Diagnostik og behandling af kronisk pankreatit
Recurrent og svær akut pankreatit
Yüklə 358,72 Kb.
|
| Recurrent og svær akut pankreatit
Vaskulit som f.eks ved systemisk lupus erythematosus og polyarthritis nodosa er en sjælden, men veldokumenteret årsag til pankreatit. Ateroembolier kan også forårsage pankreatit ligesom hypotension ved alle former for shock. Strålesequelae anføres ofte, men publicerede data er få og usikre. Obstruktive årsager Ductus pancreaticus obstruktion ved galdesten også som microlithiasis (< 3 mm i diameter) kan bevirke akut og formentlig hos nogle KP. Præampullære, duodenale vægcyster kan i sig selv, eller associeret med f.eks. “anomalous union of pancreaticobiliary duct”, resultere i pankreatit. Choledochocele og pancreatobiliære tumorer kan også resultere i pankreatit, man har estimeret at 5-14% med benigne og maligne pancreatobiliære tumorer præsenterer sig med pankreatit (14). Posttraumatisk/arvæv ved penetrerende elle stumme traumer såvel som iatrogene ved post- ERCP- pankreatit. Sphincter Oddi dysfunktion refererer til en hypertensiv eller fibrotisk galde- eller pancreasgang, hvor trykket er > 40 mmHg. Man mener at galderefluks eller gang outflow obstruktion bevirker pankreatit. Pancreas divisum anses i nyere studier ikke i sig selv som forårsagende akut og KP, men tilstanden ses oftere ved patienter med især CFTR-mutationer, og den kumulative effekt af dette kan resultere i pankreatit. Pancreas divisum ses hos ca. 5% af almen befolkningen og kun ca. 5% af disse udvikler pankreatit (15). Kliniske rekommandationer
3. Hvordan stilles diagnosen kronisk pankreatit? Der eksisterer ikke et sæt alment accepterede/internationalt anerkendte diagnostiske kriterier for KP (16). Mange kliniske arbejder mangler en diagnostisk afgrænsning af de undersøgte pankreatitpatienter. Det anbefales at diagnosen KP stilles ud fra en kombination af kliniske, billeddiagnostiske og funktionelle kriterier f.eks. efter de såkaldte ”Mayo-kriterier” (17,18), let modificeret efter danske forhold - se figur 2. Ved at anvende diagnostisk sensitive, funktionelle undersøgelsesmetoder, som f.eks. Lundh test, vil diagnosen også kunne stilles i tidlige stadier af sygdommen. Der henvises til afsnittet om billeddiagnostiske forandringer ved KP i det relevante afsnit i guidelines. Figur 2. Diagnostiske kriterier for kronisk pankreatit
Klinisk rekommandation
4. Hvilken billeddiagnostisk modalitet er bedst egnet til at diagnosticere kronisk pankreatit? Svære grader af KP med udtalte morfologiske forandringer kan med stor sikkerhed beskrives med CT, rutine MR og transabdominal UL. Valget af undersøgelse vil typisk basere sig på lokal praksis, erfaring, tilgængelighed og omkostninger. Mange patienter mistænkt for pancreasforandringer får typisk udført en CT- scanning med i.v. kontrast tidligt i udredningsforløbet, som kan vise atrofi, duktale forandringer, eventuelle komplikationer og beskrive graden af vævskalcifikationer (19, 20,21). Specifikke spørgsmål kan ofte føre til supplerende undersøgelser. MR (uden eller med gadolinium-kontrast), MRCP (uden eller med sekretin) eller EUS kan anvendes til kortlægning af anatomiske variationer, detaljerede ductusforandringer, vævsforandringer, etc. (22,23,24,25). Typisk udføres flere undersøgelsestyper som integreret besvarer de forskellige kliniske spørgsmål. I tilfælde af mistanke om tidlig/mild grad af KP, eller hvor rutine CT, MR og transabdominal UL ikke har påvist forandringer, er der oftest behov for supplerende avanceret MR-scanning eller EUS. MR før og efter gadolinium-kontrast, som giver information om vævsperfusionen, og diffusionsvægtet MR kan anvendes til at bedømme væskeindholdet (mål for fibrosegraden) af vævet, og sekretinstimulation kan give supplerende eksokrin funktionel information (23,25). EUS har ligeledes, grundet sin evne til at kortlægge diskrete morfologiske og strukturelle forandringer, vist sig brugbar til at diagnosticere tidlig/mild grad af KP. Disse teknikker kan kombineres i en samlet undersøgelsespakke, som kan hjælpe til at diagnosticere og monitorere tidlig/mild grad af KP, men der er fortsat ikke konsensus på området. Udbuddet af undersøgelser er derfor indtil videre beroende på lokal praksis og erfaring (23). Klinisk rekommandation
5) Hvilken billeddiagnostisk modalitet er bedst egnet til at diagnosticere komplikationer og forværring af kronisk pankreatit? CT-scanning med i.v. kontrast er den bedste undersøgelse til at bekræfte tilstedeværelsen af KP, kortlægge forværring og komplikationer, inklusive tilstødte akutte pankreatit-forandringer (19,24, 26). I særlige tilfælde kan supplerende MR scanning med MRCP give yderligere vigtig information om kommunikation af ansamlinger til pancreasgangen, karakteristik af peripankreatiske ansamlingers indhold, kommunikation mellem ansamlinger, fisteldannelse, osv., som kan være vigtige for behandlingen af komplikationerne. Supplerende EUS eller transabdominal UL kan i visse tilfælde være relevant forud for eventuel endoskopisk eller transabdominal drænage. CT-scanning uden i.v. kontrast kan anvendes til at påvise små kalkholdige konkrementer i pancreasgangen hos patienter med svær grad af KP (28,29). Antallet og lokalisation (hovedgang/sidegang, caput/corpus/cauda) af konkrementerne kan bestemmes. Typisk udføres i samme undersøgelse ligeledes CT-scanning med i.v. kontrast, som i tvivlstilfælde kan hjælpe med at fastslå om et konkrement er beliggende i hovedgangen, i en sidegren, eller om det i stedet drejer sig om en vævsforkalkning. Transabdominal UL kan anvendes, men med begrænsninger – se næste afsnit (29,30). MR med MRCP er mindre velegnet til at påvise konkrementer i pancreasgangen. Dette skyldes at selve konkrementet ikke giver noget signal, hvilket kræver at det skal omgrænses helt eller delvist af væske for at kunne fremstilles indirekte som en fyldningsdefekt. Dette er ofte ikke tilfældet for små konkrementer i en kun lettere dilateret pancreasgang (24). Konventionel røngten kan bruges til at identificere store konkrementer, hvilken er relevant forud for eventuel ESWL-behandling. EUS kan også anvendes til at kortlægge konkrementer, og kan efterfølgende suppleres med intervention i form af stentanlæggelse eller ekstraktion af konkrement (19). Kliniske rekommandationer
