Fortolkningens forrang

Fortælleteknik og fremstillingsformer

Fortællingen om manden, der insisterer på sin skyld, formidles grundlæggende via to fremstillingsformer: Dels ved en eksplicit tredjepersonsfortællers skiftevise handlingsberetning, beskrivelse samt fremstilling af Torbens indre tankeverden og omverdensopfattelse; dels ved forholdsvis korte dialoger. De længste, direkte formidlede replikskifter, der ikke afbrydes af fortællerens indgriben, er højst et par sider, og da der oftest ikke er mere end to-tre dialoger i hvert kapitel, er det klart den førstnævnte fremstillingsform, der er den dominerende.

Synsvinklen hos bogens tredjepersonsfortæller ligger indledningsvis hos både Torben og Edith. Vi får fra bogens start at vide, hvorledes de i fællesskab kun deltager i de såkaldte aggressionsbekæmpelsesmøder (AB) af hensyn til deres søn Jesper. Da alle de andre beboere i superblokken efterhånden deltager i møderne, frygter de, at han skal blive isoleret i skolen og fritidscenteret, hvis de ikke følger strømmen og deltager i AB. Som middel mod ikke at lade sig påvirke eller – endnu værre – overvinde af socialpædagogernes opdragende filosofi bag AB (som er at beherske og behandle beboernes aggressive tendenser under kontrollerede forhold, således at sådanne uønskede følelser fjernes fra samfundet), går Edith og Torben op i aggressionsbekæmpelsen med overdreven liv og sjæl. Fortælleren giver os vished for, at deres motiver for at deltage er sammenfaldende, og synsvinklen ligger altså hos dem begge. Allerede på side to bliver Torben imidlertid synsvinkelbærer, hvilket han uden undtagelse forbliver frem til bogens afsluttende sætninger.

Størstedelen af fortællingen former sig som en stadig vekslen mellem fortællerens beretning om Torbens gøren og laden samt af fremstillingen af Torbens tankeverden, der som oftest drejer sig om hans syn på og opfattelse af samfundet. Følgende citat fra det skænderi, der kort efter fører til, at Torben slår Edith ihjel, illustrerer, hvorledes fortælleren glidende går fra handlingsgengivelse (beretning) til fremstilling af Torbens tankeverden:
”Fortvivlelsen satte sig som en dunken bag hans øjenlåg da han anbragte sig på kanten af en væltet lænestol og stirrede på Edith der stadig lå sammensunket på gulvet og nu borede neglene ned i tæppet. Verden var disse fire vægge med udsigten til et døende træ, boligkarreer ved siden af boligkarreer med tusinder af mennesker der nu alle var ved at forberede sig på søvnløse nætter med betændte erotiske fantasier, lyden af vinden der fik en jernport til at gungre op og i, braget af en supersonisk rutemaskine der fik samtlige ruder til at klirre og ellers – ingenting. Joh, Jesper selvfølgelig. Jesper der lå inde i sit værelse og drømte. Om hvad? Hvad drømte børn om i dag? Om ingenting?”⁸⁵
Som det fremgår af den første periode – sætningerne frem til det første punktum – er det tydeligvis Torben, der er synsvinkelbærer for den eksplicitte fortæller, og helt typisk for fremstillingsformen i bogen springes der direkte fra handlingsberetning til en direkte fremstilling af en omverdensopfattelse og -fortolkning, der uden tvivl er Torbens. Det er ham, der undrer sig over, hvad børn mon drømmer om. Disse spring til en nærmest autoritativ bestemmelse af verdens sande tilstand,⁸⁶ er karakteristisk for forholdet mellem fortælleren og Torben, idet overgangen fra beretning til Torbens indre tankeverden ofte ikke markeres eller medieres tekstligt, hvilket den havde været, hvis anden periode i citatet ovenfor eksempelvis havde lydt: ”Verden var, følte Torben, disse fire vægge…” Netop den ikke sjældne udeladelse af eksplicitte udtryk, der markere bevægelsen ind i Torbens tankeverden, understreger, at han er synsvinkelbæreren i fortællingen, samt at det – bort set fra fortællingens afsluttende sætninger – ikke er muligt at adskille fortællerens synsvinkel fra Torbens. Alt i historien er med andre ord fortalt fra hans synsvinkel – det er Torbens virkelighed, der fremstilles. Det er faktisk min påstand, at hvis man ser bort fra bogens afslutning, ja så kunne tredjepersonsfortælleren omskrives til en førstepersonsfortæller, uden at der ville opstå troværdighedsproblemer angående graden af mulig viden. Sagt på en anden måde, så kan man ikke pege på noget i fortællingen, der ville ligge uden for en førstepersonsfortællers mulige viden, og Torben kunne således lige så godt have været et ”jeg” i stedet for en ”han” og en ”Torben”.

Fortællingen om Manden der ville være skyldig er en forholdsvis kort, kompakt roman på 145 sider fordelt på ti kapitler. Bogens handlingsstreng er fortalt kronologisk fra det indledende skænderi mellem Torben og Edith, der ender med, at han slår hende ihjel, og frem til hans indlæggelse på den psykiatriske anstalt, Lykkeparken. Kapitel for kapitel følger vi som læsere Torben i ugerne og månederne efter den tragiske aften i lejligheden i superblokken. Kompositorisk er romanen ganske enkel og enstrenget, og der kræves således ikke noget detektivisk arbejde for at følge handlingsgangen.

Manden der ville være skyldig lanceredes som en fremtidsroman, om end Stangerup selv ved udgivelsen i efteråret 1973 bedyrede, at der egentlig slet ikke er tale om en fremtidsroman, men at ”bogen er virkelighed i dag”. Handlingsgangen i romanen er lagt frem til omkring år 1984 (et årstal, der allerede inden sin ankomst som bekendt blev udødeliggjort af George Orwell i 1949) og udspiller sig i København og nærmeste omegn.

Det egentlige handlingsforløb fra drabet på Edith til Torbens indlæggelse på Lykkeparken strækker sig over et halvt års tid, men nogle præcise angivelser af tidsforløbet finder man ikke i teksten. I de fleste kapitler findes passager, hvor der kastes et blik på dels Torbens livshistorie og dels den samfundshistoriske udvikling. Således veksles der forholdsvis ofte mellem fortalt tid og fortælletid. Fortællingen udspiller sig i relativ få handlingsrum; det drejer nærmere betegnet om følgende ni lokaliteter: Superblokken, statshospitalet (herunder Lykkeparken, kapitel 2 og 9), Statens Sprogrationaliseringsinstitut (SPRAT, kapitel 4), Birgits lejlighed i Dragør (kapitel 4 og 7), direktoratet for udstedelse og inddragelse af far-og-mor-kort (kapitel 5), journalisten Villys (bror til Birgit) bondehus syd for København (kapitel 8) samt tv-studiet (kapitel 8). Derudover færdes Torben også i Københavns centrum, fortrinsvis omkring Rådhuspladsen og i U-banen til og fra byen.

Med denne korte bestemmelse af den fortælleteknik, som Stangerup har benyttet sig af i Manden der ville være skyldig samt af den tidslige og topografisk placering, vil jeg nu vende tilbage til spørgsmålet om det samfundssystem, der skildres i bogen.