Kapitel 1: Indledning Retssagen mod Max Schmidt



Yüklə 408 Kb.
səhifə1/7
tarix22.07.2018
ölçüsü408 Kb.
#57917
  1   2   3   4   5   6   7

Bøje Larsen: Det ondes Forklaring. Max Schmidt og hans rolle i retsopgøret, Historiespeciale, Københavns Universitet 2008
Ændringer siden specialet blev indleveret: Justering af tallene side 58 efter kontroltælling i Rigsarkivet 9.9.10. Henvisning til Kirchhoff og Kramp s. 72 tilføjet 12.9.10. Forskellige smårettelser over tiden, senest 14.6.14. En forkortet og redigeret version af specialet findes i: Det ondes forklaring. Max Schmidt og hans rolle i retsopgøret. Bibliotek for Læger, 202. årgang, december 2010, p. 402-27.

Indholdsfortegnelse


Kapitel 1: Indledning - Retssagen mod Max Schmidt 3

Kapitel 2: Retspsykiatrien 8

Hjalmar Helweg 9

"De sjælelige abnormtilstande" 11

Reaktive psykoser, manio-depressiv, schizofreni, neuroser 15

Andre bøger 16

Kom til Norge 17

Konklusion 18

Kapitel 3: Tallenes tale 20

Første sammentælling 20

Frit Danmark-undersøgelsen 20

Årsberetningen for 1945 21

Studenterforeningstalen 22

Fem Aar-undersøgelsen 23

Årsberetningen for 1946 24

De følgende årsberetninger 25

De andres undersøgelser 25

Karl O. Christiansens kriminologiske undersøgelse 26

Thomas Sigsgårds psykologiske undersøgelse 29

Gunnar Mortenssons psykiatriske undersøgelse 30

Konklusion 32

Kapitel 4: Manden 33

Augustenborg-sagen 35

Protester fra medarbejdere og borgere 38

Dommer Blæhrs undersøgelse 39

Hidsig og nedvurderende 40

Svingende humør 40

Fordringsfuld, alle detaljer skal være på plads, perfektionist 41

Accepterer ikke lavstatus og ubegavede personer, og dog … 41

Ser sin omverden som sindssyg eller mindre begavet 42

Taler langt 42

Max Schmidts kommentarer 43

Dommerens opsummering 43

En mentalerklæring 43

Konklusion 45



Kapitel 6: Sagsbehandling og psyke 46

Klagerne 46

Kommissionen 49

Flere (sø)forklaringer 52

Konklusion om sagsbehandlingstid og psyke 55

Kapitel 6: Erklæringerne 58

Mentalerklæringernes opbygning og indhold 58

Antal undersøgte 58

Præmisser og konklusion hænger ikke sammen, svage præmisser 59

Svært dokumenterbare observationer 66

Karakteroplysninger i konklusionen sværter unødigt 67

Grovhed, unødvendige fornærmelser 68

Det seksuelle 70

Grovhed i undersøgelsesprocessen 71

Max Schmidt lækker oplysninger til pressen 72

Konklusion 72

Kapitel 7: Det ondes forklaring 74

English summary 78

Litteraturliste 79

Arkivmateriale 81

Kapitel 1: Indledning - Retssagen mod Max Schmidt

”I min egenskab af overlæge i psykiatri ved politiet har jeg haft lejlighed til at lede den mentale undersøgelse af et større antal landssvigere; på det tidspunkt, da dette skrives, omkring 1700-1800. Jeg har som følge heraf ikke kunnet undgå at få et stærkt indtryk af, hvad det er for folk, der rekrutteredes til disse korps. Ganske vist frembyder de nu et noget andet billede end tidligere, nu er de kun små folk, meget små mænd uden store støvler, angrende og bortforklarende, sølle og forpjuskede […] Som helhed taget var det naturligvis et ret lavtstaaende og navnlig et ret defekt menneskemateriale. Efter mine erfaringer må omkring halvdelen anses for i psykiatrisk forstand at være psykisk abnorme, og tallet er forbløffende konstant for de forskellige korps, dog med det største antal abnorme blandt stikkerne, der i øvrigt ikke skal omtales her. Blandt korpsmedlemmerne var 50% psykisk abnorme og heraf igen langt det største antal psykopater" (Schmidt, 1946 s. 461-2).


