Fortolkningens forrang

Statsmagten og de officielle myndigheder – samfundssystemet

I andet kapitel er rammen primært Torbens samtaler med den filosofi- og kunstinteresserede psykiater. I disse samtaler oprulles Torbens og delvis Ediths livshistorie frem til den skæbnesvangre aften. Psykiateren vil have Torben til at fortælle sin version af, hvorfor han holdt op med at skrive efter de første romaner. Svaret former sig som en essayistisk fremstilling af Torbens forhold til ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne og frem fortalt i præteritum af tredjepersonsfortælleren, hvilket netop understreger vanskeligheden ved at adskille fortællerens og Torbens synsvinkel i fortællingen. Samfundsudviklingen i begyndelsen af 1970’erne og fremefter – altså de år, der fulgte i kølvandet på ungdomsoprøret – finder han foruroligende:
”Hvad var galt? Ingen kunne sige det. Levede man ikke i en stat der kun havde ét mål: Det fælles Bedste Fra Vugge Til Grav? Men hvorfor var så ingen lykkelige? Ingen kunne sige det – og sidst af alle de tusinder af socialmagistre, psykologer og bevidsthedssociologer der blev færdige med deres eksamen i løbet af halvfjerdserne og fordi det ikke lykkedes dem at revolutionere samfundet, sådan som de drømte om dengang de besatte universiteterne, kompenserede ved et reformarbejde der afstedkom afskaffelse af enhver form for undervisning der fremelskede individualisme, forbud mod »farligt« TV og »farlig« børnelekture og i det hele taget mod alt det der spillede på det eksotiske og helteagtige, »frivillige« AB-øvelser og en eksplosionsagtig vækst af gruppedynamiske kurser, afskaffelse af støtte til den kunst og forskning der ikke var samfundstilvendt samt meget andet af samme skuffe og med loven om tvungne prøver for alle der ønskede børn som kronen på værket. Ustandselig blev nye love til det fælles bedste vedtaget, blev nye teorier om hvordan mennesket bedst kunne tilpasse sig den sociale virkelighed sat under debat.”⁸⁷
Han beskriver her et samfund, som afskyer individualisme; et samfund, der har det fælles bedste som erklæret mål, og som derfor naturligvis må beskytte sine medlemmer mod alt, hvad der er farligt – kort sagt et samfund, hvor mennesket er lig med den sociale virkelighed, hvorfor teorier om socialisation betragtes som det eneste saliggørende. Netop loven om tvungne prøver for par, der ønsker at blive forældre, spiller en vigtig rolle i bogen.
Barnecertifikatet

Har man børn, skal man af de offentlige myndigheder have udstedt et såkaldt barnecertifikat (senere omdøbes certifikatet til far-og-mor-kort af SPRAT). Alle nye forældre skal gennemgå prøver i bl.a. elementær udviklingspsykologi og praktisk kontakt og samvær med børn for at opnå retten til at modtage et barnecertifikat og dermed ”retten” til at sætte børn i verden. Vedtagelsen af loven blev i første omgang forhindret af en folkelig modstand, der kulminerede med en demonstration ved Christiansborg, hvor Torbens kone, Edith, holdt en dundrende tale imod lovforslaget. Lovens vedtagelse bremsedes midlertidigt, men allerede et år efter blev forslaget vedtaget efter en omfattende bearbejdning af offentligheden via massemedierne. Kraften i den folkelige protest mod barnecertifikatet suges ud ved at benytte presse og tv til at forvisse befolkningen om de gode hensigter bag lovforslaget:

”[…] det var jo for børnenes skyld at forslagene blev fremsat. Ønskede ikke alle at se lykkelige og trygge børn omkring sig? Ønskede ikke alle en vordende befolkning af samfundstilvendte og harmoniske mennesker, fri for de tvangstanker som en farlig lekture og en opdragelse hos mentalt ustabile forældre uvægerligt afstedkom? Endelig blev det gjort klart at det højst ville dreje sig om én promille af befolkningen der ikke ville kunne bestå prøverne.”⁸⁸
Der går dog ikke længe inden promillen er blevet til procenter (det stabiliserer sig på omkring 25 procent!).

