Kontemplativ erfaring, naturvidenskab og dialog

4.5Kulturelt bevidst neurofænomenologi i Århus?

Der er to i denne sammenhæng interessante projekter på Århus Universitet, som dog stadig er på tegnebrættet. Klaus B. Bærentsen⁵² fra psykologisk institut, planlægger at udføre forsøg på mediterende, hvor han vil fokusere på fMRI og PET scanning, som giver en god spatial opløsning, men en dårlig temporal i forhold til EEG (Gade 2003 p.90). Klaus B Bærentsen har samme profil som Mind and Life forskerne på det punkt, at han selv er kontemplativt praktiserende.

Andreas Roepstorff fra ’Center for Functionally Integrative Neuroscience’ (www.cfin.au.dk) på Århus Universitetshospital skal lave et projekt med mediterende, som heller ikke er startet endnu. Han er redaktør på to udgaver af antologien Journal of Consciousness Studies med titlen “Trusting the Subject - The Use of Introspective Evidence in Cognitive Science”⁵³, hvor alle de fremmeste bevidsthedsforskere publicerer – også dem som Varela var uenige med (f.eks. Daniel Dennet), og hvor også Ken Wilber har bidraget. Det var det samme tidsskrift, hvori Varela og Jonathan Shear i 1999 lavede en antologi om Varelas neurofænomenologi (Varela et al 2002). Roepstorff har kontakt til den del af kognitionsvidenskaben, som inddrager kontemplativ praksis i deres undersøgelser uden selv at være praktiserende, så en kollegial atmosfære med god balance mellem det proksimale og det distale kan forventes i dialogen. Til forskel fra Mind and Life møderne og kognitionsvidenskab i almindelighed kunne man i Århus inddrage den humanistiske åre i dialogen. Man kunne sige, at hvor neurofænomenologien fokuserer på inddragelse af 1.personserfaring på baggrund af, at man ikke ved, hvordan man skal tolke de neurologiske målinger uden 1.personsudsagn (Side 49), så kunne man også hævde, at man ikke kan tolke sammenhængen mellem de neurologiske målinger og 1.personsudsagn uden at kende den kulturelle kontekst, det foregår i! Og for Mind and Life forskningsresultaternes vedkommende er den kulturelle kontekst diatopisk, hvad angår de deltagende parters virkningshistorie, og det gør en kulturkontekstredegørelse endnu mere relevant. Dette element var tydeligvis underprioriteret i Mind and Life dialogerne⁵⁴, så på dette punkt kunne et projekt i Århus udmærke sig, og man kan næppe tænke sig en mere oplagt aktør end idéhistorikere til at bidrage med denne ekstra komponent.

5Konklusion

Kognitionsvidenskaben og buddhismen kunne trods deres kontradiktoriske ontologiske modeller (afsnit 3.4.7, side 38) inspirere hinanden i dialog, men også generere egentlig forskning (afsnit 3.6.5, side 56), da der trods de ontologiske modellers forskellighed kunne formuleres et forskningsparadigme, nemlig neurofænomenologien, som var tilfredsstillende for begge parter. Det viste sig, at dialogen eksponerede interessante fordomme om ’emotions’, som kvalificerede forskning på området; på dette område bragte dialogen proksimalt materiale ud i distalitetens klare skær uden dog at etablere en definitiv sandhed.

Om man kan kalde kontemplative traditioner for videnskab afhænger naturligvis af, hvad man forstår ved videnskab. Ken Wilbers artikel ’Eye to Eye’ havde et forslag til en model, hvor det gav mening at tale om ’kontemplative videnskaber’, og neurofænomenologien forsøger at introducere kontemplation i videnskaben ved at etablere 1.personserfaring som en videnskabsteoretisk afgrænset kategori, som man baserer på fænomenologisk filosofi.

Det blev i femstillingen hævdet, at det, der ofte mangler i dialog mellem kontemplative traditioner og videnskab, er den kulturelle side, og at idéhistorikere er de ideelle aktører til at redegøre for dialogparternes hermeneutiske topoi, som således kan udvide fortolkningsmulighederne og fortolkningspræcisionen i neurofænomenologisk forskning. Måske kan vi i Århus udvide neurofænomenologien med det historisk-hermeneutiske komponent og etablere ’topologisk reflekteret neurofænomenologi’. De små sideblik til hermeneutik, fænomenologi, kristen filosofi og kristen kontemplativ praksis påpegede, at det er oplagt, at den europæiske humanistiske og kontemplative tradition skal med på banen i disse dialoger, men at der er meget materiale, som skal genetableres, som f.eks. Aksel Haaning gør det, og mange kontakter, som skal etableres f.eks. til den katolske og ortodokse kirke, hvor grænserne mellem mystik, filosofi og religion ikke er så klart definerede (Garsdal 2004 p.4). Et oplagt arbejde for en idéhistoriker.

Hvis Lovejoys pointer vedrørende den parcellerede universitetskultur og Kuhns analyse af ’normalvidenskabelige perioder’s tendens til at fokusere på egen integritet har noget på sig, så er dette vigtigt at forholde sig til, hvis man vil etablere et tværfagligt projekt. Specielt når der introduceres et emne, der på den ene side har været underbelyst (kontemplativ praksis) og dermed ikke forsvares af en selvstændig disciplin, og på den anden side er belastet med besværlighederne ved tværfagligt arbejde. Disciplinopdeling er ikke noget problem i sig selv, hvis bare dialogen mellem disciplinerne er levende og progressiv! Hvis dette projekt skulle lykkes, er den eneste vej at gå den praktisk-hermeneutiske dialogs vej. Hvis man vil lindre på disciplinproblemerne i det hele taget, som ofte eksponeres tydeligere ved sådanne tværfaglige og tværkulturelle projekter, så kræver det, at de videnskabsteoretiske og filosofiske problemstillinger bliver en mere integreret del af ’normalvidenskabelige perioder’ (i Kuhnsk forstand), i stedet for kun at blive taget op, når paradigmerne skal skifte kurs, eller når man skal retfærdiggøre sin videnskabelige position. Den manglende dialog og manglende tværfaglige aktivitet kunne med andre ord være et udtryk for, at videnskabsteoretiske og filosofiske spørgsmål bliver underprioriteret både på grunduddannelserne og af forskerne. Hvis man ville løse problemet, kunne man måske inddrage filosoffer og videnskabsteoretikere, der ser det som et problem, som både kan og skal behandles. Hermeneutisk dialogteori og praksis kunne blive opprioriteret i den akademiske verden, som nok kun lykkes, hvis der sker et skift fra den megen bekymring om ens eget topos integritet til en bekymring om videnskulturen som sådan og de fænomener, der kræver opmærksomhed uanset evt. disciplintilhørsforhold. Fordomme afsløres og erkendelse høstes a posteriori gennem dialog.