Sådan beskriver overlæge i psykiatri ved politiet i København, dr. med. Max Schmidt (fremover MS, 1898-1968) sit arbejde i forbindelse med retsopgøret. Overlægen og hans stab undersøgte (nogle af) de anklagede efter straffelovstillæggene. Det handlede om at fastslå, om de anklagede i hovedstadsområdet faldt ind under især § 16 og 17 i straffeloven. Disse paragraffer var uændrede siden den da gældende straffelov blev vedtaget i 1930, og de blev heller ikke ændrede ved straffelovstillæggene. Den første bestemmelse lød:
"§16 Straffri er Handlinger foretagne af Personer, der er utilregnelige paa Grund af Sindssygdom eller Tilstande, der maa ligestilles dermed, eller Aandssvaghed i højere grad."
Det er det grundlæggende. Man er altså helt fri for straf, når disse tilstande foreligger under forbrydelsen. I praksis betyder det, at hvis en psykiatrisk undersøgelse, som dem MS og hans klinik gennemførte, viser en sindssygdom (eller de øvrige nævnte tilstande), så vil domstolene sandsynligvis frikende den anklagede. Disse læger sad derfor med en betydelig magt over personers skæbne.
Den næste paragraf lød:
"§17 1) Befandt Gerningsmanden sig ved den strafbare Handlings Foretagelse i en ved mangelfuld Udvikling, Svækkelse eller Forstyrrelse af Sjælsevnerne, herunder seksuel Abnormitet, betinget varigere Tilstand, der dog ikke er af den i §16 angivne Beskaffenhed, afgør Retten efter indhentet Lægeerklæring og samtlige i øvrigt foreliggende Omstændigheder, om han kan anses egnet til Paavirkning gennem Straf."
Mens §16, der handler om egentlig sindssyge eller lignende, overvejende (om end ikke formelt) lægger magten i retspsykiaterens hænder, så er det her, hvor det drejer sig om mildere mentale forstyrrelser, klart retten, bl.a. med input fra psykiateren, der bestemmer. Stykke 2 i §17 fastslår, at "straffen" kan bestå i anbringelse på anstalt f.eks. det, der dengang hed "Psykopatanstalten" i Herstedsvester. Anstaltsanbringelse var ifølge den officielle tanke ikke en straf, men sigtet var forvaring eller et humant forsøg på behandling.
Max Schmidt - myte og realitet
Overlæge MS var en omdiskuteret og kritiseret skikkelse i sin samtid. Mange forsvarsadvokater og mange af de anklagede i retsopgøret så ham som en farlig skikkelse. Jeg kan citere forfatteren og journalisten Harald Bergstedt, der selv blev anklaget for landsforræderi, overvejende fordi han, tidligere socialdemokrat, havde skrevet i den nazistiske avis Fædrelandet. Han sad i Vestre fængsel. Her beskriver han, hvad en ung medfange oplevede:
Mentalforskeren […] lader den unge Fange afhente ved en studs Betjent – anbringer ham paa en Stol, tager frem et Spørgeskema og forelægger ham Spørgsmaal, som den Unge lisaagodt kan betragte som Faldgruber eller Nærgaaenheder.

Hvad sir De f.Eks til følgende Spørgsmaal, som disse Unge fik forelagt af en kvindelig Mentalforsker:

- Hvornaar hade De første Gang Samleje?… Og hvordan følte De det?

Eller en anden Mentalforsker:

- Har De overværet at Deres Forældre hade Samleje? osv. osv.

Intimeste Fortrolighedsspørgsmaal forelagt under nedværdigende Tvangsforhold!

De Unges Svar skal jeg ikke referere.

Efter ti-tyve Minutters ”Krydsforhør” faar Betjenten et Vink:

- De kan godt føre Fangen ud igen!

Saa er den Person ”mentalundersøgt” og anbragt i Rubrik. Og dette Resultat, som den ”undersøgte” ikke engang selv faar at se og kan protestere imod, gaar diktatorisk videre som hemmeligt autoritativt Bidrag til Retspapirerne … og ved et Interview videre til Pressen … i Hænderne paa en anonym Medarbejder, der af sin Redaktionssekretær har faaet Paalæg om at skaffe lidt Sensationsstof, der kan falde i Læsernes Smag og sværte dem, som man i Øjeblikket ønsker sværtet.



Ærede Læser, hvordan vilde De selv ha svaret under et saadant Tvangsforhør, hvor Mentalforskeren oven i købet selv i Forvejen hade taget Stilling, og modtog Dem i Døren med Ord som ”Svin” – ”Landsforræder” osv. Hvordan tror De saa Deres ”Skudsmaal” var blevet, og hvad vilde De da ha følt bagefter ved at se dette Forhørsprodukt smidt ud til en Sensationsartikel, hvor De selv fra et jævnt normalt Menneske – ein, zwei, drei – var forvandlet til et ”afsporet” eller ”halv aandsvagt” Individ?" (Bergstedt, 1948 s. 137-8, kursiv i original)
Vi kan selvfølgelig ikke tage dette som en uvildig beskrivelse. Det er en partsbeskrivelse fra de ramte. Men noget af kritikken står Bergstedt ikke alene med: Undersøgelserne er overfladiske, de foregår under tvangsforhold, hvor den undersøgte er i en underlegenhedsposition, de går ind på det seksuelle uden at der synes nogen oplagt grund hertil, undersøgerne er biased mod de undersøgte - og MSs bias mod de undersøgte er identificerbar i det, han selv skriver, som jeg citerede til indledning (abnorme, lavtstående og defekt menneskemateriale), undersøgelsens resultater fortælles ikke til den undersøgte, men går ukritisk videre til domstolene og lækkes til pressen i enkeltsager.
Vi har en anden kilde, der også fortæller noget om fangernes oplevelse af MS. Og nu er i hvert fald referenten ikke fra den forkerte side af stregen. Det handler om psykologen Thomas Sigsgård, der i årene efter krigen undersøgte et udvalg af fangerne (jeg vender tilbage til undersøgelsen). Sigsgård var på forhånd bange for, at mange fanger ville nægte at deltage i hans undersøgelse eller ikke være åbne. "Et stort antal fanger havde under varetægtsarresten været underkastet psykiatrisk undersøgelse til brug for retten ved domsafsigelsen. Disse undersøgelser havde efterladt en stor skepsis over for undersøgelser i det hele taget. Bl.a. hævdede fangerne, at der til retten var blevet givet oplysninger, som de pågældende fanger mente at have afgivet som fortrolige. Ligeledes vakte det meget stor uro, da visse foreløbige tal fra den psykiatriske undersøgelse hos politiet blev offentliggjort. Ifølge disse tal var et ret stort antal af landssvigerne mentalt defekte i alvorlig grad, og blandt fangerne i lejrene cirkulerede hårdnakkede rygter om opgivelser som "87% psykopater eller åndssvage blandt straffelovstillæggets fanger." Der var navnlig i de første måneder næppe en samtale med en fange og absolut ingen studiekredstime, hvor dette emne ikke blev bragt på bane" (Sigsgård, 1954 s. 21-2).
Uden at Sigsgård nævner sin næsten-kollega ved navn, er det fangernes oplevelser af undersøgelser i overlæge MSs klinik, der stod for undersøgelserne i København, der her væsentligt spøger. Fangernes citater er uden tvivl en rygtevis (og let forstørret) gengivelse af bl.a. MSs tekst, jeg citerede indledningsvis, og måske også hans forskellige foredrag, der var blevet omtalt i pressen.
Den hårdeste kritiker af MS er advokaten og forfatteren Carl Madsen, hvis nazi-sympatier næppe er store. Han vier en hel bog eller i hvert fald en bogtitel - "Den gode læge" - og flere kapitler til MS. Bogen er ganske vist udgivet i 1965, og kritikken går ikke på MSs optræden i retsopgøret. Men nogle af kritikpunkterne er de samme, som vi kender, og der føjes flere til.
Blandt de kendte er f.eks. anklagen om, at MS er biased. MSs mentalerklæringer kan ikke anvendes af retten, bl.a. fordi "han ikke altid afholder sig fra at lade sit syn på skyldspørgsmålet skinne igennem, og den karakteristik, han giver af observanderne, er ofte indeholdt i en ophobning af fornærmende adjektiver, som ikke kan undgå at påvirke domsmændenes bevisbedømmelse" (Madsen, 1965 s. 27). Han nævner også et tilfælde, hvor han mener at kunne dokumentere, at MS havde låst sig fast på sin konklusion, før han havde gennemført sin undersøgelse.
Carl Madsen gentager også Bergstedts kritik af unødig indtrængen på det seksuelle område. F.eks. i den form, at en hustru indkaldes til at afgive forklaring, og det, MS er interesseret i, er en "optrevling" af hustruens og mandens seksuelle liv. Oven i købet optaget på stålbånd uden hendes vidende, skriver Carl Madsen om et tilfælde han har kendskab til.
Carl Madsen anklager endvidere MS for at lække oplysninger og holdninger. F.eks. i en anden sag fra efterkrigstiden, hvor Carl Madsen var forsvarer for en ung mand, der i fængslet havde angrebet eller var blevet angrebet af fængselsbetjentene. "Han [MS] strøede om sig med presseudtalelser, idet han kritikløst lagde betjentenes, som det har vist sig, usandfærdige beskrivelse af begivenhederne til grund" (Madsen, 1965 s. 30).
Den fjerde kritik i denne række, som Carl Madsen fremfører, angår personen MS. Carl Madsen skriver spydigt: "Desværre findes der ingen bestemmelse om, at undersøgelsen skal foretages af psykiatere, om hvis mentale sundhed, der ikke kan herske tvivl om […] Overlæge MS er en særdeles påfaldende og omtvistet personlighed" (s. 26). Carl Madsen mener klart, at der kan rejses tvivl om MSs mentale sundhed. Det er som i den almene mytologi, at psykiateren måske er mere syg end sine patienter. Carl Madsen henviser ud over MSs fordomsfuldhed til forskellige stridigheder og konflikter, som MS var part i under sin ansættelse som overlæge ved Sygehuset i Augustenborg (sindssygehospital), før han blev ansat ved politiet i København, og til hans mærkelige interesser for tatoveringer på prostitueredes skamlæber, som han udgav en artikel om i 1950, hvor han beskrev tatoveringer hos et antal kvinder, der havde været til mentalundersøgelse (Madsen, 1965 s. 33ff).
De nævnte anklager fra Carl Madsen og de øvrige kritikere angår MS som person eller den måde, han og hans klinik udfører og tolker opgaven på. Det er de klagepunkter, jeg vil gå videre med her i afhandlingen. Carl Madsen har dog også nogle væsentlige ankepunkter, der angår mere strukturelle forhold eller praksisser, der er fælles for hele landet. For fuldstændighedens skyld nævner jeg dem kort:
Det gælder for det første, at psykiatrilægen er knyttet til politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet. Derved mister overlægen den uafhængighed, som må kræves.
For det andet kritiserer Carl Madsen, at mentalerklæringerne (ikke blot fra MS) i større eller mindre omfang oplæses i retten inden sagens afgørelse, og de kan virke som bevis over for rettens medlemmer. Det gælder ikke mindst med de af MS anvendte personkritiske og nedgørende udtalelser.
For det tredje kritiserer Carl Madsen, at retspsykiaterne til grund for deres bedømmelse får sendt sagens akter fra politiet og anklagemyndigheden, herunder også observandens tidligere straffe. De indeholdte oplysninger vedrørende den løbende sag er ikke på dette tidspunkt bedømt af retten. De er altså en form for partsoplysninger. Når psykiateren ser, hvad den undersøgte er anklaget for, kan det farve hans udtalelser.
Men som sagt er det ikke disse "strukturelle" klagepunkter, jeg vil fokusere på i denne afhandling, men de tidligere nævnte, som retter sig mod MS som person og den måde han og den klinik, han ledte, udførte og forvaltede deres arbejde inden for de givne rammer. Jeg vil gennemføre en "retssag" mod MS ud fra de nævnte "ikke-strukturelle" klagepunkter. Mit sigte er ikke uden videre at domfælde MS ud fra anklagerne. Men empirisk at undersøge, om anklagerne holder.
For en ordens skyld opsummerer jeg her de punkter, jeg vil undersøge. For at understrege, at svarene endnu ikke er givne, formulerer jeg dem som spørgsmål samt anklagen.
Det første er et mere samlende spørgsmål, der rejser sig ud fra det foregående bl.a. ud fra spørgsmålet om bias:
1. I hvilket omfang er retspsykiatrien i perioden (ca. 1945-50) en så fast videnskab, at den kan bruges til at give en objektiv beskrivelse af den undersøgtes mentale tilstand? Kan den retspsykiatriske undersøgelse trods sin tilsyneladende videnskabelighed blive afgørende påvirket af undersøgerens indstilling og tidsånden? Anklagen er, at det ikke er en fast videnskab. Det undersøger jeg i kapitel 2.
2. Hvad viste MSs undersøgelser af landssvigerne som helhed? Var der tale om, at han hævdede, at der var flere psykisk syge og åndssvage, end andre er kommet frem til? Præsenterede han det så groft andre steder, som i den i indledningen citerede artikel? Det undersøger jeg i kapitel 3.
3. Er MS psykisk tilregnelig? Er der noget i hans personlighed, der gør, at vi må rejse tvivl om hans egnethed til jobbet, og som kan have indvirket på hans mentalerklæringer og "produceret" mange syge. Anklagen er her, at det er der. Det undersøger jeg i kapitel 4 og 5. Herigennem får jeg også givet en beskrivelse af de dele af MSs liv, som kan belyses gennem kilderne.
4. Hvordan ser de enkelte erklæringer ud? Er de biased? Hvordan "producerer" han flere syge, hvis det er tilfældet? Er præmisser og konklusioner overensstemmende? Er de præget af grovhed i tonen og ophobninger af ubegrundede, nedsættende bemærkninger? Anklagen er, at de er biased.
5. Hvilken rolle spiller undersøgelsen af det seksuelle, er der en overdreven og taktløs brug heraf? Hvordan foregik undersøgelserne, var de korte, overfladiske og tonen nedvurderende? Lækker MS oplysninger til pressen? Anklagen er et bekræftende svar på disse tre spørgsmål. Spørgsmålene under punkt 4 og 5 undersøger jeg i kapitel 6, hvor jeg gennemgår et antal af hans mentalerklæringer.


Yüklə 408 Kb.

Dostları ilə paylaş:
  1   2   3   4   5   6   7




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©genderi.org 2022
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə