Fortolkningens forrang

Analytisk tilgang

Det er nu tid til at samle op og fremdrage de elementer i Curries teori, der danner grundlaget for, hvorledes jeg i det følgende vil gribe analyserne af Stangerups værker an. Det skal her understreges, at hans teori som nævnt er et forsøg på at beskrive, hvorledes (litterær) fiktion overhovedet er mulig, og netop derfor fostrer teorien ikke direkte anvendelige analytiske redskaber, hvilket også fremgår af den ovenstående præsentation af hans tanker.

Med den beskrevne skelnen mellem værk og tekst in mente, skal det slås fast, at jeg i analyserne først og fremmest interesserer mig for værkniveauet. Jeg vil altså ikke foretage stilistisk analyse (beskrivelse af leksikalske karakteristika og syntaks) af værkernes tekstlige forlæg.

Som beskrevet omhandler Curries teori primært det, han kalder ’story-meaning’, hvilket er den betydning, der ligger i at bestemme det paradigme af trosforestillinger, der udgør den fiktive forfatters overbevisning – hvilket igen netop er det, der er sandt i fortællingen. Hvad der er en del af et sådant paradigme, er præcis også det, der er en del af fortællingen. Den fiktionelle sandhed er imidlertid relationel og kan derfor kun bestemmes i forhold til en overordnet fortolkning af værket eller rettere af dettes samlede ytring. Den grundlæggende indfaldsvinkel til værkerne vil således være at analysere den såkaldte ’story-meaning’ i relation til en fortolkning af værkets overordnede ytring. Mere jordnært udtrykt kan min analytiske strategi formuleres på følgende vis: Hvad handler fortællingen egentlig om (den samlede ytring)? Og hvordan fandt jeg så ud af det? Med afsæt i Curries fiktionsbegreb har jeg altså tænkt mig til en hvis grad at gå frem i den omvendte rækkefølge af det normale i litterær analyse, d.v.s. fra fortolkning til analyse og ikke fra analyse til fortolkning som normalt. Det er klart, at en fortolkning ikke kan foretages uden nogen form for forudgående analyse, og i praksis vil strategien således udmønte sig på den måde, at jeg på et tidligt stadie i analysen præsenterer min tolkning af værket anskuet som en samlet ytring for på den baggrund at dykke ned i de aspekter af fortællingen, som er de væsentligste for min fortolkning.

Analyser

Den tidlige del af forfatterskabet

Som nævnt i indledningen har jeg valgt at beskæftige mig mere indgående med ét værk fra den tidlige del af Stangerups produktion samt med ét fra den sene. Fra den tidlige del har jeg valgt den mest kontroversielle bog i hans forfatterskab, nemlig den lille fremtidsroman Manden der ville være skyldig fra 1973. Forud for den gik forfatterdebuten med de tre, små fabelfortællinger i Lille Håbs rejse (1958), hans eneste novellesamling Grønt og sort (1961) samt de to romaner, der slog hans navn fast på den litterære scene, Slangen i brystet (1969) og Løgn over løgn (1971). De to sidstnævnte er romaner i den realistiske tradition, og de handler begge om en mandlig hovedkarakters vanskeligheder med at finde sig tilrette i tilværelsen. Et markant fællestræk ved Stangerups første tre romaner er, at fortællingerne alle har en mandlig hovedperson, der i større eller mindre udstrækning minder om virkelighedens Henrik Stangerup. Stangerup lader eksempelvis sine næsten jævnaldrende hovedpersoner optræde i erhverv, som forfatteren selv har prøvet kræfter med. I slangen i brystet er protagonisten således pariserkorrespondenten Max Mollerup, der skriver for en større, dansk avis; i årene fra 1964-65 var Stangerup selv først ved Ekstra Bladet og senere ved Politiken ansat som korrespondent i Paris. Joachim Jerlang er i Løgn over løgn filminstruktøren, der efter en fiasko søger at overleve i mediebranchen; Stangerup havde, da bogen udkom, instrueret spillefilmene Manden der tænkte ting (1969) og Giv Gud en chance om søndagen (1970). Hovedpersonen i Manden der ville være skyldig er en mandlig forfatter med to romaner bag sig, præcis som bogens virkelige forfatter havde, da den pågældende bog blev udgivet i 1973. Disse eksempler på fællestræk mellem Henrik Stangerup selv og hans hovedkarakterer illustrerer Stangerups tilbøjelighed til at anvende selvbiografisk materiale i sine værker i den første halvdel af forfatterskabet.

