Fortolkningens forrang


Teorihistorisk opridsning



Yüklə 351 Kb.
səhifə3/16
tarix22.07.2018
ölçüsü351 Kb.
#57921
1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   16

Teorihistorisk opridsning


At skrive et speciale handler i høj grad om at samle og strukturere den viden om sit fag, man i løbet at studieårene har tilegnet sig. Jeg finder det derfor naturligt at kaste et historisk blik på litteraturteoriens udvikling frem til i dag. En kortfattet gennemgang som den følgende kan i bedste fald blot kradse lidt i overfladen af dette ganske omfattende emne, og formålet er da heller ikke på nogen måde en udtømmende beskrivelse, men derimod at opnå – og fremlægge – et grundlag, ud fra hvilket man kan få en forståelse af disciplinen litteraturanalyse og dens status anno 2008. Ligesom fx teoretisk fysik eller idrætsteori ikke består af én afgrænset og veldefineret problemstilling, udgør litteraturteori også et bredt problemfelt, hvorunder forskellige aspekter af litterære værker gøres til genstand for teoretiske overvejelser og deraf følgende teoridannelser.

Når man som litteraturstuderende i dag giver sig i kast med at analysere og fortolke litterære værker, træder man ikke naturligt og umiddelbart ind i en metodisk tradition, der – doceret fra forelæsningspultene – foreskriver, hvorledes litteratur skal læses i en videnskabelig sammenhæng som den universitære. Gennem især sidste halvdel af forrige århundrede har vekslende litteraturteorier herhjemme domineret den videnskabelige diskurs, og i dag dominerer en betydelig metodepluralisme på det litteraturteoretiske felt. I antologien Litteraturens tilgange (2001) konstaterer bogens redaktion i forordet følgende: ”Har vi ikke lært andet af tidligere tiders dogmatik inden for faget, så har vi i hvert fald lært, at intet litterært værk kan analyseres dækkende ved hjælp af den biografiske metode, psykoanalysen, den marxistiske ideologikritik eller nogen som helst anden mere eller mindre universalistisk teori.”5 Bag citatet ligger den opfattelse, at et litterært værk er en kompleks og åben størrelse, der aldrig lader sig analysere og fortolke udtømmende. Et værk vil altid indeholde betydningsbærende elementer, som ikke indfanges af en ensidig metodisk og litteraturteoretisk synsvinkel, og der hersker da således også både ”eklekticisme og frodig faglig dialog”, som redaktørerne formulerer det, hen over teoretiske skel.6 For den litteraturstuderende, den professionelle litterat eller andre metodisk indstillede litteraturlæsere er situationen i dag altså den, at en række forskellige teoretiske indfaldsvinkler så at sige står til fri afbenyttelse i arbejdet med litteratur – dog med det forbehold, at valget af teoretisk tilgang ofte vil hænge sammen med typen af den litteratur, der skal analyseres. Nykritikken beskæftigede sig fx som udgangspunkt med moderne eller rettere modernistisk poesi, og således er litteraturteoretiske retninger oftest knyttet til og måske endda udsprunget af den teksttype, som primært er genstand for retningens analyser. Men hvorledes ser vejen frem til den nuværende metodepluralisme ud?

I bogen Et billede at læse med (2002) beskæftiger Peter Lützen sig med de tekstanalytiske metoders historie inden for danskfaget fra omkring 1960 og frem. Udgangspunktet for Lützen er, at der med udgivelsen af antologien Digt og Læser i 1958 og med den danske litterat og tidligere professor Johan Fjord Jensens Den ny kritik i 1962 skete et skift i den metodiske tilgang til litterære tekster. Indtil da havde den biografiske og den komparative metode domineret med baggrund i traditionen fra litterater som Georg Brandes (1842-1927), Vilhelm Andersen (1864-1953) og Hans Brix (1870-1961). Det konkrete udtryk for dette omslag er etableringen af en litteraturanalytisk genre: enkeltværkslæsninger. For at kaste lys over danskfagets metodiske udvikling retter Lützen sit fokus på udgivelserne af sådanne enkeltværkslæsninger fra den nævnte periode, og hans bog former sig som en række analyser af læsninger af litterære værker – hans bog handler, som han skriver, ikke om litteratur, men om litteratur om litteratur.7 Enkeltværkslæsninger består i, at litterater – som regel professionelle – nedfælder en analyse og fortolkning af et litterært værk, og disse tekster publiceres oftest i antologier eller tidsskrifter. At enkeltværklæsninger bryder igennem som genre omkring 1960 er uløseligt knyttet til udbredelsen af den såkaldte nykritik på dansk grund, og i den sammenhæng har den omtalte bog af Fjord Jensen stået som et uomgængeligt referencepunkt lige siden den udkom i 1962. Bogen er altså værd at kigge lidt nærmere på.

baggrund af bogens titel, Den ny kritik, foranlediges man umiddelbart til at tro, at bogen er en beskrivelse af nykritikken, og det er den da også, men kun i den sidste halvdel af bogen. I den første halvdel gennemgås litteraturforskningens og litteraturstudiets udvikling frem til nykritikkens opståen og udbredelse i første halvdel af det 20. århundrede. Fjord Jensen anlægger i indledningen den grundbetragtning, at ”[…] litteraturforskningens udvikling kan bestemmes som en samlet udvikling fra en ahistorisk, filologisk videnskab til en historisk videnskab om litteraturens udvikling og de litterære værkers forudsætninger frem til en ny ahistorisme, hvor de enkelte værker betragtes som »autonome«, d.v.s. som selvgyldige helheder.”8 Med et citat fra Vilhelm Andersen slår Fjord Jensen derefter fast, at ethvert litteraturstudium både som udgangspunkt og slutpunkt må have de litterære værker selv; den må altid begynde ved tekstlæsningen, og formålet må i sidste ende altid være en udvidet forståelse af litteraturen selv. At denne måske banale konstatering ekspliciteres, begrunder han med, at litteraturforskningen udgør en grænsevidenskab, hvori erfaringer og metoder fra idéhistorien, filosofien, historieskrivningen, psykologien, filologien, lingvistikken, sociologien samt videnskaberne om andre kunstarter mødes. Baggrunden for dette møde er litteraturens relation til den omgivende verden; Fjord Jensen beskriver denne relation på følgende vis: ”I litteraturen spejles et samfunds sociale, politiske og økonomiske udvikling, i litteraturen afsætter den religiøse og filosofiske debat sine spor, og i litteraturen udtrykker mennesket sine dybeste individuelle og artsbestemte behov; den er således en kilde til viden om alle disse og flere forhold.”9 I en bred litteraturbetragtning som denne fungerer litteraturen således også som materiale for forskningen inden for de nævnte videnskaber, og der er altså derfor grund til at understrege, at litteraturvidenskaben i modsætning til de øvrige altid må have læsning af litterære værker som sit arkimediske punkt.

Efter disse grundlæggende overvejelser gennemgår Fjord Jensen under overskriften ”Historismen” i bogens første del den historiske udvikling fra det, han kalder den førhistoriske litteraturforsknings udvikling fra antikken og frem til historismens fødsel og egentlige gennembrud med romantikken og senere positivismen. Frem til omkring år 1800 beskæftigede man sig primært med litteratur på annalistisk vis, d.v.s. at litteraturforskningen i sin oprindelse var en lærd, filologisk videnskab, hvor indsamling og afskrivning samt tekstkritisk virksomhed udgjorde arbejdet med litteratur – især indsamlingen af tekster var dominerende, og et illustrativt eksempel på dette er Arne Magnussons samling af islandske håndskrifter.10 På dansk grund har filologien spillet en altoverskyggende rolle for litteraturforskningens historie. Helt frem til 1883 blev skolefolk og litteraturforskere uddannet i den klassiske filologis tekstkritiske og kommenterende metode.11

At der i tiden fra antikken og frem til det 18. århundrede ikke foregik anden litteraturforskning end det, som Fjord Jensen betegner som perspektivløs indsamling (idet den kun i meget ringe grad blev fulgt op af ordnende principper), hænger ifølge samme Fjord Jensen – med inspiration fra den svenske litteraturhistoriker Henrik Schück (1855-1947) – sammen med, at en egentlig historisk bevidsthed endnu var ikke eksisterende. Følgende væsentlige citat viser tankegangegangen:


”Man gør sig i dag vel næppe nogen forestilling om, hvor store vanskeligheder der var forbundet med tilegnelsen af selv den mest elementære historiske metodik. Den for nutiden selvfølgelige erkendelse af organiske sammenhænge, af forløb og udvikling inden for litteraturen har kostet det 17. og 18. århundredes tænkere en helt usandsynlig kraft og dristighed at tilegne sig. I virkeligheden skulle der en fundamental ændring af synet på menneskehedens udvikling til, før en mere realistisk opfattelse af litteraturen kunne slå igennem. Det er dette gennembrud for en ny historieopfattelse, der efter at være slået igennem i romantikken skulle skabe de egentlige og dybere forudsætninger for litteraturvidenskabens udvikling.”12
Skredet ”[…] fra en ahistorisk til en historisk, fra en statisk til en dynamisk, fra en normativ til en relativistisk verdensopfattelse […]”13 inddeler Fjord Jensen i fire faser af æstetikkens udvikling, og han behandler denne udvikling under overskriften: Historismens fødsel. Fælles for de tre første faser var imitationskravet, d.v.s. kravet om, at digtningen og kunsten i det hele taget skulle efterligne de former og det stofvalg, som kendtes fra den græske antik. I første fase skulle der digtes på latin, i anden fase kunne imitationen i stigende grad udføres på nationalsprogene, og i tredje fase var det naturen, der skulle imiteres ifølge digtere som franskmanden Boileau (egentlig Nicolas Boileau-Despréaux, 1636-1711) og englænderen Alexander Pope (1688-1744) – dog stadig i overensstemmelse med de antikke forfædre. Hele grundlaget for imitationstanken var en tro på menneskets uforanderlighed, der igen hvilede på en forestilling om universet som et afsluttet og bestemt system af muligheder. Inden for en sådan forestillingsverden kunne litteraturhistorisk forskning vanskeligt blive andet end ”[…] antikvarisk indsamling og perspektivløs kronologisk opstilling.”14 En sprængning af denne statiske filosofi fandt sted i det 18. århundrede, og årsagen til dette skal ifølge Fjord Jensen først og fremmest findes i den sociale og samfundsmæssige udvikling, hvor det frembrydende borgerskab i sin kamp for økonomisk og politisk ligeberettigelse måtte opstille en ikke-normativ kulturopfattelse, der i modsætning til tidligere byggede på tanken om udvikling. Denne proces er fjerde fase i æstetikkens udvikling, og i Frankrig bliver de såkaldte ”les modernes”, de modernes, opgør med ”les anciens”, de gamles, klassicisme det første udslag af denne proces, og de modernes tese om det menneskelige fremskridt kommer til at danne grundperspektivet i den nye historieopfattelse.

Det er imidlertid først med den romantiske historisme, at opgøret med den klassicistiske æstetik- og kulturopfattelse fuldbyrdes. Dette bliver forudsætningen for en egentlig litteraturhistorisk forskning. Med sin historiefilosofi fremstiller den tyske filosof og digter Johan Gottfried Herder (1744-1803) som den første en bevidst og gennemført udviklingsopfattelse, hvor ét kulturtrin organisk følger og bygger på et andet i menneskehedens samlede udvikling frem mod større og større humanitet.15 Ved at placere litteraturen centralt i skildringen af folkenes historie forenede Herder det 18. århundredes alitterære historieforskning og den ahistoriske litteraturforskning, og dermed ”[…] blev han den, der ikke blot åbnede blikket for historien i litteraturen, men tillige for litteraturen i historien.”16 Med romantikken fødes således et mere organisk historiesyn, hvor det historiske forløb anskues med blik for sammenhænge. På dansk grund bliver litteraturhistorie (på den romantiske historismes grundlag) og filologi to tæt forbundne discipliner, hvilket gør sig gældende i stort set hele det 19. århundrede.

Naturvidenskabernes udvikling og udbredelse i løbet af 1800-tallet17 smittede af på litteraturforskningen, og troen på, at naturlove også gjaldt åndslivet og jo dermed litteraturen, vandt frem. Hermed opstod den positivistiske historisme, hvis første hovedskikkelser er de franske litteraturkritikere Charles Augustin Sainte-Beuves (1804-69) og senere Hippolyte Taine (1828-93). Med positivismen bliver årsagsbegrebet helt centralt, idet litteraturens udvikling nu anskues som en lang kæde af årsager og virkninger – som et kausalt forløb med andre ord. ”Et værk opfattedes som et led i en årsagskæde og som fremkommet ved en række årsagers samvirken i en skabelsesproces, og det blev da forskerens opgave at studere og rekonstruere denne proces og de faktorer, der indgik i den.”18 De typiske metoder inden for den positivistiske litteraturforskning er den komparative og den biografiske metode, hvor især den sidste i forskellige afskygninger har spillet en kolossal rolle herhjemme frem til midten af det 20. århundrede i kraft af litterater som Georg Brandes, Vilhelm Andersen, Hans Brix og senere Aage Henriksen.

Det, som man lidt hårdt kunne kalde Stangerups mani med at anvende selvbiografisk materiale i sine værker, lægger umiddelbart op til at vælge biografismen som metodisk indfaldsvinkel til hans forfatterskab. Metoden har som bekendt været under ganske skarp beskydning i litteraturvidenskabelige kredse siden midten af det 20. århundrede, og den herskende metodepluralisme til trods ville det bestemt ikke være comme il faut for en specialestuderende her i begyndelsen af det nye årtusind at anlægge den biografiske metode til behandlingen af et forfatterskab, der strækker sig fra 1958 og knap 40 år frem.



Den biografiske metodes centrale udgangspunkt er opfattelsen af enhed mellem liv og værk. Digterens liv og levned og hans værker betragtes som en helhed af gensidige påvirkninger, som det er forskerens opgave at granske og udrede for derved at opnå den fuldstændige forståelse af denne helhed. Om den biografiske metode i traditionen fra Sainte-Beuve og Georg Brandes trækkes i en personalistisk retning, hvor interessen i helheden bevæger sig fra værkerne til personligheden, eller om retningen i højere grad går fra levnedsforløbet mod værkerne som i den genetisk-biografiske metode, så forbliver grundlagt for biografismen en opfattelse af liv og digtning som en uadskillig enhed.19 I sin artikel om den biografiske metode i Litteraturens tilgange (2001) beskriver dr.phil. Johnny Kondrup ud over den personalistiske eller portrætterende og den genetiske metode en tredje og nyere variant af biografismen, som han kalder den individuatoriske. Denne har sit udspring i kredsen omkring dr.phil. Aage Henriksen, hvis forskning er blevet kaldt eksistentiel eller eksistentialistisk, men Kondrup finder betegnelsen individuatorisk mere præcis, idet man i denne forskning opfatter en forfatters værker som led i dennes individuationshistorie. Den portrætterende metode beskriver Kondrup som syntetisk, da den i sin sammenfattende karakteristik af digteren som personlighed og åndstype søger syntesen; genetisk biografisme beskrives derimod som analytisk i dens forsøg på at forstå værkets tilblivelse ud fra indtryk, tildragelser og stemninger i forfatterens virkelige liv – værket opløses således i enkeltdele som forstås på baggrund af forfatterbiografisk data; endelig betegner han den idividuatoriske metode som dialektisk på baggrund af følgende to forhold: For det første er metoden dialektisk i kraft af, at værkerne opfattes som gestaltninger af digterens oplevelser og kriser på den ene side, men samtidig ses de også som virksomme led i digterens egen livshistorie på den anden side. For det andet er metoden dialektisk i den forstand, at forholdet mellem forfatter og fortolker (den biograferede og biografen) præges af det udgangspunkt, at begge er underkastet en individuatorisk proces forstået som forpligtelsen til at blive et selv. Dette ’skæbnefællesskab’ har to sider, som Kondrup beskriver således:
”Dels er det biografens forudsætning for overhovedet at forstå digterens værker som led i dennes individuationshistorie, at han selv er stillet i en tilsvarende historie. Han forstår værkerne ud fra sine egne erfaringer og erfaringsmuligheder. Dels er det fortolkerens mulighed for at blive sig selv, at han fortolker værkerne individuatorisk, ligesom dét at digte dem var digterens mulighed for at blive sig selv.”20
I denne erkendelse af, at forståelsen af objektet – forfatterens værker og liv – er uløseligt knyttet til den subjektive fortolker, har den individuatoriske tilgang forladt den naturvidenskabeligt inspirerede og positivistiske grund, som biografismen oprindeligt tog afsæt i.21

Som sagt har biografismen som metode spillet den væsentligste rolle i dansk litteraturforskning frem til omkring midten af det 20. århundrede. I 1960’erne vinder den angelsaksiske nykritik og senere den franskdominerede strukturalisme indpas på det litteraturteoretiske felt herhjemme, og arven herfra præger i høj grad den litteraturanalytiske disciplin den dag i dag. Fælles for disse teoretiske retninger er, at de medfører et opbrud med både den romantiske og positivistiske historismes litteraturopfattelse, idet litteraturen betragtes i et synkront frem for et diakront perspektiv. I modsætning til tidligere tiders historiske metoder opfattes det litterære værk i nykritikken som en autonom størrelse, der kan udforskes som en selvafsluttet enhed. I et af nykritikkens hovedværker, Theory of Literature fra 1949 af René Wellek og Austin Warren, skelnes der således mellem et ’extrinsic’ og ’intrinsic’ studium af litteratur, hvor den første er den historiske læsemåde, og den sidste er den nykritiske.22 Med nykritikken bliver tekstanalysen et mål i sig selv, og alene denne disciplins centrale placering i danskfaget i dag illustrerer den angelsaksiske nykritiks indflydelse på litteraturstudiet. Hvor nykritikken var en litterær kritik i snæver forstand (modernistisk lyrik var det foretrukne analyseobjekt), udviklede strukturalismen sig derimod fra sit udspring i Ferdinand de Saussures (1857-1913) sprogteori til en bredere teoretisk retning, der fik gennemgribende indflydelse på en række humanistiske videnskaber.23



Under indtryk af den generelle marxistiske strømning i 1970’erne prægedes det litteraturvidenskabelige felt på dansk grund af socialhistoriske og psykoanalytiske retninger, og etableringen af den metodepluralisme, som i dag præger den litteraturteoretiske side af danskfaget, kan spores tilbage til begyndelsen af 1970’erne. I sin doktorafhandling Teoriens topik konstaterer Jørgen Holmgaard således:
”Da nykritikken i 1960’ernes midte, strukturalismen i 1960’ernes slutning og endelig de tidlige 1970’eres marxistiske gennembrud i deres samlede virkning havde gjort den positivistisk farvede litteraturhistorie til et nichefænomen, var der reelt etableret en teori- og metodepluralisme, som ikke blev indrammet af mere fælles normer eller kriterier, end hvad der i en diffus form lå i selve universitetsinstitutionen.”24
Da receptionsæstetikken (Wolfgang Iser) og især den amerikansk inspirerede reader-response-teori (Stanley Fish), der begge i større eller mindre omfang sætter læseren eller fortolkningsfællesskabet i centrum for studiet af litteratur, i løbet af 1980’erne vandt udbredelse, og da dekonstruktionens kritik af det for strukturalismen helt centrale tegnbegreb samtidig vandt indpas herhjemme, herskede der efterhånden ikke konsensus om, hvad der er litteraturstudiets genstand. I både nykritikken og strukturalismen opfattes den litterære tekst som en objektiviseret betydningsgenstand, hvorfor tilknytningen til tekstens subjektive ophavsmand er irrelevant (jf. opgøret med biografismen), og dermed skal teksten også analyseres objektivt og tilnærmelsesvis udtømmende. I den socialhistoriske og ideologikritiske litteraturteori på marxistisk grundlag samt i de psykoanalytiske retninger var der stadig et krav om objektivisme i det analytiske arbejde med teksten, men denne opfattedes ikke længere som objektiviseret, men derimod som et subjektivt formet produkt. Med reader-response-teorierne relativeres tekstbetydning yderligere, idet teksten selv opfattes som et subjektivt udtryk, ligesom dens betydning produceres subjektivt hos læseren (eller i læser- og fortolkningsfællesskabet). Holmgaard opsummerer denne udvikling fra objektivisme til subjektivisme på følgende vis:
”Endelig kulminerede så i 1980’erne over en bred front de subjektive strategier – ’læsningerne’ – anlagt på tekster opfattet som åbne betydningspotentialer for disse subjektive strategier. I en overordnet skandering gik forløbet igennem perioden altså fra en objekt-objekt-figur, til en objekt-subjekt-figur videre til en subjekt-subjekt-konstellation.”25
Netop denne udvikling er baggrunden for, at ordet ’analyse’ i litteraturteoretiske sammenhænge i vid udstrækning er blevet afløst af ordet ’læsning’26 – og hermed er jeg tilbage, hvor jeg begyndte denne korte opridsning af litteraturstudiumets og -teoriens udvikling, nemlig ved Lützens afsæt i genren enkeltværkslæsninger. Overgangen fra analyser til læsninger afspejler således den metodepluralisme, som kendetegner det litteraturvidenskabelige felt i dag, og som var udgangspunktet for ovenstående gennemgang af litteraturvidenskabens historiske udvikling. Hvorledes man grundlæggende forstår og betragter litteratur, synes i dag i højere grad at være et spørgsmål om subjektiv smag og interesse end om berettigelse og sandhed.27 Efter den konstatering er det tid til at fremlægge den litteraturforståelse, jeg vil lægge til grund for dette speciale.



Yüklə 351 Kb.

Dostları ilə paylaş:
1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   16




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©genderi.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə