Fortolkningens forrang

Curries teori om fiktion

Afsættet for Gregory Curries teori om fiktionsbegrebet i The nature og fiktion (1990) er, at han mener, at de mest generelle og grundlæggende spørgsmål i forbindelse med begrebet fiktion bedre kan besvares ved hjælp af filosofiske metoder frem for tilgange inden for den litterære kritik.³⁸ Hans interesse er ikke som litteraturhistorikeren at forklare, hvorfor den litterære fiktion ser ud som den gør, men derimod at stille det grundlæggende spørgsmål: Hvorledes er det overhovedet muligt, at vi har noget, som vi kalder fiktion? Det er allerede her nødvendigt at være opmærksom på, at det engelske ord ”fiction” har en lidt anden og bredere betydning på engelsk, end ordet ”fiktion” har på dansk. Etymologisk stammer ordet ifølge Ordbog over det danske Sprog (bind IV, 1922) fra det latinske ”fictio”, der egentlig er et verbalsubstantiv til ”fingere”, og som betyder ”opdigtelse” eller ”(fantasifuldt) påfund”. På engelsk dækker ordet også over noget opdigtet, men derudover dækker ”fiction” også over det, som vi på dansk kalder skønlitteratur. Den dobbelte betydning på dansk af det engelske ”fiction” – altså noget fingeret eller opdigtet og skønlitteratur – er dog ikke afgørende i denne sammenhæng, idet Currie beskæftiger sig med fiktion som påfund eller opdigtelse; hans teori om fiktion implicerer principielt, at ethvert medium, som muliggør menneskelig repræsentation, også muliggør skabelsen af fiktion.³⁹ Dog lægges hovedvægten i bogen på fiktion inden for litteratur, og jeg vil her udelukkende fokusere på teoriens implikationer i forhold til litterær fiktion.

Da Curries argumentation for hans teori om fiktion er forholdsvis omfattende og bygger på elementer fra både æstetik, sprogfilosofi og kognitionsfilosofi (især de to sidstnævnte), er det ikke muligt her at give en sammenhængende præsentation af de teoretiske begrundelser for Curries opfattelse af fiktionsbegrebet. Teorien kan for så vidt formuleres ganske kortfattet og enkelt, men dens filosofiske grundlag implicerer en række spørgsmål, som kræver grundigere overvejelse, og det er netop disse overvejelser, jeg her må undlade at præsentere i sin helhed. Jeg vil i stedet uddrage de aspekter af teorien, der direkte relaterer sig til litterær fiktion, og som således kommer til at fungere som litteraturvidenskabelig grundlag for og tilgang til specialets senere analyser – og på grund af dette forhold vil jeg således også inddrage Curries tanker om forholdet mellem fiktion på den ene side og sprog, semantik og kommunikation på den anden.

Currie inddeler sin bog i følgende fem kapitler: 1: The concept of fiction, 2: The structure of stories, 3: Interpretation, 4: The characters of fiction og 5: Emotion and the response to fiction. Generelt udvikler han sin teori i de enkelte kapitler ved i forhold til de enkelte emner at præsentere alternative teorier, der strider imod hans egen. Han påviser svagheder og problemstillinger i de alternative muligheder og fremlægger så sit eget forslag eller teori. I første kapitel slår han indledningsvis fast, at man af en generel teori om fiktion må forvente følgende:
”Such a theory ought to tell us what it is about a work (written, spoken, or in some other medium) that makes it fiction rather than nonfiction. If the theory is adequate it will sort items of the relevant kinds into the fictional and nonfictional in a way that seems intuitively correct, perhaps after the theory itself has had a chance to shift and to sharpen our intuitions a bit.”⁴⁰
Grundtesen i Curries teori er den, at fiktion konstitueres af intentionen hos afsenderen af en ytring; hvad der således gør fx en roman til fiktion, er, at forfatteren intenderer, at vi som læsere foregiver (make belive), at den fortalte historie er sand. En tekst bliver altså ikke fiktion i kraft af rent sproglige eller semantiske egenskaber ved selve teksten, selv om eksempelvis stilistiske forhold, narrativ form og plotstruktur ofte er tegn på, at man har at gøre med et fiktionsværk – jf. her den skelnen mellem tekst og værk, som jeg har været inde på. Idet der ikke findes nogen sproglige elementer, der med nødvendighed deles af alle fiktionstekster, og som med nødvendighed er fraværende i alle ikke-fiktionstekster, påpeger Currie, at hverken nykritiske, formalistiske eller strukturalistiske metoder er i stand til at redegøre tilfredsstillende for begrebet fiktion.⁴¹ Med hensyn til de semantiske forhold er han af den opfattelse, at fiktionelle tekster såvel som andre teksttyper både kan have sandhedsværdi og referere til ekstralingvistiske forhold i den omgivende virkelighed. Han afviser dermed dén strukturalistiske retning, der med afsæt i de Saussures tese om det sproglige tegns vilkårlighed hævder, at fiktionstekster ikke besidder semantiske egenskaber og derfor hverken har sandhedsværdi – hverken er sande eller falske – eller refererer til noget uden for teksten. Uden at nævne dekonstruktionen eksplicit bemærker Currie, at den teoretiske retning, hvis generelle skepsis i forhold til semantikken medfører en afvisning af, at tekster overhovedet kan have ekstralingvistisk reference, er en af de store absurditeter på den kulturelle scene (anno 1990); som jeg forstår Currie, sigter han her til dekonstruktionens doktrin om, at alle tekster dekonstruerer sig selv, bl.a. på grund af det uklare og principielt uadskillelige forhold mellem signifié og signifiant (det betegnede og betegnende).⁴²

Det er helt centralt i Curries teori, at et værk ikke opnår fiktionsstatus i receptionsprocessen, men derimod i dets skabelsesproces. Det er i kraft af den bestemte type handling, som en forfatter til en fiktionstekst udfører, at teksten bliver til fiktion – Currie kalder denne bestemte form for handling fiction-making:

”Fiction-making involves overt behavior. That is, it involves the production of some publicly accessible object that, again on the assumption that we are dealing with linguistically encoded fictions, we may call text. The behavior may involve speech or writing, or some less conventional performance like tapping out morse code. But fiction-making is not just the utterance (in a generalized sense) of words and sentences, for that would not distinguish it from the production of history, journalism, or scientific theory. Fiction-making is distinguished by the performance of a fictive utterance, an utterance produced to fulfill certain specific intentions; we may call them fictive intentions.”⁴³
I kraft af, at forfatterens fiktionsskabelse involverer produktionen af et offentlig tilgængeligt objekt (en tekst), ligger der heri, at fiktion forudsætter en bestemt type handling, som må betegnes som værende social. Heraf ses det, at Currie betragter fiktion som et begreb, der er knyttet til en social handling. Som det fremgår af citatet, er intentionen med en ytring afgørende for at kunne skelne mellem fiktion og ikke-fiktion. Denne skelnen bliver imidlertid først aktuel, når den fiktive ytring skal afkodes af en modtager. For Currie er fiktion således essentielt forbundet med kommunikation, og ved anvendelse af den britiske sprogfilosof Paul Grices generelle kommunikationsteori⁴⁴ opstiller Currie en formal beskrivelse af det, han kalder fiktiv kommunikation:
U’s utterance of S is fictive iff [if and only if] there is a Φ and there is a χ such that U utters S intending that anyone who has χ would

1. 
   recognize that S has Φ;
   
2. 
   recognize that S is intended by U to have Φ;
   
3. 
   recognize that U intends them (the possessors of χ) to make believe that P, for some proposition P;
   
4. 
   make believe that P;
   
5. 
   (2) will be a reason for (3);
   
6. 
   (3) will be a reason for (4).⁴⁵
   

hvor Φ er en variabel over nogle offentligt tilgængelige egenskaber ved ytringer (som fx en bestemt mening eller en bestemt visuel udformning), χ er en variabel over personer med bestemte egenskaber, S en given sætning, P det propositionelle indhold af sætningen S, og hvor U er afsenderen af en ytring. En ytring kan med andre ord betegnes fiktiv, hvis kriterierne (1) til (6) i definitionen alle er opfyldte. Som det fremgår af beskrivelsen, er begreberne intention og det engelske ”make believe” centrale for definitionen af en fiktiv ytring. Lad mig først se lidt nærmere på intentionsaspektet.

Currie anfører, at en forfatters intention om at fremkalde en bestemt respons hos modtageren er konditionel frem for kategorial. Afsenderen kan således godt udføre flere kommunikative handlinger med én og samme ytring; eller sagt på en anden måde, så udelukker definitionen ikke, at en forfatter både kan fx påstå noget og skabe fiktion i et og samme åndedrag – det ville blot være et spørgsmål om at have mere end én intention med en ytring. For Currie er det logisk nok fiktive ytringer, der producerer fiktionsværker, men der kan tænkes eksempler, hvor værker produceres med en fiktionsintention⁴⁶ uden derved at være fiktionsværker. Han tilføjer derfor, at en fiktiv ytring ud over at være et produkt af en fiktionsintention også kun med tilfældighed må være sand – dog slår han fast, at bestemmelsen af fiktion som et produkt af en fiktionsintention i stor set alle reale tilfælde vil være tilstrækkeligt til en korrekt afklaring af, om noget er fiktion eller ej.⁴⁷

Med den grundlæggende definition af fiktion som produktet af en fiktionsintention og som noget kun med tilfældighed sandt afviser Currie den teori, som i korte træk går ud på, at fiktion kan bestemmes ved, at forfatteren lader som om, at han fremsætter en påstand, når han producerer en fiktionstekst. Currie benævner denne tankegang ”the pretense theory” og skitserer denne teoris skelnen mellem fiktion og ikke-fiktion således:

”When I utter a sentence as part of a nonfictional discourse I am asserting it, and when I utter it as part of a fictional discourse I am merely pretending to assert it. On this view fiction is to be explained not at the level of meaning, but at the level of force. A sentence uttered in a normal, nonfictional context will be uttered with a certain kind of force; if it is an indicative sentence, it will be uttered with an assertative force – the speaker will be making an assertion. The same sentence uttered as part of the production of a fictional work will not have that force; its utterer will be merely pretending to utter it with an assertative force. Let us call this the “pretense theory.””⁴⁸
Bl.a. den amerikanske filosof John Rogers Searle er fortaler for denne prætentions-teori, og som det fremgår, hænger denne teori sammen med teorien om talehandlinger (speach acts). På sin vis kan Curries teori om fiktion også betragtes som en art talehandlingsteori, idet han medgiver, at man semantisk kan skelne mellem en ytrings mening og dens kraft:
”We can identify what is said in terms of meaning alone […] or in terms of force together with meaning. When we identify what is said in terms of meaning alone we identify the content, or the proposition expressed. When we add considerations of force we identify what is said as a certain act of saying, as with the act of asserting or requesting.”⁴⁹
Ud over leksikalske og grammatiske konventioner hænger betydningen af en ytring således sammen med afsenderens intention med ytringen som handling: om afsenderen påstår, befaler, ønsker, spørger osv. Som lingvisten Hans Götzsche overbevisende argumenterer for i artiklen ”Some Remarks on the Ontology of Performatives” (1995), må talehandlingsteori imidlertid betragtes som en teori om sociale forhold og ikke som sprogteori. For Götzsche kan sprogvidenskabens felt kort beskrives således: “In my view the subject of investigation of linguistics is the linguistic expressions, their logical sense, and their special meaning in situations and contexts.”⁵⁰ Som nævnt ovenfor skelner Currie mellem en ytrings sproglige indhold (eller proposition) og dens betydning; altså mellem ytringens semantiske betydning og dens betydning som talehandling (intention). Personligt er jeg enig med Götzsche i, at en ytrings kraft (force) må analyseres inden for teori om social handling og ikke inden for lingvistik, men idet Curries teori om fiktion netop må betegnes som en teori om en bestemt form for social handling, finder jeg det ikke problematisk, at han bygger sin tankegang på bl.a. talehandlingsteori. Grundlæggende kan man opfatte talehandlingsteoriens beskrivelse af sproglig betydning på den ene side og sprogvidenskabens normale beskrivelse af en sætnings semantik (som bestemmelsen af det referentielle udtryk og prædikatet⁵¹) på den anden side som to forskellige retninger i forhold til det filosofiske spørgsmål om betydning. I den sammenhæng er det imidlertid vigtigt at holde sig for øje, hvad det er for aspekter i spørgsmålet om betydning, de to teoretiske traditioner sigter på at besvare. I bogen Art and Imagination (1974) præciserer den britiske filosof Roger Scruton forholdet mellem de to umiddelbart modstridende tilgange til betydningsproblemet på følgende vis:
”In fact, although the two views are often presented as rivals, neither can be dismissed as superfluous. For the speech-act theory and the semantic theory seem to be generalized answers to two separate questions. The first tells us how language has meaning, by showing what it is to use and understand linguistic forms in the practice of communication. The second tells us how it is that we can assign a distinct ‘meaning’ to any sentence. Unlike the speech-act theory, the semantic theory does not give us an ultimate answer to the question ‘What is it for a sentence to have meaning?’ Rather, it aims to offer a recursive answer to the question ‘What meaning does any given sentence have?’ (where ‘sentence’ is used in a structural sense, to refer to an ordered sequence of linguistic elements).”⁵²
Hvor talehandlingsteori altså er rettet mod et abstrakt spørgsmål om, hvad det overhovedet vil sige, at en sætning har betydning, er den traditionelle sprogvidenskabs bestemmelse af en sætnings semantiske indhold altid afhængig af situationen og konteksten, som også Götzsche var inde på. Efter denne korte ekskurs til nogle refleksioner over talehandlingsteorien teoretiske status er det tid til at vende tilbage til Curries fiktionsbegreb.

Det engelske udtryk ”make-believe” er som nævnt et helt centralt begreb i Curries forståelse af fiktion.⁵³ ”Make believe” kan vel bedst oversættes til dansk med udtrykket: ’foregive’ eller ’gøre sig det troligt’ frem for et udtryk som ’forestille sig’. Den rolle, som læserens ’foregiven sig noget’ spiller i den kommunikationsproces, der finder sted, når vi læser – eller måske snarere afkoder – et fiktionsværk, beskriver han bl.a. på følgende måde:

”In performing such a cummunicative act the author attempts to elicit a certain response from his audience; the desired response is that the audience make believe the story told by the author. The reader of fiction is invited by the author to engage in a game of make-believe, the structure of the game being in part dictated by the text of the author’s work. What is said in the text, together with certain background assumptions, generates a set of fictional truths: those things that are true in the fiction. Anything that is true in the fiction is available for the reader to make believe. A large part of playing a game of fictional make-believe is to work out what is true in the fiction, and hence what it is appropriate to make believe.”⁵⁴
Den skelnen mellem tekst og værk, som jeg tidligere har beskrevet, er klart tilstede i citatet (hvilket bliver tydeligt, hvis man udskifter ordet ”fiction” med ordet ”work”). Som læser af en fiktionstekst indgår man altså i en form for leg, hvor man ved at finde ud af, hvad der er sandt i fiktionen, finder ud af, hvad der er passende at foregive efterhånden, som man læser. På denne vis genererer fiktionstekster lege, hvor man gør sig noget troligt, og forskellige værker genererer naturligvis hver sin leg. Men hvad vil det sige, at noget er sandt i fiktionen eller fortællingen, og hvorledes er det muligt for læseren – eller deltageren i legen, som vi nu også kunne kalde ham – at finde ud af, hvad der er sandt?

Currie indfører her dels et begreb om en fiktiv forfatter, og dels et begreb om en (vel)informeret læser. Disse to begreber kan for mig at se i meget vid omfang – dog ikke helt og fuldt – forklare, hvad der foregår, når vi læser og fortolker litterær fiktion. Inden jeg beskriver den fiktive forfatter og den (vel)informerede læser, er det imidlertid nødvendigt at se nærmere på, hvad Currie mener med, at noget er sandt i fiktionen.

Det korte svar lyder: ”What is true in fiction is what is fictional, what is part of the story.”⁵⁵ Hermed er vi dog ikke blevet meget klogere, for hvad vil det præcist sige, at noget er en del af fortællingen? Det spørgsmål vender jeg tilbage til. Sandhed er en egenskab (property) ved propositioner, og ifølge Currie er det i visse sammenhænge formålstjenstlig at opfatte egenskaber som en funktion fra objekter til sandhedsværdi: ”Redness is the function that takes all red things to the value true, and all non-red things to the value false. Likewise, being fictional can be thought of as a function (a ”propositional operator”) from propositions to truth values.”⁵⁶ Currie forkorter således udtrykket “it is fictional that P” til “F(P)”, og da noget fiktionelt altid er relativt i forhold til et givent fiktionsværk, bør det principielt udtrykkes ”Fw(P)”, som skal læses: ”Det er fiktionelt i værket W at P”; uden eksplicit at begrunde det, udskifter han W med S i sin opstilling af sandhedsbetingelserne for et udtryk af formen ”F(P)”, hvor S er den fortælling, udtrykket omhandler:
””Fs(P)” is true iff it is reasonable for the informed reader to infer that the fictional author of S believes that P.”⁵⁷
Senere modificerer han denne definition, idet han argumenterer for, at noget godt til en hvis grad kan være fiktionelt sandt – der er altså ikke altid tale om et enten-eller, men nogen gange om et til en hvis grad. Hermed adskiller fiktionel sandhed sig fra det almindelige sandhedsbegreb, hvor der altid er tale om et enten-eller; Currie udtrykker denne pointe på bl.a. denne vis: ”When it comes to truth in fiction there is no distinguishing an epistemic from an ontological difference.”⁵⁸ Han indfører således parameteren r, så ”Fs_r(P)” skal læses: ”P er sandt i S i graden r.” Derved kommer den endelige definition til at se sådan ud:
””Fs_r(P)” is true iff it is reasonable to degree r for the informed reader to infer that the fictional author of S believes that P.”⁵⁹
Men hvad dækker betegnelsen ’den fiktive forfatter’? Det giver sig selv, at den fiktive forfatter ikke er identisk med den af kød og blod virkelige forfatter af en fiktionstekst. Følgende formuleringer giver en fornemmelse af, hvad forskellen på de to er: ”We know the author does not really believe the things he says, at least we know he does not believe all of them. In our game we make believe there is a teller who does believe these things and whose beliefs are reliable.”⁶⁰ Som det fremgår, er den fiktive forfatter at opfatte som en art fortæller, men Curries begreb om den fiktive forfatter er ikke overensstemmende med den måde, som man i litteraturvidenskaben normalt anvender begrebet fortæller.⁶¹ Han henviser selv til både Jonathan Cullers Structuralist Poetics (1975) og til Wayne C. Booth, der i The Rhetoric of Fiction (1961) introducerer begrebet om ’the implied author’, men gør samtidig opmærksom på, at hans begreb om en fiktiv forfatter på forskellig vis adskiller sig fra de øvriges ’postulatet’ eller ’implied’ author.⁶² Currie beskriver den fiktive forfatter på følgende måde:
”The fictional author (as I shall call him) is that fictional character constructed within our make-believe whom we take to be telling us the story as known fact. Our reading is thus an exploration of the fictional author’s belief structure. As we read we learn more about his beliefs, and we may come to change earlier hypotheses about what his beliefs are. Understanding the fictional author is thus like understanding a real person; it’s a matter of making the best overall sense we can of his behaviour (and here we are limited to speech behaviour alone). The belief set of the fictional author – the set of propositions he believes – is the set of propositions that go to make up the story. The set of propositions is not literally true, although it is, as we say, true in the fiction. Interpreting real people is a matter of building up a picture of their belief set. So, too, with the fictional author.”⁶³
Jeg lovede ovenfor at vende tilbage til spørgsmålet om, hvad det vil sige, at noget er en del af fortællingen. Med citatet her kan det nu præciseres, at den række af propositioner, der udgør den fiktive forfatters sæt af trosforestillinger, netop er svaret på det spørgsmål. Currie kalder senere denne betydning (meaning), som opstår, når vi som læsere bestemmer, hvad der er sandt i fiktionen – altså når vi beslutter os for, hvad der rimeligvis kan antages at være den fiktive forfatters paradigme af trosforestillinger – for ”story-meaning”.⁶⁴

Den fiktive forfatter er altså en karakter og eksisterer i sagens natur ikke i virkeligheden, men er derimod en konstruktion, der skabes i kraft af læserens leg, hvor denne foregiver, at fortællingen bliver fortalt, som om den var virkelig. Det primære middel, som læseren anvender til at konstruere den fiktive forfatters sæt af trosforestillinger, er værkets tekst: ”That is the only direct evidence we have about the fictional author, the character traits that distinguish him from others, and the idiosyncratic features of his mental life.”⁶⁵ Når vi som læsere skal afgøre, hvad den fiktive forfatter tror på, opfatter vi teksten som udtryk for hans overbevisninger. Men vi antager langt fra altid, at teksten udtrykker disse bogstaveligt:

”The fictional author expresses himself – so we make believe – by using language in the way a real person does: sometimes literally and some times not. Working out what the fictional author believes may involve us in judging – again as a part of our make-believe – that his description of a character is meant ironically, or metaphorically, or in some other nonliteral way.”⁶⁶
Dog er teksten ikke nok, når man som læser skal fortolke den fiktive forfatters overbevisninger. Godt nok indeholder teksten spor, men “[…] the text provides these clues only against a background of assumptions for which there might be no warrant in the text itself.”⁶⁷ Currie peger på, at det på trods af, at den reale forfatter og den fiktive er forskellige, er sandsynligt, at den sidstnævnte – forstået som en person eller karakter – i større eller mindre udstrækning vil afhænge af, hvilken person den reale forfatter er. Currie skriver:
”When we read a work from a certain period and place, we usually assume we are dealing with a fictional author of that period and place. It will be helpful, then, if the reader can begin his exploration of the fictional author’s beliefs by knowing something about the community from which the text actually issues. But we need start with no assumption about the fictional author more powerful than the assumption that he belongs to that community.”⁶⁸
Kendskab til den historiske samtid og den sociale virkelighed, som teksten er skrevet i, er altså en nødvendig betingelse for at forstå den fiktive forfatter – og jo dermed også fortællingen – på en passende måde. Currie nævner som eksempel, at en læser af Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes med ringe eller slet ingen kendskab til det victorianske England i bedste fald kun vil have en meget fragmentarisk forståelse af fortællingen. På den baggrund behøver Currie et begreb om en informeret læser, der kender de relevante fakta om den sociale sammenhæng, værkets tekst er skrevet i. Disse relevante fakta drejer sig primært om at have viden om, hvad menneskerne i den pågældende sociale sammenhæng havde tendens til at tro på. Da den fiktive forfatter ikke er at opfatte som et bestemt medlem af en social gruppe eller et samfund, er det netop tilstrækkeligt at have kendskab til bredere trosmønstre i samme. På denne viden bygger de antagelser i forhold til hvilke, man som læser forstår værket. Sådanne baggrundsantagelser kan imidlertid godt ende med at spille en ganske lille rolle efterhånden som læsningen skrider frem, hvilket fremgår af følgende beskrivelse af læseprocessen:
”Judgments about what is true in the story are dependent upon the overall impression the text makes. We move back and forth, changing our minds about earlier hypotheses in the light of later evidence, relying on the overall tone of the work in order to decide what is to be taken literally, what as irony, and so on. As we read we have to resolve clashes with background assumptions. If the work turns out to be some kind of fantasy, we might be left at the end with little of the real world of the author’s community.”⁶⁹
I tredje kapitel om fortolkning tilføjer Currie nogle vigtige pointer til sin teori. Som det antydes i citatet ovenfor, afhænger det, som vi opfatter som sandt i fortællingen, af en overordnet fortolkning af værket. Currie illustrerer betydningen af en overordnet fortolkning med en analogi til begrebet hastighed. Man kunne forestille sig en situation, hvor et objekt, der bevæger sig med en konstant fart, af to forskellige personer henholdsvis påstås at have hastigheden 10 og hastigheden 36. De to personer synes umiddelbart at være uenige om objektets hastighed, men de to modsiger jo dog kun reelt hinanden, hvis de anvender den samme referenceramme for bestemmelse af hastighed – det er med andre ord et spørgsmål om enhed.⁷⁰ Anvender de begge to enheden knob, modsiger de tydeligvis hinanden, men hvis den første angiver hastigheden i meter/sekund og den anden i kilometer/timen, har de angivet den samme hastighed for objektet.

