Kapitel 1: Indledning Retssagen mod Max Schmidt

Kapitel 2: Retspsykiatrien

Psykiatriens historie er lang, men i videnskabelig form er den ikke meget mere end 200 år gammel (Lunn, 1979 s. 389). Før den tid var der næppe forskning i sindssyge, og hovedproblemet var opbevaring i asyler, ofte væk fra byerne. "Psykiatri" eller pasning af disse syge var et lavstatusområde, også i det omfang læger var involveret. For befolkningen var det forbundet med angst og afsky. Først omkring 1800-tallet var der en begyndende forskning i sindssygdomme, i deres årsager, forløb og mulige behandlinger. I begyndelsen ud fra filosofiske og moralske perspektiver om sindssygdoms betydning, senere i form af mere naturvidenskabelige, blandt andet biologisk orienterede studier af sygdommene (Mellergård, 2000). Gradvist blev de sindssyges retsstilling - ved forbrydelser, testamenter og andre aftaler, omkring ægteskab, tvangsindlæggelse - præciseret i lovgivningen. F.eks. i form af de "egentligt" sindssyges straffrihed (§16 i den ved retsopgøret gældende straffelov) og muligheden for at straffe de "mindre" sindssyge med andet end fængsel f.eks. indsættelse i psykopatanstalt (§17).

