Fra konflikt til udvikling – via en narrativ tilgang

5.0 Konflikter

Konflikter er en naturlig del af livet, af de sociale relationer og rammer, mennesker indgår i. Nogle konflikter løses uproblematisk af sig selv, mens andre konflikter vokser og forekommer umulige at løse. Hvordan en konflikt udvikler sig afhænger af måden, den mødes på – d.v.s. måden at reagere og kommunikere på (DCUM (1) 2015).

Jeg har gennem erhvervserfaring som pædagogisk assistent, medhjælper samt diverse praktiker, stået i situationer, hvor jeg har været i tvivl om, hvordan jeg skulle tackle en konflikt mellem børn. Når flere individer opholder sig sammen i længere tid, vil der uundgåeligt opstå uenigheder, som i nogle tilfælde føre til større eller mindre konflikter. Det er min overbevisning, at man som pædagogisk personale på sådanne steder, skal kunne formå at håndtere sådanne konflikter på en hensigtsmæssig måde, samt forstå at udvikle børnenes kompetencer til i højere grad selv at kunne håndtere fremtidige konfliktsituationer.

Det er vigtigt at understrege, at konflikter ikke er negativt i begrebets egentlige forstand, trods det at man ofte kommer til at forbinde det med negative følelser og besværlige elever. Konflikter er en uundgåelig del af hverdagen i skolen, i alle grupper af elever, lærer og mellem lærer, pædagoger og elever, og fremfor at se dem som noget negativt der skal undgås, kan konflikter fører til udvikling og læring hos den enkelte. Således er det essentielt, at de professionelle voksne har en vis viden omkring forståelsen af konflikter samt mestrer en hensigtsmæssig og konstruktiv håndtering af disse. Det er nemlig, hvordan de håndteres, der er det vigtige ift. om konflikter er destruktive eller konstruktive (Thornberg 2014). Vedr. destruktive og konstruktive konflikter, vender jeg tilbage hertil længere nede i afsnittet.

1. At forstå konflikter

En konflikt er en uoverensstemmelse, der indebærer spændinger i og mellem mennesker (Center For Konfliktløsning (herefter CFK) i Hammerich & Frydensberg 2012)

Citatet fortæller om de to elementer, der altid optræder i en konflikt, nemlig sag og relation. At der er en uoverensstemmelse mellem to eller flere parter, siger noget om substansen i sagen, at der er opstået et problem - Hvad handler det om? Hvad er der på spil?

Spændinger, henviser til den relation der findes i mellem de involverede parter, Hvordan vi slås? Hvordan er vi uenige? Og hvordan påvirkes forbindelsen mellem dem. (Hammerich & Frydensberg 2012). Men et problem er først en konflikt, når det begynder at påvirke vores følelser negativt over for den anden part, eller når vi føler os angrebet. Dette påvirker relationen mellem de stridende parter. Det behøver ikke nødvendigvis at være begge parter, der er følelsesmæssigt påvirket af situationen. Det kan være nok til, at den fremtidige relation bliver påvirket, hvis den ene part er berørt. De to aspekter optræder med forskel i styrken fra konflikt til konflikt, og kan ind i mellem være flettet ind i hinanden, hvilket vanskeliggør overblikket over situationen (Christy 2012).

De to elementer sag og relation, spiller begge en rolle i forbindelse med håndtering af konflikten. En løsning eller en konstruktiv håndtering er kun mulig hvis alle involverede arbejder med begge elementer. Arbejdes der kun med relationen og følelserne, at de ex ”glemmer ” problemet og bliver gode venner uden at bearbejde problemet, så vil problemet og konflikten højest sandsynligt genopstå på et senere tidspunkt.

Og ligeledes hvis der udelukkende arbejdes med en konkret og teknisk løsning af problemet, og mistroen og fjendtligheden lades urørt, vil der givetvis opstå nye problemer i løbet af kort tid (Hammerich & Frydensberg 2012).

Således vil håndtering eller eventuel løsning kun være bæredygtig og konstruktiv, i så fald man får en afklaring af sagens kerne som kan godtages af alle parter, samt at relationen mellem dem afspændes. Pointen ved ovenstående er, at hensigten ikke umiddelbart er at forhindre eller forebygge konflikter, derimod er det de misforhold og i nogle tilfælde voldlige udfald, som kan opstå i konfliktsituationer, som skal forebygges (ibid.).

Når konflikter ikke bliver håndteret konstruktivt, risikerer man, at det eskalerer og kan resultere i dårligt fællesskabs- og undervisningsmiljø med god grobund for bl.a. mobning og social udelukkelse. Desuden sender det et signal om ligegyldighed ift. sociale relationer og det er med til at påvirke koncentrationen, samt selvværdsfølelsen og identiteten hos den enkelte (DCUM 2015).


Destruktiv og Konstruktiv konflikter

Som jeg nævnte tidligere, er en konflikt i sig selv alene ikke destruktiv. Derimod er det væsentligt, hvordan man vælger at håndtere den pågældende konfliktsituation, der afgør om, hvorvidt den udmønter sig som destruktiv eller konstruktiv (Thornberg 2014).

En destruktiv konflikthåndtering kendetegnes ved en egoistisk tilgang til situationen, uden at forholde sig til, tage hensyn til eller at ville tilpasse sig til modparten. Denne form for konflikthåndtering er aggressiv og kamplysten. Det viser sig i form af bl.a. afpresning, trusler, mobning og fysisk vold (ibid.). Den oprindelige uoverensstemmelse, altså det konflikten egentlig handler om, bliver glemt og fastlåst, og det handler nu mere om at få ret, at skade den anden eller selv blive det (Hammerich & Frydensberg 2012). En anden form for destruktiv konflikt, kan være hvis man forsøger at undgå at tage konflikten, bagatellisere den eller ikke tager den alvorligt.

Der kan være flere årsager der ligger bag en destruktiv konflikthåndtering. 3 af dem er iflg. A. Szklarski, at de involverede parter generelt ikke har nok viden omkring konflikter og konflikthåndtering. En anden faktor der kan spille ind er, hvis de involverede har personlige tendenser til at opføre sig eller agere forskelligt ift. at indgå i en konflikt. Så er der endnu en faktor der kan spille en rolle, hvis det at kunne kontrollere følelsesmæssige reaktioner, er mangelfuld eller underudviklet (Szklarski 2004 i Thornberg 2014).

En fjerde faktor som jeg vil nævne, er social påvirkning fra rollemodeller. Der er undersøgelser som viser, at det ikke er tilfældigt, når børn udvælger hvilken adfærd og hvilke strategier han/hun benytter, når de er i konflikt med jævnaldrende. Ex insisterer det ene barn på sin ret, vil den anden gøre det samme. Bruges en fysisk strategi som at række ud efter noget eller holde fast i noget, så vil modparten gøre det samme, ligeledes med verbale strategier. I disse tilfælde er det, når rollemodellen også er modparten i konflikten. Påvirkningen fra rollemodeller kan også hentes uden for den pågældende konflikt. Det kan være i tidligere konflikter de enten har set eller som de selv har været en del af. Femte og sidste faktor jeg vil tage med her, er gruppepres. Hvis der i grupper af børn er nogle normer. der dikterer. at de klarer konflikter med en aggressiv attitude og måske endda vold, vil det logisk skabe en destruktiv konflikthåndtering, hvor der som regel vil være en taber og en vinder (Thornberg 2014).

For at illustrere konflikters destruktive optrapning, har jeg valgt at benytte mig af Konflikttrappen, (Fig. 1). Der findes flere forskellige udgaver af konflikttrappen. Jeg vælger at benytte mig af modellen fra Center for Konfliktløsning´s (herefter CFK) hjemmeside, da den efter mit indtryk, er børnevenlig i sit layout, og derfor med fordel ville kunne benyttes i et projekt vedr. konflikter, sammen med børnene. Til den uddybende forklaring tager jeg udgangspunkt i Else Hammrich og Kirsten Frydensbergs forklaringer omkring modellen¹.

Jeg bruger trappen da jeg mener den overskueligt og konkret illustrere konflikters eskalering, og den er brugbar til at orientere sig om hvordan den enkelte konfliktsituation skal gribes an ift. hvor på trappen den er nået til (se uddybelse under Fig. 1).

Fig. 1 Konflikttrappen (CFK 2015)

Konflikttrappen

Konflikttrappen kan ses som en slags drejebog over optrapningen af en konflikt. Jo længere op ad trappen man kommer, desto mere destruktiv er konflikten ved at udvikle sig. Er man sig bevidst om trappens trin, kan den benyttes til at identificere de typiske træk i optrapningen og dermed også være klar over, hvor man selv er, hvis man er en del af konflikten, eller hvor konflikten er i sin optrapning og derudfra vurdere, hvordan man skal håndtere den (Hammerich & Frydensberg 2012). Jeg beskriver trappen nedenfor med udgangspunkt i min målgruppe af indskolingselever.

Uoverensstemmelse: Her opstår sagen eller problemet. Uanset sagens omfang er det på dette trin det opstår og hvor parterne forsøger at nå til enighed om, hvordan de skal forholde sig og handle. Lykkedes det er sagen løst og der er ingen konflikt.

Det sker så ind i mellem, at en uoverensstemmelse udvikler sig til en større uenighed, hvor måske en af parterne træder ved siden af den saglige problemløsning og den anden part reagerer og grænsen passeres til næste trin (ibid.).