Barnecertifikatet bliver omdrejningspunktet for nogle af de væsentligste episoder i fortællingen. Skænderiet mellem Torben og Edith udspringer af hans fornemmelse af, at Edith efterhånden er ved at føje sig under systemet pres, men først da Edith beslutter sig for at tilkalde de såkaldte hjælpere, som er tilknyttet superblokken, og derefter siger direkte til ham, at der også er noget, som hedder barnecertifikat for fraskilte mødre, først da slår det klik for Torben. Tanken om en fremtid uden sin familie bliver dråben, der får hans frustration og vrede til at flyde over, og selv om han aldrig tidligere har været voldelig, slår han sin kone. Beskrivelsen af mordscenen lyder:

”For første gang i sit liv vidste han hvad det vil sige at slå en kvinde. I begyndelsen tjattede han til hende, men så løb ophidselsen af med ham. Han slog og slog, i hendes mellemgulv, i hendes ansigt, over hendes lænder. Han kunne ikke standse, og da hun begyndte at råbe om hjælp tog han hendes hoved og slog det ind mod væggen. Da hun livløst gled ned af vægen og faldt om på gulvet tog han på ny hendes hoved og dunkede det ned i flisegulvet. Han var ikke længere herre over sig selv, han var omtåget af raseri og følte det som om hans øjne ville springe sig ud af hovedet på ham. Årerne i hans tindinger spilede sig mere og mere ud, og et øjeblik var det som om det var hans eget hoved han blev ved med at dunke ned i gulvet. Selv da hun begyndte at bløde ud af munden holdt han ikke inde.”⁸⁹
På trods af mordets voldelige brutalitet er der tydeligvis ikke tale om en koldblodig morders kyniske handling, men derimod om en mand, der i affekt og fuldskab mister kontrollen over sig selv. Som jeg har været inde på, finder de officielle myndigheder ikke, at Torben er skyldig i mordet, idet hans handling – i lighed med alle handlinger i øvrigt – er dikteret af omstændighederne. Men har de egentlig ikke også ret i det? Han handler jo netop i affekt, og det er jo netop den omstændighed, at Edith truer med at forlade ham og dermed også tage Jesper fra ham, der driver ham ud over kanten. I den forstand har systemet for så vidt ret. Men også kun for så vidt, for nok er mordgerningen påvirket af omstændighederne, men det fratager ikke Torben ansvaret og dermed skylden for drabet. I sin bog om Henrik Stangerup skriver cand.mag. Niels Martinov om Manden der ville være skyldig, at
”[…] for læseren er det dog indlysende, at Torben ikke alene er skyldig i drabet på Edith. Ydre forhold vil ofte spille afgørende ind, når et menneske foretager en destruktiv handling, og i romanen er livsbetingelserne skildret så dystre – og hjælperne så manipulerende – at det beskrevne samfund bestemt også må gøres ansvarlig for den handling, Torben vil erklæres skyldig i.”⁹⁰
Jeg mener, at Martinov her fejltolker den fiktive forfatters anliggende, da det netop er en pointe i værket, at kun individet – og ikke en abstraktion som samfundet – kan og må gøres ansvarlig for menneskelige handlinger. Martinov tillægger med andre ord værket sin personlige overbevisning om, at ydre forhold er medskyldige og spiller afgørende ind, når mennesker udfører destruktive handlinger.

På det sidste møde, Torben er med til som ansat i SPRAT, inden han bliver opsagt, er det netop en ny betegnelse for børnecertifikatet, der er på dagsordenen. Statsmagten finder ordet ”barnecertifikat” negativt ladet og ønsker en ny og positiv betegnelse til erstatning. Da far-og-mor-kortet bliver vedtaget som ny betegnelse for den foranstaltning, der sikrer systemet afgørende indflydelse på, hvem der får lov til at få og opdrage børn, er der kun én af Torbens kollegaer, der ytrer sig kritisk om den nye benævnelse. En ung kvinde i tyverne ved navn Birgit mener, at udtrykket ”far-og-mor-kort” vil gøre dem, som ikke lever op til kravene for at få kortet, endnu mere kede af det, end de er i forvejen. Det viser sig senere, at hun af personlige grunde har interesse i sagen: Hun hører nemlig selv til dem, der ikke kan få systemets godkendelse til at føde et barn. Umiddelbart opfatter Torben dog Birgits protester på mødet som en indikation på, at der trods alt stadig findes nogen, der tør gå i mod strømmen og sætte sig op mod de nye samfundstiltag. Han indvilliger derfor i at tage med hende hjem. Det viser sig, at hendes interesse i ham er, at hun håber, at han – uden forpligtelser naturligvis – vil være far til det barn, hun så brændende ønsker sig. Til Torbens store skuffelse og fortvivlelse har Birgit opgivende accepteret, at hun ikke fortjener at få barnecertifikatet, og i hendes ønske om et barn er der således ikke nogen trodsighed vendt mod systemet; Birgit nærer blot en inderlig trang til at få et barn. Torben gør hende forståeligt, at han har gjort sig skyldig i at dræbe sin kone, men hendes reaktion på hans historie understreger, at hun har indordnet sig og givet efter for samfundssystemets betingelser. Efter at Torben har beskrevet sit mord på Edith i udpenslende detaljer og dermed erklæret sin skyld, replicerer hun vredt, at der jo ikke længere er noget, der hedder skyld, og irettesættende gentager hun det officielle systems mantra:

” – Det er altid omstændighederne der dikterer os!

Det var lige de ord han frygtede. Han hørte tusind psykologer og socialpædagoger og bevidsthedssociologer tale igennem hendes mund, og det stod ham helt klart at hun virkelig var overbevidst om at hun levede i den bedste af alle verdner. Måske slog det hende et øjeblik ud at barnecertifikatet var blevet døbt om til far-og-mor-kort, men ikke mere end at hun hurtigt accepterede det, og ikke et sekund var hun i tvivl om at hun ikke fortjente det. Ville hun nu være mor var det på samme måde som et barn der vil have noget forbudt legetøj, og kun en eller anden grænseløs naivitet afholdt hende fra tanken om at barnet ville blive skrabet ud af hende hvis hjælperne opdagede at hun var gravid inden de første tre måneder og under alle omstændigheder ville blive bortadopteret hvis hun fik lov til at gennemføre svangerskabet.”⁹¹

Frustrationen og vreden over atter at være vidne til et menneske, der i kraft af samfundstilvendte romaner, gruppedynamiske kurser og AB-øvelser er bukket under for systemets pres, strømmer op igennem Torben, og i et øjebliks rædsel ser han for sig, hvorledes han atter kunne miste herredømmet over sig selv, ”[…] men på en lidt anden og mere djævelsk facon: han hørte allerede sig selv råbe til pigen mens han slog løs på hende: Tag det roligt! Det er ikke mig der slår dig ihjel! Det er bare omstændighederne!”⁹² Han behersker sig dog og forlader i stedet hastigt hendes lejlighed. Hele denne episode med Birgit er endnu et tegn på, at barnecertifikatet bliver et symbol på systemets tildragelse af magten over befolkningen: Accepterer man systemets ret til at afgøre, hvem der er egnet til at sætte børn i verden og til at opdrage dem, har man givet endelig køb på sin frihed.

Denne pointe accentueres af en central passage senere i fortællingen, som jeg vil vende tilbage til, men inden da skal vi se, hvorledes Torbens kamp for at blive erklæret skyldig ændrer karakter og i højere grad bliver en kamp mod systemets fornægtelse af virkeligheden.