Sindssyge blev lægernes område, og studierne definerede i hovedsagen sindssyge som en "sygdom" - noget der opstod, og overvejende havde sine biologiske og/eller arvelige årsager, og som i et vist omfang kunne behandles. Ganske vist var teoridannelsen mht. årsager meget svag (med visse undtagelser f.eks. mht. de psykiske virkninger af syfilis) og behandlingsmulighederne ringe. En tilstand som i et vist omfang viderestår for den periode, vi her beskæftiger sig med. Forskningen havde ofte karakter af opstilling af klassifikationssystemer, diagnoser som vi ville kalde dem i dag, med ringe forklaring af oprindelse og årsager og få behandlingsmuligheder (beskæftigelsesterapi, det hvide snit). Psykiatrien var i et Linné'sk stadie kan man sige. Denne beskrivelse gælder også frem til og med retsopgøret. Først senere er f.eks. farmakologisk behandling og psykoterapi - af psykoanalytisk eller anden oprindelse - kommet til.
At sindssyge blev sygdomme fastlåste også noget, som også tidligere var en udiskuteret grundforudsætning, nemlig, at nogle var raske og normale og andre, et mindretal, var syge og "abnorme", som et hyppigt anvendt udtryk var i perioden, de afveg fra normen. Det var et udtryk, MS ikke var alene om i psykiatrien i tiden for retsopgøret, og det blev ikke blot brugt på landssvigerne. Psykiaterne så deres genstandsfelt som afgrænset til de syge, og dette var en ret skarp og objektiv kategori. Psykiatrien havde ikke noget at tilbyde de raske.
Psykoanalysen spillede på dette tidspunkt ingen praktisk rolle for psykiatrien i Danmark (Mellergård, 2000 s. 112ff). Den meget respekterede københavnske professor i psykiatri August Wimmer (1872-1933) havde ganske vist skrevet positivt om Freud, men det blev ikke omsat til praksis. De første arbejder af Freud blev oversat i 1920erne, men det var forfattere og kulturkritikere, som lod sig inspirere af Freud. Det var også en outsider i forhold til det psykiatriske miljø, læreren og psykologen Sigurd Næsgård, der introducerede psykoanalysen, men målgruppen var snarere undervisningssektoren end sundhedssektoren. Først med lægen Thorkild Vanggaard - i 1950erne - fik psykoanalysen fodfæste i psykiatriverdenen. Psykoanalysen, især som den udviklede sig i USA, fik betydning for den måde, vi i dag ser på psykisk sygdom og psykiske processer. For det første blev der åbnet for, at andet end det rent biologiske/arvelige kunne være årsager (men f.eks. også tidlige oplevelser omkring det seksuelle). For det andet blev det med Freud opfattelsen, at der ikke var noget stort principielt skel mellem de syge og de sunde på det psykiske område, vi har alle en rem af huden, det er de samme processer, der findes i de (meget) "syge" og de såkaldt "raske" og "normale". Dette skete i takt med, skriver psykiatri-historikeren Edward Shorter, at psykiaterne (i hvert fald i USA) flyttede fra de fjerntliggende asyler til prominente adresser på Mainstreet (Shorter, 2001). Men denne sidste udvikling var altså ikke sket, da retsopgøret fandt sted, og man må derfor se lægerne stride med at finde grænsen mellem det syge og det sunde, den grænse som også lovgivningen (de nævnte §16 og §17) krævede af dem, at de skulle finde.
Endnu senere, i 1970erne og 80erne, kom antipsykiatribevægelsen, der anså, at sindssygdom snarere - på nær for nogle få meget syge, de gamle asylers beboere - var et politisk undertrykkelsesmiddel (Bukovsky, 1975) eller en "social konstruktion", som det ville hedde i dag, og hvor en tanke kunne være, at mennesker ikke essentielt er sindssyge eller ikke sindssyge, men at de i konkrete situationer opfører sig sådan, defineres som sådan og ser sig selv som sådan, men at de i andre situationer opfører sig eller kunne opføre sig "normalt" og se sig som normale. Man kan f.eks. her referere til sociologen Erving Goffman (1961), der bl.a. i studier på et sindssygehospital fandt, at de "syge" ofte opførte sig helt "normalt" over for hinanden, når læger og plejepersonale ikke var til stede. Filmen "Gøgereden" er også udtryk for denne forståelse, hvor selve hospitalet og indespærringen skaber sindssygen. Efter denne tankegang kunne man sige, at hvem ville ikke opføre sig sindssygt eller i hvert fald "psykopatisk", hvis man havde sin daglige gang i Hipokorpset. Men dette var ikke i årene umiddelbart efter krigen den gældende tænkning (som den heller ikke er i dag i psykiatrien). Dengang var psykisk sygdom noget meget konkret, hvis tilstedeværelse kunne udfindes ved grundig udspørgen, tests og observation. Den var der eller var der ikke. MS og hans kolleger skulle finde den.
Hjalmar Helweg
Psykiatrien og retspsykiatrien - den gren, der beskæftiger sig med psykisk syge personers bedømmelse i forbindelse med retsspørgsmål - har traditionelt være tæt sammenknyttet i Danmark. Det har ofte været den førende psykiater i landet, der samtidig skrev den gældende lærebog i retspsykiatri.
Det gælder også for perioden for retsopgøret. Manden var professor Hjalmar Helweg (1886-1960). I perioden fra 1937 til 1951 var han professor i psykiatri ved Københavns universitet og overlæge ved Rigshospitalets psykiatriske klinik. Lærebogen hed "Den retslige psykiatri i kort omrids". Dens første udgave kom i 1939 og den anden, kun lidt ændrede udgave kom i 1949 (1949). Man kan se bøgerne på den måde, at de definerer, hvad MS skulle leve op til.
Det grundlæggende sigte med de retspsykiatriske undersøgelser ser Helweg i det finde passende sanktionsformer, således at de, der er syge, enten fritages for straf eller sættes under passende forvaring og behandling.
Mht. hvad der skal forstås ved sindssyge (som § 16 i straffeloven handler om), er han ikke fanatiker - det "vil i en del tilfælde kunne være genstand for en vis tvivl" (s. 15). Og "Sindssygdom er et rent empirisk samlebegreb og lader sig som sådant ikke definitionsmæssigt afgrænse, sålidt som begrebet sygdom i almindelighed. Sindssygdommene er altså simpelthen en gruppe sygdomme, der er sammenfattede i den disciplin, som kaldes psykiatri. [...] Området kan ændres" (s. 15-6). Han nævner, hvordan visse paranoiaformer glider ud af sindssygeområdet, og at f.eks. lettere psykogene (af omgivelserne og livssituationerne skabte) og endogene (indefra kommende, biologisk skabte) depressioner kommer ind.
Helweg påpeger, at det tilsvarende er ganske vanskeligt at anvende psykopati-begrebet, som er en af de dominerende diagnoser i forhold til § 17 i straffeloven - det kommer ind under udtrykket "forstyrrelse af sjælsevnerne".
Han skriver: "På grund af vanskeligheden ved at afgrænse begrebet konstitutionel psykopathi overfor den indenfor det normales grænse liggende karakteruligevægt, må man ved de lettere former af psykopathi fastholde, at det drejer sig om et grænsegebet, hvor hovedvægten må lægges på konstateringen af strafegnetheden. Ja hvor man med sikkerhed mener at kunne fastslå strafegnethed, må det endda tilrådes at være noget tilbageholdende med diagnosen psykopathi. Er det givet, at man vil anse en person for strafegnet, altså kapabel til at stå til ansvar for sine handlinger efter de almindelige regler, er der intet vundet ved at udstrække begrebet psykopathi altfor vidt, således at det omfatter enhver uheldig karakterformation" (s. 21-22).
Når § 17 anvender udtrykket "sexuel abnormitet" kan man forstå på Helweg, at der overvejende er tale om seksuelle forbrydelser, som begås af personer med "abnorme" seksuelle anlæg f.eks. voldtægt, overgreb på mindreårige, exibitionisme eller forbrydelser, der kan have en seksuel drivkraft f.eks. kleptomani, pyromani. Også her finder Helweg, at grænsen er svær at drage mellem det, der skal straffes og det, der skal behandles. Han mener nok, at straffe kan tilskynde til, at den straffede bagefter bedre kan styre sig selv, men ved meget indgroede eller medfødte afvigelser på dette område, bør der behandles, eller den pågældende bør forvares.
Helwegs synspunkter på det seksuelle kommer også frem et sted i bogen, nemlig hvor han beskriver, hvordan en mentalerklæring ideelt set skal bygges op. Her tilskrives det seksuelle en større plads, i hvert fald i undersøgelserne. Han skriver her: "Som et særligt afsnit kan man opstille en redegørelse for observandens seksuelle udvikling, der sjældent er helt uden interesse og i mange tilfælde står i kernepunktet af interessen. Der gøres rede for tidspunktet for pubertetens indtræden, arten og styrken af seksuel funktion, eventuel masturbation, perversiteter eller andet seksuelt misbrug. Hvor vigtig end dette afsnit i mange tilfælde kan være, er det dog på den anden side et felt, hvor det, som før nævnt, kan være berettiget ikke at skrive alt, hvad man har fået at vide, men at gå frem med en vis diskretion. Er en mand f.eks. anklaget for bankbedrageri el. lign., er det ikke altid sikkert, at en optrevling af hans seksuelle liv er nødvendig til fornøden belysning af hans tilstand" (s. 100).
Af det refererede kan vi i øvrigt allerede nu konkludere, at når MS interesserede sig en del for det seksuelle hos sine observander, så var det i overensstemmelse med den førende lærebogs krav. Om han så gik ud over den grænse, som Helweg fremhæver, ikke optrevle bankbedrageres sexliv, skal vi se på senere.
Jeg kan endelig nævne nogle af Helwegs betragtninger i det senere afsnit om "de enkelte sjælelige abnormtilstande" (kapitel IV). Her spiller homoseksualitet en væsentlig rolle. "Når det oftest synes, som om de homoseksuelle driftstilskyndelser har en mere impulsiv karakter, end de heteroseksuelle, skyldes det fortrinsvis to forhold. Dels er den homoseksuelle driftstilskyndelse ofte ganske ensidigt rettet mod ulovlige objekter (mindreårige), og en afledning ad lovlig vej altså udelukket. Dels er homoseksualitet, som anført, ofte forbundet med en psykopathis karakteranomali med deraf følgende nedsat stabilitet" (s. 164). Jeg citerer ikke dette, fordi det spiller en større rolle omkring retsopgøret, men fordi det på distancen er muligt at se, hvorledes datidens kulturelle normer farver faget.
"De sjælelige abnormtilstande"
Bogens største kapitel (119 sider) omhandler "de sjælelige abnormtilstande". Det er en gennemgang af de forskellige psykiske lidelser. Det er et kortfattet katalog over de diagnoser, som psykiatrien dengang - i Helwegs tolkning - regnede med. Endnu var der ikke tale om diagnoser, der nationalt og internationalt var skabt enighed om, således som det skete senere efter krigen på foranledning af WHO. Jeg har checket i andre lærebøger om retspsykiatri og psykiatri fra samtiden (og vender tilbage hertil), og hvis jeg meget kortfattet skal give hoveddiagnoserne, så kan det koges ned til ganske få, især når man kun tager dem, der er i spil i retsopgøret. Jeg giver denne shortlist først, inden jeg giver Helwegs lidt længere (og lidt mere forvirrende) liste. Den korte liste lyder:
De egentlige sindssygdomme (§16)

- skizofreni

- manio-depressiv sindslidelse

- åndssvaghed.

Andre sindslidelser (evt. §17)

- psykopati

- neuroser

- senilitet.

Af disse spiller psykopati den største rolle i mentalerklæringer fra perioden, både mht. retsopgøret og uden for, fulgt af forskellige, lettere former for åndssvaghed. Jeg præsenterer senere nogle tal herfor. Går man til populationen på sindssygehospitalerne helt indtil nyere tid, har det været de "egentlige" - man kunne også kalde dem "klassiske" - sindssygdomme, der dominerede. Det er de hårdeste tilfælde og også dem, som ingen anti-psykiatri eller socialkonstruktivisme rigtigt kan (bort)forklare.
Lad mig så gengive Helwegs lidt mere komplicerede opstilling over sygdomskategorier. Den ser sådan her ud i form af indholdsfortegnelsen til det lange kapitel IV;
"Åndssvagheden (Oligofrenien)

Psykopathierne (Kværulantforrykthed, paranoia)

Seksuelle abnormiteter

Alkoholisme (Alkoholiske psykoser og andre intoxicationer) [han angiver her 4 underinddelinger, som jeg springer over, de er ikke relevante for retsopgøret]

Andre psykiske lidelser [og disse underinddeles i]

Reaktive (psykogene) psykoser

Den maniodepressive psykose

Schizofrenien

Syfilitisk hjernelidelse (dementia paralytica)

Encephalitis cronica [forklares som febersygdom, Parkinsonisme]

Præsenile og senile psykoser og defekttilstande

Traumatiske hjernelæsioner

Neuroser" (s. 6)
Jeg vil nu gengive nogle af Helwegs forklaringer på de begreber, der især findes i materialet til mentalerklæringerne fra MS.
Åndssvaghed definerer Helweg som "en række forskelligartede tilstande, hvis særkende er en medfødt, eller i den tidligste barndom erhvervet, sjælelig defekt, som fortrinsvis rammer de sjælelige kvaliteter og funktioner, vi sædvanligvis betegner som forstanden" (s. 108). I mentalundersøgelserne bruges normalt forskellige former for standardiserede intelligenstests, hvis resultater kaldes IK (i dag IQ). Scorer personen mellem 90 og 110 kaldes det gennemsnitlig begavelse. Mellem 90 og 75 ligger "sinkerne" og derunder de "debile", der er den mildeste form for "åndssvaghed". Herefter kommer de "imbecile" og "idioterne". Sinkerne og de her ovenfor liggende anser Helweg normalt for strafegnede, hvis de ikke har andre psykiske lidelser.
Den næste hovedgruppe er "psykopathierne (kværulantforrykthed, paranoia)". "Psykopathien er en abnormitet i personligheden, ikke bestemt ved intelligensdefekt, men ved forskydning i den ligelige, harmoniske karakteropbygning" (s. 129). Det angår kvaliteter som stabilitet i følelseslivet, målbevidsthed, vedholdenhed, evnen til adækvate reaktioner på ydre forhold, selvbeherskelse og selvvurdering, tilpasningsevne. Man må, mener han, fastholde, at der er tale om noget konstitutionelt, noget medfødt.
Helweg understreger igen det gummiagtige i begrebet: "Som allerede sagt, må man imidlertid tilkende den normale karakter en meget betydelig variationsbredde. Normaliteten må ikke afgrænses med for stor nøjsomhed, thi renses enhver karakterologisk ejendommelighed for et psykopathisk træk, bliver det jo kun de allermest banale gennemsnitsmennesker, der ikke er psykopather. Der må altså foreligge en afvigelse, som ikke blot er tydelig udtalt, men man må, hvis begrebet psykopathi skal have nogenlunde praktisk brugbar afgrænsning, også fordre, at afvigelsen er af en nærmere præciseret art" (s. 131).
Han går nu i gang med at beskrive en mængde forskellige psykopattyper. Han nævner, at han anvender tyskeren Kurt Schneiders inddeling, som "her i landet [har] vundet betydelig tilslutning" (s. 136). I de følgende beskriver han omkring 22 psykopattyper. Det bliver let forvirrende for læseren (mig). På s. 155 taler han om "den tiende" af Schneiders typer, og man forstår, at der er tale om ti hovedtyper med undertyper og supplerende typer, hvad der står ret uklart i den foregående fremstilling.¹ Faktisk siger MSs også, at han anvender Schneiders 10 typer. Jeg lister dem derfor op efter Schmidt, prøver så at genfinde dem hos Helweg og giver så hans beskrivelse. MSs liste lyder i én variant, der står meget klar og som summerer til 10, sådan:²

1. 
   viljesvage
   
2. 
   stemningslabile
   
3. 
   selvhævdende
   
4. 
   hyperthyme
   
5. 
   følelseskolde
   
6. 
   affektexploderende
   
7. 
   nervøse
   
8. 
   depressive
   
9. 
   sensitive
   
10. 
    fanatiske
    

Rækkefølgen er som hos MS - med en enkelt ombytning mellem sensitive og fanatiske - bestemt af hyppigheden af den pågældende diagnose hos de landssvigere, der erklærer sig som ikke-nazister i materialet (mere om MSs tal i næste kapitel). Der er altså flest med diagnosen viljessvage.

Den "viljesvage" hos MS må svare til Helwegs "den holdningsløse psykopathtype" (s. 136). Det drejer sig ifølge sidstnævntes beskrivelse om viljesslappe og labile mennesker, der ikke kan ikke koncentrere sig. Deres intelligens er normal, og de kan også virke ligevægtige, men de mangler evnen til vedholdenhed, de tager fat på noget med stor energi - en kort "viljesopblussen" - og opgiver det så straks. De begår lejlighedstyverier og andre forbrydelser, hvor muligheden viser sig. Oftest mindre berigelsesforbrydelser. Men de kan også begå større forbrydelser, hvor f.eks. pludselig opdagelse truer.
MSs næste type, den stemningslabile, må svare til det, som Helweg kalder "den affektlabile psykopath" (s. 145). Denne beskrives således, at grundstemningen her svinger meget betydeligt på relativt ringe foranledning. Helweg beskriver ikke nærmere, hvilken typer forbrydelser, der hyppigt begås af disse.
Den "selvhævdende", der er nummer 3 på MSs liste, omtaler Helweg under samme navn (s. 138f). Helweg henviser her til f.eks. "den mytomane psykopath", der også er blevet kaldet "den pathologiske løgner" eller "den patologiske svindler", som eksempler herpå (s. 139). Det er personer, der simpelthen ikke kan lade være med at lyve. Hele virkelighedsbilledet er forvrænget. Det er folk, der med deres snakketøj og charme får folk på limpinden, fortæller om store projekter, alle de mange fine, de kender, alt det, de har udrettet og kan, alle de akademiske grader de påstår at have (men ikke har). Det omfatter også småsvindlere og ægteskabssvindlere.
Nr. 4 på Schmidts liste er den "hyperthyme" psykopat. Begrebet findes under samme navn hos Helweg (s. 145). Det har væsentlige lighedstræk med det foregående. Det karakteristiske træk er dog, skriver Helweg, den løftede grundstemning (som ikke findes hos de selvhævdende). Disse her er maniske og "oppe og køre", optimistiske, har utrætteligt gå-på-mod, stadig nye ideer, men de er også overfladiske og springende i deres tankegang.
Dernæst omtaler Helweg "den amoralske psykopathtype" og "den følelseskolde psykopath" (s. 143). Disse må svare til Smidths "følelseskolde" type, som han nævner som nr. 5. Og så begynder strukturen at halte, for den amoralske type er ifølge Helweg en del af den selvhævdende type, mens den for Schmidt er en selvstændig type. Til gengæld er den følelseskolde type hos Helweg en type for sig. De amoralske og følelseskolde er ifølge Helweg ganske blinde for omkostningerne for andre af deres handlinger. De kan være små tyveknægte og godmodige løgnhalse, og de kan også være en form for ekstreme egoister, der kan bedrage deres egne familier og begå blodige forbrydelser uden samvittighedsnag.
Nr. 6 på Schmidts liste er den "affektexploderende". Udtrykket findes ikke hos Helweg. Jeg forstår på den måde, Schmidt anvender det i sine mentalerklæringer, at der er tale om personer, der pludseligt og kraftigt bliver vrede og aggressive. Der kan være tale om det, som Helweg (s. 146) omtaler som "den impulsive psykopath", hvor handlings­impulsen er pludselig og "eksplosiv" og uden hæmninger. De er uberegnelige og begår ofte svære voldshandlinger, drab og voldtægtsforbrydelser med stor brutalitet. Derimod begår de ikke planlagte forbrydelser.
Nr. 7 hos Schmidt er den "nervøse". Jeg kan ikke se begrebet hos Helweg. Måske er det de "asteniske", som han nævner som Schneiders nr. 10.
Nr. 8 hos Schmidt er den "depressive". Begrebet anvendes også af Helweg, der dog siger, at det er uden større kriminalistisk betydning (s. 144-5), men dog undtagelsesvis kan gøre sig skyldig i f.eks. brandstiftelse og andre alvorlige forbrydelser, som skyldes en gennem lang tid forpint stemning.
De "sensitive", der er nr. 9 hos Schmidt, genfindes også hos Helweg (s. 145-6). Det er personer, der meget let såres og reagerer mod de mindste udefra kommende fornærmelser med at trække sig ind i sig selv. De bliver sky personer, uden social kontakt, tilsyneladende meget lovlydige. De kan dog f.eks. mht. det seksuelle pludselig eksplodere og trænge igennem deres egen skyhed med desperate seksuelle attentater.
Endelig er der en de "fanatiske", der de sidste på MSs liste. Vore fordomme styrkes, når vi ser i den tabel, jeg citerer fra, at 23% af nazisterne tilhører denne gruppe (mens ikke-nazisterne scorer lavt her, kun 1%, hvorfor denne diagnose står i bunden). Helweg omtaler også begrebet, "den såkaldte fanatiske type" (s. 147), men beskriver det ikke selvstændigt, men kun i form af det, det kan udvikle sig til, nemlig "kværulantforrykthed", som han ser i tilknytning til begrebet "paranoia", de to udtryk som han har trukket op i overskriften til kapitlet om psykopatier. Kværulantforrykthed ses hos personer, som mener at have lidt en uret og måske også har det, men stadig klager, går til retten, skriver læserbreve etc. om sagen. Til sidst ser de det hele ude af proportioner og er kun optagne af deres formodede uret. På den baggrund kan de begå forbrydelser f.eks. mod dommere etc.³ Helweg gør en del ud af at beskrive den generelle paranoide psykopati (som jeg antager, at han medregner til det fanatiske). I kraftige tilfælde kan personen være helt besat af forestillinger om ugerninger rettet mod sig, der ingen grund har i virkeligheden, men som hele tiden "bekræftes" af den paranoide, i den måde andre ser på ham på, på det der antydes i radioen etc. Det karakteristiske er bearbejdning af iagttagelserne gennem en bagvendt logik.
Ud over de nævnte begreber, som kan relateres til Schmidts liste, omtaler Helweg i psykopati-kapitlet også andre begreber f.eks. "den asteniske psykopath" (astenisk=kraftløs), som han nævner som den tiende af Schneiders diagnoser uden nærmere at beskrive den, fordi ingen større kriminalistisk betydning har. Hertil kommer kleptomani, pyromani, poriomani (vandredrift, vagabonder) og dipsomani ("populært kvartalsdranker").
Reaktive psykoser, manio-depressiv, schizofreni, neuroser
Psykopatierne er som nævnt den vigtigste i betydningen hyppigste kategori i befolkningen og i forbindelsen med retsopgøret. Men går læseren tilbage til Helwegs kapitelinddeling, kan man se, at han omtaler en række andre begreber. Efter psykopatierne omtaler han seksuelle abnormiteter og alkoholisme og andre forgiftninger og deres psykiske virkninger. De er ikke af betydning her. Dernæst følger nogle begreber, som jeg vil omtale:
Der er for det første de "reaktive psykoser" (s. 193ff). Hermed menes sindssyge, der er en reaktion på hændelser i omverdenen. De kræver dog normalt, skriver Helweg, en psykosensibel konstitution. Herved åbnes for sindssygeformer, der ikke er medfødte og alene biologiske i deres oprindelse. Helweg nævner "psykogene depressioner", der kan føre til mord og selvmord. Og "fængselspsykose", der er en reaktion på indespærringen i form af depressioner og forvirring.
Dernæst kommer i selvstændige kapitler de store klassiske diagnoser i psykiatrien - "den maniodepressive psykose" og "schizofrenien" (s. 195ff). De har rødder tilbage til den systematiserende tyske psykiater Ernst Kräpelin, der opstillede dem i slutningen af 1800-tallet. Kräpelin ville gøre op med diagnoser, der baseredes på årsager (vel fordi det var umuligt), men derimod søge mod diagnoser, der beskrev et fælles forløb af sygdommen, så lægen i det mindste kunne stille en korrekt prognose. Kort fortalt er den maniodepressive psykose udtryk for kraftige stemnings- og følelsessvingninger - ofte med måneders og års mellemrum med raske perioder ind imellem. I den maniske fase - fra uger til år - er patienten præget af motorisk uro, løftet stemning, forhøjet selvfølelse, taletrang, handletrang, tankeflugt og manisk association. De depressive anfald viser psykomotorisk hæmning, nedtrykt stemning, angst, ringhedsforestillinger og selvanklager (s. 195). Prognosen for den maniodepressive psykose er således klar: Man kan forvente, at sådanne svingninger kommer igen og igen, men sygdommen kan dog forsvinde. Den maniodepressive i den maniske fase er normalt ikke voldelig, men begår måske underslæb, fordi han regner med, at pengene snart kommer ind, går efter seksuelt samkvem med den første den bedste. I den depressive fase kan der være tale om selvmord og mord på familien.
Schizofrenien er uden følelses- og stemningselement, men beskriver en fortskridende senilisering af personen. Diagnosen er udviklet ud fra den tidligere diagnose "ungdomssløvsind" eller tidlig senilitet. Der kan være tale om hallucinationer, om at tro sig påvirket af stråler og mærkelige kræfter, om løsning af ideassociationerne, så tankerne kommer i tilfældig orden. Prognosen er her, i hvert fald da Helweg skriver sin bog, at det bliver kun værre. De indlagte på de gamle asyler var ofte de schizofrene, der for nogles vedkommende blot sad hen, lammede, måske i mærkelige stillinger. Den schizofrene begår sjældent almindelige forbrydelser som indbrud, tyveri, svindlerier, men kan - i en tidlig fase af sygdommen - begå mord, ofte helt uforståelige, mod nogle, som den syge tillægger en ond hensigt.
Endelig vil jeg fra Helwegs diagnose-kapitler omtale neuroser (s. 225). Helweg skriver, at de ikke spiller en større rolle i dansk retspraksis, og MS anvender kun begrebet sjældent - det kan f.eks. være angtneuroser, renlighedsneuroser, anorexi. Jeg vil lade emnet ligge.
Andre bøger
Jeg vil her checke, hvordan andre forfattere i samtiden stiller begreberne op. Er der noget konsensus? Der er ikke andre danske lærebøger i retspsykiatri i den periode, der interesserer os. Men der er en anden almen fremstilling af psykiatrien, som Helweg også henviser til. Det er et sæt forelæsninger af lægen Jens Chr. Smith om psykiatri for lægestuderende og yngre læger, afholdt på Kommunehospitalet i København. Forelæsningerne udkom som bog første gang i 1939. I forordet takkes Helweg for gennemlæsning. Den 4. udgave, som jeg har set på, udkom i 1951 (Smith, 1951). Her skriver kollegaen Erik Stömgren forordet, fordi Smith nu er død. Stömgren skriver i øvrigt, at psykogene psykoser og neuroser, der tidligere var behandlet under et, nu har fået hvert sit afsnit, og skriver også, at han i senere udgaver håber at kunne give dette område en mere indgående behandling. Måske et tegn på, at disse områder er på vej mod større betydning.
Smiths indholdsfortegnelse og inddeling af sygdommene adskiller sig fra Helwegs, men det er de kendte brikker, der er omorganiserede. Han har i grunden en fireinddeling:
A. Sindsygdomme (Psykoser)

1. Ikke anlægsbetingede (f.eks. forgiftelsestilstande inkl. alkohol, betændelser, syfilis, svulster)

2. Anlægsbetingede sindssygdomme (her kommer klassikerne maniodepressive sindssygdomme, skizofreni samt senilitet, epilepsi)

3. Overgangsgruppe (psykogene sindsygdomme)

B. Neuroser

C. Psykopatier

1. Ikke anlægsbetingede

2. Anlægsbetingede

D. Intelligensdefekt (Oligofreni)

1. Ikke anlægsbetinget åndssvaghed

2. Anlægsbetinget åndssvaghed
I forhold til min tidligere gengivne "shortlist" er senilitet og åndssvaghed byttet om, idet senilitet her ses som en sindssygdom. I forhold til Helweg er der tale om en stærkere betoning af opdelingen i det anlægsbestemte (nedarvede, biologiske, konstitutionelle) og det ikke anlægsbestemte (sociale faktorer eller skabt af somatisk sygdom efter fødslen). Og i forhold til Helweg inkluderer han f.eks. ikke-anlægsbetingede diagnoser under psykopatier, hvor Helweg betoner, at rigtige psykopathier er konstitutionelle, dvs. anlægsbestemte. Inde i bogen kalder Smith dog også de anlægsbetingede psykopatier for de "ægte" (s. 240) og de ikke-anlægsbetingede for "pseudopsykopatier", og han giver kun en meget kort beskrivelse af disse sidste, der mest handler om effekter af betændelsestilstande i hjernen.
Beskrivelsen af de klassiske og veletablerede diagnoser som skizofreni og maniodepressiv psykose er ganske overensstemmende med Helwegs. Afsnittet om neuroser er lidt mere dybtgående. Det fremhæver, at der ikke hidtil i Danmark har kunnet skabes enighed om neuroseterminologien. Han gengiver flere sådanne.
Han definerer med henvisning til Schneider psykopatier som "abnorme, varige tilstande, i hvilke de abnorme træk udelukkende rammer følelses- og viljeslivet og er så fremtrædende, at de hindrer eller i væsentlig grad vanskeliggør opnåelse af normale livsmål." (s. 237). Definitionen adskiller sig delvis fra den Helweg giver - "abnormitet i personligheden, ikke bestemt ved intelligensdefekten, men ved forskydning i den ligelige, harmoniske karakteropbygning", se ovenfor. De er enige om, at det ikke angår intelligensen, men resten lyder ikke særligt overensstemmende eller synes tilsammen, i mine øjne, at indkredse et præcist fænomen.
I afsnittet om de "ægte psykopatier" gengiver Smith bl.a. Schneiders diagnoseliste, som han stiller overfor en anden 10 punkts ikke helt identisk diagnoseliste, der næsten svarer til den tidligere liste af MS.
Kom til Norge
Endelig har jeg undersøgt, hvordan de danske begreber om sindssyge står i forhold til begrebsbrugen i andre lande. Jeg har her fokuseret på Norge, som på mange måder er sammenlignelig med Danmark. "Den norske Helweg" er dr. med. Gabriel Langfeldt - kendt i bredere kredse fra mentalundersøgelsen af Knut Hamsun. Langfeldt er også forfatter til en kort lærebog i retspsykiatri (Langfeldt, 1947). Den dækker de samme hovedemner som Helwegs - noget om lovgivningen og noget om psykiatriske sygdomme. Den overordnede liste over de psykiatriske sygdomme er også let at genkende, når man har læst Helweg - de gamle klassikere: manio-depression, schizofreni, epilepsi, demens, nyere emner som alkololisme, forgiftninger og deres psykiske virkninger, psykiske virkninger af skader og sygdomme i hjernen og centralnervesystemet og åndssvaghed. Paranoia behandles i et selvstændigt afsnit og henregnes her ikke til psykopatierne. Hertil kommer så de nyere eller måske i dag mere betydende områder: neuroser og psykopatier. Han giver her en oplysende beskrivelse af fællestræk ved psykopater - den kontinuerlige sjælelige disharmoni (som også Helweg betoner), en fejlagtig vurdering af sig selv og andre, skinmål, manglende evne til at bygge en karakter op, et misforhold mellem stimulus og reaktion (de reagerer mærkeligt eller overdrevent på små hændelser/fornærmelser), tendens til at udadprojicere - skyde skylden på andre og andet.
Mht. de enkelte diagnoser og psykopattyper skriver han: "De mange forsøk som er gjort på å konstruere systematiske typelærer har ikke ført til noen almindelig aksepteret inndeling" (s. 133, kursiv i originalen). Han nævner en række typer, som vi nu har lært at kende overvejende som Schneiders, uden at han fremhæver dette, hvilket viser, at det er nok den "gældende" og accepterede inddeling. Mange af begreberne kan genkendes, men en del er også nye.
Konklusion
1. Der er en betydelig konsensus om de væsentligste diagnoser og deres beskrivelse. Det gælder også inden for det store psykopatområde. Det er ikke en rent privat vurdering, hvad der er hovedsygdommene på området. Vi kan allerede nu sige, at MS anvender de i datiden etablerede begreber. Han er ingen afviger eller kreatør på dette punkt.
2. Selvom der er enighed om de grundlæggende diagnoser også inden for psykopatiområdet, er der meget rod i detaljerne. Diagnoser opdeles forskelligt af de forskellige forfattere, der bruges forskellige ord og udtryk for dem, beskrivelserne er delvis forskellige, forskellige forfattere fremhæver forskellige supplerende diagnoser. Det er vel det, som WHOs diagnosesystem, der er kommet frem efter den tid, jeg fokuserer på, gør op med. Men det var et problem på daværende tidspunkt.
3. Der er tale om meget brede og abstrakte beskrivelser af psykiske træk og adfærd. Tænk blot på ord som "konstitutionel" (når man på daværende tidspunkt ikke kunne forankre diagnoserne i biologiske eller genetiske observationer), "karakter", "psyke", "sjælelig disharmoni" (hvem er ikke disharmoniske, hvordan måler man det?). Der er ikke tale om, som f.eks. ved åndssvaghed, at der findes en eller flere etablerede måleinstrumenter (forskellige intelligenstests), hvis resultater udtrykkes talmæssigt og kan oversættes i diagnoser (f.eks. "sinker" mellem 90 og 75 IQ). Det kræver et stort skøn og en omfattende praktisk træning (hvis det kan afhjælpe det) at anvende disse begreber ensartet på et patientmateriale.
4. Det rejser spørgsmålet om reliabilitet. I hvilket omfang vil forskellige "målinger" føre til samme resultat. Sagt på en anden måde, hvis flere psykiatere undersøger den samme person, i hvilket omfang vil de så komme til det samme resultat? Dette er et grundlæggende spørgsmål inden for al videnskab. Forholdet er givet blev omfattende undersøgt også mht. psykiatriske diagnoser. Det er et stort felt, som jeg ikke har sat mig ind i. Men som en yderposition kan jeg nævne Bukovskys (1975 s. 13) påstand om, at den samme patient ved en psykiatrikonference i Leningrad blev givet 12 forskellige diagnoser af 20 ledende psykiatere. Han har ingen henvisninger eller dokumentation og er ude i et polemisk øjemed, men det er ydereksemplet. Jeg kan også henvise til nogle samtidige undersøgelse gengivet af den danske psykolog Jørn Beckman (1968), der refererer nogle amerikanske undersøgelser fra 50erne om reliabiliteten i de psykiatriske diagnoser. F.eks. refererer han en undersøgelse af Ash fra 1949 på et amerikansk statshospital. Her fandtes overensstemmelse mellem to psykiateres diagnoser mht. diagnostiske hovedkategorier i 65% af tilfældene og mellem tre psykiatere på 46%. Beckman fortæller ikke, hvilke hovedkategorier der er tale om, men det kunne f.eks. være listen manio-depression, schizofreni, epilepsi, senilitet, psykopati etc. etc. Inden for hovedgrupperingerne mht. diagnoser (som jeg forestiller mig f.eks. angår de forskellige psykopatityper mv.) er overensstemmelsen mellem to psykiatere 39% og mellem 3 20%. En anden undersøgelse (Hunt m.fl., 1953) viser overensstemmelser mellem 2 vurderinger på 74% for karakterafvigelser (dvs. psykopatier), psykoser 59%, neuroser 24%. Sådan går det videre med andre undersøgelser - og tallene varierer kraftigt - fra 92% mht. den somatiske vurdering til "neurotic and personality disorders" på 24% (hvorunder psykopati hører).
Generelt er det klart, at 1) jo flere diagnostiske kategorier, man anvender, 2) jo mere løst diagnoserne er beskrevet, 3) jo tættere diagnoserne ligger på hinanden (f.eks. i form af psykopatier, der ligner sindssygeformer som schizofreni og manio-depression, som vi så ovenfor), 4) jo mindre tydeligt og stærkt syg, den undersøgte er, 5) og jo mere utrænede de diagnostiserende personer er, jo mindre reliabilitet. I MSs tid og situation trækker de fire første faktorer klart mod mindre reliabilitet.
5. Endelig har jeg ovenfor fremhævet bøgernes behandling af det seksuelle. På den tidsmæssige og derved også kulturelle afstand kan vi identificere den kulturelle komponent i psykiatrien og retspsykiatrien.
Alt i alt er det min konklusion, at det datidige psykiatriske system er løst i fugerne. Det er gennem denne løshed i fugerne og åbenhed, at den bedømmende persons karaktertræk og tidsånden kan snige sig ind i bedømmelserne. Vi skal senere se på, i hvilket omfang det så faktisk sker.