Noget lignende gør sig gældende, når vi bestemmer, hvad der er sandt i en fiktiv fortælling. Den enhed, man anvender i forbindelse med propositioner om fiktionel sandhed, er netop en overordnet fortolkning af værket; fortolkningen er med andre ord referencerammen. Curries teori om sandhedsbetingelserne for udtryk af typen ”F(P)” må derfor revideres, idet det nærmere bestemt er en teori om sandhedsbetingelserne for relationelle udtryk af typen ”F(P,I)”: ”It tells us that the statement ”P is true in the fiction relative to interpretation I” is true just in case P is a member of a set of propositions I, and it is reasonable to infer that the fictional author believes I.”⁷¹ Fitktionel sandhed er altså relationel. I forlængelse af denne revidering belyser Currie sin forståelse af fiktionsværker ved at holde sin teori op imod de to videnskabsteoretiske begreber realisme og antirealisme. I videnskabelig sammenhæng er Currie realist, da han er af den overbevisning, at sandheden om den fysiske verden transcenderer vore observationsmuligheder, men at det dog i princippet er muligt for teorier at korrespondere med denne transcendente virkelighed. Således kan en ideel videnskabelig teori, der imødegår alle de determinerende begrænsninger som fx konformitet med alle observerbare data, man kunne rette imod den, stadig godt være falsk. I modsætning hertil er sandhed for den videnskabelige antirealist ikke andet og mere end konformitetens begrænsning i forhold til data, og når det gælder fiktioner, må man ifølge Currie forlade den videnskabelige realisme:⁷² ”To think of truth about the world as theory relative is to think of the world as not constituting a determinate reality independent of us. To think similarly about fictions is to think antirealistically about them. And that, it seems to me, is the correct way to think about them.”⁷³ Han afviser ideen om, at sandheden om en fiktionsfortælling skulle være uden for rækkevidde af de bedste fortolkningsmuligheder og konstaterer: ”In literary interpretation there is no truth beyond the ascertainable truth.”⁷⁴ I den forbindelse bemærker han interessant nok i en note følgende om sin ’antirealistiske’ tilgang til fiktionsværker:

”What I deny is that something other than total evidence might determine the correctness of an interpretation. It is at this point that the analogy between interpreting a story and interpreting the beliefs of a (real) person breaks down. For it does make sense to suppose that there is a determinate mental reality beyond the reach of our best interpretative methods.”⁷⁵
En korrekt og udtømmende fortolkning af et litterært værk er altså principielt mulig – (i praksis kan det dog ikke altid lade sig gøre at fortolke en fortælling, idet de relevante data ikke altid er tilgængelige) – hvilket ikke kan siges om tolkningen af et virkeligt menneske. Man kunne spørge sig selv, om det ikke er paradoksalt eller måske endda selvmodsigende, at Currie i en teori om fiktion i medier, der muliggør menneskelig repræsentation, på den ene side hævder, at et fiktionsværk principielt kan fortolkes korrekt og sandt, når de relevante data og informationer er tilgængelige, og på den anden side hævder, at mennesker ikke kan tolkes sandt, idet levende personers mentale virkelighed ikke kan nås af selv den bedste fortolkning? Handler værker med menneskelig repræsentation ikke netop mennesker? I den forbindelse kan det nævnes, at Dorrit Cohn, professor i litteratur ved Harvard University, i bogen Transparant Minds. Narrative Modes for Presenting Consciouness in Fiction (1978), som titlen antyder, tager afsæt i, at det særegne ved narrativ fiktion (epik) er, at der her er mulighed for at få adgang til andre personers indre liv, deres tankeverden.⁷⁶ Hvis det er fiktionsfortællingers særkende, at de gør repræsentation af menneskers indre, mentale virkelighed mulig, synes det at være selvmodsigende, at en sand fortolkning af et værk skulle være mulig, når det samtidig ikke er muligt at fortolke et menneskes mentale virkelighed. Dertil ville Currie formentlig sige, at den mentale virkelighed, som man ifølge Cohn kun kan få adgang til i fiktionsfortællinger, ikke er den bestemte mentale virkelighed, der unddrager sig selv de bedste fortolkningsmetoder. Denne problemstilling om forholdet mellem fortolkning af virkelige mennesker og fiktionsværker hænger sammen med det emne, som Currie beskæftiger sig med i kapitel 4, The characters of fiction – altså spørgsmålet om, hvorledes vi skal opfatte litterære karakterer (de mennesker eller menneskelignende skikkelser, der optræder i litterære værker). Det spørgsmål hører til den litterære karakterologi, og det er bestemt ikke uinteressant, men det falder uden for mit formål med nærværende opgave, og jeg vil derfor ikke går videre med problemstillingen her. Der er imidlertid endnu et par pointer fra Curries kapitel om fortolkning, som må trækkes frem.

For det første slår han fast, at der naturligvis findes andre fortolkningsstrategier, der anlægger et bredere syn på teksten som objekt end den ovenfor beskrevne, og han konstaterer videre, at der er ”[…] more to interpreting a text than just finding out what story it has to tell, and there is more to the experience of fiction than is explicable in terms of make-believe.”⁷⁷ Curries toeri om fiktionsværker angår som sagt det, han kalder ’story-meaning’, og det er i forhold til denne bestemte værkbetydning, at begrebet make-believe har sin forklaringskraft. Andre vigtige aspekter som fx genre, symbolske elementer eller budskaber kan ikke analyseres alene ud fra ’story-meaning’, og da disse aspekter også er væsentlige for vores oplevelse af fiktion – for receptionen med andre ord – kan vores reaktion på skønlitterær fiktion heller ikke analyseres og forstås alene på baggrund af make-believe. Currie peger på yderligere tre forhold, der har indflydelse for receptionen af et værk:

”Our response to a work will depend not only on the structure of the story but upon the purpose we perceive that structure to have, upon our expectations about the way in which the story will develop as we read, and upon our perception of certain elements as having a certain kind of salience within the story. And our perception of these things depends crucially on assumptions we make about the authors intensions. The purpose of a work is, after all, the purpose it was intended to have.”⁷⁸
Læserens opfattelse af formålet med fortællingen, læserens forventninger til fortællingens udvikling samt læserens opfattelse af, at bestemte elementer har afgørende betydning i fortællingen, afhænger altså af de formodninger, som denne gør sig om den reale forfatters intention med værket. Således kan vores reaktion på fiktionsværker beskrives som ”[…] a complex product of make-believe and judgments about the work that do not occur within the scope of make-believe at all.”⁷⁹ Disse bedømmelser af værket hænger jf. det forrige citat tæt sammen med den reale forfatter eller mere præcist: de formodninger læseren gør sig om dennes intentioner med værket. Hermed synes Currie for så vidt at pege på, at læsere altid i en hvis udstrækning gør sig skyldige i den ’intentionelle fejlslutning’, hvor man forveksler værkets betydning i bred forstand med forfatterens intention. Denne intentionelle fejlslutning blev påpeget af Monroe Beardsley og William Wimsatt i en af de mere kendte nykritiske artikler. De argumenterer her for, at meningen i et digt er det, som dets ord og sætninger betyder, og meningen er således tekstintern og har intet at skaffe med forfatterens intention.⁸⁰ I modsætning hertil er forfatterens intention ikke udelukket fra at spille en rolle for et værks betydning i Currie teori – den spiller blot ikke en rolle i den leg af foregivelse, læseren indgår i.