Efter disse indledende bemærkninger til den tidlige del af forfatterskabet vil jeg rette blikket mod historien om en mand, der insisterer på sin skyld eller skyldighed. Det er med andre ord tid til at finde ud af, hvad det er, den fiktive forfatter finder sandt i fortællingen om Manden der ville være skyldig. Først må vi dog kende lidt til bogens handlingsforløb.

Fortællingen

Manden der ville være skyldig handler om en midaldrende og falleret forfatter ved navn Torben, der i romanens indledende kapitel slår sin kone Edith ihjel i fuld- og arrigskab, da hun truer med gå fra ham og tage deres fælles søn med sig. Imidlertid lever Torben i et samfund, der med hastige skridt forsøger at afskaffe begreber som skyld, ansvar og straf, og han får derfor ikke nogen dom for sin handling, men indlægges i stedet på statshospitalet, hvor han sendes til samtaler med en psykolog. Efter ganske kort tid bliver han sendt tilbage til sin lejlighed i superblokken som en fri mand. Da han kommer hjem, bliver Torben dog klar over, at de officielle myndigheder har fjernet hans tiårige søn, Jesper. Romanen udspiller sig herefter som hans kamp mod de statslige og officielle myndigheders – systemets – forsøg på at gøre ham ”samfundstilvendt”, som det hedder. Torben ønsker at blive dømt for sin handling, så han kan udstå sin straf og få Jesper tilbage, men da myndighederne som en logisk konsekvens af deres forsøg på at ophæve skyldsbegrebet efter nogen tid beslutter sig for, at Torben slet ikke forårsagede sin kones død, men at hun derimod blot døde ved et hændeligt uheld, føler han et begyndende vanvid boble inde i sig, og han ønsker derfor blot, at nogen anerkender, at det dog var ham, der virkeligt tog livet af sin hustru. Efterhånden er han ved at miste sin kampkraft og acceptere systemets forsøg på at overbevise ham om, at det i virkeligheden ikke var ham, der slog Edith ihjel. Da en kvinde midt under myndighedernes tvangsfjernelse af hendes børn trygler ham om hjælp og kalder ham en dikkehale, bliver han imidlertid atter sit gamle selv, og viljen til at tage kampen op med systemet blusser op igen. Mod slutningen forsøger Torben at tale det offentlige samfund imod ved at fortælle sin historie i et nylanceret tv-program med titlen ”Folket klager” – udsendelsen viser sig imidlertid at være et fupnummer, hvor myndighedernes udlægning af hans historie kommer til orde i form af de involverede psykologer, socialpædagoger og endda også sønnen Jesper, der er blevet påduttet den officielle forklaring om, at Torben ikke var skyldig i mordet, men at det hele blot var et udslag af omstændighederne. Til sidst ender han på en moderne og progressiv institution for sindslidende med det eufemistiske navn Lykkeparken, hvor de indlagte får mulighed for at leve deres drømme ud – vel at mærke på indersiden af indhegningen! I Lykkeparken er Torben i sin egen indbildning således endelig kendt skyldig i mordet på Edith og blevet idømt den straf, at han skal skrive fire romaner, der alle skal opfylde følgende krav: De skal handle om den skønne fremtid, der venter menneskeheden, og de må derfor være smukke og eventyrlige, så de kan holde livsmodet og humøret oppe hos læseren, indtil forandringerne indtræder.

For at få et greb om, hvad det er for en overordnet fortolkningsramme, der danner grundlaget for, hvordan jeg forstår og tolker den fiktive forfatter, vil jeg begynde analysen med at tage fat i bogens slutning. En fortolkning af afslutningen vil nemlig kaste lys over de trosforestillinger, der kendetegner den fiktive forfatter i Manden der ville være skyldig.