Kommunikation I Krise

5.4Dataanalyse

I dette afsnit vil jeg diskutere det arbejde, der er lagt i behandlingen af de indsamlede data. Som tidligere beskrevet hviler undersøgelsen til dels på kvalitative interview, og til dels på artikler indsamlet gennem Infomediasøgninger.

Interviewmaterialet består af fem semistrukturerede interview, der er udført i perioden fra den 5. januar 2012 til den 20. januar 2012. Informanterne modtog en overordnet interviewguide kort tid interviewet for at give dem mulighed for at reflektere over interviewets temaer. Alle interviewene er blevet transskriberet og er vedlagt rapporten som bilag. Transskriptionerne er blevet gennemgået med teorierne for øje, med henblik på at identificere eksempelvis kommunikationsstrategier og tanker om krisekommunikation, jævnfør Tabel 4.,”kommunikative strategier”.

Jeg har således haft fokus på, hvilke kommunikationsstrategier, man direkte kan henvise til, men også formuleringer, der mindre direkte kan antyde en kommunikationsstrategi. De formuleringer jeg typisk har ledt efter er:

Proaktiv	Krise	Medie
Afværge	Samarbejde	Undskyldning
Erkende fejl	Styre	Medietræning
Image(pleje)

På samme måde har jeg behandlet de artikler, som jeg arbejder med i analysen. Her har især haft fokus på citater fra aktørerne i de enkelte sager, og handlinger, som er beskrevet i artiklerne. De eksempler jeg har valgt at medtage i analysen vil have optrådt i flere artikler, for at sikre validiteten af informationen. Store dele af mediedækningen af både Mou-sagen og Brønderslev-sagen fandt sted i de mindre sobre aviser, såsom Ekstra Bladet og BT, derfor har jeg vurderet, at det er vigtigt at sikre sandheden af informationer ved gentagelse i flere forskellige aviser. Desuden har jeg lagt størst vægt på artikler med navngivne kilder og Ritzau telegrammer.

6Analyse af to mediekriser

I dette afsnit diskuteres Brønderslev-sagen og Mou-sagen i henhold til Finks krisefaser og Benoits imageoprettende strategier. Dette gøres med henblik på at identificere, hvilke kommunikationsstrategier kommunerne anvendte på givne tidspunkter i kriseforløbene. De to kriser bliver diskuteret i forhold til den krisetypologi, der er opstillet i afsnit 124.2, for at vurdere om typen af krise, kan eller bør have betydning for hvilke kommunikative strategier, der anvendes i forbindelse med kriser.

6.1Brønderslev-sagen

6.1.1Sagen kort

Det der i dag er kendt som Brønderslev-sagen, og til et vist omfang Serritslev-sagen, er en børnemishandlingssag, der omhandler ni børn, der gennem en lang årrække var udsat for mishandling og misbrug af deres forældre. Familien var en af de såkaldte nomade-familier, der flytter fra kommune til kommune i forbindelse med socialsager. Ifølge anklagerne fandt forbrydelserne sted fra 2006 til 2010. I 2006 bliver myndighederne på Lolland opmærksomme på familien og iværksætter en undersøgelse af forholdene. Herefter flytter familien til Skanderborg, hvor der hurtigt bliver i gang sat en undersøgelse af familien. Familien ender i Brønderslev i sommeren 2009. I juni 2009 modtager Brønderslev kommune oplysninger fra Skanderborg, der opfordrer Brønderslev kommune til at gribe in overfor den problemramte familie. Der iværksættes en undersøgelse, der blandt andet indeholder aftalte besøg i hjemmet og møder med familien på rådhuset. I februar 2010 flygter den ældste datter fra hjemmet og melder forældrene til politiet. Disse anholdes og de mange børn tvangsfjernes og anbringes i plejefamilie. I 2011 bliver begge forældre kendt skyldige og idømmes henholdsvis 11 og 4 års fængsel.

For Brønderslev kommune starter sagen i 2009, da familien flytter til byen. Her modtager kommunen, som nævnt, oplysninger om familien fra Skanderborg og påbegynder en undersøgelse. Da sagen breaker i medierne den 26. februar 2010 starter en mediestorm med Brønderslev kommune i centrum. I det følgende afsnit belyses denne situation nærmere med henblik på at afdække, hvilke kommunikative strategier Brønderslev kommune anvendte i forbindelse med mediekrisen.

6.1.2Krisetype

Ført vil jeg dog diskutere, hvilken form for krise det var, kommunen stod overfor. Den følgende figur giver et overblik over nogle af de emner, der var centrale i debatten omkring Brønderslev-sagen. Som det fremgår, er det ikke muligt at indplacere krisen i en enkelt kategori, da der er mange forskellige aspekter involveret i sagen. Denne kompleksitet kan være med til at gøre det svært for kommuner at kommunikere optimalt under krisesituationer, da de forskellige former for kriser kræver forskellige kommunikative strategier. Det kan derfor være en strategi, at vurdere hvilke aspekter, der er de væsentlige i en krisesag og kommunikere på disse. Udfordringen vil da være at vælge de rigtige emner at fokusere på, eller at være så markant i pressen, at man kommer til at medvirke til framingen af debatten.

Figur 6. Artstypologi for Brønderslev-sagen

Som det fremgår af den ovenstående figur falder mange af sagens faktorer i de menneskelige/organisationelle/sociale sektorer. Dette kan betyde, at det er meget interessant for medierne at beskæftige sig med sagen, da det bliver nemt for læsere at relatere til sagen (jævnfør medieprioriteringer afsnit4.4). Den menneskelige faktor i sagen samt dens alvorsgrad, har ramt flere at de prioriterer, som udgør væsentlige nyhedskriterier, på grund af dette, er der fra begyndelsen et stort fokus, der har svært ved at dø ud, da der løbende melder sig nye aktører på banen.

6.1.3Krisefaser

Udbudsfase

Mediedækningen i Brønderslev-sagen kan deles op i flere faser. Efter opbygningsfasen er den første ”virkelige” krisefase, udbrudsfasen, der hvor nyheden breaker i landsdækkende medier. En Infomediasøgning viser, at der den 26.2.2010 var 194 artikler, der nævner Brønderslev. Af disse er kun nogle få, der handler om noget andet en Brønderslev-sagen. Der er eksempelvis to telegrammer fra Ritzau som illustrerer de vinkler, der typisk var på historien: Forældre mistænkes for misbrug af datter og Forældre fængslet for grov vold mod datter.

Begge telegrammer baseres på udtalelser fra borgmester Lene Hansen til P4 Nordjylland. Dermed er Brønderslev kommune hurtige til at informere om sagen, og viser sig i første omgang åbne overfor medierne. Da det siden viser sig, at borgmesteren gav forkerte oplysninger, blandt andet at familien kom fra Guldborgslund Kommune, hvilket ikke var tilfældet, og at Skanderborg ikke havde overgivet sagsakter, hvilket heller ikke var tilfældet, bliver Brønderslev kommune hurtigt udsat fra skarp kritik, både fra de andre involverede kommuner, og fra ministeriel side. I interviewet udtaler Mette Krogh Jacobsen, som er kommunikationschef i Brønderslev kommune:

”Der gik dét galt, at vi fra embedsmandsside fik udstyret borgmesteren med nogle forkerte oplysninger, og det var i hvert tilfælde helt grundlæggende forkert, ikke også. Og det gjorde, at vores troværdighed ret hurtigt røg i bund. Og det tror jeg helt overordnet var det, der fik det hele til at rulle.” (Bilag1:2).

Afdæmpningsfase

Dette betød, at sagen hurtigt bevægede sig til en ny fase, hvor der kom større fokus på kommunens rolle, og hvorvidt den havde levet op til de krav der blev stillet til den. I denne fase ser man overskrifter som ”Kommune ignorerede vold mod barn” (Newspaq 1) og ”Kommuner svigter de udsatte børn” (Politikken 1). Denne fase fortsætter hen mod retssagerne mod børnenes forældre. I løbet af denne fase, som er krisens afdæmpningsfase, jævnfør Sturges model afnit 4.3.1 og evolutionsmodellen afsnit 4.3.2, er der løbende fokus på Brønderslev kommunes rolle i sagen, og der skrives således løbende opdateringer om sagen i forbindelse med offentliggørelse af undersøgelser og udviklinger i sagen. En begivenhed, der for Brønderslevs krisekommunikation viste sig at være særlig vigtig, er dokumentaren ”Børnene fra Brønderslev” produceret af DR1. Dokumentaren blev vist første gang d. 6. juni 2011 nogenlunde samtidigt med at der faldt dom i retssagerne. Dokumentaren forstærkede dokumentaren en i forvejen en negativ folkestemning mod den medarbejder, Inge Gorm Larsen, der medvirkede i dokumentaren. I dagene efter modtog hun både hademail og dødstrusler, ligesom der blev oprettet en hadegruppe mod hende på Facebook. Brønderslev kommune havde i tiden efter krisens udbrud arbejdet strategisk på at frame sagen som Serritslev-sagen, og det var lykkedes i hvert tilfælde i de lokale nordjyske medier (Ditzel).

”Vi har bevidst kaldt det Serritslev-sagen i vores kontakt med medierne for at tage opmærksomheden væk fra kommunenavnet. Det er lykkedes i de lokale medier i Nordjylland,« siger kommunikationschef i Brønderslev Kommune Mette Krogh Jacobsen - og sammenfatter:» Det er nok den eneste ting, der rent spin-mæssigt er lykkedes for os i denne sag.”

Med dokumentaren blev sagen endeligt framet som Brønderslev-sagen. Medarbejderens medvirken i dokumentaren var ifølge Mette Krogh Jacobsen en fejl:

”Jamen, vi skulle slet ikke have haft hende til at medvirke i det tv program, altså vi skulle have haft en direktør til at medvirke og så skulle vi have lavet en skriftlig kontrakt med DR om hvordan det her skulle forløbe.” (Bilag 1)

Dokumentaren var vinklet på en sådan måde, at Brønderslev fremstod som syndebukkene i sagen, hvor der var andre kommuner, som bar lige store dele af ansvaret. Dette har været medvirkende til, at sagen er blevet en kronisk krise for Brønderslev kommune, da den fungerer som referenceramme for lignende socialsager, på samme måde som Tønder-sagen i mange år har været det. Man kan derfor ikke klart definere et afslutningstidspunkt for denne sag, da den stadigt jævnligt bliver nævnt og forbundet med kommunenavnet. (Bilag 1)

Kommunikationsstrategier i Opbygningsfasen

Man kan i Brønderslev kommunes kommunikation i de forskellige faser identificere forskellige kommunikative strategier. Evolutionsmodellen anvendes her til at illustrere, hvordan begivenheder i kriseforløbet er med til at styre udviklingen af krisen. Det skal påpeges, at der i modellen kun er medtages udvalgte begivenheder, da der er mange aktører på banen, især i krisens udbrudsfase.

Figur 6. Evolutionsmodel Brønderslev-sagen

Krisens opbygningsfase ligger mellem begivenhed 1, at familien flytter til Brønderslev kommune og begivenhed 2, anholdelsen af forældreparret, hvor nyheden breaker (Ritzau 1 og2). I denne periode arbejder kommunen med sagen, hvor der på trods af sagens vanskelige karakter ikke nogle egentlige tegn på, at sagen kan ende som en mediekrise. Dette er ikke usædvanligt. Ofte opdages kriser ikke før udbruddet, og krisekommunikationen handler derfor ofte mere om skadekontrol end egentlig styring (Fink, 1986:21). Man kan så stille spørgsmålet, om det giver mening at arbejde med denne krisefase. Hvis den ikke kan identificeres, kan man ikke arbejde forebyggende, eksempelvis ved at anvende stealing thunder strategien. Det lader dog til, at erfaring i krisesituationer og viden om pressens prioriteter kan være med til identificere en potentiel krise i opbygningsfasen:

”Vi havde jo senest her i december, havde vi en ny børnesag, som handlede om seksuelle overgreb på nogle søskende. Og der var vi forberedt på at det blev en sag.”(Bilag 1)

I Brønderslev kommune er man således blevet mere opmærksomme på hvilke sager, der kan udvikle sig til mediekriser. Dette kan vise sig at være en fordel for kommunen, da det giver en øjet mulighed for at arbejde proaktivt med krisekommunikation. I kommune 3 er der ligeledes et stort fokus på potentielle kriser:

”… derudover følger vi nøje medieovervågningen for at se hvad der sker og tage bestik af om noget, der kan været et debatindlæg i dag, om vi ud fra vores journalistiske viden og kunnen, der ud fra vurderer vi om vi tror det her er en historie, der kan blive taget om senere, så det holder vi øje med. Det er sådan en det der sker i omverdenen, det er sådan en reaktiv måde at reagere på.” (Bilag 3:5)

Citatet handler om kommunikationsafdelingens daglige arbejde med krisekommunikation. Medierne bliver overvåget hver dag for at spore eventuelle kriser. Dette er en velegnet strategi til at spore potentielle kriser, der ikke pludseligt udbryder i en akut krise. Men som K, der er kommunikationsmedarbejder i kommune 3, nævner, er det en reaktiv måde at arbejde på. K fortsætter:

”Det proaktive kan være, at vi løbende følger med i dagsordner for beslutninger og sagsgange i organisationen og dermed også noterer os hvis vi kan se, at den her, den bliver til en sag.” (Bilag 3:5)

Overvågning af kommuners sagsgange vil give kommunikationsmedarbejderne mulighed for at forberede worst-case senarier til de involverede afdelinger. Desværre er dette så ressourcekrævende, at det er umuligt at overvåge alle sager i kommunerne (Bilag 1-5). Det betyder, at kommunikationsafdelingerne er afhængige af, at kommunens andre medarbejdere er i stand til at identificere kriser, eller sager, der potentielt kan udvikle sig til kriser, mens de er i deres opbygningsfase. Dette kan være problematisk for kommunikationsafdelingen, da det ikke er sikkert, at medarbejderne er tilstrækkeligt informerede om medierne og deres prioriteringer til at afgøre hvorvidt det er en potentiel krisesag, der arbejdes med.

Kommunikationsstrategier i Udbrudsfasen

Udbrudsfasen begynder da forældreparret bliver anholdt. Brønderslev kommune er umiddelbart åbne overfor medierne, og borgmesteren informerer pressen om sagen. I den tidlige kommunikation fra Brønderslev kommune i forbindelse med Brønderslev-sagen gør kommunen brug af benægtelsesstrategien flytning af skyld:

”Embedsmændene i Brønderslev Kommune har over for mig slået fast, at familien kommer fra Guldborgsund, oplyser Lene Hansen. Der har ikke været nogen tvivl. Ellers er jeg blevet fejlorienteret i stor stil, siger Brønderslev-borgmesteren.” (Jønson, 2010)

I det ovenstående citat fra borgmesteren i Brønderslev fremhæves det, at Guldborgsund kommune er den kommune, der bærer det egentlige ansvar. Gennem denne fremhævning af en anden kommune, benægter borgmesteren, at Brønderslev kommune ikke havde udført deres arbejde i forbindelse med den åbne socialsag tilstrækkeligt. Borgmesteren anvender således flytning af skyld strategien. Først fremhæver hun, at hun er sikker på, at familien kommer fra Guldborgsund kommune, som på dette tidspunkt har afvist, at familien har boet der (Jønson, 2010), derudover sikrer hun sig ved at påpege, at hvis denne information er falsk, så er det embedsmændene, og ikke hende selv, der har fejlet og dermed er skyld i at misinformere borgerne. Denne dobbelte anvendelse af benægtelsesstrategien kan få borgmesteren til at virke utroværdig for den almindelige borger. Benægtelsesstrategierne anvendes i situationer, hvor det mest fornuftige at gøre, er at afvise enhver involvering i en sag. Dette kan give udmærkede resultater, hvis det er muligt at bevise, at organisationen ikke var involveret. Hvis det efter en benægtelse kommer frem, at organisationen spillede en rolle eller var opmærksomme på den problematiske begivenhed, risikerer organisationen at miste troværdighed, hvilket kan komplicere senere krisekommunikation og ikke mindst skader organisationens image.

Benægtelsesstrategierne, både simpel benægtelse og flytning af skyld, har som udgangspunkt, at det er muligt at afvise enhver involvering. Dette kan dog vise sig at være umuligt for kommunale organisationer, da disse tillægges ansvaret for deres borgeres daglige velbefindende, både lovgivningsmæssigt men også moralsk:

”Det er en ekstremt kompliceret sag, hvor det væsentlige for os er ét: at find en løsning, og to: det er faktisk ikke kommunens ansvar. Men der er en tendens til at alt bliver en kommunes ansvar. Og det er min opgave som kommunikationschef at sige til direktøren, at det kan godt være, at du ikke mener, at det er vores ansvar, og det kan også godt være at det juridisk er helt rigtigt, men som borger og som…(red.)…, der læner jeg mig tilbage og siger: ”at nu må kommunen da fanden æde mig da gøre noget. …(red.) … nu må nogen da gøre noget”, og nogen, dét er altid kommunen.” (Bilag 3:11)

Som det fremgår af ovenstående citat, oplever K at kommunen bliver tillagt ansvar i mange situationer, hvor det måske ikke juridisk er kommunens ansvar at løse et problem. Man kan tolke dette som værende et moralsk ansvar, som borgerne tillægger kommunerne. Dette kan betyde, at benægtelsesstrategier kan være meget svære for kommuner at anvende, da de risikerer at blive tillagt dette moralske ansvar for at hjælpe borgere, der har problemer. Dette kan betyde at en kommune kan have problemer i forhold til at opnå succes med flytning af skyld strategien, da der er en indlejret forventning om at kommunerne tager ansvaret. I Brønderslev kommune var der således også kun begrænset effekt ved at understrege at ansvaret for den langsomme, eller manglende, sagsbehandling lå hos familiens tidligere hjemkommuner.

Samtidigt med flytning af skyld strategien anvendes der også andre strategier: Borgmesteren fremhæver, at kommunen har arbejdet med sagen men har ikke modtaget de korrekte informationer fra familiens tidligere kommuner, hvilket kan ses som omstødelse eller deafeasability (Odér, 2011, BT), da kommunen hævder ikke at have de informationer, som kunne havde ført til hurtigere handling. Omstødelse kan mindske den negative effekt af en krise, hvis organisationen er i stand til at skabe en forståelse for, at den har arbejdet efter bedste evne.

Kort tid efter de første udtalelser fra borgmesteren i Brønderslev kommune benægter Guldborgslund kommune alt kendskab til familien og understreger, at den aldrig har boet i kommunen. Dette viser sig at være et stort problem for Brønderslev kommune, da det betyder, at deres troværdighed med et er skudt i sænk.

Brønderslev kommune oplevede således en situation, hvor kommunens krisekommunikation blev til en krise. Dette er en problematisk udvikling for kommunen, idet fokus bevæges væk fra sagens oprindelige kerne og fokuserer mere på den måde, hvorpå kommunen kommunikerer. Som illustreret ovenfor, kan denne udvikling føres tilbage til de tidlige kommunikationsfejl, der blev begået i kommunen, samt vinklingen af dokumentaren ”Børnene fra Brønderslev”.

6.1.4En krise eller flere?

I forhold til Figur 6.er interessant at diskutere hvorvidt begivenhed 7, DR dokumentaren ”Børnene fra Brønderslev” finder sted i krisens afdæmpningsfase. I forhold til Finks faser, hvor afdæmpningsfasen er en langtrukken fase, hvor der løbende sker mindre begivenheder, der bringer sagen tilbage i medierne, virker det umiddelbart som en logisk slutning, da udbrudsfasen normalt anses for at være relativt kort (Fink, 1986:23p). Der er dog en stor forskel på den måde, Fink beskriver udbrudsfasen og afdæmpningsfasen. Han understreger, at det mest kritiske element i udbrudsfasen er den hastighed, hvormed krisen udfolder sig. I afdæmpningsfasen er der derimod et større fokus på små efterspil og retslige opfølgninger:

”This is sometimes called the clean-up phase, or the post mortem. If there is to be a congressional investigation, or an audit or a newspaper exposé, or a long period of interview and explanations and mea culpa, this is when such lingering malignancies settle in.” (Fink, 1986:23p)

Fink nævner direkte afslørende rapporter i medierne som noget, der kan opstå i afdæmpningsfasen, eller det han kalder for den kroniske krise. Efter den første visning af dokumentaren, oplevede Brønderslev kommune dog en fornyet interesse i sagen, samtidigt med at den så sit kommunikationsarbejde ødelagt. Man kan derfor tale om at der i virkeligheden på dette tidspunkt opstod en sekundær udbrudsfase. På den ene side kan dette betragtes som en ny krise, der udfolder sig uafhængigt af den tidligere krise. En anden vinkel kan være, at en krises bevægelse gennem de forskellige krisefaser ikke er lineær, men derimod et mere flydende koncept, således at særdeles voldsomme begivenheder sender krisen tilbage til, i dette tilfælde, udbrudsfasen. Denne mere flydende tilgang til hvordan kriser udvikler sig er interessant, da der hermed opstår nye problemer, men også nye muligheder for aktørerne i en krisesituation. I forhold til Brønderslev-sagen betød det nye udbrud, at kommunens arbejde med at frame sagen som ”Serritslev-sagen” blev ødelagt. Man kan dog også betragte en ny udbrudsfase som en videre mulighed for kommunikativt at frame en sag, i lyset af nye informationer og fornyet medieinteresse. I forbindelse med denne case kan man dog argumentere for, at virkelighedens kriseforløb er mere nuancerede end de, der præsenteres i teorien.

Også i Frandsen og Johansen (2004) belyses denne tendens, idet det fremgår, at det ikke er et ukendt fænomen, at kriser udvikler sig til kommunikationskriser.

Tabel 6.: Erfaring med kommunikationskriser (Frandsen og Johansen 2004:86)

Den ovenstående tabel illustrerer, at tendensen opleves stærkere i statslige organisationer og de daværende amter, hvor 35,3 % af statslige organisationer og 36,4 % af amter og politikredse har oplevet denne. Der kan være adskillige forklaringer på, hvorfor kun 11,5 % af kommunerne mener at have oplevet denne situation – kommunerne kan have ansat medarbejdere, der gennem kompetencer eller held har styret krisekommunikationen så kriserne hurtigt er blevet dæmpet. En anden, måske mere sandsynlig, forklaring ligger i ansvarsområder og organisationsstørrelse. Efter kommunesammenlægningen har kommunerne overtaget en stor del af amternes ansvarsområde og er desuden vokset i organisationsstørrelse. Begge disse faktorer kan være med til at gøre dem mere interessante, set ud fra et medieperspektiv. Et interessant aspekt, der desuden fremgår af Frandsen og Johansens undersøgelse er, at oplevelsen af kommunikationskriser er stærkere i organisationer, der har stor krisebevågenhed, og de, der har stor erfaring med kriser.

Tabel 6. Sammenhæng mellem segmentering af offentlige virksomheder og organisationer og erfaringer med kommunikationskriser (Frandsen og Johansen, 2004:87)

Af denne tabel kan man udlede, at det at opfatte en kommunikationskrise som en separat krise, der kan udvikle sig uafhængigt af den oprindelige krises forløb, måske er noget der baseres i organisationens definition af krise. I tabellen fremgår det, at 31,3 % af organisationer med høj kriseopmærksomhed har oplevet at krisekommunikationen i sig selv udgør en krise. Dette tyder på, at hvorvidt en begivenhed betragtes som krise i høj grad er forbundet med organisationens opfattelse af kriser. Informanten i case 3 arbejder således med en flydende definition af kriser, hvor alt hvad der får kommunen fremstillet i et negativt lys således udgør en krise:

”Jeg opfatter det som en mediekrise, hvis nogen af de handlinger, som kommunen foretager, bliver kritisk gennemgået, altså med kritisk briller af et medie.”(Bilag 3:9)

Dette giver stort råderum for hvornår og hvordan imageplejende strategier kan og bør anvendes. Den flydende definition kan desuden betyde, at kommunikationsmedarbejderne tidligere er opmærksomme på situationer, der kan være negative for kommunens image. Kommune 3 er den af de medvirkende kommuner, der præsenterer den højeste kriseopmærksomhed, og er måske af samme grund, også den kommune, der umiddelbart lader til at have den største mængde kriser. Case 5 derimod præsenterer en mere teoretisk baseret definition, der tager udgangspunkt i nogle få klare eksempler på kriser:

”Mediekrise, hvis vi nu har vores kommunikationspolitik, der er der tre definitioner af kriser, hvis der nu for eksempelvis sker noget naturskabt, ikke også, eller noget mekaniske, at taget falder ned i en institution, eller noget menneskeligt, at en person bliver glemt i en børnehave eller en ældre på et plejehjem. Det er jo tre definitioner af de her kriser, så det er dem vi sådan opererer med her. Det kan være alt fra både menneskelige fejl, til at der sker noget i forbindelse med et stormvejr.”(Bilag 5:3)

B, der er kommunikationsmedarbejder i case 5 arbejder med en krisedefinition, der bygger på hvad der kan ske i kommuner, og der er her et større fokus på tekniske aspekter af kriser en på menneskelige. Dette kan være et problem i forhold til krisekommunikation, da mediekriser typisk opstår på baggrund af sager, hvor der er en menneskelig vinkel (jævnfør afsnit 4.4). Hvis man opstiller en artstypologi for kommune 5 kommer den til at se sådan ud:

Figur 6. Artstypologi Kommune 5

Der er et klart fokus på den eksterne tekniske/økonomiske sektor, samtidigt med en overvejelse omkring problematikker, der kan opstå i den interne menneskelige/organisationelle/sociale sektor. Senere fremhæver hun, at de sager, der bliver til kriser, er sager hvor kommunen begår fejl. Der fremgår på denne måde ikke en stor refleksion over de nuancer, der i krisesager kan være med til at gøre sagen større.

Der er adskillige faktorer, der tyder på, at en organisations kriseopmærksomhed er medbetydende i hvilke typer kriser, den mener at have oplevet, og hvilke sager, den vil definere som en krisesag. I forhold til at anvende imageplejende strategier kan det være en fordel at arbejde med en mere flydende definition, da dette være medvirkende til at man er forberedt på tidspunkter og situationer, hvor man med fordel kan anvende strategierne.

6.1.5Opsamling

I det ovenstående afsnit er det blevet diskuteret hvordan Brønderslev-sagen udviklede sig. Der er opstillet en artstypologi for herigennem at identificere hvilken type krise, der er tale om. Dette viser en krise, der primært kører på de menneskelige/organisationelle/sociale dimensioner. Krisen udvikler sig hurtigt til at være en altoverskyggende kronisk krise i Brønderslev kommune. Dette var der flere grunde til. For det første illustreres det, blandt andet ved hjælp af evolutionsmodellen, at krisen har en meget kort opbygningsfase, hvorefter udbruddet kommer som et chok for kommunen. Derudover illustreres det hvordan de kommunikative fejl, der begås i udbrudsfasen ender med at drage fokus fra sagen over på Brønderslev kommune selv og dennes behandling af sagen. Det er problematisk for kommunen, at den ikke var i stand til at henvise til konkrete tiltag, som den havde gjort, da det var et af de misbrugte børn, der endte med at melde forældrene til politiet. Herefter er det blevet diskuteret hvilke kommunikationsstrategier, der er blevet anvendt af kommunens talspersoner, og hvorvidt disse havde en effekt på krisens forløb. Der lader til at være en sammenhæng mellem organisationens kriseopmærksomhed og den type kriser, den oplever. En flydende krisedefinition kan på denne måde være medvirkende i at forberede organisationens kommunikation, således at det er muligt tidligt at definere en krise og hvordan denne skal håndteres.

Til sidst problematiseres Sturges lineære fasemodel, da Brønderslev-sagens forløb antyder, at der måske i højere grad er tale om en cirkulær eller cyklisk udvikling i kriseforløb, hvor voldsomme begivenheder, her illustreret med visningen af dokumentarer ”Børnene fra Brønderslev”. Denne tanke er interessant, da det måske er muligt at nuancere denne teori, derfor vil dette blive taget op løbende i de følgende afsnit.