Fortolkningens forrang

Livet i Lagoa Santa

Et par år efter sammenbruddet ankommer Johannes Theodor Rainhardt, søn af Lunds gamle lærer i zoologi, professor Reinhardt, til Lagoa Santa. Under hans besøg begynder Lund at komme sig mere og mere, og livsmodet vender langsomt tilbage:
”Alt er med til at gøre Dr. Lund i bedre humør. Det er som om han langsomt, langsomt træder ud af en mørk tunnel som han umuligt er i stand til at beskrive, sidst af alt for sig selv. Men hvorfor også? […] Hilsnerne fra den forrige præst gør hans hørelse skarpere. Og samtalerne med Reinhardt får ham til at glæde sig over at han uden videre besvær er i stand til at sætte sig ind i den nyeste videnskabelige udvikling i København.”¹¹⁸
Han begynder at gå daglige ture i landsbyen, og han tilbringer tid i palmehaven, der hører til huset, og som strækker sig direkte ned til en søbred. De mange knogler, som fylder huset, bliver efterhånden pakket ned i kasser, der sammen med de mange fisk og fugle, som Reinhardt bruger sin tid på at skyde og udstoppe, skal sendes til Danmark. Reinhardt regner med, at Lund vil ledsage ham på rejsen tilbage til hjemlandet, men fastsættelsen af en afrejsedato udskydes, som tiden går, og uden nogen eksplicit forklaring i fortællingen ender det med, at Lund og Brandt bliver, hvor de er.

Årene går, og fra at været præget af de omtalte drømme- og mareridtsscener, udgøres fortællingen nu af fragmentariske scener fra hverdagen i Lagoa Santa:

”Hver formiddag arbejder Dr. Lund i nogle timer i haven mens Brandt tømrer et lysthus på pæle adskillige meter ude i søen. Hver eneste plante skal behandles individuelt. Hver busk skal beklippes på sin måde, og kommer Dr. Lund ved en fejltagelse til at klippe en frisk gren eller selv et blad der ikke er visnet af, forplanter buskens smerte sig op gennem hans arme så han i lang tid må stå helt stille indtil busken atter kan ånde og strække sig mod solen.”¹¹⁹

Hvor hans forhold til naturen tidligere var rationelt og videnskabeligt – alt skulle klassificeres – er det nu følsomt og lidenskabeligt. Sygdommen sidder dog stadig i kroppen på Lund, og hans skrøbelighed og højst ejendommelige karakter illustreres glimrende af følgende passage, der beskriver, hvorledes han efter sit daglige ”luftbad” (hvor han står afklædt bag en skærm i præcis tyve minutter) påfører sig sine briller og går ind i huset:

”På en sten ligger hans briller i en bestemt vinkel mod solen så de beholder den samme temperatur som da han tog dem af. Blot én grad under, og der går en trækning igennem ham, og han må atter holde sengen i flere dage. Så træder han ind i huset, men også da må han overholde sine forsigtighedsregler og vente lang tid med hvert skridt. Treogtredive minutter efter at solen står lodret på himlen og siestaheden lægger sig over Lagoa Santa har huset endelig den samme temperatur som den der var da han arbejdede i haven, og han kan træde helt ind. Brandt kommer op fra sit byggeri og sammen spiser de frokost.”¹²⁰
Sammenholdt fornemmer man med de netop citerede passager, hvorledes de to nordboer udfylder dagene, ugerne og årene i den brasilianske landsby med små hverdagssysler i og omkring huset, og denne del af Lunds liv står således i kontrast til den unge Lunds arbejdsraseri i forsøget på at beskrive skaberplanen ved hjælp af videnskabelige studier.

Forskellige europæere slår sig efterhånden ned i Lagoa Santa, og i bogens sidste halvdel får Lund og Brandt løbende besøg langvejs fra. Bl.a. kommer Brandts søn pludseligt på uanmeldt besøg. Til dels i kraft af et lån, som Lund har givet Brandt, er sønnen blevet en succesfuld handelsmand, og med et ukueligt humør fylder han de to aldrende herrer med virkelyst under sit ophold hos dem. I løbet af ingen tid hjælper han sin far færdig med søhuset, der nyder stor anerkendelse og beundring blandt alle de lokale. Virkelysten lever videre i Brandt, også efter sønnen er rejst, og besøget har gjort ham mindst fem år yngre. Reinhardt kommer endnu engang til Lagoa Santa, og endnu engang ønsker han, at Lund skal følge ham hjem til Danmark, hvor Lunds brødre og nevøer venter ham med spænding og længsel. Dog nærer Reinhardt selv et lille håb om, at han kan slå sig ned i den lille by fjernt fra de videnskabelige kredse i Danmark. Men dertil forvisser Lund ham om, at fremtiden for Reinhardt er i København.

Brandts død

Et par år efter Reinhardts andet besøg tilraner en oprørsgruppe sig magten i Lagoa Santa, og Lund overværer en menneskelig brutalitet og grusomhed, der er så afskyvækkende, at han i flere dage ikke siger et ord. Da regeringsmagten får genoprettet ro og orden i byen, overvinder han dog svækkelsen. I sine breve til brødrene nedtoner han oprørets voldsomhed, så de ikke bekymres på hans vegne. Med stolthed kan han endda berette, at de syge i byen ofte kommer til ham for at søge råd – typisk ordinerer han dem ingefærte med honning i.

Selv om Lund har opgivet sit eget videnskabelige arbejde, har han dog ikke mistet interessen for naturvidenskaben, og han følger derfor med i udviklingen på feltet. Et eksemplar af Charles Darwins banebrydende værk om arternes oprindelse har da også fundet vej til hans skrivepult, men på trods af beundring for bogens detaljerigdom kan Lund ikke forlige sig med Darwins teori:

”Vrøvl, vrøvl og atter vrøvl er det at snakke om hvordan arterne har udviklet sig ”naturligt” (hvad det så end vil sige) fra ”nogle få oprindelige former” eller måske endog fra ”en enkelt form”(!). Vupti, og fisken bliver til en padde. Vupti, og padden kravler op på jorden og bliver et pattedyr. Hokus pokus, og pattedyret bliver til et menneske … Det er vel dér Darwin vil hen, at mennesket ikke er skabt som det øverste trin i udviklingsfølgen, men nedstammer (det ord!) fra … aben måske? Det er jo næsten som at høre gamle Fabricius fra Kiel! Keine Hexerei, nur Behändigkeit!”¹²¹
Tankerne om Darwins fejlagtige teori trætter Lund, der nærmer sig de tres år, men de virkelige tungsindige stunder rammer ham, når han tænker på, hvor mange af de mennesker, han har kendt, og som har præget ham, der er døde; han fornemmer, at også hans liv måske snart rinder ud. I sådanne tungsindige stunder lægger han sig i sin seng og vil kun tale med Brandt. På trods af, at Brandt er ti år ældre, forekommer det Lund, at hans norske ven er blevet stadig yngre med årene. Uden at fortælle noget til Brandt skriver Lund til sine brødre og beder dem om at underskrive et testamente, hvori de i tilfælde af, at Lund skulle dø før Brandt, forpligter sig til at udbetale en årlig livrente til Brandt på 500 rigsbankdaler sølv i anerkendelse af, at han har ydet deres broder tro tjeneste. Testamentet fremsættes i bogen i citationstegn og med ældre retstavning, og der er således angiveligt tale om et virkeligt eksisterende brev, forfattet af den historiske P. W. Lund – inddragelsen af sådanne breve genfindes i øvrigt flere steder i bogen. Om aftenen læser Brandt som sædvanligt digte op for Lund, når han ligger i sin seng, og med den følgende strofe af den tyske digter Bouterweck, som Lund holder af, slutter romanens tredjesidste kapitel; en strofe, der tydeligt indikerer, at Lunds virkelighed og tilværelsesforståelse har flyttet sig fra drømmen og hjernen (fornuften) til hjertet (kærligheden):
“Die wahre Welt, in den vir leben

Ist unser Herz. Was dieses in sich schliesst,

ist Wirklichkeit. Nur Traum ist alles Streben

Nach dem, was draussen ist, und wie ein Dunst zerfliesst.”¹²²
Ved næste kapitels start er Brandt død. Beskrivelsen af hans død og tiden herefter og frem til og med begravelsen – knap to sider i alt – er noget af det mest bevægende nyere, danske stykke litteratur, jeg har læst. Generelt er fortællingen om Lund formidlet i meget varierende stillejer fra helt korte sætninger eller sætningsfragtmenter til lange helsætninger indeholdende et væld af led, og dette afspejles også i den smukke og rørende beskrivelse af Brandts død og begravelse. Liggende under en kongepalme i solnedgangen dør Brandt med et fredfyldt smil om læberne:
”Dr. Lund satte sig med besvær ved siden af ham, lukkede ømt hans øjne og holdt i lang tid hans hjertehånd mod sit bryst efter at have vædet hans læber med dråber af den appelsinvin han med stolthed var begyndt at dyrke og som han holdt en prøveflaske af i hånden, sikkert en gave til naboen.

Begravelsen tog det meste af en dag. Efter at Brandt af naboens og deres egen slave var blevet båret op og lagt i sin seng og klædt om i søndagstøjet blev han dagen efter lagt i en kiste foret med kongeblåt fløjl og en rosenrød pude med hvide kanter, de norske farver. I to dage stod kisten i hans værelse, og fra morgen til aften sad Dr. Lund hos ham. Den tredje dags morgen blev kisten båret ud på en oksekærre. Støttet af senhor Fonseca gik Dr. Lund lige bag den da den langsomt satte i gang. Hans lille datter holdt ham i hånden og så nu og da op på ham med sine mørke mandelformede øjne mens hun hviskede at hun var sikker på at Brandt, den rare Brandt der havde tegnet hende så pænt, nu var hjemme hos Vorherre. Efterhånden fulgte flere efter, og da oksekærren nåede ud til bakkeskråningen med udsigten over de uendelige camposegne, til den plet i den røde, røde jord hvor Dr. Lund har bestemt at han også selv skal begraves, fik Brandt, i overensstemmelse med den barnetro der aldrig forlod ham, en kristen begravelse forrettet af padre Adriano, den tredje præst i byen i den tid Dr. Lund har været her. Kisten blev sænket ned i jorden, og pludselig dalede et utal af blomsterbuketter ned over den, plukket og bundet af alle Brandts venner. Slaver fyldte jord på, et kors blev plantet, og alle sang så det kunne høres henover byens tage og udover søen. Dr. Lund og senhor Fonsecas datter var de sidste der forlod gravstedet, og bagefter blev han inviteret hjem hos hendes far. Den aften, næsten indtil midnat, spillede han Schubert ved glaspladepianoet, i begyndelsen lidt nervøs for om han havde glemt at spille og læse noder. Ikke siden Italien havde han siddet ved et piano.

Hele tiden så han Brandts smil for sig mens hans fingre langsomt vænnede sig til tangenterne.

Han ved at de vil mødes igen.”¹²³

Det bevægende i denne passage er, at forholdet mellem Lund og Brandt her vendes om; lige siden de mødtes første gang, har Brandt været den trofaste hjælper og ven, der tålmodigt gennem næsten tredive år har passet og plejet Lund under hans lange og tilbagevende sygdomsforløb og udholdt den på mange måder selvoptagne Lunds mange ejendommelige indfald og særegne karakter. I sin død bliver det tydeligt, hvor meget Brandt har betydet for Lund. Testamenteringen af en årlig sum gav os et klart tegn på denne betydning, men først da han er væk, ser man, hvor stor Lunds kærlighed til Brandt er. Nu er det ikke længere Brandt, der sidder hos Lund, men omvendt. For første gang er Lund for alvor ikke opfyldt af naturvidenskabelige tanker, men derimod af den givne virkelighed, som tilværelsen sætter ham i. Brandts død fordrer Lunds deltagelse i det konkrete og nære frem for i videnskabelig systembyggeri eller i efterlevelse af mærkværdige forsigtighedsregler. Intet i fortællingen har tydet på, at den tjenende ånd med det kunstneriske sind skulle gå bort før den skrøbelige og i videnskabelig henseende nedbrudte Lund, og så meget desto større er virkningen også, når fortællingen springer direkte fra, at vi hører Brandts stemme under digtoplæsningen til dagene efter hans død under kongepalmen.

Efter min opfattelse er det ikke sandt, at nordmanden Brandt blot er en kuriøs biperson i Stangerups roman, som Birgitte Holten hævder i bogen Den forsvundne maler (2004) om virkelighedens Peter Andreas Brandt.¹²⁴ Og den manglende opmærksomhed på hans betydning i værket er i mine øjne også den væsentligste svaghed i de ellers udmærkede analyser af bogen, man finder i forskellige tidsskrifter.¹²⁵ Som vist er Brandts liv – og hans død – den måske vigtigste grund til, at Lund aldrig forlader Lagoa Santa. Jeg har været inde på, at den opløsning af Lunds teori om livets udvikling, som finder sted på hans sidste tur til hulen Lapa da Cerca Grande og i tiden efter, udgør en del af den fiktive forfatters forklaring på, at han aldrig vender tilbage til Europa; vi kan nu se, at Brandt spiller en mindst lige så vigtig rolle.