Ophævelsen af virkeligheden

Efter episoden med Birgit forsøger Torben at få sin søn tilbage, selv om han godt ved, at hans forehavende er håbløst. På direktoratet for udstedelse og inddragelse af far-og-mor-kort afviser man at udlevere kortet til ham. Han opfatter selv tvangsfjernelsen af Jesper som systemets straf for hans mord på Edith, og dermed mener han, at man indirekte har erkendt hans skyld, og da han i et udførligt brev forklarer sin sag i håbet om, at den vil blive taget op til genovervejelse, ændres den officielle udlægning af årsagen til Ediths død. Hvor man i første omgang mente, at Torben afstedkom hendes død som et udslag af omstændighederne, mener man nu, at hun i virkeligheden blot døde som følge af et uheldigt fald på badeværelsets flisegulv. Hermed er Torben i systemets øjne uden skyld, men dog uligevægtig, og en generhvervelse af barnecertifikat kan derfor ikke komme på tale. Hans kamp for at fastholde sin skyld skifter herefter karakter. Det afgørende for ham bliver nu at trodse den manipulation med og i sidste instans ophævelse af virkeligheden, som systemet med et par pennestrøg i hans journal gør sig skyldig i.

Som det første skridt i denne kamp opsøger han psykiateren fra statshospitalet, der dog må kunne bekræfte, at det var Torben og ikke et uheldigt fald, der slog Edith ihjel. Følelsen af at være udsat for en sammensværgelse bobler inde i ham: ”Han havde efterhånden svært ved at få bugt med den mistanke at psykiateren eller overlægen, eller hvad hans betegnelse nu var, var med i en sammensværgelse med det formål at drive ham til vanvid, alligevel ville han ikke tro det [… ]”⁹³ Denne mistanke understøtter altså den fortolkning af afslutningen, som jeg tidligere har været inde på: at hele Torbens historie efter mordet har været et eksperiment fra systemets side. Psykiateren afviser ham, da man ikke kan forlange, at psykiateren skal bevidne noget, han ikke har overværet – han var jo dog trods alt ikke til stede ved selve mordet.

Det næse skridt i Torbens kamp imod virkelighedsophævelsen bringer ham i et desperat forsøg på at finde Ediths grav ind på en kirkegård i det nordøstlige København. Her går det op for ham, at det at finde selve gravstedet ikke er det væsentligste, hvilket derimod er, at det ikke ”[…] lykkes psykiaterne og hjælperne hjemme hvor han boede og psykologerne og pædagogerne i direktoratet og hvem der ellers var indblandet at få ham til at glemme hende bare ved at fjerne alle minder om hende og manipulere med nogle papirer han aldrig selv ville få adgang til.”⁹⁴ Igen fornemmer man hans følelse af at være en brik i en sammensværgelse. På kirkegården føler han sig dog på den anden side også i kontakt med Edith, der ”med vindens stemme” formaner ham til ikke at give op, men tvært imod til at kæmpe deres fælles sag mod systemet. Efter oplevelsen på kirkegården vandrer han omkring på må og få i byen natten igennem, og ved et tilfælde får han næste morgen øje på fire børn, hvoraf den ene viser sig at være Jesper. Torben er i sin erindring om selve mordaftenen i tvivl om, hvorvidt Jesper overværede den rædselsvækkende scene i badeværelset, og i sit ønske om at få vished for, at systemets nye udlægning ikke er sand, kommer han til at belemre Jesper med spørgsmålet om, hvorledes hans mor døde. Uden at svare og rystende over hele kroppen bryder drengen sammen i gråd, hvorefter han sammen med de øvrige børn stikker af i løb. Denne oplevelse nedbryder midlertidigt Torbens modstandskraft, idet han begynder at tvivle om, hvem der har ret: samfundet eller ham selv? En lignende opløsning af virkeligheden, som den, der afmatter hans kampgejst, er beskrevet meget præcist i den roman, der uden tvivl har været en af de væsentligste inspirationskilder for Stangerups bog, nemlig George Orwells 1984 (1949).⁹⁵ Heri er det Partiet, der tilraner sig den totale kontrol over, hvad der er virkeligt, og i følgende citat beskrives hovedkarakteren Winston Smiths vanskelighed ved at fastholde en sikker viden om historien og virkeligheden under Partiets pres:

”Men hvor eksisterede den viden? Kun i hans egen bevidsthed, som jo snart ville blive tilintetgjort. Og hvis alle andre accepterede den løgn, Partiet udspredte – hvis alle beretninger fortalte det samme – så gik løgnen over i historien og blev sandhed. ”Den, der behersker fortiden, behersker fremtiden; den, der behersker nutiden, behersker fortiden,” lød Partiets slagord. Og skønt fortiden i sagens natur kunne forandres var den aldrig blevet det. Hvad der var sandt nu, var sandt i al evighed. Det var ganske ligetil. Dertil kræves kun, at man atter og atter sejrede over sin egen hukommelse. ”Virkelighedskontrol”, kaldte man det eller på Nysprog dobbelttænkning.”⁹⁶
Der er i Manden der ville være skyldig tale om en lignende virkelighedskontrol, der kræver af Torben, at han igen og igen sejrer over sin hukommelse; at han igen og igen udsletter sin erindring om mordet på Edith og erstatter den med systemets løgn, så denne til sidst forvandles til sandhed.
Det nye menneske og mere om barnecertifikatet

I tiden efter mødet med Jesper underlægger Torben sig uden modstand systemet. Han deltager i AB-møder, læser samfundstilvendte romaner, ser progressive tv-føljetoner og tager sågar med til en af de lørdagssammenkomster, som superkommunen arrangerer for enlige og utilpassede beboere som ham selv. Her stifter han bekendtskab med en kvinde, der har modtaget både den grå og den blå seddel fra myndighederne som advarsel om, at hun næste gang vil blive frataget sit far-og-mor-kort. Under sammenkomsten bliver kvinden smidt ud af nogle hjælpere, da hun har kastet ølflasker efter de dansendes ben, og næste morgen overværer Torben fra sin lejlighed, at politiet kommer og fjerner hendes tre børn. Kvinden jagter desperat politiets minibus, og da han kommer ned på parkeringspladsen, finder han hende liggende på brostenene, hvorpå hun slår sine knytnæver til blods:

”Hun så op på ham:

– Hjælp mig! råbte hun.

Han svarede hende ikke.

– Hjælp mig! gentog hun.

Så var hjælperne nået frem. De løftede hende op. Hun sparkede med benene i luften og slog med hovedet og vendte sig om efter ham:

– Dikkehale! råbte hun. Du er en dikkehale! Ligesom alle de andre!”⁹⁷

Da han kort efter spørger hjælperne om, hvad kvinden fejlede, siden man fjernede hendes børn, kalder det svar, de giver ham, med et slag kampkraften tilbage:
”Vinden bar hjælpernes svar hen til ham så det strejfede hans øre med et snit og med ét fik ham til at indse hvad det var for en forvandling der var sket med ham takket være den behandling han var blevet udsat for og som han ikke kunne stå i mod fordi han både fysisk og psykisk var kørt ned. […] – Det er ikke sådan at skabe det nye menneske! havde hjælperne svaret.”⁹⁸
Som vi husker, var det netop igennem vinden, han fornemmede Ediths nærvær på kirkegården, og som budbringer af hjælpernes afsløring af det sande formål med alle samfundssystemets nye tiltag har hun således også her en finger med i spillet – hun bliver, som jeg har nævnt, en skytsånd for Torben i hans oprør mod samfundsudviklingen. Konfronteret med det faktum, at systemet er i færd med at skabe det nye menneske, blusser den gamle vilje til trodsighed og modstand på ny op i Torben og nu med næsten titanisk styrke. Scenen med kvinden, der i sin kærlighed til sine børn slår næverne til blods mod brostenene i desperation over at miste det, hun har kærest i verden, kommer for Torben – og for læseren – til at stå som et billede på umenneskeligheden i systemets forsøg på at omskabe mennesket, så det passer ind i en ny virkelighed. I dette projekt er der ikke plads til en besværlig moder, der ikke vil indordne sig, og derfor må en moders kærlighedsbånd til sine børn vige for en større sag. Netop negligeringen af dette kærlighedsbånd udstiller umenneskeligheden i de magthavende institutioners projekt.

Som jeg ovenfor har vist, spiller systemets forsøg på via barnecertifikatet at afskaffe forældres myndighed over deres børn en meget vigtig rolle i romanen. Både ved mordet på Edith, ved episoden med Birgit og ved den just beskrevne scene med den tilfældige kvinde i superblokken er det således systemets ophævelse af forældrenes ret til selv at bestemme over deres børn, der på forskellig vis driver handlingsgangen.