Kontemplativ erfaring, naturvidenskab og dialog

3Mind and Life Institute - en dialog mellem naturvidenskab og tibetansk buddhisme

Efter redegørelsen for buddhismen med sideblik til europæisk fænomenologi kommer vi nu til Mind and Life dialogerne¹⁶, som er opstået på baggrund af et samarbejde mellem en nordamerikansk forretningsmand, R. Adam Engle, og en Chilensk født neurolog, Dr. Francisco Varela – begge praktiserende buddhister¹⁷. Varela havde mødt Dalai Lama til en konferencen i 1983, og dér havde de diskuteret deres fælles interesse nemlig grænseflader mellem naturvidenskab og buddhisme. Varela havde nogle år forinden mødt Chögyam Trungpa¹⁸, som introducerede ham for tibetansk buddhistisk meditation, som han begyndte at praktisere. Den amerikanske forretningsmand Adam Engle var også i starten af 80’erne blevet opmærksom på Dalai Lamas nysgerrighed overfor videnskab og var begyndt at arbejde på at skabe fundamentet for egentlige konferencer, og efter et par år opdagede Engle og Varela deres parallelle bestræbelser, og skabte således i fællesskab det økonomiske, organisatoriske og videnskabelige fundament for møderne i løbet af 80’erne. Det første møde blev holdt i 1987 og organisationen og deres aktiviteter er vokset støt lige siden.

Et centralt aspekt ved Mind and Life Institute er, at de tilknyttede naturvidenskabsmænd i organisationen er praktiserende buddhister og således ’hybrider’, så dialogen for dem også kan siges at være ’intern’. Jeremy Hayward, Ph.d. fysik og biologi siger i indledningen til den første dialog:

“I believe that those few people who have been trained as scientists and also have studied some Buddhism view Buddhism and science as having a great deal in common in their view and methods of inquiry. In both the Buddhist and scientific traditions, one doesn’t come to something through blind faith, but looks at things with the intention of overcoming personal bias. Thus, this dialogue between science, or the sciences, and Buddhism seems to be a tremendous opportunity to bring together the views of modern civilization and the great tradition of Buddhism.” (Hayward et al 2001, p.6)

Psykolog og neurolog Richard Davidson er også drevet af den opfattelse, at videnskaben og buddhismen har noget tilfælles i måden at samle viden om virkeligheden på:

”I became convinced at the time that the contemplative traditions of the East had something meaningful to offer us in the West and that this dialogue and synthesis could occur without sacrificing the scientific method that I held to and continue to believe in so strongly (Davidson et al 2002 p.108).

I ‘Munken og Filosoffen’, som er en samtale mellem far (den franske filosof Jean-François Revel) og søn (Matthieu Ricard) siger Ricard om springet fra en afsluttet Ph.d. i molekylærbiologi til tibetansk buddhisme:

”Der er ingen grundlæggende uforenelighed mellem videnskab og et spirituelt liv […] Senere forstod jeg at en videnskabelig baggrund med dens krav til stringens var særdeles forenelig med buddhistisk praksis og metafysisk opfattelse. For mig er meditation en åndsvidenskab med sine egne metoder og resultater. Den tager sigte på at forandre sig og ikke på at sidde og drømme. I 25 år har jeg aldrig været i modstrid med det jeg opfatter som videnskabelig tankegang, nemlig søgen efter sandhed.” (Ricard 1999 p.28f)

Tolkene, som tolker alle dialogerne, er Thubten Jinpa og Alan Wallace. Jinpa er munk, som har taget Ph.d. i filosofi og religionsvidenskab på Cambridge University, og Wallace har været munk i en årrække og er uddannet i fysik og har en Ph.d. i religionsvidenskab fra Stanford University (www.mindandlife.org)

3.1Dialogpartneren fra vest – kognitionsvidenskab

Selvom der også er holdt møder om filosofiske aspekter af den moderne fysik¹⁹, (Zajonc 2004) har dialogerne hovedsageligt handlet om de videnskaber, der berører begrebet og fænomenet ’bevidsthed’, og naturvidenskabens måde at tilgå disse begreber og fænomener finder man klarest i den tværfaglige tradition kognitionsvidenskaben (Gade 2003 p.105). I fremmedordbogen om ’kognition’:

“Kognition ([...] opfatte, forstå, vide) psykisk proces der omfatter iagttagelse, opfattelse, læring, tænkning; erkendelse.” (Brüel et al 2001)

Den traditionelle erkendelsesteori knyttede sig meget til diskussion af forholdet mellem fornuft og sanseerfaring, herunder begrebers status og bevidsthedens funktionsmåde i bredeste forstand. Centrale spørgsmål har været: Hvad er bevidsthed? Hvad er viden, og i hvilket ’medium’ findes denne viden? Hvilken struktur har viden i dette medium? Kognitionsvidenskaben benytter en model af hjernen som hovedaktør i erkendelsen, og spørgsmålet ’hvad er hjernen?’ er et centralt spørgsmål, som man forsøger at besvare ovenstående spørgsmål med. Man har haft den moderne medicins og biologis teorier og praksiser som inspirationskilde, så teorierne er ikke så spekulative som den filosofiske epistemologi, men er mere praktisk/pragmatisk, materielt og informationsorienteret. (Gade 2003 p.92ff)

Behaviorisme er en psykologisk tradition, som vandt frem i 1930’erne, og den opfattede mennesket som en enhed med to kanaler: Input og output. Input er stimuli og output er adfærd. Hvad der sker mellem input og output er tabuiseret, og det man interesserer sig for er, hvordan man med stimuli (input) kan programmere adfærd (output). Kognitionsvidenskaben var et opgør med behaviorismen på den måde, at den udvidede det behavioristiske paradigme ved at ophæve tabuet om hændelserne mellem input og output – åbne ’the black box’. Man arbejder stadig med stimuli/sanser og adfærd, men insisterer på at kunne forstå hvad der sker imellem disse kanaler. Kognitionsvidenskaben har det interessante videnskabsteoretiske aspekt, at det fra starten var et yderst tværfagligt projekt, som indebar lingvistik/semiotik, informationsteori/kunstig intelligens, psykologi, filosofi og neurovidenskab og databehandling (Gade 2003 p.105) – dvs. computeren – er den centrale metafor for bevidstheden under antagelse af, at det er hjernens informationsbehandlende egenskaber, der er hovedansvarlig for fænomenerne bevidsthed og erkendelse. Kognitionsvidenskabens metode er i overensstemmelse med naturvidenskaben hypotetisk deduktiv. (Gade 2003; Bechtel et al. 1999; Eysenck et al 2004)

Anders Gade karakteriserer kognitionsvidenskaben i sin bog ’Hjerneprocesser – kognition og neurovidenskab’ ved at citere Gardner (1984):

“1) En tro på nødvendigheden af at tale om mentale repræsentationer som et beskriveniveau der er adskilt fra det neurologiske på den ene side og det sociologiske eller kulturelle på den anden side.

2) En tro på computeren ikke blot som centralt forskningsredskab, men også som den væsentligste model for mentale processer.

3) En tro på at de væsentligste problemstillinger for en moderne kognitiv forskning er de spørgsmål som traditionelt har været i centrum for den vestlige filosofiske tradition.

4) En tro på at fremskridt bedst opnås i tværvidenskabelig forskning.

5) Endelig en enighed om at nogle faktorer som ganske vist er væsentlige for kognition, alligevel i hver fald indtil videre må udelades eller nedtones, fordi de ellers ville komplicere forskningen unødvendigt. Væsentligst blandt disse forsømte områder er emotioner, men også historiske og kulturelle faktorer har bevidst været forsømt.” (Gade 2003 p.106)

Turingtesten er stadig et centralt paradigme i kognitionsvidenskaben, og den er opstået indenfor disciplinen ’kunstig intelligens’, og den skal afgøre, om en maskine tænker, som i den klassiske kognitionsvidenskab er ækvivalent med bevidsthed. Der ligger i testen, at hvis en person fører en dialog med en maskine, uden at give personen anledning til at tvivle på, at man er i dialog med et tænkende menneske, så er det et acceptabelt kriterium for, at maskinen tænker. Bevidsthed afgøres altså af andre personer end den, der har den. Det er 2.person, der her besidder dømmekraften vedrørende 1.persons bevidsthed. Denne model kan man finde indenfor to paradigmer i kognitionsvidenskaben ’kognitivisme’ (regnemaskinemodellen med faste symboler (Gade 2003 p.99f)) og ’konnektionisme’ (neurale netværk, hvor symbolerne er dynamiske i kraft af feedback (Gade 2003 p.99f)), og den fundamentale antagelse er, at subjekt og objekt fungerer på den måde, at objektet er givet på forhånd, og at subjektet fungerer ved at have symboler i sit indre, som repræsenterer de ydre objekter²⁰, og det svarer meget præcist til ’a’-’c’ i figur 1.