Fra konflikt til udvikling – via en narrativ tilgang


Narrativer i konflikthåndtering



Yüklə 135,55 Kb.
səhifə4/5
tarix20.09.2017
ölçüsü135,55 Kb.
1   2   3   4   5

6.0 Narrativer i konflikthåndtering


Når vi snakker konstruktiv konflikthåndtering, indebærer det, at resultatet af en konflikt bliver, at alle parter er tilfredse og har fået noget brugbart ud af konflikten. Det parterne gerne skulle få ud af det, er en styrket relation, samt udviklet deres kompetencer til fremover også at kunne håndtere nye konflikter på en konstruktiv måde. Men hvordan når vi hertil?

Hvis vi ser tilbage på casen om Ole og Mie, der ofte havner som hinandens modpart i konflikter, så vi at de efter den værste ophidselse havde lagt sig, igennem en samtale med den voksne, gik fra trin 6 ned til trin 3 på konflikttrappen. En fortsættelse af den tidligere case, omhandler selve samtalerne med de to elever.



Mette vælger at tale med hvert barn ud fra dennes version af konfliktens oprindelige uoverensstemmelse, samt den enkeltes problemstilling. Idet at samtalen er præget af en rolig og anerkendende tilgang fra Mette, formår hun tilsyneladende, at opnå lydhørhed fra de to elever og dermed kan de føre en samtale, som dog ind i mellem er præget af, at Mette ikke trænger helt igennem hos hverken Ole eller Mie.

Med Mie taler de bl.a. omkring, hvordan hun evt. kan prøve at håndtere sit temperament, og Mette giver et ex på en metode Mie evt. kunne bruge. Med Ole om han måske kunne forsøge at udvise større tillid over for Mie, ift. at vise hende, at han tror på, hvad hun siger til ham og evt. undgå direkte at søge konflikter i så høj grad.

Samtalen slutter med, at de aftaler, at eleverne hver især skal forsøge at arbejde med det, de har snakket om. Mette er dog usikker på i hvor høj grad samtalen har haft en påvirkning på Mie og Ole og om de rent faktisk vil forsøge at arbejde med henholdsvis temperamentet og tilliden.

Mette, som er den professionelle voksne, har ført en samtale med to børn, men er usikker på om den har haft en indvirkning på de to børn. Da praktikken sluttede kort efter, fik hun ikke muligheden for at følge op på det.

For at Ole og Mies konflikt skal udarte sig i at blive en konstruktiv konflikt, kræver det at Ole og Mie rent faktisk vil forsøge at arbejde på at håndtere sit temperament, for Mies vedkommende, og på tilliden og ikke at opsøge konflikter, for Oles vedkommende. Men til trods for, at Mette formåede at få en nogenlunde konkret samtale i gang med de to og fik lavet aftaler, er hun stadig usikker på om, hvorvidt de også gør det. Ift. at de to har flere muligvis uløste konflikter, samt en noget usikker og negativ præget relation til hinanden, mener jeg at det kræver mere end blot den ene samtale, for at kunne udrede noget konstruktivt af deres konflikt(er), samt udvikle deres evner til i fremtiden, at kunne håndtere nye konflikter på en mere konstruktiv måde.

Jeg mener at flere samtaler, samt samtaler hvor begge børn er til stede samtidig ville være hensigtsmæssige, set i lyset af deres uhensigtsmæssige relationelle forhold.

Jeg vender tilbage til Ole og Mie, men først vil jeg nedenfor redegøre for en narrativ tilgang til konflikthåndtering med udgangspunkt i at opnå en konstruktiv håndtering af konflikter, heriblandt også Ole og Mies situation.

I en traditionel konflikthåndtering tages der oftest udgangspunkt i at få klarlagt, hvem der har skylden, hvem der startede konflikten og dermed har forbrudt sig på de normer og regler, der er i den givne samfundskultur og i den lokale kultur i ex klasserummet. Det er givetvis den øverste autoritet, den som står med definitionsmagten2, dvs. læreren i en skoleklasse, som har det afgørende ord i den sag. Denne traditionelle konflikthåndteringsproces bunder i et, af Foucault kaldet disciplinærsamfund. Et samfund som bygger på bestemte normer og regler omkring, hvad god opførelse er (Johansen 2012) og som er sammenlignelig med tendensen til at patologisere uhensigtsmæssig opførelse som omtalt i afsnittet Et samfundsperspektiv. Ift. dette samfundsperspektiv, bliver det læreren, der afgør skyldsspørgsmål, mægler, og irettesætter den ”skyldige”. Eleverne har på den måde ikke en egentlig deltagelse i håndteringen af konflikten, læreren har den fuldgyldige definitionsmagt. Dertil kommer, at de elever der tildeles skylden, fremstår som dem der går uden for normen og dermed bliver gjort forkerte eller patologiseres(ibid.).

I en narrativ tilgang til håndteringen af konflikten, vil man dele definitionsmagten med børnene, og fremfor, at det kun er læreren der er på banen, vil man sammen med eleverne forsøge at skabe en mening omkring hele handlingsforløbet. Hermed forsøges det at skabe givende og meningsfulde samtaler med de involverede parter, omkring intentioner og værdier i konfliktforløbet (ibid.). Således bevæger vi os også væk fra risikoen for at den professionelle voksne er bundet af en forudindtaget problemfortælling samt et negativt indtryk af et barn, som måske ellers ville være katogoriseret under ”problembørn”.

I konstruktive samtaler omkring en konflikt, handler det om en undersøgelse af konfliktforløbet, hvor der styres uden om skyldsspørgsmålet, og hvor handlingsforløbet opklares og dermed skabe mening for alle de involverede. Jeg er altså, som pædagog eller som den autoritære og professionelle voksne i samtalen, interesseret i at få klarlagt, hvad intentionerne er bag et handlingsforløb, hvad der ligger bag de involveredes reaktioner og effekten af dem. Det er ligeledes et spørgsmål om at opretholde kompleksiteten i handlingsforløbet og ikke reducere konflikten til to børn, der slås, fordi de er uenige. Derudover handler det om, at der ikke på forhånd tillægges konflikten intentioner og skyld, men at der tages hånd om alle de involveredes fortolkninger af konfliktforløbet (ibid.).

Udfordringen for mig ligger bl.a. i ikke at lade mig påvirke og fange af en specifik fortolkning af konflikten, men at kunne erstatte en problemorienteret tilgang til samtalen, med en narrativ reflekterende tilgang, hvor jeg nysgerrigt kan stille spørgsmål som åbner for nye fortællinger, der muliggør en re-positionering af parterne i forhold til hinanden. Dvs. hvor parterne får mulighed for at se konfliktforløbet ud fra den andens perspektiv (Villumsen 2015). Hvilket indbyder til at undersøge grundlaget for den andens handling, tjekke om ens umiddelbare fortolkninger af den andens udsagn er korrekte. Den ligger også op til, at man arbejder mod at respektere, at der kan være forskellig opfattelse af den samme situation (Christy 2012). Som jeg tidligere var inde på at der i det konstruktivistiske perspektiv, ikke er nogen objektiv sandhed, men derimod er der altid flere perspektiver af den samme sag.

Således kan konflikter anskues ud fra et læringsperspektiv, hvor de frem for at ses som en uoverensstemmelse mellem to eller flere, bruges til at udvikle en læring om sig selv og om andre. Iflg. Jerome Bruner er der fire begreber, der især er essentiel ift. denne læring:



  • Handleevne: at beherske sin egen mentale aktivitet bedre

  • Refleksion: ikke blot at ”lære udenad”, men at få det man lærer til at give mening, at forstå det.

  • Samarbejde: at dele ressourcerne i den blanding af mennesker, der er involveret i undervisning og læring (konflikten). Bevidstheden befinder sig inde i hovedet, men den befinder sig også hos de andre.

  • Kulturen: den måde at leve og tænke på, som vi konstruere, forhandler, institutionalisere og til slut (efter alt har lagt sig) ender med at kalde ”virkeligheden” for at berolige os selv (Bruner 1998 i Johansen 2012 s. 108).

Den læring og selvskabelse der sker i forbindelse med konstruktiv håndtering af konflikter, er vigtig i det forhold at gøre eleverne uafhængig af en udefrakommende instans, som ex pædagogen eller læreren, til afgørelse af skyldsspørgsmålet eller til hensigtsmæssig og konstruktiv håndtering af fremtidige konflikter (Johansen 2012).

Men for at nå dertil kræver det, at jeg som pædagog, selv formår at kunne håndtere konflikter konstruktivt. Jeg skal kunne mægle i samtalen mellem de involverede, uden at lade mig fange af en bestemt fortolkning. Derudover skal jeg udvikle kompetencen til at kunne føre konflikten så langt ned ad trappen, at parterne kan sætte magtkampen på pause eller stop, for at kunne deltage i samtalen.

I vores samfund og kultur, har man tendens til at stille personen lig med problemet, hvor man i narrativ praksis betragter problemet som noget, man rammes af, problemet er problemet, og personen er personen (Holmgren 2010). Det er altså essentielt at holde sig i mente, at barnet ikke er problemet, men at det er problemet, der er problemet. Eksternaliserende samtaler er en udbredt samtaleform inden for narrativ terapi, hvor man netop arbejder med, at man adskiller barnets identitet fra problemet og placerer det uden for personen (Morgan 2000). Jeg vælger at benytte mig af en eksternaliserende samtaleform, da jeg mener, at netop det at fjerne problemet fra personen og navngive det, (navngivningen kommer jeg nærmere ind på senere), kan være en fordel i samtalen med børn.



Dostları ilə paylaş:
1   2   3   4   5


Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©genderi.org 2019
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə