Indholdsfortegnelse tekstrække Søndag I advent s

Indholdsfortegnelse 1. tekstrække

1. Søndag i advent……………….s.2

3. Søndag i advent……………….s.4

Juleaften………………………….s.6

2. juledag…………………………s.9

1. Søndag e. hellig tre konger …...s.12

2. Søndag e. hellig tre konger…...s.15

3. Søndag e. hellig tre konger …...s.18

4. Søndag e. hellig tre konger …...s.21

5. Søndag e. hellig tre konger…...s.25

Søndag Septuagesima…………...s.27

1. Søndag i fasten……………….s.30

3. Søndag i fasten……………….s.33

Midfaste……………….………...s.36

Palmesøndag………………….....s.39

Skærtorsdag………..……………s.41

Påskesøndag………..…………...s.44

Anden påskedag……………….s.47

2. søndag efter påske…………..s.50

3. søndag efter påske…………..s.52

4. søndag e. påske……………...s.55

Pinsesøndag……………………s.58

2. søndag e. trinitatis…………..s.60

3. søndag e. trinitatis…………..s.63

7. søndag e. trinitatis…………..s.66

11. søndaf e. trinitatis……….…s.71

12. søndag e. trinitatis…………s.74

16. søndag e. trinitatis…………s.76

18. søndag e. trinitatis…………s.79

20.søndag e. trinitatis………….s.82

Alle helgens dag……………….s.85

23. søndag e. trinitatis…………s.88

25. søndag e. trinitatis…………s.91

1. 
   første søndag i advent ∙ Mattæus 21,1-9
   

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: ”Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage”. Og det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter: Se din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

Denne tekst, hvor vi ser Jesus ride ind i Jerusalem Palmesøndag, har meget gamle rødder. Den har en tradition, der går helt tilbage til den gamle kanaanæiske frugtbarhedsreligion, som fandtes i Palæstina, da jøderne indvandrede omkring 1800 år før Jesu fødsel.

Denne lange tradition, og religiøse udvikling, er en interessant fortælling, der viser, hvordan først jødedommen vokser ud af den kanaanæiske frugtbarhedsreligion, og dernæst hvordan kristendommen siden vokser ud af jødedommen.

Derved kaster fortællingen et forklarende lys ind over dagens tekst. Dette skal der nu redegøres for.

Jøderne var sandsynligvis nær beslægtet med kanaanæerne. Vi kender en del til kanaanæernes agerbrugsreligion, som også var en frugtbarhedsreligion. Det skyldes opsigtvækkende arkæologiske fund i 1929. Her blev fundet velbevarede, religiøse tekster fra omkring 1300 før Kristus. Altså fra den tid jøderne bosætter sig i området. Kanaanæernes største tilbagevendende årlige religiøse fest var nytårsfesten. Den fandt sted i det tidlige forår og var et festdrama – en kultfest - som skulle sikre et nyt frugtbart år med fedme til marken, dyrene og menneskene, som det hedder i en af de gamle tekster.

Højdepunktet i festen indtraf, når frugtbarhedsguden blev genindsat i sit tempel på det hellige bjerg. Frugtbarhedsguden var gennem sensommerens og efterårets tørke, hvor naturen visner, blevet besejret af dødsguden og anbragt i dødsriget. Naturens hendøen blev forstået som frugtbarhedsgudens død. Men når Naturen vågnede i det tidlige forår genopstod frugtbarhedsguden efter en hård kamp, hvor dødsguden blev besejret af frugtbarhedsgudens hustru og moder.

Dette drama blev opført hvert år som teater ved nytårsfesten, hvor kongen, dronningen og præstinderne opførte forestillingen. Kongen spillede frugtbarhedsgudens rolle.

Højdepunktet indtraf, når den genopstandne konge under folkets latter og jubel steg op på det Hellige bjerg, og blev indsat på ny i sit tempel. Herefter fuldbyrdedes Det hellige bryllup mellem kongen og dronningen, som tegn på, at frugtbarheden nu vendte tilbage til marken, dyrene og menneskene.

Det hellige bryllup var en seksuel akt, der indledte et festorgie for hele folket.

Denne skik overtager jøderne, efter deres indvandring. ”De bollede med andre guder”, står der flere gange nævnt i dommerbogen, som fortæller om tiden efter indvandringen, men før kongetiden. Og guden Baal, som var kanaanæernes frugtbarhedsgud og kampgud, nævnes mange gange. Biblens forfatter skriver flere århundrede senere, på en tid da jødedommen er blevet udskilt fra den kanaanæiske frugtbarhedsreligion, beskriver jødernes bolen med de fremmede guder, som en stor synd.

I begyndelsen af kongetiden, da kong David erobrer Jerusalem, blev Sionbjerget det hellige bjerg, hvor nytårsfesten blev opført. Indvielse af Zionbjerget fandt sted, da David førte pagtens ark ind i det nyopførte tempel. Der fortælles i kongernes bog, hvordan kong David dansede jublende glad foran arken, og så hæmningsløst, at han blottede sin blusel, hvilket er et umiskendeligt tegn på, at det var en seksuelbetonet fest.

David og hans efterfølgere på tronen var salvede konger. Ypperstepræsten salvede kongen på Guds vegne, hvilket betyd, at den nysalvede konge var blevet Guds adoptivsøn, og skulle styre på Guds vegne. Han var Guds salvede søn, som jøderne kaldte Messias.

I virkeligheden indoptog jødernes Gud, Jahve, som var en vældig skabergud den kanaanæiske frugtbarhedsgud i sig ved mødet med kanaanæerne.

Hver nytårsfest, hvorunder naturen genopstod, blev forstået som en gentagelse af skabelsen. Denne sammensmeltning mellem Jahve og Baal, udskiller jødedommen fra den kanaanæiske religion

Den jødiske konge, blev altså hvert år under nytårsfesten genindsat under stor jubel og fest i sit guddommelige kongedømme. Det skete ved, at han i festtog drog op til Jerusalem og gik ind i templet, hvor han formodentlig på ny aflagde sit løfte ved pagtens ark i det allerhelligste rum i templet.

Til denne fest var der digtet gamle hymner. En del af disse er i dag optrykt i salmernes bog. Disse salmer hører til blandt de ældste tekster i biblen.

Dagens første læsning, var sådan en tronbestigelses salme. Bemærk især ordene:
”Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, i ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind. Hvem er ærens konge? Det er Herren, vældig i krig. Løft jeres hoveder, i porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind. Hvem er han, ærens konge? Hærskares Herre, han er ærens konge”

Det er altså Gud selv, der i den salvede konges skikkelse, drager ind ad de gamle porte. Drager op til templet på det hellige bjerg Sion, som Jerusalem var bygget på.

Tronbestigelsessalmerne må tænkes at være blevet citeret passende steder som en del af nytårsfesten. Flere ad disse salmer tilskrives kong David, som selv var digter, men de fleste salmer er væsentlig ældre.

Da Jerusalem blev erobret af babylonierne og ødelagt i år 587 før Kristi fødsel blev jøderne bortført til Babylon og den årlige kultiske frugtbarhedsfest ophørte. Den var bundet til Jerusalem og det tempel, som Davids søn, Salomon, opførte. Men nu var det blevet ødelagt. Det fandtes ikke mere.

Efter hjemvendelsen omkring 530 blev Jerusalem og templet bygget op på ny, men så vidt vides, blev nytårsfesten ikke genoptaget. Davidsdynastiet var ophørt og jødedommen havde fundet sin faste form, og tog nu stærk afstand fra den hedenske frugtbarhedskult.

Derimod skete noget andet, som viser, at jødedommen var gået ind i en ny fase.

Det nye var profeternes røst, der tolkede historien. De sagde, at det gamle tempels ødelæggelse var Guds straf over folket på grund af deres frafald fra Gud, fordi de havde bollet med møjguderne, som de kalder frugtbarhedsguderne. Men Gud har ikke glemt sit folk, og nu bryder spådommene frem om en ny kommende Messias, der skal genoprette det gamle Davidsrige med fred, lov og retfærdighed. Gud vil genrejse sit folk som den rest i Israel, der forbliver ham tro.

Af stuppen fra det fældede træ, vil der i Davids slægt skyde en ny kvist af Davids slægt – en ny Messias skal genrejse folket. Sådan vil Jahve gennemføre sin frelserplan.

I dagens tekst hører vi ekkoet fra profeten Sakarias´ røst: ”Sig til Zions datter: Se din konge kommer til dig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”

Underforstået, at denne kommende Messias – som Guds salvede søn – skal ride ind i Jerusalem og indsættes som konge i templet. Og denne endegyldige Messias skal skabe sit fredsrige - det bedste rige nogensinde – et nyt Paradis – virkeliggørelsen af Guds frelserplan. Denne spådom tydeliggør, hvordan den gamle tekst, der går helt tilbage til den kanaanæernes nytårsfest bliver fyldt med en stor ny, åndrig religiøst betydning. Først med kong Davids nytårsfest med tronbestigelsen og nu på ny med profeternes spådom om den kommende frelser – Messias.

Spådommen om den kommende frelser er en nytolkning af den gamle kultfest. Der er tale om en ny religiøs udvikling – et lys for troen, der med denne nye dimension atter, og nu klarere end nogensinde før, ser Guds frelserplan i Messias og dermed hans kærlighed til sit folk.

Jesus har, som mange andre bibelkyndige i sin samtid kendt denne gamle nytårsfest, som af profeterne omkring år 500 før Jesu fødsel fik en ny udformning i form af spådommen om Messias komme.

Da Jesus drager ind i Jerusalem palmesøndag på ryggen af et æsel og går ind i templet, så er det for at vise, at nu sker det – nu bliver den gamle profeti opfyldt. Han er Messias.

Jesu indtog i Jerusalem må have virket stærkt på jøderne, men også provokerende, især på landets åndelige ledere, farisæerne og de skriftkloge, fordi Jesus i deres øjne ikke er andet end en fattig og simpel omrejsende lægprædikant, der mest henvender sig til fattige og syge. Han var ikke den storslåede konge, som de mente Messias måtte være.

Ligesom profeterne gav den gamle i virkeligheden hedenske kultfest et nyt åndeligt og religiøst indhold, fylder evangelisterne ved beskrivelsen af Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag, traditionen med ny åndelig og religiøs betydning. Det er den nytolkning, som udskiller kristendommen fra jødedommen.

Det afgørende nye, der udskiller kristendommen fra jødedommen er, at hvor den salvede konge tidligere kun var en repræsentant for Gud, som i Guds sted drog op på det hellige bjerg og blev genindsat. Så er det nu Gud selv, Jesus Kristus, der drager op til Jerusalem for at oprette sit paradisiske rige. Men hvad ingen havde regnet med - går oprettelsen gennem Jesu død og genopstandelse.

Jesu indtog i Jerusalem er nok en historisk hændelse, som skete på et bestemt tidspunkt et bestemt sted. Men alligevel er det også en nutidig hændelse, som sker den dag i dag, Nemlig hver gang Jesus åndeligt drager ind gennem den af troen åbnede port, hvorved han får adgang til menneskets inderste, hellige tempel i hjertet, og der lader sig genføde som i en julenat under jubel og sang.

På den måde indleder advent en ny tid, der peger hen mod åbenbaringen julenat.

3. Søndag e. advent ∙ Matthæus 11,2-10

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus svarede dem: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: ”Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet, Det er om ham, der står skrevet: ”Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane vej for dig.”

I dagens første læsning hører vi en af biblens flotteste og mest opløftende tekster – en af de mest poetiske og visionære. Esajas åbner en ny verden for os – teksten er som et forår, hvor alting grønnes og bliver født på ny – hvor alt den gamle tyngende skyld er renset bort med vinteren – hvor livet og energien sprudler som en kilde, der bryder frem i ørknen – en ny skabelsesakt.

Kildespringet er troen der vågner – den tror, der til stadig kan skabe visionen om et nyt Eden. Troen på, at verden er værd at leve i – og leve for – troen på det godes sejr – troen på Guds riges gennembrud. Troen på, at Gud – hvad enten vi har fortjent det eller ej – vil rejse den faldne alene af den grund, at han elsker os.

Han kender os – ved, hvad der bor i enhver af os. For Gud kan vi intet skjule – han ser lige ind os – han ved – bedre end os selv – hvad der bor i os. Vi kan skjule os for andre – vi kan skjule os for os selv – men vi kan ikke skjule os for Gud – for Gud er vi den, vi virkelig er – og det er den person han elsker. Derfor behøver vi ikke altid at tage os af andres dom – eller vores egen dom af os selv – for det er kun Guds dom, der tæller – og Guds dom bunder i hans kærlighed til sin skabning. Så vi kan se den skabelse - som gør alting nyt – som får kilden til at springe i ørknen – som skaber en rosengård af ødemarken - som rejser det faldne menneske, så det springer som hjorten.

Men netop det kan Johannes Døberen slet ikke se, der hvor han nu sidder - i kulden og mørket. Han afventer sin dom fra jødernes konge, Herodes. Johannes er kommet i tvivl – han tvivler på, om Jesus, nu også er den ventede Messias, eller om der kommer en anden – underforstået den rette.

Johannes ser i sin triste situation ikke nogen kilde springe i ørknen – ej heller det nye forår – han oplever kun sin egen dybe fortvivlelse – som han er ved at drukne i. Det var den samme Johannes, der havde set Helligånden dale ned over Jesus, da han døbte ham i Jordan for ikke så længe siden. Og han havde hørt røsten fra himlen: ”Dette er min søn den elskede”

Men hvordan kunne han så tvivle? Han som var kaldet af Gud ud i ørknen for at bane vejen for Jesus – han som mere end noget andet menneske, havde hjulpet Jesus frem til forståelse af Guds vilje. Nu sad han her i det sorte hul - i fængslet – var det rimeligt? Nej det var det ikke – det var i alle højeste grad uretfærdigt. Han havde ikke begået nogen forbrydelse – hverken tyveri eller mord. Han var i sin trang til sandhed blot kommet til at sige sandheden lige op i kongens ansigt. Han havde kaldt kongen for en ægteskabsbryder. Herodes havde ganske rigtigt ladet sin egen bror myrde, fordi han ville have broderens hustru. Det var det Johannes Døberen offentlig havde påtalt, og derfor sad han nu i fængslet og vidste ikke, hvad der skulle ske med ham. Johannes vidste godt, at i politik og i magtkampe findes ingen retfærdig – men så alligevel var det jo netop den uretfærdighed, der skulle forsvinde med Gudsrigets frembrud. Derfor blev det svært for ham at tro, at Jesus var den ventede Messias. Fra fængslet får Johannes set en discipel med spørgsmålet til Jesus: ”Er du Messias eller skal vi vente en anden?”

Hvordan var forholdet på det tidspunkt mellem Jesus og Johannes? De var fætre, og mens Johannes forkyndte Gudsrigets nære frembrud ved Jordans færgested, var Jesus kommet og havde sluttet sig til ham, som en af hans disciple. Som Johannes elev bliver Jesus klar over sin mission. Det sker, da han lader sig døbe af Johannes. Johannes er den, der først opdager Messias i Jesus.

Kort efter begynder Jesus for sig selv og får sine egne disciple og rejser bort fra Johannes. Var der mon sket et brud? – er de to fætre blevet uenige om den rette tolkning af de bibelske skrifter, eller er Jesus rejst videre i god forståelse med Johannes? Kan Johannes have set en konkurrent i Jesus, da Guds røst vokser sig stærk i ham. Er Jesus blevet uenig i Johannes udlægning? Er de skiltes i venskab eller uvenskab? Vi ved det ikke. Men vi ved, at Johannes i fængslet tvivler på Jesus.

Hvad siger Jesus til Johannes disciple? Han begynder ikke en længere teologisk udredning, for at overbevise ham. Han siger blot: Løft hovedet – se udover din egen næsetip – så bort fra din egen triste situation – så ser du det selv - nybruddet.

”Blinde ser og døve øren høre, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”.

Vi kan forstå sceneriet billedligt. Det øje, som før havde været blindt for Guds storhed – sådan som Johannes´ er det lige nu – ser nu Gud. Og det øre, som før havde været døvt for Guds ord er blevet lukket op og hører englesangen og jublen i Guds skaberværk. Det døde bliv levende igen.

Jesus bruger selv de ord, som for ikke så længe siden netop havde kaldt og åbnet Johannes og gjort ham til en profet for Gud. Ordene fra Esajas: ”Vand vælder frem i ørknen – det hede sand til oaser – Der skal være en banet vej, Den hellige vej skal den hedde”

Johannes var blevet ramt af de ord, da han forstod, at det var ham, som skulle bane vejen i ørknen for Jesus. Se dig omkring – se dog hvad der sker – glem din sorg – ødemarken blomstre og jubler.

Ja, kald de ord frem, når livet bliver hårdt mod dig, og du som Johannes sidder bundet i det eget fængslet. Nedsunket i mørket. Vi ved ikke, hvad der kan ramme os – ikke hvad der kan komme, som et lyn fra himlen – og som kan få os til tro – at Gud har forladt os. Selv Jesus råber på korset: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig”. Den der føler sig forladt af Gud, føler sig alene og udstødt.

Om Johannes – ved Jesus ord – får troen tilbage, ved vi ikke. Men vi ved, at han aldrig kom ud af fængslet. Herodes lod ham henrette bestialsk. Anledningen kom, da hans stjålne hustrus bedårende datter dansede for Herodes. Herodes blev så oplivet, at hans lovede pigen, at opfylde hendes største ønske. Pigen spørg moderen til råds. Og kvinden – der frygtede Johannes´ ord – siger, at datteren skal ønske sig Johannes døberens hoved på et fad. Det fik hun, men det forlyder, at Herodes ikke var så glad for det ønske, for han vidste, at det nemt ville kunne oppiske en oprørsstemning blandt fattigfolk. Der var nok, der allerede hadede ham for hans hårdhed og magtbegærlighed.

Fik Johannes troen tilbage, inden han blev henrettet? Forblev Johannes jøde – og den sidste af de jødiske profeter – eller blev han den første blandt de kristne?

Jesus dom over Johannes er livsbekræftende:

”Hvad gik I ud i ørknen for at se – et menneske, der bærer fornemme klæder – nej for de lever på kongeslottet – En profet? – Ja jeg siger jer mere end en profet. ”Det er om ham der står skrevet: ”Se jeg sender min engel foran dig”

Det kostede Johannes døden – siden blev også Jesus henrettet – sådan er verdens dom over den sandhed, som verden ikke vil høre. Men for den der har høre, der kan høre og øjne der kan se, lever både Johannes og Jesus ord og gerning den dag i dag.

Det er ikke hovedsagen om verden dømmer os. Ej heller, hvis vi bliver ramt af sorg og ulykke, selvom det kan være hårdt og smertefuldt nok. Hovedsagen er, at vi lader Jesus´ tage os i hånden, for så kommer vi derhen, hvor vi skal – også selvom vejen går igennem døden. For også den vej har han banet for os. Det kan vi takke først Johannes for og så Jesus, som fuldbyrdede den – og opstod til en ny dag.

For enden af den vej er lyset. Det lys, som Johannes pegede hen på. Det lys som blev tændt julenat i Stalden i Bethelem. Det lys kan undertiden synes udslukt i vort hjerte, men er det aldrig mere, end det altid kan blusse op igen.

Juleaften ∙ Lukas 2,1-14

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste, fred over jorden og i mennesker kærlighed”

”Frygt ikke, se, Jeg forkynder jer en stor glæde”

Med de ord skabes nyt liv – et nyt liv på jorden – et nyt liv for alle de mennesker, der tror på julens budskab. Lige udenfor Betlehem ligger en stenet og kuperet mark. Den kaldes hyrdernes mark. Her skulle stedet være, hvor julens budskab hørtes første gang. Her sad hyrderne den nat Jesus blev født. I dag ligger der på det sted en lille kirke – nærmest et kapel, hvor kristne holder julegudstjeneste hvert år.
Lad os lave en tidsrejse – vi skruer tiden 2014 år tilbage til Hyrdernes mark.

Der sidder en lille flok hyrder, gamle og unge mellem hinanden. De sidder om et bål. De søger ly og tryghed hos hinanden. Ilden varmer dem i den kølige nat og beskytter dem mod de vilde dyr. Og varme – ikke mindst den indre glød – det kan mennesker aldrig få nok af.

De taler, om det de har oplevet i dagens løb. Og der er nok at snakke om. Masser af mennesker strømmer i disse dage til Betlehem. Ikke fordi der er noget særligt ved Betlehem frem for andre byer, men fordi den romerske kejser har beordret det.

Folk adlød kejseren af frygt. Man så kejserens magtfulde hånd overalt – i form af romerske soldater med løftede lanser. Og den som lever i frygt - lever i mørket – ja, lever i det onde.

Mens hyrderne talte, faldt mørket på og ildens flammer blev mere røde, og hyrderne kom tættere på hinanden og på livet, og det, der trykkede dem. Om hadet mod romerne – og alle dem, som i øvrigt bestemte over dem.

Jeg havde en underlig oplevelse i formiddags”, sagde en af dem pludselig. De andre rettede deres øjne på ham og lyttede. ”Jeg så en ung kvinde og hendes mand. De var fattig klædt, og kvinden så ud til at kunne føde når som helst”

”kendte du dem? - spurgte en anden hyrde.

”Både ja og nej. Da jeg så disse stakkels mennesker, der var tvungen til at rejse netop nu, på trods af kvindens tilstand, så skete der noget inden i mig - mit hjerte blev rørt – først steg vreden op i mig - vrede over romernes herredømme – over det mørke vi vandrer i på grund af dem - men så lige efter - tænk så blev Esajas gamle spådom så levende i mig med ordene: ”Det folk som vandrer i mørket, skal se et stort lys – det gør jubelen stærk – for et barn er født os – en søn er os givet – vældig Gud – Stort er herredømmet – freden uden ophør – over Davids trone”

Det slog mig – kunne det være det barn, denne unge kvinde skal føde – Messias – guds søn – fredsfyrsten?”
”Åh” - grinede en ung hyrde hånligt. ”Tror du virkelig på sådan et gammelt eventyr. Ønsketænkning. Verden ser anderledes ud. Det er magten der tæller, er det ikke det, vi præcis ser nu, hvor kejserne forlanger en folketælling” – så han kan måle sin magt – og sole sig i den?”
Men da blussede vreden op i den gamle Jonatan.

”Hvad ved du om det, du som er så ung”, sagde Jonatan til den unge hyrde.

Eller sig mig, hvor var du eller jeg dengang Gud skabte verden i lys, glæde og kærlighed - Kender du stjernernes morgensang – har du løst skabelses gåde – kan du lodde dybden af livet – solopgangen, kan du gøre den efter – eller ved du, hvad der skal ske i fremtiden - Hvem tror du egentlig du er - Tror du, at sådanne nogle sølle hyrder som os – ja selv kejseren - er noget i forhold til himlens og jordens Gud”?

Jonatan talte sig varm – som en glød, der blusser op – og så lige med et, blev han afbrudt af et mægtigt lys, der fik bålet til at blegne. I skikkelse af en engel – så hyrderne et ufatteligt lyshav, sådan som det må have set ud i skabelsens morgen, da livet og universet blev født. Hyrderne regerede forskelligt – nogle besvimede af rædsel – andre søgte at skærme sig for det stærke lys, men Jonatan rakte hænderne frem og tog imod i TAK.

Englen sagde: ”Frygt ikke, for se, jeg forkynder jer en stor glæde - frelseren er født”

”Frygt ikke” det er også Guds ord til os i dag. Hvem kender ikke frygten - frygten, der borer sig ind og lammer kroppen og tanken. Ofte frygter vi det værste, når noget nyt sker. Det er nedarvet i os. Men hvis et menneske daglig lever i frygt, sætter den sig fast, og bliver til en stadig tilstand af angst, uden at man kan sige, hvad man egentlig er bange for.

Den politik, der føres i dag, føres meget på baggrund af frygt – frygt for, at krisen skal vende – frygt for, at vi ikke kan klare os i konkurrencen – frygt for alt muligt. Verdens frygt udmaler dommedagsprofetier. Frygten er en svøbe, som gør os til trælle og stjæler livskvaliteten. Frygt skaber mistillid. Den gør noget ved os. Nogle bliver deprimerede, andre voldelige. Man taber selvværd. Af frygt mobber vi hinanden,

Men kærligheden mobber ikke

Frygten skaber mørke – den trives i mørket - i det onde – kærligheden lever i lyset.

Men mennesket har da også noget andet end frygten i sig – noget mere oprindeligt – noget, som blev til i skabelsens morgen – da Gud skabte verden i lys – det lys er gudsordet – det er kærligheden – og ved det, er også vi skabt.

Verden er skabt i glæde, i godhed og kærlighed – ikke i frygt og angst. Men frygten og angsten snylter på godheden og kærligheden. Det onde kan ikke eksisterer uden det gode først er der – det onde nedbryder det gode ved at leve af det – ved at fordærve det. Men det gode kan leve uden det onde – da først udfolder livet sig rigtigt, så der skabes en Edens Have.

Det onde – frygten – mistilliden – bliver til i vort sind – når vi vender Gud ryggen, sådan som den unge oprørske og desillusionerede hyrde gjorde. – han er farlig – men Jonatan – han er en kernekarl – han kender verden – og ser også det smukke i livet - og bag alt det storslåede og gådefulde – ser han Gud – Lyset og kærligheden.

Julenat er en forunderlig nat, da brager lyset og kærligheden frem af mørket, som i skabelsens morgen. Det er det store, og det er tegnet på, at der er noget, det onde aldrig kan få bugt med, noget som er stærkere, ja stærkere end døden.

Det er det, der sker i den første hyrde, da han ser Josef og Maria. Hyrden lider som andre under tidens tryk – lider under romernes besættelse – men der lever noget dybt i ham – som kaldes frem ved synet af parret, af den frugtsommelige kvinde – som bærer skabelsen i sig – det endnu ufødte barn.

Den første hyrde har en gnist i sig – den gnist er ordet – troen og håbsordet fra Esajas fantastiske spådom. Og det er forunderligt – ja uforståeligt – og alligevel sandt, at netop som det ser ud til, at det onde har vundet – når mørket bliver tættest, som nætterne her ved juletid – så bryder lyset frem, og jager skyggerne bort - Som en påskemorgens opstandelse.

Jesus fødsel er en opstandelse for lyset, troen, kærligheden og håbet. – bag ses den konstant skabende Gud. Verden og livet skabtes ikke en gang for alle – den skabes i hvert sekund vi lever.

Derfor kan det mørke, som menneskets manglende tro fremkalder, aldrig vinde, for Gud skaber hele tiden nyt liv.

Hyrderne så et lys – et skabelsens lys – en forkyndelse om glæde og kærlighed. Da de var kommet sig af den pludselige oplysning, så og oplevede de en verden som de aldrig havde oplevet den – og den verden var for dem ganske håndgribelig – de gik ind til Bethelem og så barnet – og lovpriste Gud – de havde gennemgået en forvandling. Sådan, som vi også kan møde Kristus i andre menneskers godhed.

Den der oplever Kristus, ser ikke længere på tilværelsen med frygtens øjne – med Satans øjne – de ser den med Guds øjne,

”Frygt ikke, for se kærligheden, sandheden og friheden er den stærkeste magt i livet. Der ville ikke være frygt, dersom vi ikke inderst elsker livet.

Kærligheden lever, som kristusmennesket i vort hjerte. Måske møder andre en dag Kristus i din godhed.

2. Juledag ∙ Stefanus, Apostlenes Gerninger 6,8-14; 7,54-60

Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus' store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik dej al hemmelighed nogle mænd til at sige: ”Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.” De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.”

Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.” Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og for alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!”Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre tilregn dem ikke denne synd! ”Og da han havde sagt dette, sov han hen.

Fortællingen om Stefanus vil vi forlænge med historien om Paulus, begge tolket i lyset af teksten til 1. juledag, Om ordet der blev kød og tog bolig blandt os.

Fortællingen om Stefanus finder sted ret kort tid efter Helligåndens komme pinsedag, og viser et øjebliksbillede af kristendommens første spæde gennembrud.

Pinsedagen i Jerusalem er den kristne menigheds fødselsdag. Disciplene har siden Jesus korsfæstelse holdt sig skjult af frygt for at lide samme skæbne som Jesus, men på pinsedagen fyldes de med Guds ånd – Helligånden eller Talsmanden – og træder nu frimodigt frem på tempelpladsen og forkynder evangeliet om den opstandne Kristus – Guds søn, som jøderne i deres forblindelse havde ladet henrette, som en simpel forbryder.

Aldrig har Gudsordet i menneskemund lydt så kraft- og åndfuldt. Atter sker det – som evangelisten Johannes indleder sit evangelium med, om Ordet der blev kød og tog bolig blandt os. Det skete i Jesus Kristus, men også her på pinsedagen, hvor ordet – gudsordet og skaberordet – lyder på apostlenes tunger – og skaber en kødelig menighed – et fællesskab af kristne – holdt sammen af kærligheden til Gud og næsten.

Menigheden vokser og i løbet af den følgende tid når den op på 5.000 mennesker. Der er tydeligvis tale om en livsstærk religiøs vækkelse af dimensioner. De jødiske ledere, præsteskabet, de skriftkloge og farisæerne overrumples og sættes tilsyneladende skakmat i disse dage. De troede, at de havde stoppet bevægelsen med henrettelsen af Jesus, men de må sande, at Jesus ord nu lever i hans disciple.

Da Simon Peter – de kristnes anfører – helbreder en syg – tages han og apostlen Johannes til fange, men løslades allerede næste dag, efter at Peter frimodigt har talt så levende for det jødiske råd, at flere af dets medlemmer omvendes.

Men kort tid efter slår reaktionen til. Præsteskabet, de skriftkloge og farisæerne fængsler alle apostlene, og anklager dem for at føre falsk lære. Men fængslets lænker kan ikke fastholde dem – mirakuløs kommer de fri midt om natten– og næste dag står de atter og forkynder kristendommen i Jerusalem.

Menigheden vokser for hver dag, og der bliver brug for en større organisation. Det hedder om denne første kristne menighed, at de var fælles om alt – havde fælles husholdning. Det kræver mere struktur, og apostlene udpeger apostlene hjælpere – som er brændende i ånden. En af disse er Stefanus – en mand som for nylig selv er blevet omvendt. Åndfuldt prædiker Stefanus kristendommen, hvor han kommer frem.

En dag kommer han i ordstrid med en flok jødiske lærde, der tager til genmæle. Stefanus taler sig varm, og hans tale flyder frit tydeligvis båret at Guds ånd, som strømmer igennem ham og skaber ord, der føjer sig sammen til en visdom så sand og klar, og så overbevisende, at modstanderne kommer til kort og bliver tavse. Men i deres nederlag overfor en simpel, ulærd mand fra de nederste lag i samfundet bliver de onde og begynder at piske en stemning op mod Stefanus. De anklager ham for en falsk lærer og slæber ham for rådet.

I rådsforsamlingen holder Stefanus en længere forsvarstale, hvor han udlægger hovedtrækkende i jødedommens historie, der tydeligvis peger frem mod Messias – ”Og ham har I dræbt, så I er blevet mordere og forrædere for Gud”. slutter Stefanus sin tale. Rådet svarer med i en voldsom ophidset stemning at slæbe Stefanus udenfor byen. Men Guds ånd strømmer stadig gennem Stefanus – der fortsætter sin forkyndelse med ordene: ”Nu ser jeg himlen åbne sig, og Kristus stå ved Guds side”.

Modstandernes raseri når nye højder og de begynder kaste sten mod Stefanus. Ramt og såret falder han til jorden og dør med ordene: ”Herre tilregn dem ikke denne synd” – Stefanus bliver den første kristne martyr.

Saulus – en nidkær ung og rig farisæer har overværet sceneriet og fryder sig over Stefanus død. Umiddelbart efter sætter Saulus sig i spidsen for en storstilet forfølgelse af de kristne. Det spreder dem ud over hele Israel og videre til Syrien og andre nabolande. Det har dog kun den virkning, at der oprettes nye kristne menigheder på de steder. Specielt i Damaskus opstår en stærk kristen menighed. Saulus sætter sig som mål, at ville nedkæmpe den, og rejser til Damaskus.

Men lige foran porten ind til Damaskus oplever han, hvad vi nærmest må kalde en julenat. Et stærkt lys slår ham af hesten - blændet hører han en røst, der kalder ham med ordene: ”Saulus, hvorfor forfølger du mig”.

Det omvendte Saulus til Paulus – omvendte den mest nidkære kristendomsforfølger til den største blandt de kristne apostle.

I de følgende år, tager Paulus på fire missionsrejser til Tyrkiet, Grækenland og til sidst til Rom. Flere små kristne menigheder oprettes i hans fodspor mest blandt ikke-jøder.

Igennem sine mange, velskrevne breve til de nye menigheder, bliver Paulus den, der først formulerer kristendommen på skrift. Paulus breve er de ældste skriftlige kilder til kristendommen. De er skrevet omkring år 55-60 efter Jesu fødsel. De fire evangelister har kendt disse breve og er blevet inspirerede af dem. Evangelisten Lukas, som skriver juleevangeliet, var selv elev hos Paulus og fulgte ham på nogle af hans rejser.

Det er også Lukas, som skriver apostlenes gerninger, som fortæller om kristendommens fremkomst og første udvikling. Paulus´ rejser udgår størstedelen af skriftet. Vi følger hans missionsrejser til grækere, romere og andre.

Således bliver Paulus den, der får størst indflydelse på formuleringen af kristendommen. Han forstod bedre end andre i sin samtid, at kristendommen ikke kun var en udløber af en jødisk sekt og fortrinsvis for jøder, men en universel verdensreligion. På dette grundlag tog Paulus et opgør med de andre apostle, som ville have, at de omvendte kristne – også ikke-jøder – samtidig skulle følge visse gamle jødiske regler, som f.eks. omskærelse.

For Paulus handler det ikke om at videreføre gamle skikke, men blot en åndelig omskæring af øre, hjerte og mund, så det kristne budskab kan modtages og videregives igennem Guds ånd, som et sandhedsvidne. Han er langt forud for sin tid.

Paulus fastholdt mere end nogen anden, at mennesket ikke kan retfærdiggøre sig selv ved gode gerninger, men kun kan fuldkommengøres gennem Guds kærlighed.

Det glemte man i middelalderen, men Luther genopdagede Paulus og blev reformator, og fornyede den kristne børnelærdom.

Det er også Paulus, som først bruger billedet, at Guds tempel er menneskekroppen. Det billede og den åbenbaring fik meget stor betydning for Grundtvigs forståelse af kristendommen. I Grundtvigs kristendomssyn er det ikke den skrevne bibel, der forplanter kristendommen, men Helligånden, som fører sandhedsordet med sig, og at dette Gudsord ”gerne vil trone i templet af muld”.

Det er godt for alle kristne, at genopleve den første tid, da kristendommen brød sig vej frem ved ordets kraft, gennem strid og forfølgelse.

Netop det ord, der blev kød og tog bolig i menneskehjertet og som havde evne til at sammentømre den ene menighed efter den anden helt frem til vore dage.

Dette ord skabte ikke den fred, der ellers hviler over stalden i Betlehem julenat. I stedet sætter det en strid mellem sandt og løgn – en strid mellem Guds rige og verdens riger – en strid mellem det rige, som skabes gennem næstekærligheden – og det rige der styres af menneskets selvopholdelsesdrift – hvor en hver er sig selv nærmest i jagten efter profit og magt.

Vi er i disse år vidne til en tiltagende konflikt mellem Islamisk styrede stater og de såkaldte kulturkristne lande. En del af konflikten ligger i, at de kulturkristne lande opleves af de muslimske lande som imperialister. Og sandt at sige, har de europæiske imperialister ikke optrådt i den kristne ånd, men netop mere i magtens tjeneste.

Vi læser i dag i pressen – nok mest i kristeligt dagblad – at flere såkaldte kulturkristne danskere langsomt omvendes til kirkekristne danskere. Antallet af kirkegængere er øget gennem de senere år. Vi skal mange år tilbage, for at finde ligeså mange, der kommer i kirken her i julen, som tilfældet er i disse år.

Hvorfor? Her så det ellers ud til, at kirkens dage i Danmark var ved at være talte. Folkekirkens medlemstal og antallet af kirkegængere gik kun en vej. Og det var nedad.

Men kurve er knækket i Danmark og få andre steder i Europa. Danskerne søger i stigende grad til deres kristne rødder – de søger identitet, som modvægt til, at islam er rykket tættere på med egne moskeer. Men også af frygt – først og fremmest af frygt for den radikalisering af unge, rodløse danskere til ekstreme muslimske terrorister.

Flere danskerne har fået brug for at genopdage sig selv. Vi ser og hører om så meget ondskab og usikkerhed i verden. Og danskerne er med den grundtvigske vækkelse fra midten af 1800- tallet i virkeligheden et gennemkristnet folk.

Lad os ikke ønske religionskrig – dem har der været nok af, og de har ødelagt tilstrækkelig – men lad der blot være en ordets kamp mellem religionerne. Selvom det i Stefanus´ tilfælde viste, at når den anden parts ord hører op, tager næveretten over.

Lad da det ord, som blev kød julenat, og som omvendte Paulus, og som nu har vandret jorden rundt, stadig fornyes af Guds levende ånd, som den kilde vi gennemstrømmes af.