Fortolkningens forrang

Litteraturteoretiske betragtninger

Lad mig her begynde ved en bred litteraturdefinition, som i samarbejde med den danske lingvist Fil.dr. Hans Götzsche er formuleret af cand.mag. Jesper Valeur Mogensen i specialet Triadisk-Dialektisk Litteraturanalyse (2002): ”Litteratur er et særegent, historisk kulturfænomen med nogle helt specifikke karakteristika. Litteraturens materiale er sprog, hvormed forfatteren skaber et fiktivt univers, der kan give læseren en eller anden form for værdifuld oplevelse.”²⁸ I denne definition er det indeholdt, at litteratur er at opfatte som et kommunikativt kompleks bestående af en afsender (forfatteren), en meddelelse (det fiktive univers), en modtager (læseren), et medium (sproget) samt en sammenhæng/kontekst (historisk og kulturel), og netop i kraft af, at definitionen rummer alle disse fem elementer, finder jeg den glimrende. I Valeur Mogensens speciale anskues det litterære værk som en kompleks helhed, hvor de fem nævnte elementer udgør et netværk af relationer, som gensidigt konstituerer hinanden, og han opstiller en generel analysemodel, ifølge hvilken behandling af historien, sproget og det fiktive univers udgør analysens kernedel, og hvor forfatteren og læseren blot inddrages og medreflekteres i det omfang, det skønnes at være relevant i relation til et givent værk.²⁹ Jeg er som udgangspunkt enig i, at et skønlitterært værk er en sådan kompleks helhed af relationer mellem de fem elementer, og jeg finder det også korrekt, når Valeur Mogensen peger på, at jo flere af de fem elementer, der belyses i analysen, desto større bliver graden af videnskabelighed. Således opfatter jeg hans analysemodel som et forsøg på at (gen)indføre en mere objektiv og videnskabelig praksis i arbejdet med litteratur i en (postmoderne) tid, hvor subjektive læsestrategier ikke synes at lade sig tynge af spørgsmålet om videnskabelig gyldighed.³⁰ Denne bestræbelse kan jeg kun billige.

Som nævnt i indledningen er forholdet mellem fiktion og virkelighed centralt for forståelsen af Stangerups værker. Med Valeur Mogensens model i tankerne kunne man med andre ord karakterisere det som forholdet mellem fiktivt univers og realhistorie. Han definerer imidlertid det fiktive univers ”[…] som en triade bestående af en eller flere personer, som handler under særlige spatio-temporale forhold.”³¹ For så vidt en enkel og præcis definition, men hvad det nærmere er, der gør et sådant univers fiktivt, bliver man ikke klog på. Man kunne spørge, om ikke eksempelvis en avisreportage fra den igangværende amerikanske valgkamp mellem forskellige demokratiske og republikanske præsidentkandidater ikke også er en triade, hvor flere personer handler under særlige steds- og tidslige forhold? I Valeur Mogensens definition af det fiktive univers er det underforstået, at bestemmelsen ’fiktiv’ refererer til, at det fremstillede univers er opdigtet og altså ikke er virkelighed. Umiddelbart er det måske ikke hverken vanskeligt eller problematisk at forstå fiktion som noget, der ikke en sket i virkeligheden, men hermed er begrebet kun defineret negativt, hvilket da også i visse sammenhænge kan være berettiget (som vi senere skal se i forbindelse med en afklaring af forholdet mellem tekst og værk). Nedenfor vil jeg præsentere en teori om fiktionsbegrebet i relation til skønlitterær fiktion; med baggrund i en beskrivelse af, hvad det er, der foregår, når vi læser skønlitteratur, implicerer teorien nogle kategorier eller begreber, der ikke dækkes af Valeur Mogensen analysemodel for fiktionsværker. Min inddragelse af en teori om fiktion skal bestemt ikke ses som en afvisning af hans litteraturanalysemodel, men snarere som en teoretisk tilføjelse til forståelsen af fiktionsaspektet. Som vi skal se, belyser teorien endvidere både forfatterens og især læserens rolle som elementer i den komplekse helhed, litteratur er at opfatte som – elementer, der som nævnt ikke figurerer eksplicit i Valeur Mogensens model, og som jeg finder utilstrækkeligt behandlet i hans speciales teoridel. Endvidere er det vigtigt at understrege, at formålet med nedenstående analyser ikke er at foretage gennemgribende og udtømmende analyser af de udvalgte værker af Stangerup, hvor alle litteraturkompleksets elementer inddrages – som det jo principielt er tanken i Valeur Mogensens model – men derimod at belyse det i mine øjne væsentligste i Stangerups værker.

Inden jeg tager fat på fiktionsbegrebet, er det imidlertid formålstjenligt at afklare forholdet mellem henholdsvis et skønlitterært værk og en skønlitterær tekst og således indføre en skelnen mellem værk og tekst; hidtil har jeg anvendt ordene synonymt.³² I forlængelse heraf vil jeg kort præcisere litteraturvidenskabens placering på det videnskabelige landkort.

Om forholdet mellem værk og tekst

Den følgende afklaring af, hvad jeg forstår ved henholdsvis værk og tekst bygger på de overvejelser, som filosoffen Gregory Currie fremlægger i artiklen ”Work and text” (1991). Currie argumenterer i artiklen imod den opfattelse, at det litterære værk og den litterære tekst skulle være én og samme ting – en opfattelse han vælger at benævne tekstualisme (textualism), og hvis tilhængere han kalder tekstualister. At tekstualisme blandt litterære fagfolk herhjemme er ganske udbredt, kan man forvisse sig om ved at læse i standardværker om litterær analyse, hvor termerne værk og tekst anvendes synonymt for den entitet, der er den litterære analyse og fortolknings objekt. Ud fra den (tænkte) situation, at to forfatterinder med ti års mellemrum og fuldstændig uafhængigt af hinanden har produceret to tekster, der ord for ord – og sætning for sætning – fra ende til anden er identiske, påpeger Currie det problematiske i at betragte værk og tekst som værende det samme. For Currie er fortolkning af et litterært værk og af en tekst to forskelligartede aktiviteter, idet de er rettet mod forskellige objekter. Hvor et værk er åbent for en række fortolkninger, forholder det sig anderledes med en tekst, og han konstaterer mod slutning af artiklen følgende:
”Plot, character, narrative structure, style and genre are not features of the text, but of the work, since works with the same text can differ along all these dimensions of variation. The text is just a sequence of words, and the only kind of interpreting that one can do of a text is to expound the meaning of its constituent words and sentences as they are given by the conventions of the language. A text may be ambiguous, in the sense that the conventions of the language assigns to some of its constituents more than one meaning. But disambiguation is not to be had at the level of the text itself, for ambiguity is a feature of the text. Disambiguation is a subject of concern for work-interpreters.”³³
Det ligger heri, at enhver fortolkning af et værk må bygge på, at tekstens sproglige mening er kendt. Et værk kan i Curries forståelse således ikke bestemmes nærmere, end at der findes ’noget’, som har de elementer, vi forestiller os, et værk har, og at dette ’noget’ står i en bestemt relation til tekster; et ’noget’, der har bestemte egenskaber som fx at være åben for fortolkning, at stå i et bestemt forhold til tekstlig komposition (narrativitet) osv. Denne indstilling betegner Currie som anti-reduktionistisk, og en følge heraf er, at det litterære værk i dybeste forstand ikke eksisterer i virkeligheden, men derimod bliver til et spørgsmål om ”make-believe”, om at vi foregiver os eksistensen af det litterære værk (jeg skal senere vende tilbage til begrebet make-believe).

For Currie er det væsentlige ikke, hvad et litterært værk er – eller med andre ord det litterære værks ontologi – men hvad det ikke er. Det vigtigste er nemlig, at man ikke forveksler værket med selve teksten, da man kun herved undgår at misforstå, hvad det vil sige at tolke et litterært værk.

At Currie flere steder i artiklen understreger, at en central egenskab ved det litterære værk er, at det er flertydigt og dermed åben for fortolkning, kunne lede til den tanke, at hans opfattelse begrunder en udpræget grad af relativisme i tolkningen af litteratur. Dette kan ikke afvises på baggrund af den behandlede artikel, men Currie har andetsteds beskæftiget sig med fortolkningsproblemet og har da også her afvist den objektive fortolkning, men i stedet foreslået sandsynlighed som fortolkningsguide³⁴ – også spørgsmålet om fortolkning vil jeg komme nærmere ind på senere. Jeg mener, at det frugtbare i ikke at opfatte tekst og værk som identiske netop er, at man bliver sig bevidst, hvad det vil sige at forstå og tolke et litterært værk. En analyse og fortolkning af et værk er således altid en udlægning af det pågældende læsersubjekts mere eller mindre velbegrundede forståelse af værket. At forstå teksten handler derimod ikke om andet end at være en kompetent sprogbruger og dermed være i stand til at udlede meningen af de enkelte ord og sætninger, som konstituerer teksten – og som det fremgår af citatet ovenfor, er flertydighed på dette plan udelukkende et spørgsmål om det pågældende sprogs (semantiske) konventioner.

Som jeg forstår Currie, er analyse og fortolkning af en tekst en sag for filologer, hvorimod sådanne bestræbelser i forhold til et litterært værk er litteraternes gebet. Han nævner ikke eksplicit filologien, der jo er videnskaben om forståelsen og tolkningen af sproglige dokumenter eller i snævrere forstand den sprogrigtige forståelse af tekster,³⁵ men Curries tekstbegreb svarer til filologiens. I den sammenhæng er det interessant, men ikke overraskende, at man faktisk finder en skelnen mellem teksten og det litterære værk lig den ovenfor skitserede hos netop en litterat som Vilhelm Andersen. I sit programmatiske skrift Dansk Litteratur fra 1912 (anden udgave fra 1933) om litteraturforskningens metoder opretholder Vilhelm Andersen stort set helt konsekvent en terminologisk adskillelse mellem tekst om værk alt efter hvilken læsemetode, der beskrives. Efter at have slået fast, at forskningen i litteratur nødvendigvis må begynde med læsning af et enkelt af denne litteraturs værker, opstiller han fire forskellige læsemåder til fortolkning af et litterært værk:

”I. Den poetiske Læsemaade.

II. Den filologiske Læsemaade,

1. 
   Tekstbehandling,
   
2. 
   Kommentar,
   
   1. 
      sproglig,
      
   2. 
      saglig.
      

III. Den æstetiske Læsemaade,

1. 
   formal,
   
2. 
   psykologisk.
   

IV. Den historiske Læsemaade,

1. 
   litteraturhistorisk,
   
2. 
   kultur- eller aandshistorisk,
   
3. 
   person- eller idehistorisk.”³⁶
   

Vilhelm Andersen anvender under fremstillingen af den filologiske og delvis under den formale æstetiske læsemåde – rettet mod stilistiske elementer som rytme og rim, billeder og figurer – (næsten) konsekvent ordet tekst elle skrift om objektet for læsningen; under beskrivelsen af de øvrige måder betegner han derimod læsningens objekt som digterværket eller blot værket. At teksten er forudsætningen for eksistensen af det digteriske værk og for litteratur i det hele taget, er underforstået, og han reflekterer derfor heller ikke teoretisk over forholdet mellem værk og tekst, men at beskæftigelsen med teksten er noget andet end beskæftigelsen med værket, er tydelig i hans fremstilling af litteraturforskningens metoder anno 1912.

Lad mig til slut kort udvide perspektivet fra problemstillingen om forholdet mellem værk og tekst til selve litteraturstudiets placering på det generelle videnskabelige landkort, og lad mig begynde, hvor jeg netop har sluppet. I den omtalte bog af Vilhelm Andersen finder man en opfattelse af litteraturstudiets placering, der udtrykkes med følgende sammenligning, som er karakteristisk for forfatteren: ”Ligesom Danmark er et selvstændigt Rige og et eget Folk, skønt det baade geografisk og historisk, ja psykologisk danner Overgangen mellem andre Lande og Folk, saaledes indtager Litteraturvidenskaben med fuld Selvstændighed en Mellemstilling mellem Filologien og Historien.”³⁷ Ud over at illustrere Andersens nationale begrebsverden peger citatet på litteraturvidenskaben som en selvstændig disciplin, der dog står i et relationelt forhold til filologi- og historievidenskaben. Det tætte bånd mellem litteraturvidenskaben og historievidenskab i Andersens optik illustrerer litteraturopfattelsen i den positivistiske historisme, som jeg tidligere var inde på under beskrivelsen af den teorihistoriske udvikling. I samme afsnit gengav jeg også Fjord Jensens udvidelse af perspektivet, således at litteraturvidenskaben må betragtes som en grænsevidenskab, der omgives af og inddrager metoder og erkendelser fra både de human- og samfundsvidenskabelige delområder. Det ligger i den brede litteraturdefinition, jeg hentede fra Valeur Mogensens speciale, at litteratur er et særegent kulturfænomen, og derfor hører litteraturvidenskaben naturligt til det, man overordnet betegner kulturstudier.

Hermed er forholdet mellem værk og tekst afklaret, ligesom litteraturvidenskaben er placeret som en videnskab under de såkaldte kulturstudier. Jeg vil nu rette blikket mod fiktionsbegrebet, nærmere betegnet mod en fiktionsopfattelse, der ligger i forlængelse af den netop skildrede adskillelse af værk og tekst, idet ophavsmanden til den fiktionsteori, jeg vil beskrive, er selv samme Gregory Currie.