Fortolkningens forrang

Lunds sidste år

I et år efter Brandts død er Lund syg af savn, og han læser ikke et ord og tænker ingen tanker, men da den unge, danske botaniker Warming kommer til Lagoa Santa for at besøge ham, liver han atter op. Særligt fotografier af hans familie, lige fra brødrene Henrik Ferdinand og Christian til nevøerne og niecerne, der nu er blevet voksne, berører ham. Efter Warmings besøg udspiller fortællingen om Lund sig som en panorering hen over årene fra starten af 1860’erne og frem mod Lunds død i 1880 med korte nedslag i enkelte episoder i de sidste år af hans liv. Det beskrives, hvorledes Lagoa Santa vokser sig større og ændrer karakter i takt med den teknologiske udvikling. En enkelt gang fanges han atter af den skygge, der også lammede ham den dag i hulen, da sammenbruddet begyndte. Med hjælp fra senhor Fonseca og dennes datter (som vi også mødte ved Brandts begravelse) kommer han sig dog, og den fuldstændige omvendelse af natursynet fra den unge til den gamle Lund cementeres, da han en dag overvinder sig til at bestille byens lille banda til at komme en tidlig morgenstund inden solopgang og spille for blomsterne i haven – og der sker præcis, hvad han forventer: Til tonerne fra det lille orkester åbner roserne sig.

Lund begynder at undervise børnene i byens skole i naturhistorie og geografi et par gange om ugen, og mulatten dos Santos’ søn Nero, der er et naturbarn med ekstraordinær begavelse, underviser han i fransk og latin, og da Neros far dør, adopterer Lund ham som sin fuldgyldige søn. Til ham vælger Lund at testamentere sit hus og indbo, ligesom der af hans formue skal betales ham en årlig sum, så længe han lever.

Til sidst må Lund atter nøjes med at holde sig inde i huset, da helbredet ikke tillader andet. En dag stiger han ud af sengen og er med ét den unge Lund, der udstyret med Piston-gevær, botanisertromle, saddel og tasker gør sig klar til sammen med Riedel at rejse udforskende gennem Brasiliens fantastiske og afvekslende natur. Han når dog ikke længere end til døren ud til haven, før det går op for ham, at hverken Riedel, geværet eller alt udstyret er at se nogen steder. Den gamle Peter Wilhelm Lund falder bagover, men når ikke at slå hovedet mod jorden, da Nero når op til huset fra palmehaven og griber ham i faldet. Han bæres ind i sin seng af sin adoptivsøn og hans nye husven, en dansk tandlæge ved navn Roepstorff. De kan se, at han har hostet blod op.
”Dr. Lund smiler. Et øjeblik er han ved fuld bevidsthed. Det er som om han får lyst til at springe ud af sengen:

”Åh, det glæder mig af hjertet at De ikke er hypokrit! Det er de værste, hypokritterne! Ja, jeg er fritænker! Men Forsynet, Roepstorff, Forsynet tror jeg på. Det var med mig hvert minut i mit liv. Og sådan som Gud har været med mig hele mit liv, er han også med mig nu. Derfor dør jeg roligt! Roepstorff??”

”Ja?”

”Hold om mig!””¹²⁶

Vi hører her et menneske, der i sit dødsøjeblik har forsonet sig med den skæbne, der blev ham til del. Og den Gud, som Lund tror, har været med ham hele tiden, er væsensforskellig fra den Gud, hvis skaberplan han i sine unge år søgte at beskrive. Den sidstnævnte kunne beskrives og erkendes videnskabeligt, mens den første kun er virkelig for Lund i kraft af tro. I skyldig hensyntagen til den berøringsangst, som hidtil har afholdt Lund fra fysisk kontakt med andre mennesker, bliver Roepstorff siddende på trods af den døendes anmodning. Nero derimod går roligt hen og holder om hans nakke. Til Nero hvisker Lund sine sidste ord, inden livet forlader ham: ”Kærlighed, kærlighed, kærlighed”.

I sin analyse af romanen har Bo Elbrønd-Bek formuleret en fortolkning af Lunds sidste ord, som jeg finder ganske rammende:

”Lunds ord kan kun tolkes som en opfordring til forpligtelse på den konkrete virkelighed, til ansvarlighed og selvstændig frihed, som en forkyndelse af kærlighedens mulighed og virkelighed, altså en kritik af flugten ind i sublimeringen, ind i en altopslugende videnskab. I dødsøjeblikket opgiver Lund endegyldigt sin selvklogskab. Kærlighed kan man nemlig ikke ræsonnere sig til. Forståelsen får man først, når man har prisgivet sin egen visdom og bøjet sig for kærlighedens.”¹²⁷
Jeg læser det citerede som Elbrønd-Beks bud på en tolkning af værkets samlede ytring, og som det fremgår, er han også af den opfattelse, at romanen dybest set handler om et menneskes vej til forpligtelse til kærligheden i en konkret virkelighed. Hermed vil jeg vende tilbage til de ord, som jeg indledte med: Vejen til Lagoa Santa er ikke blot fortællingen om Lunds ydre, geografiske rejse fra barndomshjemmet i København til Lagoa Santa dybt inde i Brasiliens højland; det er også en fortælling om et menneskes indre rejse mod erkendelsen af, at man ikke kan forklare sig – eller videnskabeligt beskrive sig – ud af tilværelsen. Den givne virkelighed sætter en fordring, som kun kan efterkommes i kærlighed.

Konklusion

Refleksioner over tilgangen: fra fortolkning til analyse

Den største anke, man kan rette mod mine analyser, er måske den, at en række elementer lades stort set uberørte: Stilbeskrivelse, genreklarificering og litteraturhistoriske sammenhænge er nogle af de emner, som kun sporadisk er behandlet i analyserne. Dette bør imidlertid ikke være nogen anke mod metoden, men skyldes snarere et valg fra min side. Mit sigte var som bekendt ikke at lave udtømmende analyser, men derimod at afprøve en tilgang, der forsøger at tage afsæt i kernen, i det væsentlige, i et litterært værk. Og hvis denne tilgang skal kunne forsvares i videnskabelig sammenhæng, skulle en grundigere inddragelse af de nævnte elementer gerne underbygge mine fortolkninger – i modsat fald er metoden utilstrækkelig. Dette leder videre til nogle refleksioner over metoden generelt samt over de to forskellige udformninger af min analytiske tilgang.

På grundlag af de erfaringer, som jeg i analyserne har gjort mig med den her anvendte tilgang, hvor den overordnede fortolkning af det enkelte værks helhed mere eller mindre går forud for de analytiske iagttagelser, vil jeg først og fremmest understege, at denne metode – både med og uden inddragelse af velkendte litteraturanalytiske begreber – kun lader sig praktisere på baggrund af flere grundige gennem- og nærlæsninger af tekstforlægget til værket. Metoden må med andre ord vedgå sin arv fra nykritikkens nærlæsningsprincip. En intuitiv fornemmelse for de analytiske iagttagelser, som man senere begrunder sin fortolkning med, er en nødvendighed, hvis den skriftlige nedfældning af analysen skal foretages i nogenlunde overensstemmelse med forløbet i den endelige analysetekst. I den forbindelse er det værd at nævne, at jeg i mit arbejde med Manden der ville være skyldig skrev de forskellige afsnit i analysen i en lidt anden rækkefølge, end de optræder i ovenfor, hvilket derimod ikke gør sig gældende i forhold til Vejen til Lagoa Santa. Jeg tror, at grunden dertil er, at jeg i den første analyse havde besluttet at inddrage almindelige litteraturanalytiske begreber (især komposition og fortælleteknik), og jeg kom (måske af gammel vane) derfor til at beskæftige mig med disse aspekter på et tidligt tidspunkt i det analytiske arbejde. Derfor må jeg erkende, at min overordnede fortolkning af den samlede ytring i Manden der ville være skyldig byggede på flere ikke-intuitive analytiske iagttagelser, end tilfældet var i den anden analyse. Og nu, hvor jeg er ved det, må jeg også konstatere, at det ikke lykkedes mig at analysere fortællingen om Lund helt uden at gøre brug af traditionelle analysebegreber. Som det fremgår, var det ikke muligt at underbygge min fortolkning af dette værk uden at inddrage de kompositionelle forhold, og på den baggrund forekommer det mig, at man kun sjældent – om nogensinde – kan undlade en beskrivelse af kompositionen i en værkanalyse. Årsagen hertil er først og fremmest det formidlingsmæssige aspekt: Læseren af en analyse må have et overblik over, hvorledes værket er bygget op, således at denne så at sige får et skelet i forhold til hvilket, de øvrige analytiske betragtninger kan struktureres.¹²⁸

Ikke overraskende fremstår fortolkningen af Manden der ville være skyldig som den mest velbegrundede, da den understøttes af flest værkanalytiske iagttagelser. Dette skyldes naturligvis i nogen grad – men ikke udelukkende – at jeg i denne analyse benyttede velkendte analysebegreber; det skyldes også det faktum, at dette værk er mindre både i omfang og facetter (persongalleri, fortalt tid, stilistisk m.fl.) end Vejen til Lagoa Santa.

I traditionel (strukturalistisk) terminologi er analyserne i både den ene og den anden udformning centrerede omkring det tematiske, hvilket naturligvis hænger sammen med, at jeg tager udgangspunkt i fortolkningen, der almindeligvis er tæt knyttet til det tematiske niveau. Hermed adskiller min metodiske tilgang sig fra den formelt orienterede litteraturteori – med strukturalismen i spidsen – der retter sig mere mod litteraturens form end mod indholdet, mod litteraturens hvorledes frem for dens hvad.

Selv om det ikke helt lykkedes mig at analysere uden at gøre brug af velkendte begreber, vil jeg dog fremhæve, at den tilgang, jeg anvendte i forbindelse med Vejen til Lagoa Santa, medførte en frugtbar frihed til for alvor at give forrang til den overordnede fortolkning af værket. Et kendetegnende udslag af denne udgave af metoden er, at analysen i ganske høj grad bliver parafraserende, hvilket kan indebære en fare for, at analytikerens fremstillingsform kommer til at lægge sig for tæt op ad værket. Er man opmærksom på denne fare, sikrer dette forhold dog omvendt også, at fortolkningen og analysen bliver tekstnær.

I forbindelse med den teorihistoriske opridsning var jeg inde på, at den metodiske pluralisme inden for litteraturvidenskaben bl.a. afspejler sig i, at man i dag ofte taler om læsninger frem for om analyser. I stedet for at afvise ordet ”læsning” i kraft af dets indikation på en postmoderne erkendelse af, at litterære værker er åbne betydningspotentialer, der unddrager sig enhver tale om objektivitet og gyldighed, kan ordet efter min¹²⁹ opfattelse i stedet anvendes som en samlet betegnelse for en analyse og en fortolkning af et skønlitterært værk; i den forstand har jeg altså her foretaget læsninger af to af Stangerups hovedværker. Med tanke på overvejelserne i denne opgave kunne fordelen ved at tale om en læsning frem for om en analyse og fortolkning være, at førstnævnte betegnelse indebærer muligheden for at indikere, at man præsenterer en forståelse af værket, hvor fortolkningen af helheden går forud for analysen af de enkelte dele – i erkendelse af, at udlægningen af værket altid er en udlægning af ens egen, subjektive forståelse; dog således forstået, at værkbetydningen ikke derved bliver relativ, men derimod relationel.

Afslutningsvis vil jeg om den her afprøvede analytiske metode konkludere, at den største styrke ved denne tilgang, hvor den overordnede fortolkning af værkets helhed gives forrang, efter min mening er, at det vedkommende og væsentligste i skønlitteraturen ikke drukner eller endnu værre overses i det analytiske arbejde med værkerne.