Den grænse der ligger mellem de to nederste trin er afgørende for om, hvorvidt den gensidige modvilje og den negative stemning breder sig. Passeres den er vi givetvis på vej ind i en egentlig konflikt. Det er ofte her en social påvirkning opstår, ved at den ene part har en begyndende truende, bebrejdende eller anden negativ attitude, som vil smitte af på den anden part.

Det er ved denne grænse, at man med fordel kan forsøge at standse optrapningen af konflikten. Hvis blot den ene af parterne vælger ikke at lade sig påvirke af den andens aggressive adfærd, men i stedet prøver at forblive saglig og tale åbent om den optrappende stemning, så er der muligheder for at standse den der (ibid).

Personificering: Det er også ved denne grænse, at der på et splitsekund sker en sammenblanding af personen og sagen, således at man flytter fokus fra selve sagens kerne til at kaste al sin vrede og negative følelser efter den anden. Dette sker for alle, men i takt med, at man bliver mere opmærksom på netop dette skifte, vil man efterhånden nemmere kunne flytte fokus tilbage til sagen før det udvikler sig (ibid.).

Problemfeltet udvides: Her dukker tidligere episoder op med gamle konflikter eller eksempler på aggressiv adfærd o. lign. Der kan dukke uafsluttede konflikter op som parterne havde glemt, man ser alle den andens fejl og mangler (ibid.).

Her opstår endnu en vigtig skillelinje eller grænse, når man vælger at opgive samtalen med den anden part. Konsekvenserne heraf kan være af en grad, der kan være svære at overskue. Da det netop er kontakten i mellem parterne, som er essentiel for at kunne stoppe konflikten fra at eskalere yderlig. Så trods fjendtligheden er det en af de væsentligste konfliktløsende handlinger, at fastholde kontakten mellem de involverede parter (ibid.).

Samtale opgives: På dette trin foregår kommunikationen upræcist. Dvs. de ord der udveksles trænger ikke igennem hos modparten eller også forvrænges og misforstås de, så de understøtter det fjendebillede, man er ved at opbygge af den anden. Der er tendens til her at søge allierede, der støtter en i sit syn på modparten. Måske bliver der mindre kommunikation mellem dem, og i stedet udviser man med handlinger, hvad man mener, det kan være ved ikke at hilse, vender ryggen til eller man snakker grimt om den anden (ibid.).

I nogle tilfælde kan det at tale med andre om konflikten, være op- eller nedtrappende for konflikten. Alt efter hvordan samtalepartneren vælger at reagere og svare, kan der skabes klarhed eller flere forviklinger, der åbnes eller lukkes for muligheder (ibid.). Tredjeparten kan også fungere som en formidler af samtalen, således at kontakten kan genoptages og tilliden genskabes. Luften bliver renses og man høre hvad den anden rent faktisk siger (Christy 2012).

Fjendebillede: Når man dette trin har man efterhånden skabt et fjendebillede af den anden, der er svært at se udover. Man har helt glemt den uoverensstemmelse som satte det hele i gang, og det gælder kun om at få sin ret. Handlinger imod den anden retfærdiggøres med den andens handlinger i mod en selv. Når man dette trin og fjendebilledet begynder at reducere overblikket og den oprindelige uoverensstemmelse forsvinder næsten helt ud af billedet. Herfra handler det kun om at vinde og evt. skade modparten og baner således vejen til næste trin (Hammerich og Frydensberg 2012).

Åben fjendtlighed: Konflikten er nu optrappet til at indeholde sammenstød af mere fysiske og psykiske karakter. Direkte slåskamp, mobning og falske beskyldninger eller omtale af modparten kan finde sted på dette trin (ibid.).

Her vil det være gavnligt med en ny tredjeparts intervention (Christy 2012), ex en lærer eller pædagog i målgruppens tilfælde.

Polarisering: Det syvende og sidste trin, er hvor parterne ender med at blive skilt fra hinanden. Ny klasse eller endda ny skole kan være en mulighed. Det bedste udfald på dette trin vil være, at kontakten helt frafalder, men i nogle tilfælde fortsætter ”krigen” på trods af afstanden Hammerich & Frydensberg 2012).

I et ex på en konfliktsituation, møder vi Ole og Mie fra 1.A, hvis indbyrdes relation er, at de ofte er hinandens modpart i konflikt, af en for mig ukendt årsag. I casen møder vi også Mette som er pædagogstuderende i praktik i 1.A. Episoden udspiller sig i og omkring 1.A´s klasseværelse, men forud herfor er konflikten startet i frikvarteret nede i skolegården. Helle er klasselærer for 1.A, og normalt tager hun evt. situationer fra frikvarteret op i starten af timen

Mette kommer op til 1.A´s klasseværelse og finder her tumult og råberi. Hun går hen for at stoppe det og finder Ole og Mie i fysisk kamp i midten af tumulten. Kampen bliver stoppet og Ole stikker af, og Mie forsøger at løbe efter ham.

Senere kommer Mie over til Mette og vil gerne snakke. Mette er ikke helt sikker på om Mie blot bruger det for at slippe for undervisning, men hun vælger at anerkende Mies ønske og de går ud.

Iflg. Mie opstod konflikten idet hun mener at høre Ole sige at han vil slå hende, hvilket Ole afviser, da hun konfronterer ham med det. Derudover føler hun det som om, at Ole ofte provokerer hende, fordi han synes det er sjovt, at hun bliver så vred.

Efter samtalen med Mie, taler Mette med Ole, som mener, at Mie og en anden pige snakkede grimt om ham og hans veninde Line. Ole og Line valgte at konfrontere Mie og den anden. De afviser helt Ole og Lines anklager, hvilket udviklede sig til en større konflikt, som fortsatte i klassen med slåskamp.

Ole fortæller yderlig, hvordan han og Mie ofte ender i konflikt med hinanden, men afviser at han provokere hende. Tværtimod er det hans opfattelse at Mie aldrig vil høre på hvad Ole siger.

Som vi ser i Ole og Mie´s konflikt er den optrappet fra 1. trin og bevæget sig mere eller mindre trinvist op til et sted på 5. og/eller 6. trin. De er tydeligt ude i den fysiske slåskamp, som i samtalen bliver til en verbal kamp mellem dem om hvem, der startede konflikten. I forhistorien om de to hører vi om, at de ofte ender i konflikt med hinanden, og i samtalen forsøger de begge at pålægge den anden skylden. De kommer med udsagn, der fortæller om det indtryk, de hver især har af den andens mening om dem, hvilket for mig lyder som, at vi er rykket helt ned på trin 3 problemet udvides, hvor gamle uløste konflikter eller holdninger omkring modparten bringes op for at retfærdiggøre egne handlinger og understøtte den enkeltes ønske om at vinde konflikten. Dvs. at Mette med sin samtale med Mie og Ole er gået flere trin tilbage ned ad trappen, hvilket er positivt, men i Ole og Mie´s situation mener jeg ikke, baseret på deres hyppige sammenstød, at den kan afsluttes der. Jeg vil senere vende tilbage til denne case ift. en efter min overbevisning, mere langtidsholdbar og konstruktiv håndtering af de to elevers konflikter.

Hvordan kan en destruktiv konflikt så vendes til en konstruktiv? Og hvornår er en konflikt konstruktiv? Iflg. Hammerich og Frydensberg er svaret enkelt, men også både radikal og krævende end de lige umiddelbart lyder nedenfor:

• 
  Selv en hadefuld holdning kan forandres, når den møder forståelse og empati.
  
• 
  Voldelige handlinger kan dæmpes med ikkevoldelige (eller mindre voldelige) midler.
  
• 
  Fastlåste uoverensstemmelser kan åbnes og opløses ved hjælp af omhyggelig undersøgelse og kreativitet, som kan føre til åbninger og løsninger, der sprænger de givne rammer og vante forestillinger (Hammerich & Frydensberg 2012 s. 20).
  

De tre, empati, ikkevold og kreativitet forstærkes indbyrdes af hinanden, og har hver især ikke den samme effekt, hvis de stod alene (Hammerich & Frydensberg 2012). I lyset af den fjerde faktor, der omtaltes tidligere, giver det mening, at også en positiv håndtering af konflikter som empati og forståelse, ikkevold og kreativitet, må have en gensidig påvirkning. Ift. hvordan vi som pædagoger kan praktisere den konstruktive konflikthåndtering, vil jeg komme nærmere ind på dette i et senere afsnit. Her vil jeg nærmere uddybe, hvornår en konflikt er konstruktiv, hvilket iflg. Johnson og Johnson (J & J) er hvis de:

• 
  Resultere i en overenskomst, som alle de involverede er tilfredse med, det vil sige en, som alle vinder ved, og som er til alles bedste
  
• 
  Styrker relationen mellem deltagerne, ved at deres gensidige respekt, sympati og tillid vokser
  
• 
  Øger deltagernes evne til og færdigheder i at håndtere og løse konflikter på en konstruktiv måde (Johnson & Johnson 1995 i Thornberg 2014 s. 221).
  

Konflikter bliver således mere konstruktive iflg. J &J, når deltagerne søger at danne et fælles grundlag, hvor forskellighed accepteres og værdsættes, og hvor man har tillid til og føler sig trygge ift., at alle deltagere formår, på en kompetent måde, at benytte samme konflikthåndteringsprocedurer (Johnson & Johnson 1995 i Thornberg 2014).

I det følgende afsnit vil jeg netop komme omkring en konflikthåndteringsprocedure, som jeg mener er nyttig ift. en konstruktiv konflikthåndtering.