6) Er transabdominal ultralyd brugbart til diagnostik af mistænkt kronisk pankreatit? Transabdominal UL kan bruge til at bekræfte diagnosen hos patienter med mistænkt svær KP, idet atrofi og uregelmæssighed af pancreasvævet, dilatation af pancreasgangen og sidegrenene og større konkrementer kan identificeres (31,32). Transabdominal UL er, alt efter lokal erfaring, ofte med stor interobservatør variation og er tit begrænset af suboptimalt indblik. Transabdominal UL har ofte ikke tilstrækkelig opløselighed og kvalitet til at kunne fremstille de diskrete forandringer ved tidlig/mild grad af KP (31-36). Klinisk rekommandation
7) Giver dynamisk MRCP efter sekretinadministration ekstra information om patienter med kronisk pankreatit? MR med supplerende dynamisk MRCP efter sekretinstimulation giver yderligere information om gangsystemet og den eksokrine funktion hos patienter med KP (37,38,39). Særligt er dynamisk MRCP efter sekretinstimulation brugbar ved mistanke om tidlig/mild grad af KP, og kan detektere diskrete ductusforandringer, som kan være vanskelig at visualisere med andre teknikker (38). Teknikken kan ydermere anvendes til identifikation af dynamiske, signifikante strikturer på pancreasgangen og til bestemmelse af den eksokrine pancreasfunktion enten semikvantitativt eller kvantitativt med volumenbestemmelse af væskesekretion til tarmen (37,38,39,40). Klinisk rekommandation
8) Er endoskopisk ultralyd med finnålsbiopsi brugbar til diagnostik ved mistanke om kronisk pankreatit? EUS-diagnostik af KP er baseret på morfologiske ændringer i parenkym og gangsystem. EUS kan diagnosticere diskrete ændringer begge steder inden andre billedmodaliteter eller funktionstests giver udslag, og også uden at patienten har symptomer tydende på KP. Op til ti forskellige EUS kriterier kan indikere tilstedeværelsen af KP, og selvom der er forskel i den diagnostiske betydning af de enkelte kriterier, så giver kombinationen af flere kriterier en højere sensitivitet (41). Kombinationen af MRCP og EUS giver den højeste specificitet (42). Som ved andre billedmodaliteter mangler der sammenlignende studier, hvor guldstandarden er histologi. I et af de få som foreligger, er der fundet en tæt korrelation mellem EUS-fund og histopatologi hos patienter med KP uden forkalkninger (”noncalcific” KP), hvilket understreger EUS' værdi i tvivlstilfælde (43). Anvendelsen af EUS- guidet finnålsaspirationsbiopsi (EUS-FNA) eller tru-cut biopsi (EUS-TCB) med det formål at stille diagnosen KP, kan ikke anbefales på nuværende tidspunkt (41,44). Mistænker man derimod cancer (eller autoimmun pankreatit), og EUS fremstiller en fokal proces i pancreas, vil EUS-FNA og/eller EUS-TCB i de fleste situationer give den korrekte diagnose. Det skal understreges, at fokale og potentielt resektable processer i pancreas ikke bør biopteres forud for operation. Kliniske rekommandationer
9) Hvorledes defineres og diagnosticeres eksokrin pankreasinsufficiens? KP er en progressiv sygdom med tiltagende inflammation og fibrose og tab af eksokrin og endokrin funktion pga. tab af acinære celler og ø-celler. Der er ikke direkte sammenhæng med duktale forandringer og funktionstab, idet der kan ses duktale forandringer med normal eksokrin funktion og omvendt (54). Der findes flere forskellige metoder til måling af den eksokrine pancreasfunktion. Metoderne baseres på enten direkte måling af pancreassekretionen, måling af de sekundære effekter af enzymmanglen eller på billedmodaliteter. Generelt er ingen metode optimal. Lundh's måltidstest betragtes ofte som ”gold standard” til bestemmelse af mild, moderat og svær eksokrin pancreasinsufficiens inddelt afhængig af koncentrationen af amylase/lipase i duodenalsekretet (45-47). Metoden er dog kun tilgængelig på enkelte centre i Danmark. Fæces-fedt måling i 3 døgn på fedtfikseret diæt (100 g/døgn) kan anvendes til kvantitering af moderat til svær grad af pancreasinsufficens (46-47). Metoden er besværlig for patienten og kræver god komplians. Øget fæces fedt >7 g/døgn (1,9 mmol/døgn) ses først ved nedsættelse af den eksokrine funktion til <10%. Metoden er ikke specifik for pancreasinsufficiens, idet øget fæces fedt kan ses ved en række andre gastrointestinale lidelser. Fæces elastase måling er let at anvende og kan anvendes til bestemmelse af moderat til svær grad af eksokrin pancreasinsufficiens (47-50). Værdier <200 mikrogram/g afføring har en sensitivitet på 60-100%. Specificiteten er lav, idet diarre medfører en nedsat værdi pga. fortynding. 13C mixed triglycerid breath-test anvendes visse steder i Europa, men kun på få centre i Danmark. Metoden kan anvendes til påvisning af moderat til svær pancreasinsufficiens (sensitivitet ca 90%) (47,48,49), man kan ikke skelne mellem pankreatogen steatoré og andre former for intestinal malabsorption. Nedsat leverfunktion og nedsat lungefunktion samt tyndtarmssygdomme kan mindske testens følsomhed. Sekretinstimuleret MRCP er beskrevet til bestemmelse af moderat til svær pancreasinsufficiens med en rimelig specificitet, men i få studier (47,53), se afsnit 7. Kliniske rekommandationer
10) Hvordan defineres og stilles diagnosen diabetes sekundært til kronisk pankreatit? Diagnosen ”diabetes sekundært til KP” defineres som ”diabetes opstået som følge af KP”. ”American Diabetes Association” (ADA) klassificerer diagnosen som III (“Other specific type of diabetes”), C (“Diseases of the exocrine pancreas”), 1 (“Pancreatitis”)(55). Diabetes sekundært til KP bør kodes som DK86 (kronisk pancreatit) + DE13 (anden diabetes) og indberettes til Dansk Voksen Diabetes Database. Type 3c diabetes defineres ud fra det glykæmiske niveau, ligesom det gælder for patienter med f.eks. type 2-diabetes. Siden 2011 har man kunnet stille diagnosen diabetes ved måling af glykosyleret hæmoglobin (HbA1c) (56). Således findes der i dag 4 måder at stille diagnosen diabetes på:
Såfremt patienten ikke har typiske hyperglykæmisymptomer (polyuri og polydipsi), kræver de 3 førstnævnte (*) gentagelse af den pågældende prøve/test med konfirmation af resultatet. Ved tilstande med anæmi/øget erytrocyt-turn over bør HbA1c ikke benyttes. I nogle tilfælde kan det være det være svært at afgøre, om en patient med KP og diabetes har diabetes sekundært til KP eller har fået KP oveni en eksisterende diabetes (dette gælder specielt for det store antal personer med uerkendt type 2-diabetes). I sådanne tilfælde afhænger diagnosen dels af tidsforløbet, hvormed de to tilstande udvikles (sekundær diabetes opstår efter KP), og dels af tilstedeværelse/fravær af typiske karakteristika for henholdsvis type 1-diabetes (svær hyperglykæmi, ketoacidose, GAD-65-, øcelle- og/eller insulinautoantistoffer) og type 2-diabetes (svær insulinresistens med høje plasmainsulinniveauer, acanthosis nigricans, fedme og familiehistorie) (57). Monitoreringen og behandlingen af diabeten hos en diabetespatient, der udvikler KP, bør justeres i relation til pankreatitspecifikke forhold (f.eks. bør inkretinbaseret behandling seponeres og opmærksomheden på hypoglykæmi bør skærpes, se nedenfor). Kliniske rekommandationer
11) Hvordan er forløbet af smerter hos patienter med kronisk pankreatit? Det dominerende symptom ved KP er abdominale smerter, som er tilstede hos 80-90% af patienterne i løbet af deres sygdomsforløb. Smerten beskrives ofte som dyb og borende og er typisk lokaliseret i epigastriet med udstråling til ryggen. Karakteristisk udløses eller forværres smerten ved fødeindtagelse og kan være ledsaget af kvalme og opkastninger. Forløbet af smerter hos den enkelte patient er uforudsigeligt og kan veksle mellem akutte smerteanfald afløst af smertefrie intervaller (45% af patienterne) eller have karakter af en kronisk smerteprofil med konstante smerter, der i perioder afløses af smerteeksacerbationer (55% af patienterne) (59). Smertelindring eller ophør af smerter hos patienter med svær eksokrin og endokrin dysfunktion (”end-stage” KP) er sjældent. De fleste patienter vil således have en vedvarende smerteproblematik, der i sværere tilfælde er associeret med malnutrition, opioidafhængighed, nedsat beskæftigelse samt sociale og økonomiske problemer (59)(61). Klinisk rekommandation
12) Hvilke årsager til smerter bør udredes og behandles hos patienter med kronisk pankreatit? Årsagerne til smerter hos patienter med KP er komplekse og ofte er flere forskellige smertemekanismer involverede (f.eks. inflammation, iskæmi pga. ændrede trykforhold i kirtlen og neurogene pga. nerveskader). I klinikken er det vanskeligt at afgøre årsagerne til smerter hos den enkelte patient, men en række komplikationer til KP er associeret til smerter og disse bør udredes og behandles (62).
Udredning og behandling af disse komplikationer og tilstande er gennemgået i detaljer i øvrige afsnit. Klinisk rekommandation
13) Hvad er indikationen, og hvordan behandles med enzymer ved kronisk pankreatit? Nedsættelsen af den eksokrine pancreasfunktion indgår i sygdomsdefinitionen KP, selvom det er muligt at stille diagnosen uden at kende den eksokrine funktion, og sygdommen kan optræde med normal eksokrin funktion (58) Der eksisterer kun begrænset overensstemmelse mellem morfologiske ændringer og den eksokrine funktion ved KP (59). Det er uafklaret om den eksokrine funktion nedsættes sideløbende med sygdomsvarigheden (60). Normalt har pancreas en betydelig eksokrin overkapacitet. Dette betyder at enzymsekretionen kan reduceres til under 10 % af det normale, før den intraluminale fordøjelse af fedt nedsættes og steatoré udvikles (61). Assimilation af kulhydrat og proteindigestionen er mindre afhængig af pancreasenzymer, da intestinale enzymer faciliterer kulhydrat- og proteinfordøjelsen (62). Hos raske udskilles højst ca. 7 g fedt/døgn i fæces (afhængig af fedtmængde og type). Øget fedt i fæces = steatoré, ledsages ofte (men ikke altid) af diarré og stort fæcesvolumen. Fæces fedt >14 g/døgn anses for sikkert nedsat fedtassimilation. Hos patienter med KP defineres eksokrin pancreasinsufficiens som: a) Fæcesfedt udskillelse >14 g/døgn eller b) Fæcesfedt udskillelse 7-14 g/døgn og samtidig tegn på malnutrition (vægttab) og/eller malassimilation (nedsatte serumkoncentrationer af fedtopløselige vitaminer D, K eller E) eller c) Lundhs måltidstest med intraduodenale pancreasenzymkoncentrationer < 10 % af nedre normalgrænse. d) Fæces elastase-1 kan bruges som screening, og i fremtiden forventes pusteprøve med C13 mixed triglycerid at få større betydning i klinikken. Pancreasenzympræparater er formulerede med pH-sensitiv, enterocoatede mikrosfæriske granula i kapsler. Herved beskyttes enzymerne mod ventriklens syre og udtømmes i duodenum, hvor coatningen disintegreres ved pH > 5,5. Biotilgængeligheden af enzymbehandlingen varierer betydeligt, og hos op til 40 % af patienterne må man øge dosis (64). Dette skyldes ukoordineret tømning fra ventriklen af enzymer og føde og ventrikelsyrens inaktivering af enzymerne. Trods manglende sammenlignende undersøgelser mellem forskellige doseringer anbefales pancreasenzymformuleringer med enterocoatede pH-sensitive mikrosfæriske granula med højt lipaseindhold. Den rekommanderede dosis er 40.000-50.000 (Ph Eur) enheder lipase til hovedmåltiderne og halv dosis til mellemmåltiderne. Kapslerne indtages i begyndelsen, under eller umiddelbart efter måltidet (65), se figur 3.
Lundhs måltidstest med intraduodenale pancreasenzymkoncentrationer < 10% af nedre normalgrænse, alternativt målt ved nedsat fækal elastase [6] og samtidig tegn på malnutrition eller malassimilation. Doseringen er 40.000 – 50.000 IE lipase til hovedmåltider og halv dosis til mellemmåltider.
14) Hvorledes monitoreres behandlingen med enzymer ved eksokrin pankreasinsufficiens? Den kliniske effekt monitoreres ud fra afføringenskonsistens og hyppighed, effekten på legemsvægten og korrektion af de biokemiske tegn på malassimilation (64). Ved manglende klinisk respons, trods justering af enzymdosis, skal man overveje andre forhold og konkurrerende tilstande: cøliaki, bakteriel overvækst, dårlig komplians, cancerudvikling. Kliniske rekommandationer
15) Skal protonpumpehæmmer tilføjes pancreasenzymsubstitution ved kronisk pankreatit? Supplerende behandling med protonpumpehæmmere ved anvendelse af coatede enzymer har tvivlsom effekt (66). Klinisk rekommandation
Figur 3. Behandling af eksokrin pancreasinsufficiens 
16) Er risikoen for udvikling af diabetes øget hos patienter med kronisk pankreatit og skal glukosestofskiftet løbende evalueres hos alle ikke-diabetiske patienter? Forskellige tværsnitsstudier har vist meget vekslende prævalenser af diabetes (20-70 %) blandt patienter med KP. De få prospektive studier, der foreligger, viser en høj risiko for udvikling af diabetes (op til 83 %)(67). Disponerende faktorer omfatter tidlig udvikling af pankreatiske kalcifikationer og varighed af KP. Risikoen for udvikling af diabetes er højere hos patienter med eksokrin insufficiens og vice versa. Enkelte studier tyder på, at en stor andel af patienter med KP har prædiabetes defineret som enten nedsat glukosetolerance (forhøjet 2-timers plasmaglukose efter oral glukosetolerancetest (>7,8 og <11,1 mmol/l)), forhøjet fasteplasmaglukose (>6,0 og <7,0 mmol/l) eller forhøjet HbA1c (≥43 og <48 mmol/mol)(68). Patienter med KP og prædiabetes har formentlig en svært forøget risiko for at udvikle sekundær diabetes. På grund af den signifikant øgede risiko for udvikling af sekundær diabetes, den ofte snigende udvikling og det symptomfattige forløb samt den formodede effekt af glukosesænkende behandling på risikoen for mikrovaskulære komplikationer bør ikke-diabetiske patienter monitorers rigidt for udvikling af hyperglykæmi og diabetes. Kliniske rekommandationer
17) Øger diabetes sekundær til kronisk pankreatit risikoen for udvikling af mikrovaskulære komplikationer (retinopati, nefropati, neuropati) og/eller makrovaskulære (arteriosklerotiske) komplikationer? Der er stærk evidens for, at plasmaglukoseniveauet er den vigtigste bestemmende faktor for udviklingen og progressionen af mikrovaskulære komplikationer både hos patienter med type 1- og 2-diabetes. Endvidere foreligger der god evidens for, at behandlingen af hyperglykæmi reducerer risikoen for og progressionen af mikrovaskulære komplikationer hos disse patienter. Fra tværsnitsstudier vides, at patienter med diabetes sekundært til KP, har samme høje prævalens af specielt retinopati, men også nefropati og neuropati som andre patienter med diabetes (69,70). Prospektive undersøgelser af risikoen for udvikling af mikrovaskulære komplikationer blandt patienter med KP med og uden sekundær diabetes foreligger ikke. Der foreligger ej heller interventionsstudier, hvor man har forsøgt at modificere risikoen for mikrovaskulær sygdom ved hjælp af antidiabetisk behandling. Det må dog anbefales, at patienter med KP og sekundær diabetes monitoreres for udvikling af og/eller progression i retinopati, nefropati og/eller neuropati svarende til patienter med andre former for diabetes (dvs. med henholdsvis fundusfoto, urinalbumin/kreatininratio og vibrationssans). Evidens fra tværsnitsstudier og enkelte små prospektive studier peger på, at patienter med KP generelt har øget risiko for makrovaskulære sygdomme(71), men der foreligger ikke undersøgelser af risikoen ved patienter med sekundær diabetes. Ligeledes foreligger der ej heller interventionsstudier, hvor man har forsøgt at modificere risikoen for makrovaskulære sygdomme. Mange patienter med KP har et stort tobaksforbrug og andre uhensigtsmæssige livstilsfaktorer, der kan være med til at komplicerer kausaliteten bag makrovaskulære sygdomme. I tilfælde af rygning bør hjælp til rygestop tilbydes, og behandling med lipidsænkende, antihypertensiv og evt. antitrombotisk medicin bør overvejes hos alle patienter med KP og sekundær diabetes. Er der ikke klinisk hjertekarsygdom overvejes statinbehandling til alle med LDL-kolesterol >2,5 mmol/l (behandlingsmålet <2,5 mmol/l), mens patienter med risikofaktorer (mikroalbuminuri, hypertension, rygning og/eller arvelig disposition) eller hjertekarsygdom bør behandles ned til <1,8 mmol/l. Behandlingsmål for blodtrykket ved sekundær diabetes bør være <130/80 mmHg (individuelle mål på <140/85 mmHg kan benyttes ved iskæmisk hjertesygdom, langvarig diabetes, høj biologisk alder og behandlingsresistens for at undgå uhensigtsmæssige hændelser). Antitrombotisk behandling (acetylsalicylsyre 75 mg/dag; Clopidogrel kan anvendes som alternativ, hvis acetylsalicylsyre ikke tåles) bør gives til patienter med hjertekarsygdom eller høj risiko herfor (mikroalbuminuri, hypertension, rygning og arvelig disposition). Kliniske rekommandationer
18) Hvordan skal diabetes sekundært til kronisk pankreatit behandles? Diabetes sekundært til KP opstår som konsekvens af den fibroinflammatoriske destruktion af de insulinproducerende betaceller i det endokrine pancreasparenkym (de langerhanske øer)(72). Denne kan forekomme i meget varierende tempi. Typisk er debuten af diabetes snigende med karakter som ved type 2-diabetes, men den kan også være mere pludselig og minde om type 1-diabetes med svær symptomgivende hyperglykæmi. Det er fortsat uklart, om insulinresistens spiller en væsentlig rolle i patofysiologien (73,74). Generelt anses patienter med sekundær diabtetes til KP - der hyppigt er slanke - som mere insulinfølsomme end patienter med type 2-diabetes. Glukagon fra pankreatiske alfaceller i de langerhanske øer udskilles normalt som respons på hypoglykæmi og øger den hepatiske glukoseproduktion. Hyperglukagonæmi er et velkendt patofysiologisk fænomen hos både patienter med type 1- og 2-diabetes og bidrager væsentligt til patienternes hyperglykæmi (via øget hepatisk glukoseproduktion). Hos patienter med sekundær diabetes til KP, er der vist både hyperglukagonæmi (75)og reduceret eller endog manglende glukagonrespons og derfor svækket glukosemodregulering (76). Ligeledes er der studier, der viser nedsat modregulatorisk væksthormonrespons (77). Risikoen for hypoglykæmi er således høj hos patienter med KP og sekundær diabetes. Ydermere er det velkendt, at patienter med alkoholoverforbrug har en signifikant forøget risiko for hypoglykæmi. Der foreligger ingen interventionsstudier, der har undersøgt glukosesænkende behandlinger (hverken livsstilsbehandling og/eller farmakologisk behandling) hos patienter med sekundær diabetes til KP. Derfor bør behandlingsmål individualiseres og basere sig på viden om den noget ’brogede’ patofysiologi og den enkelte patients fænotype kombineret med grundig farmakologisk kendskab til de benyttede farmaka. Endvidere er det grundlæggende vigtigt, at patienten tilbydes den nødvendige sygdomsspecifikke patientuddannelse. En omlægning af en uhensigtsmæssig livsstil ved sygdomsdebut kan have stor effekt. I milde tilfælde (HbA1c <64 mmol/mol (8 %) ved debut) kan man forsøge at behandle med orale antidiabetika. Her vil man typisk bruge Metformin, hvis der ikke er kontraindikationer og patienten tolererer det (gastrointestinale bivirkninger kan minimeres ved langsom optitrering). Man skal være opmærksom på, at Metforminbehandling kan resulterer i mindre vægttab (57). Øvrige antidiabetika er i de fleste tilfælde uhensigtsmæssige i behandlingen af sekundær diabetes til KP; sulfonylureastofferne er associeret med stor risiko for hypoglykæmi (specielt hos disse insulinfølsomme patienter), dipeptidylpeptidase 4 (DPP-4)-hæmmere og glucagon-like peptide-1 (GLP-1)-receptoragonister er under mistanke for at øge risikoen for akut pankreatit (og sidstnævnte er associeret med signifikant vægttab), sodium-glucose co-transporter 2 (SGLT2)-hæmmerne resulterer i signifikant vægttab, glitazoner øger risikoen for osteoporotiske frakturer samt hjertesvigt, og acarbose er associeret med hyppige gastrointestinale bivirkninger. I svære tilfælde (HbA1c ≥64 mmol/mol (8 %) ved debut) synes langtidsvirkende insulin (basalinsulin) oplagt som behandling, eftersom den primære patofysiologiske defekt er insulinmangel. Behandlingen kan også benyttes i kombination med Metformin ved behov for behandlingsintensivering hos Metforminbehandlede patienter(57). Det er vigtigt at tage hensyn til patienternes øgede risiko for hypoglykæmi og starte forsigtigt op (afhængig af patienternes initiale HbA1c kan man lægge ud med 0,15 enheder langtidsvirkende insulin pr. kg × 1 nocte, som justeres op eller ned med ca. 2 enheder på baggrund af fasteblodglukosemålinger hver 2.-3. dag (mål: 5-7 mmol/l)). Tidligt i forløbet vil insulinbehandlingen af sekundær diabetes til KP typisk tilsvare almindelig insulinbehandling af type 2-diabetes (dog typisk med lavere doser på grund af deres ofte intakte insulinfølsomhed), mens der senere i forløbet (i takt med den kontinuerlige fibroinflammatoriske destruktion af insulinproducerende betaceller) ofte vil være behov for at tillægge hurtigvirkende insulin til måltider (som ved insulinbehandling af type 1-diabetes eller svær type 2-diabetes) eller benytte insulinblandingspræparater. Ydermere må insulinbehandlingen individualiseres under hensyntagen til patientens ”stabilitet”, dvs. kalorie- og alkoholindtagelse, smertestillende behandling (med potentiel påvirkning af ventrikeltømningen og dermed postprandiale blodglukosekoncentrationer). Kliniske rekommandationer
19) Hvordan skal diabetes sekundært til kronisk pankreatit monitoreres? Man kan regne med, at den glykæmiske kontrol i varierende tempi forværres over tid i takt med den kontinuerlige fibroinflammatoriske destruktion af insulinproducerende betaceller. Der foreligger ingen prospektive studier af udviklingen i sekundær diabetes, men udviklingen antages at følge udviklingen i sygdommen generelt inklusiv billeddiagnostiske forandringer og den eksokrine dysfunktion. På grund af den progredierende natur, at forværring i glykæmisk kontrol ofte er asymptomatisk, at patienterne har øget risiko for mikro- og makrovaskulær sygdom og den formodede positive effekt af kontinuerlig god glykæmisk kontrol, bør patienter med sekundær diabetes til kronisk pankreatit monitorers grundigt med kvartalsmæssige kontroller. Kliniske rekommandationer
20) Har rygestop og alkoholabstinens indflydelse på smerter hos patienter med kronisk pankreatit? Både alkohol og tobak er selvstændige risikofaktorer for udvikling af KP og har ligeledes indflydelse på progression af eksokrin og endokrin dysfunktion (se nedenfor). Associationen til udvikling og forløb af smerter er ufuldstændigt belyst. I et spansk studie fandt man en sammenhæng mellem fortsat alkoholkonsum og smerter hos patienter med KP tidligt i sygdomsforløbet, hvorimod der ikke fandtes nogen sammenhæng ved avanceret KP kompliceret af eksokrin og endokrin dysfunktion(82). Der foreligger til dato ingen studier, der beskriver sammenhængen mellem rygning og smerter ved KP. Klinisk rekommandation
21) Hvad er den optimale medicinske behandling af smerter hos patienter med kronisk pankreatit? Den analgetiske behandling af smerter ved KP følger principperne for kroniske non-maligne smerter foreslået af World Health Organization (WHO). Disse principper bygger på seriel introduktion af smertestillende lægemidler med stigende analgetisk potens titreret til sufficient smertestillende effekt (”WHO`s analgetiske trappe”)(83). Ofte vil paracetamol være første valg, hvorimod non-steroide antiinflammatoriske midler bør undgås pga. deres udtalte gastrointestinale bivirkninger. Ved behov for stærkere analgetika kan tramadaol anvendes inden behandling baseret på stærke opioider forsøges. I et randomiseret studie havde tramadol færre gastrointestinale bivirkninger end morfin i ækvipotente doser (84). Såfremt sufficient smertestillende effekt ikke opnås på Tramadol vil opioidbaseret behandling være sidste valg. De fleste opioider virker overvejende på μ-receptoren, men der er stor forskel i deres individuelle virkningsprofil, hvilket også er vist i eksperimentelle undersøgelser af patienter med KP. Der foreligger aktuelt ingen kliniske kontrollerede studier, der sammenligner opioider med forskellige receptorprofiler. Sædvanligvis vil første valg være en depotformulering af en μ-agonist evt. kombineret med en hurtigvirkende formulering ved gennembrudssmerter. Ved manglende effekt kan opioidrotation forsøges. Et enkelt randomiseret studie sammenlignede plasterformulering (Fentanyl®) med depot morfin tabletter (Contalgin®) hos patienter med smerter pga. KP. Der var ingen forskel i smertestillende effekt, hvorimod der var flere bivirkninger ved plasterformuleringen (85). Plasterformulering kan således ikke rutinemæssigt anbefales til smertebehandling ved KP, men kan anvendes i specielle situationer, som f.eks. ved kompromitteret gastrointestinal funktion eller som led i opioidrotation. Parallelt med optitrering af analgetika anbefales behandling med adjuverende analgetika (f.eks. tricykliske antidepressiva, gabapentin og pregabalin) såfremt tilfredsstillende smertestillende effekt ikke opnås på paracetamol monoterapi. I en placebo kontrolleret, dobbelt blindet, randomiseret undersøgelse blev pregabalin anvendt som adjuverende behandling til patienternes vanlige analgetiske behandling. Pregabalinbehandling var associeret med en moderat smertestillende effekt sammenlignet med placebo, men med en højere forekomst af centrale bivirkninger (86). Der foreligger aktuelt ingen studier af de øvrige adjuverende analgetika ved KP. Hos patienter med svære smerter kan en mere aggressiv behandling anvendes i stedet for den serielle introduktion af analgetika beskrevet ovenfor. Ofte vil en kombination af analgetika med forskellige angrebspunkter i smertesystemet anvendes, som f.eks. paracetamol, opioider og adjuverende analgetika. Derved opnås en hurtigere smertekontrol, og teoretisk nedsættes risikoen for sensibilisering af smertesystemet og kronificering af smerterne. Adskillige studier har belyst den smertestillende effekt af enzymbehandling ved KP. Disse studier er meget heterogene, begrænsede af et lille antal patienter og velgennemførte placebokontrollerede undersøgelser mangler. I en metaanalyse fra 1997 kunne man ikke dokumentere nogen smertestillende effekt af enzymbehandling, og på det foreliggende evidensgrundlag kan det ikke anbefales til smertebehandling (87). Antioxidanter til smertebehandling ved KP blev præsenteret for mere end tre årtier siden. Den foreslåede smertestillende mekanisme er en antiinflammatorisk og blokerende effekt på frie radikaler i pancreas. En række små ukontrollerede undersøgelser viste en klinisk relevant smertestillende effekt, men i en større og velgennemført placebokontrolleret undersøgelse havde antioxidanter ingen smertestillende effekt (88). Coeliacus blokader og splanknicektomi ved KP har haft effekt i kausistiske meddelelser og ukontrollerede studier. Behandlingen har en plads ved maligne smerter og kan f.eks. gennemføres med endoskopisk ultralyd. Rationalet er at blokade af de afferente nerver forhindrer smerteimpulserne i at nå centralnervesystemet, og dette vil da også være rationelt, hvis smerterne var relateret til f.eks lokal inflammation eller andre makro- eller mikroskopiske forandringer i kirtelvævet. Da man imidlertid formoder at en del patienter med KP har neurogene smerter vil denne behandling kun forventes at have vedvarende effekt på placeboniveau, og dette er også er vist i opfølgende undersøgelser Da behandlingen samtidig kan ledsages af lokale komplikationer og bivirkninger (blodtryksfald og diarré) er den forladt de fleste steder (89). Transkutan elektrisk stimulering og akupunktur har ikke vist sig at have sikker effekt. Andre behandlinger som elektrisk stimulering af rygmarven eller transkraniel magnetisk stimulering har vist at have effekt i placebokontrollerede studier, men de mangler at blive bekræftiget i uafhængige undersøgelser (80). Kliniske rekommandationer
22) Er endoskopisk terapi og shockbølgelitotripsi effektiv til behandling af smerter hos patienter med dilateret ductus pancreaticus? Generelt er indikationer for ERCP ved KP blandt andet:
Behandlingen omfatter papillotomi af pancreasostiet, dilatation af stenoser, stenknusning, stenekstraktion og indsættelse af stents. Der foreligger en række ukontrollerede behandlingsserier med variende resultater. Ved sten, der ikke umiddelbart lader sig fjerne kombineres med ekstrakorporal shockbølgelitotripsi (ESWL), hvorved der opnås smertelindring ledsaget af reduceret opioidforbrug hos op til 70% (89)). I et enkelt kontrolleret studie(90) var det tilstrækkeligt med ESWL alene. ESWL er nødvendigt ved ca. halvdelen af forsøg på stenfjernelse. Strikturer dilateres efterfulgt af anlæggelse af størst mulige (evt. multiple) plastikstents. Der er ikke universel enighed om behandlingslængde eller hyppighed af stentskift. Som regel behandles 6-12 måneder – mange med stentskift hver 2.-3. måned. Stent skiftes under alle omstændigheder ved symptomforværring. Anvendelse af selvekspanderende stents er ikke tilstrækkeligt undersøgt. Endoskopisk behandling anses ikke for indiceret ved fravær af obstruktion eller ved asymptomatisk dilatation af ductus pancreaticus. To kontrollerede undersøgelser har sammenlignet effekten af endoskopisk behandling med resultaterne af kirurgisk drænage – sidstnævnte udviste de bedste langtidsresultater. Patienterne var stærkt selekterede – fravær af inflammation i caput pancreatis var afgørende i det ene studie (91). Endoskopisk (eller kirurgisk) behandling bør overvejes inden patienten bliver kronisk forbruger af opioider. Kliniske rekommandationer
23) Kan pankreatitbetinget rørstenose af ductus choledochus og pseudocyster behandles endoskopisk? Næsten alle data stammer fra ukontrollerede serier. Anlæggelse af plastikstent i ductus choledochus er på kort sigt effektivt til behandling af icterus eller kolangit, næsten alle (90%) recidiverer dog efter stentfjernelse.Ved anbringelse af multiple 10F plastikstents, kan der imidlertid opnås vedvarende effekt hos >50%. Komplikationer i form af bl.a. recidiverende kolangit er ikke ualmindelige. Behandlingsvarighed er mindst et år med skift hver 3.måned. På lang sigt må en del patienter dog have anlagt hepaticojejunostomi. Anvendelse af selvekspanderende, ikke-membrandækkede metalstents kan ikke anbefales. Membrandækkede (fully covered) selvekspanderende metalstents, der kan fjernes, er muligvis mere fordelagtige, men væsentlig dyrere end plastikstents (færre skift, større lumen og samtidig dilatation), men formentlig også kun midlertidigt. Der foreligger ingen sammenligning mellem effekt af kirurgisk behandling og membrandækkede metalstents. Endoskopisk indsættelse af stents er ikke indiceret ved asymptomatisk dilatation af ductus choledochus, men formentlig ved biokemiske tegn på kolestase. Data for behandling af pseudocyster stammer fra ukontrollerede behandlingsserier. Cyster betinget af obstruktion eller ruptur af ductus pancreaticus kan med succes behandles med anlæggelse af stent transpapillært, hvorimod cyster betinget af pankreasnekrose som regel bedst behandles med transmural anlæggelse af cystogastrisk eller cystoduodenal stent med Seldinger teknik. Succesraten er >90% (92). Endoskopisk behandling foretrækkes frem for kirurgisk, såfremt cysten har kontakt til ventrikel/tarmlumen. P.g.a. risikoen for blødning må EUS-vejledt anlæggelse stærkt anbefales. Asymptomatiske cyster behandles ikke, og drænage er kontraindiceret ved blødning ind i cyste (pseudoaneurisme!). Kliniske rekommandationer
24) Hvad er indikationerne for kirurgi hos patienter med KP (med/uden ekstrapankreatiske komplikationer)? Invaliderende (morfikakrævende) smerter er hovedindikationen for kirurgi. Symptomatisk stenose af ductus pancreaticus, ductus choledochus eller duodenum kan ligeledes være indikationer for kirurgi, men muligheden for endoskopisk terapi skal overvejes som førstevalg ved stenose af de to førstnævnte. Ved icterus pga. rørstenose af choledochus kan kirurgisk drænage være indiceret ved mislykket eller vanskelig gennemførlig stentbehandling. Drænageoperation udføres primært i form af en hepatikojejunostomi. Symptomgivende pseudocyster behandles initialt med transpapillær eller perkutan drænage, men ved recidiv (eller ikke-frembulende cyste) bør man tilbyde EUS-vejledt cystogastrostomi /cystoduodenostomi, såfremt der er kontakt mellem cystevæg og ventrikel-/duodenalvæg. Hvis endoskopisk drænage ikke er muligt, kan der foretages åben cystogastrostomi eller anden drænageoperation. Kirurgisk dekompression af ductus pancreaticus er forsøgt hos asymptomatiske patienter med dilateret hovedgang (> 7mm) for at forebygge progession af eksokrin og endokrin insufficiens, men man må nøje diskutere indikationen i det individuelle tilfælde. På baggrund af symptomer og billeddiagnostik kan cancer pancreatis forveksles med KP og specielt med autoimmun pankreatit. Operation med resektion kan blive aktuel ved fortsat mistanke om cancer pancreatis efter relevant udredning. Kliniske rekommandationer
25. Hvornår er det rette tidspunkt for kirurgisk intervention? Tidlig kirurgisk intervention kan blive aktuel for at hindre pancreasinsufficiens og udvikling af kroniske smerter. På trods af sparsomme data anbefaler flere internationale guidelines, at man ikke venter på spontan remission, som kun sjældent indtræder. Det anbefales, at kirurgi bør udføres, når medicinsk behandling ikke længere er sufficient og for at undgå afhægighed af opioider. Det skal dog understreges at kirurgisk behandling ikke er undersøgt i placebokontrollerede studier. Kliniske rekommandationer
26. Hvilken type af kirurgi anvendes (resektion/drænage/kombineret)? Lateral pancreatikojejunostomi (Partington-Rochelle) er standardoperationen ved drænage. Mortalitetsraten bør være 0 og smertereducerende effekt ses hos 60% i ublindede studier (Frulloni Dig Liver Dis 2010;42:S381-406). Distal (lateral) pancreasresektion er indiceret ved svære forandringer (primært) lokaliseret i cauda og/eller venstre halvdel af corpus eller hvis cancer pancreatis (eller præmaligne forandringer) mistænkes. Kombineret kirurgi (drænage + begrænset resektion) er indiceret ved inflammatorisk tumordannende KP (med eller uden involvering af galdeveje). Indgrebene kan være:
Ved den modificerede Beger procedure (Berne procedure) undlader man deling af pancreas. I et randomiseret studium havde Berne proceduren samme resultater som efter Begers operation, men førstnævnte er teknisk mere simpel og med kortere operations- og indlæggelsestid (Königer et al.Surgery 2008). Randomiserede studier har sammenlignet pancreatikoduodenektomi med forskellige former for kombineret kirurgi (Frey eller Beger), og mens kortidsresultaterne (eksempelvis smertekontrol, eksokrin funktion) er signifikant bedre ved sidstnævnte, så udlignes forskellen ved langtidsopfølgning. Dog er den postoperative morbiditet og mortalitet højest efter pancreatikoduodenektomi. Valg af operationstype afhænger ofte af den enkelte kirurgs erfaring og foretrukne procedure. Total pankreatektomi kan overvejes ved KP såfremt tidligere kirurgi har fejlet. Kliniske rekommandationer
27. Er der morfologiske kriterier, som indikerer hvilken form for kirurgisk intervention som bør foretrækkes? I den udstrækning at det billedmæssigt er muligt at skelne mellem forskellige former for KP vil typen af kirurgisk intervention afgøres på baggrund heraf. Traditionelt opdeles KP i tre forskellige morfologiske forandringer: 1. hovedgangsdilatation 2. tumordannende KP 3. "small duct" sygdom
28. Hvad er langtidseffekten af kirurgisk behandling? To randomiserede studier på selekterede patienter viser bedre og længerevarende effekt af kirurgi (resektion og drænage) end endoskopisk terapi (sfinkterotomi, stentning og/eller stenfjernelse) (91,94). Eksempelvis var henholdsvis 37% og 14% smerterfri efter 5 år (95). Selvom der ikke foreligger randomiserede data, så synes langtidsresultaterne bedre efter kombineret kirurgi end efter drænageoperation alene (96). Derimod er der ikke oplagte forskelle i langtidsresultaterne mellem de forskellige kombinerede procedurer med hensyn til recidiv af smerter, diabetes og eksokrin insufficiens. Klinisk rekommandation
29. Hvordan behandles pseudoaneurismer på a.lienalis og miltvenetrombose? Der er ingen kontrollerede studier af behandling af blødning i pseudocyste/pseudoaneurisme på a. lienalis, men større serier er publicerede (97).Tilstanden viser sig oftest ved akut indsættende abdominalsmerter undertiden ledsaget af shock og tegn på gastrointestinal blødning. Blødning via papillaVateri (haemosuccus pancreaticus) ses sjældent. Tilstanden påvises med ultralydscanning med Doppler-undersøgelse eller trefaset CT-scanning, evt. arteriografi. I forbindelse med sidstnævnte kan tilstanden behandles. Der er ingen kontrollerede undersøgelser af behandling af miltvenetrombose og komplikation i form af gastriske varicer. En meta-analyse af 805 patienter fandt miltvenetrombose hos 12% med kronisk pankreatit, kun halvdelen havde splenomegali. Varicer med blødningsstimaticering påvistes hos ca. halvdelen (98). Ved nyopstået trombose er der set progression hos 70% af ikke-behandlede mod 15% i antikoagulationsbehandling. Varicer påvistes hos 41 af 53 patienter, kun 4% blødte (99). Kliniske rekommandationer
30) Hvordan påvirker kronisk pankreatit ernæringstilstanden og metabolismen? Ernæringstilstanden hos patienter med KP korrelerer med to væsentlige faktorer: manglende indtag af næringsstoffer (alkohol og smerter) og malabsorption samt en øget metabolisk aktivitet pga. den inflammatoriske komponent (graden af sygdom). Et persisterende alkoholforbrug, smerter efter måltider og malabsorption er hovedårsagerne til vægttab, og vægttab er stærkt associeret med malabsorption af fedt (101). Hvis den eksokrine og endokrine pankreasfunktion reduceres mere end 90%, opstår fedtmalabsorption og diabetes mellitus. Den gastriske lipase kan kun delvist kompensere for tabet af pancreaslipasen. Kulhydratfordøjelsen opretholdes pga. spytamylase og enzymer i tyndtarmen. Proteinfordøjelsen opretholdes ligeledes til sent i forløbet af den proteolytiske aktivitet i ventriklen, som fortsættes i tyndtarmsepitelet ved peptidaser. Mangel på de fedtopløselige vitaminer A, D, E, og K korrelerer med graden af steatorré. E-vitaminmangel kan ses oftere end mangel på A-, D- og K-vitamin. Osteoporose kan findes hos mindst 25% af patienter med KP (102). B12-vitaminmangel kan skyldes nedsat proteaseaktivitet. Få studier har undersøgt hyppigheden af underernæring hos patienter med KP. BMI er fundet lav (< 20 kg/m2 ) hos ca. 1/3 af ambulante patienter, og knap 1/3 er fundet i ernæringsrisiko ved screening med ”Nutrition Risk Screening 2002 system”. Såvel muskelmasse som fedtmasse er nedsat hos patienter med KP, både hos patienter med og uden nedsat pancreasfunktion, hvilket kan nedsætte funktionsniveauet og livskvaliteten. Stofskiftet er typisk øget ved komplikationer, særligt infektiøse, men muligvis også på baggrund af den inflammatoriske komponent, som ofte ledsager sygdommen, og er fundet forhøjet hos 30-50% af patienterne. Kliniske rekommandationer
31) Har ernæringstilstanden hos patienter med kronisk pankreatit klinisk betydning? Generelt har patienter i ernæringsrisiko et øget antal komplikationer, nedsat livskvalitet, nedsat funktionsniveau, større sygelighed og dødelighed (103). Der mangler specifikke studier af ernæringstilstandens betydning. Kliniske rekommandationer
32) Hvordan vurderes ernæringstilstanden hos patienter med kronisk pancreatit? Generelt er omkring 40% af danske patienter som er indlagt på hospital i ernæringsrisiko, og op mod 60% af kirurgiske patienter er(104). Ifølge retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, anbefales det, at alle patienter screenes for ernæringsrisiko indenfor 24 timer. Man anbefaler desuden, at screeningsværktøjet NRS 2002 anvendes, og at alle patienter, der findes i ernæringsrisiko, får lagt en ernæringsplan samt plan for monitorering og opfølgning (105). En vurdering af ernæringstilstanden bør være multidisciplinær og inkludere en vurdering af kliniske symptomer, pankreasfunktion, kropssammensætning, knoglestatus, diæt og livsstil - figur 4. Kliniske symptomer bør inkludere ernæringsrelaterede symptomer og risikofaktorer som kvalme, anoreksi, smerter, alkohol og rygning. Mikronutrient status bør kontrolleres 1-2 gange årligt (vitamin A,D,E,K, mineraler og sporstoffer). Pankreasfunktion: se de tidligere afsnit. Kropssammensætning: Fordi vægt og BMI ikke afspejler muskel- og fedtmasse, og da patienter med normalt BMI kan have nedsat muskelmasse og dermed muskelfunktion, som yderligere kan give anledning til i.e. postoperative komplikationer, bør måling af kropssammensætning udføres med regelmæssige intervaller, f.eks. med bioimpedansmåling. Nedsat muskelfunktion kan vurderes ved måling af f.eks. håndgribestyrke, som er et sensitivt mål for risikoen for at udvikle ernæringsrelaterede komplikationer. Hvilestofskiftet kan evt. bestemmes ved indirekte kalorimetri, men kan også beregnes ud fra prediktive formler. Dette er afgørende for at afdække patienternes energibehov. Knoglestatus: Der findes ingen specifikke retningslinjer for patienter med KP, men på baggrund af den høje incidens af osteopati, tilrådes DXA-scanning regelmæssigt, f.eks. 1 gang årligt (106), se også afsnit 35. Diæt: Alle patienter i ernæringsrisiko bør have mulighed for at få diætetisk vejledning, dels for at få en vurdering af aktuelle indtag, men også for at få lagt en specifik ernæringsplan, herunder eventuel fedtbegrænsning ved udtalt steatoré, eller ved at tilføre ekstra energi og protein i form af orale tilskud. Dette har vist at kunne bedre vægten, BMI og nedsætte fedtekskretionen (107). Livsstil: For at minimere risikofaktorer som rygning og alkoholindtag, samt sikre compliance ved den medicinske behandling (i.e. analgetika, enzymsubstitution) tilrådes samtaler med dette fokus. Fysisk aktivitet bør ligeledes tilrådes sammen med ernæringsterapien. Figur 4. Multidisciplinær vurdering af ernæringstilstanden 
Kliniske rekommandationer
33) Hvordan behandles patienter med kronisk pankreatit i ernæringsrisiko? Ernæringsintervention skal sikre et tilstrækkeligt energi- og proteinindtag samt indtag af mikronæringsstoffer, nedsætte graden af malabsorption og nedsætte andre risikofaktorer som f.eks. alkohol og rygning. Behandling af pancreasinsufficiens inkluderer diætetisk rådgivning og tilskud af pancreasenzymer. Omkring 80% af alle patienter kan behandles ved en kombination af analgetika, kostvejledning og pancreasenzymtilskud, omkring 10-15% har behov for tilskudsdrikke, 5% for sondeernæring og kun få parenteral ernæring (1%) (108). Der anbefales flere små måltider (4-8 gange dagligt). Kulhydrater begrænses under hensyntagen til en evt. diabetes mellitus. Proteinindtag omkring 1,0-1,5 g/kg kropsvægt/dag tolereres sædvanligvis godt. Fedt kan udgøre omkring 30-40% af energiindtaget, og sædvanligvis begrænses fedtindtaget ikke, idet der anvendes kost til småtspisende. Hvis vægtøgning er utilstrækkelig og/eller der fortsat er steatoré, kan MCT forsøges, da disse kan absorberes uden lipase. Kosttilskud anvendes, hvis behov ikke kan dækkes, og sædvanligvis kan helprotein anvendes, men peptidbaseret kosttilskud kan også forsøges. Mikronutrienter suppleres efter behov. Sondeernæring anvendes, hvis patienten ikke kan dække energi-og proteinbehovet f.eks. pga. anatomiske eller inflammatoriske forandringer. Sædvanligvis anvendes helprotein sondepræparater med kontinuerlig tilførsel (over natten), alternativt peptidbaserede præparater med MCT, særligt hvis enzymtilskud er besværliggjort. PEJ anvendes ved længerevarende behov for sondeernæring (> 3 uger). Mulighederne for at modulere immunsystemet med specifikke næringsstoffer kaldes immunutrition, og det er vist at særligt n-3, arginin, glutamin og nukleotider kan nedsætte postoperative komplikationer ved større abdominale indgreb, anastomoselækage og LOS (109). Der er ingen studier specifikt af patienter med KP. Parenteral ernæring anvendes hvor mavetarmkanalen ikke kan anvendes, eller som supplement til enteral ernæring. Kliniske rekommandationer
34) Hvordan monitoreres patienter med kronisk pancreatit i ernæringsrisiko? Monitorering af patienter i ernæringsrisiko gøres ved at foretage kostregistrering af energi- og proteinindtag samt ved at følge vægten (110). Ved at indtage minimum 75% af det anbefalede indtag kan man holde vægten stabil. Der findes ingen specifikke undersøgelser af metoder til monitorering af ernæringstilstanden for patienter med KP. Kliniske rekommandationer
35) Er risikoen for udvikling af osteoporose og frakturer øget hos patienter med kronisk pancreatitis, og skal knogletætheden løbende evalueres hos disse patienter? Patienter med KP har ca.70% højere risiko for frakturer end alders- og kønsmatchede kontroller (108). Ved KP belastes kroppen bla. af et kronisk inflammatorisk respons samt malnutrition. Begge faktorer har en negativ effekt på knogleomsætningen og menes at være medvirkende til den øgede risiko for frakturer. Kliniske rekommandationer
Yüklə 358,72 Kb. Dostları ilə paylaş:
|