECD-lande ikke nået op på samme niveau, som før 2008.

Men andre ord: Verdensøkonomien er endnu ikke ude af den lange depression, der startede i 2008-2009.

Og der er nye faresignaler. Den kommunistiske bevægelse peger på i hvert fald to forhold nemlig profitter og gæld.


  1. Data viser, at virksomhederne har en negativ profitudvikling. Godt nok voksede profitterne i 2017, men hvis man undtager den finansielle sektor, er profitmassen stadig et godt stykke under det foreløbige højdepunkt i 2014. Og en nedgang i profitterne fører som oftest til, at også investeringerne falder.

  2. Gælden: På verdensplan fortsætter især den private gæld med at vokse til nye rekorder. I G20-landene er den samlede gæld i den ikke-finansielle sektor (altså lån foretaget af regeringer, ikke-finansielle virksomheder og husholdninger) vokset til, hvad der svarer til 235 procent af landenes samlede bruttonationalprodukter.

Så vidt advarsler fra vores kommunistiske bevægelse. Men også det amerikanske finansmagasin BLOOMBERG NEWS har anført, at analytikere fra en række store finansinstitutioner ser ” stadig stærkere beviser for”, at recession igen nærmer sig.

Konklusionen ligger lige for: Ti år efter det store kriseudbrud står vi i en situation, hvor grunden under den kapitalistiske økonomi er som en sump, der kan give efter når som helst.



Udflytning

Der var ros til regeringen fra mange sider, da man tidligere på måneden offentliggjorde den højt profilerede udflytning af statslige arbejdspladser. Ikke mindst fra den politiske ledelse i region Midtjylland, som i forvejen er et vækstområde. Man fik tildelt 306 arbejdspladser. Også de andre universitetsbyer fik en stor andel af jobbene.


Som så meget andet af regeringens politik er udflytningsplanerne fulde af store ord uden reelt indhold. ”Det er en værdi for denne regering, at vi får et Danmark i bedre balance”, lyder det fra statsministeren.

Men hverken denne udflytning eller den forrige tager alvorligt livtag med det stadigt mere skæve Danmark – endsige retter op på mange års centralisering, som partiet Venstre har stået i spidsen for.

Det var Lars Løkke Rasmussen, som var hoveddrivkraften ved gennemførelsen af kommunalreformen i 2007, der sammenlagde 271 kommuner til 98 og 14 amter til fem regioner. Dertil kom en politi- og domstolsreform, som gjorde 54 politikredse til 12 kredse. Konsekvenserne har været en voldsom centralisering samtidig med, at regeringen på ordre af EU har strammet kommunerne økonomi. Kravet har været mindre vækst – altså nedskæringer – i den offentlige sektor. Det har betydet lukning af uddannelsesinstitutioner, folkeskoler, plejehjem og hospitaler. 30.000 job er forsvundet i det offentlige siden 2010.

I det perspektiv forslår 4.000 job, som flyttes rundt i Danmark, som en skrædder i helvede.

Samtidig gennemføres udflytningen med en uhørt arrogance overfor de mennesker, der bliver berørt. Der lyttes ikke til de ansattes bekymringer og berettigede indvendinger. Regeringen vil heller ikke vente på Statsrevisorernes evaluering af første runde af udflytningerne, som kommer til sommer.

Udflytningen lugter langt væk af symbolpolitik uden reelt indhold.

Samtidig har vi i december og januar set et spil, som vi kender alt for godt, mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Kapitalens og overklassens udvalgte repræsentanter i Folketinget ønsker at veksle flere skattelettelser til de rigeste til gengæld for mere fremmedhad og flere undertrykkende tiltag over for flygtninge og indvandrere.

Men DF virker mere desperate end tidligere. Det skyldes pres fra Nye Borgerlige og et dårligt kommune- og regionrådsvalg.

Partiet vil blandt andet fjerne retten til dagpenge for flygtninge og indvandrere efter at have været i Integrationsgrunduddannelse kendt som IGU. Det var en del af trepartsaftalen fra sidste år. Fagbevægelsens topfolk var hurtigt ude og protestere mod DF’s indblanding.

Fagbevægelsen har som altid gået langt for at føje arbejdsgiverne. Man har accepteret en indslusningsløn, der kan misbruges til statsgodkendt social dumping. Men flere rettigheder skal fratages flygtninge, så de ikke risikerer at blive en del af det danske samfund.

Sagen om slagteriarbejderen Mohamed Ibrahim i Thisted illustrerer meget godt DF’s problem: Udlændingenævnet vil sende ham og hans familie hjem til Somalia, hvor ikke engang de danske myndigheder tør bevæge sig uden for lufthavnen.

Men kollegaer og lokale borgere har kæmpet for ham, hvilket har medført, at han nu er flyttet fra slagteriets daghold til natholdet. Med de ekstra nattillæg vil han komme til at tjene nok til at få ret til opholdstilladelse.

DF’eren Martin Henriksen kalder manøvren en ”fidus” og vil lovgive imod dens slags, når det kan komme flygtninge til gode.

På den vis kommer DF i strid med den for kapitalismen så hellige ejendomsret. På samme tid så vi også DF’s vanvittige forslag om udgangsforbud for unge under 18 år i såkaldte ghettoområder.

Kapitalen står ved en korsvej mellem den stadig mere fascistoide vej på den ene side, og erhvervslivet behov for udbytning af billig udenlandsk arbejdskraft på den anden. Ingen af vejene løser de problemer, som vi står overfor.

Israel

USA’s enegang i spørgsmålet om Israel har også haft afsmitning på Danmark, hvor spørgsmålet om hvor den danske politik fastlægges for bistand til palæstinensiske ngo`er. Det spørgsmål blev aktuelt efter landets udenrigsminister LA’s håbefulde formand Anders Samuelsen besluttede at droppe dansk støtte til 24 ngo`er i Palæstina og Israel kort før jul.


Beslutningen er alene truffet i Udenrigsministeriet uden, at Folketinget har været inddraget. Og det kommer efter massivt pres fra Israel, som direkte har bedt Samuelsen om at se de 24 palæstinensiske ngo`er, der modtager støtte, efter i sømmene.

Det gjorde den nidkære og tjenstvillige Samuelsen prompte, og indfrøs samtidig støtten til undersøgelsen var tilvejebragt. Det er den nu og ministeriet konstaterer, at 23 af de 24 omtalte ngo`er overholdt reglerne for støtte – alligevel mister de støtten.

Nu indfører Samuelsen nye stramme regler for dansk bistand til ngo`er i Palæstina – en politisk beslutning, der skjules bag administrative spilfægterier.

Det er velkendt, at Israel lægger alle organisationer for had, der støtter palæstinensernes kamp for retfærdighed, ved at trække det antisemitiske kort eller rejser anklager om støtte til terror. Israel udfører åbent lobbyarbejde for at sværte alle – enkeltpersoner og organisationer – der formaster sig til at kritisere Israels ulovlige politik i de besatte palæstinensiske områder.

Nu har den danske regering, som så mange gange tidligere, gjort et ynkeligt knæfald for Israels pres. Israelske organisationer har holdt møder med både Liberal Alliances Henrik Dahl og Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen. Begge lider i dag af et belejligt kollektivt hukommelsessvigt om det konkrete indhold af møderne.

Det er i sig selv en skandale, at dansk bistand til palæstinensiske ngo`er bliver fastlagt af Israel. Den danske regering støtter officielt en to-statsløsning. Men i praksis modarbejder de en sådan løsning. Det er den virkelige skandale. Det palæstinensiske folk behøver al mulig solidaritet og støtte i deres retfærdige kamp.



Mødet i Davos

Tusinder af mennesker har været samlet i disse dage i Davos. Den samlede velstand kan tælles i hundreder af milliarder dollars, måske snarere en billion. Aldrig før i verdenshistorien har mængden af rigdom pr. kvadratmeter været så stor.


Og i år – for sjette eller syvende gang i træk – hvad er det så for centrale emner, som disse industriledere, milliardærer og arbejdskøbere med ansatte i tusindtal fra hvert hjørne af kloden skal tale om?

Ulighed – Blot som en eftertanke og formentlig helt i marginen af det officielle program vil de komme ind på de massive monopoler og den magtophobning, som deres egne virksomheder står for:



  • på mulighederne for at spille forskellige landes myndigheder ud mod hinanden for at undgå at betale skatter

  • på forsøg på at undergrave faglig organisering

  • på brugen af statens skadestuer til de arbejdere, som er faldet om af overanstrengelse

  • på at mange arbejdere er nødt til at gå tiggergang, når lønnen ikke slår til

  • eller på det faktum at de forsamledes skatteprocent ligger mellem 0 og 12.

De af dem, som kommer fra opstigende markedsøkonomier, kan også udveksle erfaringer om,

  • hvordan udbetaling af lønninger kan udsættes i månedsvis, mens pengene investeres til høje renter

  • hvordan der kan spares på arbejderrettigheder

  • eller hvordan private virksomheder kan erhverves for en slik og derefter tømmes og reetableres med hovedsæde på f.eks. de caribiske øer.

Alligevel vil fattigdom og ulighed konstant være i deres bevidsthed, da det som bekendt er et af vor tids mest centrale temaer.

Sagen er bare, at de på en eller anden måde aldrig kan finde penge nok, eller tid, der kan hjælpe dem frem til de politikere, som de ikke er rørende enige med:



  • Nemlig at hæve skatten for arv af store formuer

  • at sikre anstændig indkomst frem for at trykke lønnen

  • at i det mindste at mindske kløften mellem cheflønnen og gennemsnitslønnen

  • og bruge flere penge på offentlig uddannelse

  • at udligne skatterne på kapital og arbejde

  • at nedbringe omfanget af privatiseringer

Måske ikke tilfældigvis er lighedens sprog blevet spændt for de ulighedsskabende politikeres vogne.

Men det er ganske vist nok også mere givtigt at fortælle pressen om deres tågede visioner, der som de siger skal sikre, at 90 procent af al rigdom i løbet af et uspecificeret antal år og under ikke kendte omstændigheder skal gives væk til velgørende formål.

Men alt andet lige er det noget billigere at sætte et miljø klistermærke på et produkt end at opgive brugen af nultimerskontrakter. De vil hellere brække en arm på langs, eller det der er værre end at betale en løn, man kan leve af.

De vil hellere end gerne finansiere redning af en truet myggeart end tillade faglig organisering ligesom de hellere end gerne vil holde en workshop om en sober og åben regeringsførelse.

Om et års tid vil de være tilbage i Davos og endnu en gang sætte ny rekord i mængden af rigdom, men emnerne – i konferencesalen såvel som udenfor – vil stadig være de samme. Og sådan vil det fortsætte – lige indtil arbejderklassen fjerner dem fra magten.

Lidt historie

Går vi bare tilbage til 80erne havde vi kommunister og andre partier og grupperinger på venstrefløjen, fredsbevægelser, EU-modstandere, atomkraftmodstandere, progressive fagforeninger, boligaktivister, miljøfolk o.a. Dette mylder af partier, organisationer og bevægelser havde på ingen måde fælles fodslag – dertil var splittelsen og berøringsangsten for stor. For mange blev det perioden, hvor de røde faner blev rullet sammen – for i stedet at gå på cafe. De revolutionære og andre progressive, havde mange mellemregninger, for det var noget, der blev gået op i:




  • Anti-monopolistisk demokrati

  • Proletariatets diktatur

  • STAMOKAP

  • Socialistisk selvforvaltning

  • Socialimperialisme

  • Parlamentsfiksering

  • Proletarisk internationalisme

  • Kapitallogik

  • Revolution og reform

Der var en større indholdsmæssig kvalitet i dialogen og drømmene dengang i forhold til i dag. Man forestillede sig konkret et andet samfund. Man gjorde sig tanker om socialismen – både som kapitalismen afløser – og som radikal ide og kompromisløs kritik af samme kapitalisme.

Der har aldrig været en venstrefløj med så få, så bovlamme og så spagfærdige forestillinger om et andet samfund, som der er i dag. At være socialistisk i dag er at mene – ikke at forandre. På grund af vores minimale indflydelse er tanken om samfundsforandringer længere væk, end nogen sinde før.

Er socialismen så værd at diskutere i dag? Hvis kapitalismen ikke er historiens afslutning, burde vi så ikke tale om, hvad der kommer efter den? Burde vi så ikke gøre os flere tanker, drømme og forhåbninger om fremgang og retfærdighed for alle?

Apropos røde lejesvende, som blev berørt i sidste nummer af KOMMUNIST:

Da den første TV-avis gik i æteren den 15. oktober 1965, var det med en kommunist som nyhedsoplæser. Eric Danielsen hed han – en alsidig mand. Blandt andet holdt han nu og da oplæg i DKU afdelingerne. Der går en historie om engang han talte for en gruppe ung-kommunister. Han spurgte dem om, hvad ideen med socialisme er?

”At arbejderklassen får magten ” lød et svar.

”Nej” svarede Danielsen.

”At produktionsmidlerne bliver fælles eje” forsøgte en anden.

Det afviste han også.

”At gøre ende på udbytningen?”



Han rystede på hovedet, kiggede på de unge kommunister og gav så selv svaret:

”Ideen med det hele er, at vi skal have det godt!”
Yüklə 25,65 Kb.

Dostları ilə paylaş:




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©genderi.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə