Militær og civil, krig og fred I Danmark I 14-1500-tallet (1400-1570)



Yüklə 207,5 Kb.
səhifə1/3
tarix16.08.2018
ölçüsü207,5 Kb.
#63357
  1   2   3

Dette arbejdspapir blev forfattet i vinteren 2008/09. Det er i skrivende stund (december 2013) under udgivelse, oversat til engelsk og med nogle få rettelser og tilføjelser, i: Ed. Gunner Lind, Civilians at War from the Fifteenth Century to the Present.
Militær og civil i Danmark i 1400- og 1500-tallet
Jeppe Büchert Netterstrøm

Nutidens internationale krigslove bygger på en skarp skelnen mellem militære og civile personer, mellem kombattanter og non-kombattanter. Krige skal udkæmpes af soldater, civilbefolkningen skal lades i fred og se passivt til. I krig er det tilladt at dræbe fjendens soldater men forbudt at dræbe civile eller udsætte dem for anden unødig overlast, med mindre den civile ved sine egne handlinger gør sig til fjendtlig kombattant. International rets sondring mellem kombattanter og non-kombattanter afspejler de krigende samfunds indre distinktion mellem militært og civilt: I krig såvel som i fredstid går der en hårdt optrukken demarkationslinje mellem militæret og resten af samfundet, mellem soldater og civile borgere. Denne distinktion indenfor hvert samfund synes at hidrøre fra staten, ligesom krigslovene kommer sig af eksistensen af et internationalt samfund af stater. Det er staten, der bestemmer, hvornår der er krig og hvornår der er fred. Og det er staten, der definerer, hvem der er militære personer og hvem der er civile, og hvornår samfundets medlemmer skifter mellem disse roller. Den moderne stat karakteriseres netop ved at have monopol på brugen af legitim vold, herunder militær vold. Der vil derfor være megen ræson i at efterspore oprindelsen til den nutidige dikotomi militær/civil i opkomsten af den moderne stat. Endvidere synes den moderne krigslovs krav om beskyttelse af civilbefolkningen at bygge på et begreb om universelle menneskerettigheder, der har sine rødder i oplysningstiden.

Selve forestillingen om et skel mellem krigere og ikke-krigere er ikke et produkt af det moderne Vesten. Mange historiske samfund har haft en særlig gruppe af krigere, som adskilte sig fra resten af samfundet. Og mange historiske samfund har opereret ud fra kulturelt bestemte regler for krigsførelse, som indbefattede hensyntagen til befolkningsgrupper, der ikke var krigere. I alle dele af verden, blandt højkulturer såvel som ’primitive’ stammesamfund og gennem alle historiske epoker, har det for eksempel været en udbredt norm, at kvinder og børn i større eller mindre omfang skulle skånes for krigens rædsler. I Europa har forestillingen om et skel mellem krigere og ikke-krigere eksisteret mindst siden det gamle Rom, den fandtes blandt folkevandringstidens germanske folkeslag, og den genskabtes og omformedes hele vejen gennem den kristne middelalder og renæssancen. Denne artikel handler om, hvordan den skarpe skelnen mellem militære og civile personer, som er fundamentet for moderne international krigslov, har sine rødder i det før-moderne, før-statslige Europa. Men den handler også om, hvordan det før-moderne skel mellem krigere og ikke-krigere adskilte sig meget betydeligt fra den moderne dikotomi militær/civil, både i teori og praksis. Dermed kommer artiklen naturligt til at behandle spørgsmålet om, hvornår og hvorfor man gik fra middelalderlige til moderne distinktioner og normer. Artiklen behandler imidlertid ikke alle disse problemstillinger i deres fulde temporale og spatiale bredde eller i deres fulde tematiske kompleksitet. I stedet koncentrerer den sig om en geografisk og tidsligt afgrænset case, som ikke hævder at være repræsentativ for hele Europa, og som kun udgør et udsnit af den lange udvikling indenfor det udvalgte område. Det udvalgte område er kongeriget Danmark, og den periode, der står i fokus, er 14-1500-tallet. Ifølge dansk historiografis traditionelle periodisering slutter middelalderen med den lutherske reformation i 1536. Herefter begynder den tidligt moderne æra. Nærværende artikel analyserer problemstillingen på begge sider af denne periodiske cæsur, og den undersøger, hvorvidt reformationen medførte en afgørende forandring af forholdet mellem det militære og det civile i Danmark. Kan man i det hele taget kan se en udvikling i retning af noget mere ’moderne’ i løbet af 1500-tallet? Afsnittet om senmiddelalderen lægger vægt på fejder og andre private/ikke-statslige voldsformer, mens afsnittet om tiden efter reformationen fokuserer på Syvårskrigen mellem kongerigerne Danmark og Sverige (1563-70).

Inden vi kommer til casen Danmark i 14-1500-tallet, skal vi i de næste to afsnit beskæftige os med dels etymologien bag dikotomien ’militær’/’civil’ og dels den middelalderlige, europæiske baggrund for skellet mellem krigere og ikke-krigere.



Begreberne ’militær’ og ’civil’

Selve ordet ’militær’, som udgør det første led i dikotomien ’militær’/’civil’, er relativt ungt, skønt det er afledt af klassiske latinske ord. ’Militær’ kommer af det latinske adjektiv militaris, der kommer af substantivet miles (soldat, genitiv milites). Militaris betyder således ’det, som vedrører soldaten eller krigstjenesten’. Først i 16-1700-tallet dannes substantivet ’militær’ på de europæiske modersmål (tysk Militär, fransk militaire), på fransk bruges det dog allerede adjektivisk i begyndelsen af 1500-tallet. Ordet ’civil’ er ældre end ordet ’militær’. Det er afledt af det latinske substantiv civis (borger) og bruges også adjektivisk (civilis; vedrørende borgeren) i klassisk latin. I middelalderen betegner civis ofte borgeren, der lever i en købstad (civitas), i modsætning til f.eks. bonden (rusticus), der bor på landet. Civilis bruges i den sammenhæng om det, som vedrører byboen eller det borgerlige. Civilis bruges også som modsætning til gejstlig, f.eks. i modstillingen af verdslig og gejstlig ret (iuris civilis, iuris canonici). Hvis ord som civis eller civilis i middelalderen bruges som modpol til militaris eller andre med ordet miles beslægtede ord, er det ikke på samme måde som i den moderne dikotomi ’militær’/’civil’. Så er det snarere i betydningen ’borgere’, forstået som socialgruppe (vis-a-vis andre grupper såsom gejstlige og bønder), overfor en gruppe af krigere. Det vil sige, civis/civilis antager ikke i sig selv betydningen ’ikke-militær’ eller ’ikke-soldat’. Ord som militaris og miles udgør simpelthen ikke de vigtigste modbegreber til ord som civilis og civis i middelalderlig sprogbrug. Dikotomien civil/militær antager først sin nuværende betydning i slutningen af den tidligt moderne periode.1 Dannelsen og den almindelige udbredelse af dikotomien på netop dette tidspunkt kan forklares med opkomsten af stærke militærstater, permanente hære og en deraf følgende tydeliggørelse af opdelingen af samfundet i en militær sfære og en ikke-militær sfære.



Middelalderens stænder, fredsbevægelser og retfærdige krig

Den specifikke dikotomi ’militær’/’civil’ er således, set i et længere historisk perspektiv, af nyere dato. Som sagt betyder dette ikke, at man ikke før fødslen af denne dikotomi skelnede mellem sådanne personer, som vi i dag ville kalde henholdsvis militære og civile. I Europas middelalder gik skillelinjerne bare nogle andre steder. Der var ingen moderne stat til at definere en todeling af samfundet i militær og civil. I stedet havde man en tredeling af samfundet, som blandt andet var baseret på en distinktion mellem krigere og ikke-krigere. Grænsen mellem soldater og andre befolkningsgrupper beroede således ikke på en statslig foranstaltning, men var en integreret del af en selvgroet social orden, hvis fremvækst faktisk skyldtes sammenbruddet af en stat, den karolingiske, i 800-tallet.

Fra omkring år 1000 opdelte man samfundet i tre grupper: De bedende (oratores), de krigende (bellatores) og de arbejdende (laboratores). Ifølge denne middelalderens tripartite sociologi havde hver gruppe sin specielle samfundsmæssige funktion. De bedende skulle gennem bønner og fromhed stræbe efter at opnå sjælens frelse for alle medlemmer af samfundet. De krigende skulle med vold forsvare de bedende og de arbejdende. De arbejdende skulle underholde de bedende og de krigende økonomisk.

Samfundets opdeling i tre stænder (fransk etats, tysk Ständen) var et produkt af det såkaldte feudale anarki (alternativt feudale revolution) omkring år 1000. Med Karolingerrigets sammenbrud og udviklingen af nye krigsteknologier voksede et aristokrati af professionelle beredne krigere frem. Den ideale tredeling af samfundet, som afspejlede en virkelige udvikling selvom den sikkert også forsimplede de sociale relationer, legitimerede dette feudale ridderskabs placering i samfundet. I Karolingerriget var det sociale vandskel mere gået mellem fri og ufri. De aristokratiske riddere kom nu til at udgøre en særlig stand i sig selv, adskilt fra en stand af borgere og bønder, der inkluderede frie mænd såvel som livegne. Todelingen af den verdslige del af befolkningen føjede sig til en ældre dikotomi mellem præst og lægmand. Dette gav så til sammen den tredelte samfundsmodel, som (nogle steder efterhånden med borgere og bønder adskilt i to selvstændige stænder) bestod helt frem til den moderne æras stater og frihedsrevolutioner.2

Et andet resultat af det feudale anarki, som stod i forbindelse med fødslen af de tre stænder, var den kirkelige fredsbevægelse, der fra slutningen af 900-tallet begyndte at prædike og proklamere Guds fred, Pax Dei. Som reaktion på den megen vold under det ’feudale anarki’ krævede den tidlige Gudsfredsbevægelse, at de krigende riddere afstod fra at bruge vold overfor gejstlige, bønder, handelsmænd, fattige, kvinder og børn. Dette skete ved lokalt afgrænsede proklamationer udstedt af kirkelige ledere under trussel om ekskommunikation og andre kirkelige straffe. Bestemmelserne om Pax Dei blev i løbet af 1000-tallet suppleret med proklamationer om Guds våbenstilstand the Truce of God, Treuga Dei, som helt forbød vold mellem kristne på bestemte tidspunkter, f.eks. om søndagen, i pinsen, i julen osv. Disse forbud gjaldt alle kristne, men rettede sig i praksis mest mod fejdende riddere. Efterhånden viste Gudsfredsbevægelsens talrige forsøg på at begrænse vold sig mere eller mindre frugtesløse, fordi de kirkelige straffe, som skulle sanktionere fredsproklamationerne, ikke blev taget til efterretning. Bevægelsens målsætninger og regelsæt blev imidlertid overtaget af de verdslige magthavere (kejsere, konger, fyrster) og fra 11-1200-tallet videreført i verdslig lovgivning og i den såkaldte landefred. Landefredens formål var først og fremmest at begrænse private fejder mellem adelige.3

De middelalderlige fredsbevægelser underbyggede den distinktion mellem militære og civile personer, som var indbygget i den tripartite funktionsopdeling af samfundets grupper. Den diskursive modsætning mellem krigende aristokrater og fredelige medlemmer af de bedende og arbejdende klasser blev skærpet, fordi fredsproklamationerne udpegede præsterne og bønderne som sagesløse ofre for krigeraristokratiets fejder.

Et tredje element i middelalderlig tænkning, som udover stænderdelingen og fredsbevægelserne bidrog til en skelnen mellem militær og civil, var teorien om retfærdig krig, bellum justum. Oprindeligt udformet af Augustin (4.-5. årh.), men gengivet og videreudviklet utallige gange i løbet af middelalderen, beskæftigede teorien sig både med retten til krig (ius ad bellum), og med gældende ret i krig (ius in bellum). Teorien skal her opridses i sine hovedtræk med henblik på, hvad den siger om forholdet mellem krigere og ikke-krigere.4

For at en krig kan være retfærdig, må den først og fremmest påbegyndes på et retfærdigt grundlag. Krig skal altid føres med en retfærdig hensigt. Krig i selvforsvar er altid retfærdig. Angrebskrig kan være retfærdig, hvis den tilsigter at genoprette en lidt skade eller genvinde tabte goder og rettigheder. Formålet med en retfærdig krig skal være at genoprette den fred og harmoni, som modparten har slået itu ved sine handlinger, og krigen skal være sidste udvej. Først skal fredelige løsninger søges ved mægling eller voldgift. Disse krav giver den retfærdige krig en juridisk karakter. Formålet med retfærdig krig er at genetablere retfærdighed, og hele den ideale konfliktproces minder om en retssag, hvor parterne klager over hinanden, fører sag, forhandler, stævner og varsler hinanden, og undergiver sig dom. Den retfærdige krig er at ligne med en straf, der overgår en forbryder eller en retsnægter.

En del af middelalderens mest indflydelsesrige tænkere, vigtigst af alle Thomas Aquinas (ca. 1225-1274), hævder dernæst, at for at en krig kan være retfærdig, skal den føres af enten paven, kejseren, en konge eller eventuelt en fyrste. Ingen andre krige kan nogensinde være retfærdige. Andre tænkere åbner mulighed for, at en retfærdig krig, i hvert fald en mindre krig (i modsætning til den store krig, bellum universale), kan føres af personer eller grupper under fyrsteniveau, f.eks. riddere mod riddere. Hos nogle af middelalderens krigs- og samfundsteoretikere giver dette endda undersåtterne mulighed for at føre retfærdig krig mod en tyrannisk hersker.

Gejstlige, for hvem det er helligbrøde at bruge vold, må ikke deltage i krige. Det må alle verdslige personer til gengæld. På dette punkt kan der konstateres en forskel fra stænder- og fredsidealernes måde at skelne mellem krigere og ikke-krigere. Her placeres personer, som ifølge stænderidealet tilhører ’de arbejdende’, i samme gruppe af potentielle krigsdeltagere som medlemmer af den ’krigende’ stand. Personer, der ifølge fredsidealerne tilhører kategorien af uskyldige ofre for riddernes vold, grupperes sammen med netop disse riddere.

På andre punkter trækker reglerne for retfærdig krig grænsen mellem krigere og ikke-krigere omtrent samme sted som stænder- og fredsidealerne. I en del af middelalderens udlægninger af bellum justum fremgår det således, at gejstlige, kvinder, børn og fattige skal skånes, ganske som under Pax Dei. Hos nogle tænkere er det dog kun gejstlige, kvinder og børn, der nævnes som særligt beskyttede, mens mandlige ikke-krigere tilsyneladende kan være legitime mål i en retfærdig krig.

Middelalderens regler for retfærdig krig beskæftiger sig faktisk ikke ret detaljeret med spørgsmålet om, hvordan krigere skal behandle ikke-krigere i de områder, hvor krigen raser. De beskæftiger sig mest med berettigelsen af at føre krig som sådan. Adskillige af reglerne om ius in bellum har dog en indirekte betydning for, hvordan krigeren skal forholde sig til ikke-krigeren. Centralt står kravet om, at krig skal føres med det rette sindelag. Krigen må ikke føres af had, hævnfølelse, ærgerrighed eller grådighed. Krigeren må ikke finde nydelse i sit forehavende eller føre krig på en uhæmmet, passioneret måde. Den, der fører retfærdig krig, skal nøjes med at foretage sig, hvad der er nødvendigt for at opnå krigens formål, nemlig genoprettelse af fred, harmoni og retfærdighed. Konsekvensen er, at krigen skal føres mod fjendens krigere, borge og ressourcer, mens ikke-krigere skal skånes, så længe de ikke forhindrer krigeren i at stræbe efter krigens egentlige endemål.

En anden problemstilling vedrørende den retfærdige krig, der har betydning for forholdet mellem krigere og ikke-krigere, drejer sig om den lavere rangerende krigers samvittighed og syndighed. Her mener de samme middelalderlige forfattere, som i det hele taget understreger herskerens autoritet i forbindelse med krigsførelse, at krigeren kan udøve sin profession uden at synde, uanset om krigen er retfærdig eller uretfærdig. Det er i alle tilfælde herskeren, der bærer ansvaret. Konsekvensen er, at krigeren gives tilladelse til at bruge vold mod ikke-krigere, i det mindste hvis han handler efter ordre. Kun hans foresatte synder derved. Dette strider imidlertid mod andre regler for retfærdig krig, og nogle af middelalderens tænkere hævder da også, at den enkelte soldat er ansvarlig for sine egne handlinger. Det sidste synspunkt mistede betydning i senmiddelalderen til fordel for det mere autoritære synspunkt, hvilket formentlig skyldtes væksten af territoriale kongedømmer. Til gengæld disciplinerede netop de opvoksende stater i stigende grad deres krigere til at afholde sig fra plyndringer og barbariske handlinger. Det skete med forbillede i idealer om Pax Dei og ridderlig høviskhed. De realpolitiske bevæggrunde var centralmagternes fælles interesse i til tider at kunne føre moderate krige mod hinanden samt deres ønske om hver især at øge kontrollen med deres krigere.

Lad os nu opsummere. I højmiddelalderens Europa skelnede man mellem krigere og ikke-krigere, men skellet var ikke defineret af en statsmagt. Det opstod tværtimod som en reaktion på sammenbruddet (eller fraværet) af statsmagt, og det var på mange måder ret forskelligt fra det moderne skel, også fordi det ikke byggede på nogen idé om universelle menneskerettigheder, men tværtimod på en hierarkisk differentiering af mennesker indenfor en ulighedens samfundsideologi. Ikke desto mindre udgør de middelalderlige distinktioner rødderne til den moderne skelnen mellem militær og civil, og mange af nutidens regler for forholdet mellem militære og civile personer kan spores tilbage til middelalderen. Tre kulturelementer synes at have været særligt vigtige (andre kunne muligvis tilskrives lige så stor betydning): Stænderdelingen, fredsbevægelserne og retfærdig krig. De to første definerede skellene mellem krigere og ikke-krigere omtrent ens og tilsyneladende forholdsvis konsistent. De varierende idéer om retfærdig krig var på nogle punkter mere inkonsistente, f.eks. i spørgsmålet om, hvorvidt mandlige bønder og borgere tilhørte kategorien krigere eller ikke-krigere. Et fællestræk ved alle tre kulturelementer var, at gejstlige betragtedes som non-kombattanter. Fælles for Pax Dei og bellum justum var, at kvinder og børn ikke var legitime mål i krig og fejde. At reglerne meget ofte blev brudt, er overflødigt at nævne. Hvad der er blevet behandlet her, er normer og ideologier mere end realiteter og praktisk udførelse. Ikke desto mindre havde disse normer og ideologier en kolossal betydning. Dette skyldtes for fredsidealernes vedkommende både deres store folkelige popularitet (idet de tilbød de svage beskyttelse mod de stærke) samt deres anvendelighed for gejstligheden og efterhånden de opvoksende stater. For stænderidealernes vedkommende deres anvendelighed for aristokrati og gejstlighed. Idéen om retfærdig krig var anvendelig for alle større magtkoncentrationer, som havde behov for at legitimere fysisk magtanvendelse. Som teorien blev udformet af de fleste af middelalderens lærde gejstlige moralister, tjente den især paver, kejsere, konger og fyrster, men dens regelsæt blev også brugt af adelige, når de førte fejder.


Danmark i senmiddelalderen

Vi vender os nu til vores case, Danmark i 14-1500-tallet. Vi begynder med senmiddelalderen. Den gængse periodisering af senmiddelalderen i dansk historiografi er 1350-1536. Reelt koncentrerer det følgende sig om tiden efter 1450. Først da tillader kildematerialets omfang og karakter nærmere studier af de fænomener, vi skal interessere os for. Det skal indledningsvist beskrives, hvordan de tre europæiske kulturelementer, som beskæftigede os i det foregående afsnit, var til stede i Danmark i senmiddelalderen.



Stænderideologien var vidt fremskreden og udgjorde fundamentet for samfundsordenen. Gejstligheden blev under kristianiseringen (ca. 950-1100) efterhånden udskilt som en egen samfundsgruppe, hvis særlige status var fuldt anerkendt senest ved midten af 1200-tallet. Krigeraristokratiets rødder gik formentlig tilbage i jernalderen og vikingetiden og fra 11-1200-tallet kom dets placering i samfundet til at antage samme feudale karakter som i resten af Europa. I landskabslovene fra 1200-tallets første halvdel skiller en stand af såkaldte herremænd sig ud fra den øvrige befolkning. Herremanden er godsejende og tildeles retten til at oppebære bøder af sine undergivne fæstebønder. Den væsentligste forskel mellem herremanden og andre træder frem i Jyske Lov fra 1241. Herremanden erklæres her fri for at bidrage til mobiliseringen af rigets flåde (den såkaldte leding). Han er med andre ord fri for krigstjeneste i søledingen og de jordskatter, som eventuelt afløser denne krigstjeneste, i modsætning til såvel selvejerbønder som fæstebønder. Jyske Lov begrunder dette med, at herremændene svarer fuldt af deres jord, ”idet de vover deres hals for kongens og for landets fred”. Herremanden skal stille ”med fulde våben” i modsætning til bonden, der blot skal stille med skjold og ”tre folkevåben” (sværd, jernhue og spyd).5 Selvom også bønderne bidrager til rigets forsvar, argumenterer loven altså med, at herremændenes krigstjeneste er farligere og mere ubegrænset. Herremanden er kongens vasal, og modydelsen for hans tjeneste som kongens kriger er skattefrihed. Senest omkring 1300 havde denne krigerstand udviklet sig til et egentligt aristokrati, hvis adelsrettigheder var arvelige. I senmiddelalderen fremstår adelen som en lukket stand, hvis særstatus og stadig mere omfattende privilegier begrundes med krigstjenesten.

Under de gejstlige og adelige stænder stod de bredere befolkningsgrupper på landet og i byerne. I løbet af middelalderen spaltede befolkningen i købstæderne sig ud og kom til at udgøre en selvstændig stand, der i samfundshierarkiet blev placeret over bønderne. Den ældste overleverede prædiken fra Danmark omtaler omkring 1300 en deling i fire samfundsgrupper: Præster, riddere, købmænd og landboer (clerici, milites, mercatores og rustici). En lignende firedeling finder man i de kongelige håndfæstninger fra 1320 og 1326.6 I senmiddelalderen uddybes de sociale skel mellem borgere og bønder, samtidig med at der indenfor hver gruppe sker en terminologisk homogenisering, så hovedkategorierne nu bliver ’borger’ og ’bonde’.7 Fra midten af 1400-tallet tildeles de fire stænder (gejstlighed, adel, borgere og bønder) konstitutionel betydning. Danmark blev dog aldrig nogen egentlig stænderstat, selvom alle fire stænder af og til blev indkaldt for at legitimere skatteudskrivninger og lignende.8 Styreformen fra 1300-tallet og frem til enevælden kan snarere betegnes som monarkisk-oligarkisk (kongen, adelen og indtil reformationen højgejstligheden delte magten).

Også de europæiske fredsbevægelser fik stor betydning i Danmark. Dette kan blandt andet aflæses af landskabslovenes mange fredsregler, som er direkte inspireret af Pax Dei og Treuga Dei. Lovene indfører således skærpede sanktioner for vold udøvet på bestemte tider og steder, og opererer med begreber som vejfred, tingfred, julefred etc. Kategorierne bønder og borgere beskyttes ikke som sådan, men en række fredsregler tilsigter ganske klart at yde særlig beskyttelse til disse svage grupper. Et sigende eksempel er den såkaldte plovfred. Angribes en bonde ved ploven, udløser det en strengere sanktion end ellers. Dette gælder dog kun, hvis bonden holder ved ploven med mindst én hånd. Har han givet slip på ploven, omfattes han ikke af plovfreden. Her er det ganske klart den svage (og netop arbejdende) bonde, der nyder lovens særlig beskyttelse. Endvidere indeholder lovene bestemmelser om markfred, kirkefred og byfred, som tilbyder ikke blot bønder men også borgere og gejstlige beskyttelse. Der findes ingen bestemmelser, som specifikt tilsigter at beskytte herremænd. Hensigten med fredsreglerne er ganske klart at beskytte oratores og laboratores mod bellatores. Fredsideologien ses meget tydeligt i Danmarks senmiddelalder i talrige sammenhænge: I rigslove, lokale forordninger, klageskrifter, domme, bødelister etc.9

Endelig fandtes idéen om retfærdig krig i Danmark. Emnet er relativt uudforsket i dansk historieskrivning, men helt sikkert er det, at det danske kongedømme principielt hyldede fælles europæiske normer for retfærdig krig og krigsførelse. I 1400-tallet kommer normerne til udtryk talrige gange, bl.a. i forbindelse med de krige mellem Danmark og Sverige, der opstod som følge af Sveriges forsøg på at løsrive sig fra den danskdominerede personalunion mellem rigerne, som var skabt i 1397. Her påberåbes og bruges på forskellig vis regler om retmæssig begrundelse for krig, krigserklæring, våbenstilstand, lejde, gidsler, budbringere, skånsomhed overfor almuen og andre ting, som udsprang af idealet om bellum justum.10

I Danmarks senmiddelalder skelnede man således på et ideologisk plan mellem krigere og ikke-krigere omtrent som andre steder i Europa. Man havde en hel samfundsgruppe, der defineredes ved at være krigere, og tre samfundsgrupper, som blandt andet defineredes ved ikke at være krigere. Lovgivningens fredsregler indikerede en lignende skelnen mellem krigende herremænd og fredelige præster, bønder og borgere, og i kongerigets krige finder man noget tilsvarende. Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt disse ideologiske konstruktioner stemte over ens med virkeligheden. I det følgende skal dette spørgsmål undersøges nærmere. Det kan allerede med det samme afsløres, at distinktionen mellem krigere og ikke-krigere ikke altid var så clear cut som det blev fremstillet i de forskellige middelalderlige teorier om krig, fred og samfundets indretning.

Det er først og fremmest interessant at undersøge, om det kun var medlemmer af adelen, der deltog i det danske monarkis krige. Det er stærkt omdiskuteret, om den ovennævnte flådeordning, ledingen, havde indbefattet en virkelig krigstjenestepligt for bønder og borgere, eller om krigstjenesten var blevet permanent konverteret til en skat allerede på tiden for Jyske Lov, hvorfra vores viden om flådeordningen stammer. Sikkert er det, at Jyske Lovs søleding var blevet afskaffet inden 1400 og at ’leding’ i senmiddelalderen var blevet en ren skatteydelse, som kun betaltes af selvejerbønder som en art feudal ydelse til kronen. Fæstebønderne var i mellemtiden blevet fritaget for ledingsskat, for at deres herremænd kunne oppebære en højere feudalrente af dem.11

Om bønders og borgeres eventuelle krigstjeneste i perioden ca. 1250-1400 vides ikke ret meget. Fra 1400-tallet findes der en række vidnesbyrd om, at bønder og borgere faktisk blev brugt militært. I hvor stort omfang er imidlertid yderst vanskeligt at vurdere på grund af kildernes sparsomme overlevering. Under unionskrigene mod de separatistiske svenskere ser man flere gange bønder og borgere udskrevet til krigstjeneste, både forsvars- og angrebskrig vel at mærke. I 1455 blev hver tredivte bonde udskrevet, i 1508 hver tyvende og i 1497 så meget som hver tiende. Borgerne blev brugt i flåden, og mellem 1471 og 1536 blev der adskillige gange udskrevet 1.500-2.000 krigsmænd af de danske købstæder. Vi ved ikke, hvor normalt det var, at bønder og borgere blev udskrevet i sådanne antal, og heller ikke hvor mange, der faktisk kom i krig. Ofte foretrak man, i stedet for at udskrive bønder og borgere til krigstjeneste, at opkræve ekstraordinære skatter eller afløsning for krigstjeneste af dem til finansiering af udenlandske lejetropper.12

Bønder og borgere blev også brugt defensivt. Blev riget angrebet af en fjende, var enhver voksen mand forpligtet til at fare af huse og hjælpe med at afværge angrebet. Denne efter alt at dømme ældgamle pligt til defensiv krigstjeneste, det såkaldte landeværn, var i senmiddelalderen sat i system. I det mindste i kystnære områder havde bønderne pligt til personligt at deltage i patruljering langs kysten, ’strandvagt’ som det kaldtes. Observerede man fjendtlig indtrængen, aktiveredes et varslingssystem bestående af brændende bavner og vidjer, og alle mand fór af huse. Den mand, som blev siddende hjemme, når bavne brændte og vidjebrand gik, skulle ifølge en erklæring af Sjællands landsting 1428 henrettes ved hængning i egen hanebjælke. Under unionskrigene havde almuen også pligt til at deltage i forsvaret af den skånske grænse mod Sverige, og da der i 1502 blev udskrevet 244 mand af købstæderne til dette formål, kom næsten tre fjerdedele af dem fra købstæder udenfor Skåne.13

En forudsætning for almuens militære forpligtelser var, at den var bevæbnet. Der synes ikke at have været nogen central opbevaring af våben til brug i rigets krige, og ved udskrivning fordredes det af borgere og bønder, at de selv medbragte udrustning. At dømme efter en række spredte indicier var det normalt, at borgere og bønder selv ejede våben og endda rustning.14

Den ideologiske skelnen mellem krigende aristokrater og fredelige bønder og borgere stemte således ikke ganske over ens med virkeligheden.15 Det er værd at bemærke, at de lavere stænders krigsdeltagelse tilsyneladende var organiseret ’statsligt’ og ikke feudalt eller på basis af private godser. Der blev efter alt at dømme udskrevet bønder både fra kronens, gejstlighedens og adelens gods, og de udskrevne bønder og borgere stod under en kongelig embedsmands kommando uanset feudalt tilhørsforhold. Det samme gjaldt beskatning til finansiering af lejetropper. Systemet kan for så vidt betragtes som proto-moderne.

Der kan imidlertid ikke herske tvivl om, at adelen fortsat var krigerstanden par excellence. Når Danmark var i krig, havde enhver voksen adelsmand som udgangspunkt pligt til at deltage personligt, til hest og i harnisk. Senest fra midten af 1400-tallet skulle herremanden derudover stille med et antal beredne svende (som regel af uadelig status) i et antal, der stod i forhold til størrelsen af hans gods. På samme måde stillede de kongelige lensmænd, der næsten altid var adelige, beredne svende af de kongelige slotslen, efter en vurdering af lenets økonomiske ressourcer. Det samme gjaldt biskopperne, der som regel var af adelstand. Fra omkring 1500 ses kongen fra tid til anden at kræve af adelsrytteriet, at det stiller i en art uniform. Noget lignende gjaldt vistnok ikke for krigsfolk af de lavere stænder.16

Det vides ikke præcist, hvor stor militær betydning dette adelige kavaleri, der gik under betegnelsen rostjenesten (the armoured service), havde sammenlignet med bønder, borgere og lejetropper. Fra omkring 1500 var rostjenestens betydning vigende, måske også før.17 Det mangler at blive undersøgt, om adelsmandens direkte militære bidrag var mere økonomisk tyngende end bondens og borgerens set i forhold til rigdom. Det var sandsynligvis tilfældet. At adelsmandens bidrag finansieredes ved hjælp af bøndernes afgifter, er en anden sag – det lå i den samfundsmæssige arbejdsdeling og dens ideologiske overbygning. Det centrale er, at adelen fortsat udfyldte sin rolle som krigende stand.

Bønders og borgeres krigsdeltagelse relativerede den feudale ideologis distinktion mellem krigere og ikke-krigere og var i færd med at lægge fundamentet for andre, mere moderne skillelinjer. Men stadig var der så stor forskel på adeliges faktiske krigstjeneste og andres, at den gamle distinktion gav mening. Under krigene med Sverige i 1450-70’erne ser vi herremænd som Erik Ottesen Rosenkrantz og Claus Rønnow rejse utrætteligt omkring i hele Nordeuropa. Snart på felttog i Sverige, snart beskæftiget med at nedkæmpe subversive herremænd i Danmark, snart på diplomatiske missioner i Skandinavien, Nordtyskland og England for at indgå våbenhviler og alliancer.18 Mange herremænd har i lange perioder været nærmest permanent ’militariserede’ i kongens og rigets tjeneste, mens de fleste bønder og borgere enten aldrig var det, eller i hvert fald kun var det i kortere og mere afmålte perioder.

Et fænomen, som i høj grad var med til at udviske skellet mellem militært og civilt i senmiddelalderens Danmark og gøre det anderledes end i dag, var de mange private fejder. Som det fremgår af en forordning fra 1468 og håndfæstningerne fra 1513 og 1523 havde enhver adelsmand ret til at erklære en anden adelsmand fejde, blot han gav ham et døgns varsel og (underforstået) havde en retfærdig begrundelse. Fejderetten var ældgammel, kun var det nyt, at den blev kodificeret og reguleret. Fra senmiddelalderens Danmark kendes til ganske mange adelsfejder. Fejderne bundede ofte i stridigheder om ejendomme og rettigheder, og mange af dem havde tillige et politisk aspekt. De kunne være ganske langvarige, men var kendetegnet ved en forholdsvis moderat anvendelse af vold, der ofte var rettet mod modpartens bønder og svende. Sjældent var der mere end et eller to dødsofre i en adelsfejde. Alligevel satte adelsfejderne et markant præg på samfundet.19

Det moderne skel mellem militært og civilt forudsætter blandt andet en skarp differentieren mellem krig og fred. I senmiddelalderen betød adelsfejderne, at en sådan skelnen var mindre skarp. Der var en glidende overgang mellem de forskellige konfliktformer. Mellem det, vi i dag ville kalde statslig krig og privat krig. Adelsmanden havde ret til at erklære fejde, ligesom riget havde ret til at erklære krig. Normativt skelnede man knap nok mellem kongens og adeliges krige, ligesom distinktionen mellem ’offentligt’ og ’privat’ generelt var svag. Kongens såvel som adelsmandens krig blev i reglen betegnet med de samme begreber: Feyde (feud), tvedragt (discord), trætte (dispute), uvilje (un-will).20 Inden ca. 1500 var der ikke noget ord, der var forbeholdt kongerigets krige mod andre suveræne politiske enheder. Ved middelalderens slutning begynder man at bruge ordene orlog og krig om krige mellem kongedømmer, men endnu var feyde mindst lige så hyppigt anvendt i denne betydning, og dette ord betegnede fortsat tillige den private fejde samt borgerkrig og oprør.21 Også terminologien og normerne om fred, fredsslutning, våbenhvile og lejde var nogenlunde ens, hvad enten der var tale om krige eller fejder.

Senmiddelalderens dansker kunne naturligvis godt kende forskel på den store krig med dens tusindtallige troppeopbud, store slag og omfattende ødelæggelser, og så den langt mere begrænsede private fejde, den lille krig. Dog var der en række fællestræk mellem den måde, man i praksis førte store og små krige på. De store krige blev sjældent afgjort i store slag eller ved militær erobring af større landområder, men bestod i vidt omfang af raids og plyndringer, der mindede en hel del om herremændenes fejdepraksis.22 De svende, herremanden stillede med til rigets krige var de samme, som han brugte til angribe sine rivaler i private fejder. Belejringer af borge var ikke noget, der kun forekom i store krige. De kendes også fra herremændenes fejder.23

I det hele taget var Danmark ikke i ret betydelig grad hærget af store krige i senmiddelalderen. Danmark blev sjældent invaderet af store hære fra udlandet, bortset fra nogle få, ret kortvarige svenske felttog i Skåne under unionskrigene – og bortset fra de store invasioner under borgerkrigen ved epokens afslutning (Grevens Fejde 1534-36). Danmarks krige blev som regel ført udenfor rigets eget territorium, især i Sverige. For mange danskere var små krige mellem herremænd derfor i lange perioder mere nærværende end kongerigets store krige. De fleste borgere og bønder havde formentlig personlige erfaringer med adelsfejder, færre med rigets fejder mod fremmede magter.

Forskellen mellem, om der var krig eller fred, var således ikke kun determineret af, om staten var i krig. Den var også bestemt af, om stormændene bekrigede hinanden. I denne henseende var forskellen mellem, hvad man opfattede som militært og civilt, ikke udelukkende bestemt af staten. Retsligt var der ganske vist forskel på, om Danmark som helhed var i krig med en fremmed magt, eller om der herskede fred mellem riget og dets naboer. Var det sidste tilfældet, herskede landefreden. Herremændenes fejde var kun en relativ ophævelse af landefreden. Kun mellem de fejdende parter var freden opsagt, og selv i en åben adelsfejde var rigets love, og dermed landefreden, i kraft. Kun når en mand var dømt fredløs efter loven for en specifik forbrydelse (hvorefter enhver måtte dræbe ham straffrit), kan man tale om et totalt (men altså individuelt) fjendskab i den private fejde, som ophævede den almindelige retstilstand.24 I modsætning hertil kunne den store krig bestå af et nærmest altomfattende, totalt fjendskab mellem to kongeriger. Blot gjorde den det ikke altid. Også i de store krige synes man at have opereret med forskellige eskaleringstrin, hvor det laveste trin ikke adskilte sig meget fra de regulerede og modererede adelsfejder. Her gjaldt de mest høviske og skånsomme af reglerne om ius in bellum.25

Dertil kommer, at den indre landefred tilsyneladende ikke blev ophævet, når Danmark førte krig mod andre kongeriger. Man benyttede sig ikke af nogen total undtagelses- eller krigsretstilstand. Krig medførte i det hele taget kun få undtagelser fra retstilstanden i fredstid. Men der var undtagelser. Der fandtes særlige retsregler, som kun var gældende i krigstid og/eller for ’militariserede’ personer. Vi har allerede nævnt den strenge straf for desertering fra landeværnet. Endvidere skulle der ifølge Jyske Lov af 1241 betales ekstra høje bøder for drab begået i leding, og loven indeholder også særlige bestemmelser for tyveri begået sammesteds.26 Der synes dog ikke at have været nogen fast militær domstol, som havde jurisdiktion over militariserede personer, hverken på landskabslovenes tid eller i senmiddelalderen. Sager om bønders forsømmelse af strandvagt blev i 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet ført for de samme domstole som andre retssager, der hørte under den verdslige jurisdiktion.27 Et andet eksempel på, at rigets krige mod udlandet i senmiddelalderen medførte en undtagelse fra den almindelige retstilstand ser vi i forbuddet mod at sagsøge adelige godsejere, så længe de var borte i ”herreskald og rigens tjeneste”.28

Var adelsfejderne med til at udviske skellet mellem krig og fred (og dermed militær og civil), var de på den anden side med til at forstærke den traditionelle middelalderlige distinktion mellem krigere (bellatores) og ikke-krigere (oratores og laboratores). Adelsfejderne tydeliggjorde standsforskellene symbolsk, og konkret medførte de en stadig reproduktion af de feudale produktionsforhold: Bønder var ofte mål i adelsfejderne, og det deraf opståede beskyttelsesbehov blev dækket af den fejdende herre. Til gengæld for beskyttelsen skyldte bønderne afgifter, lydighed og taknemmelighed.

Men heller ikke i de private fejder var distinktionerne mellem krigere og ikke-krigere clear cut. Ofte deltog nemlig bønderne – der ellers skulle udgøre en hel stand af ikke-krigere – i adelsfejderne på deres herres side. I 1459 blev Philip Axelsen Thott, kongelig lensmand på øen Langeland, beskyldt for at have rejst øens almue mod sin fjende, Erik Eriksen Løvenbalk. Fejden mellem Philip Axelsen og Erik Eriksen bundede i en privat arvestrid, og beskyldningerne mod Philip Axelsen (som denne dog afviste) gik nærmere bestemt ud på, at Philip Axelsen havde misbrugt landeværnsordningen til at mobilisere bønderne. Dette er ganske vist et af de mest spektakulære tilfælde af militarisering af bønder i danske adelsfejder i senmiddelalderen, men der findes en del andre eksempler, som peger i samme retning.29

En fejde mellem biskoppen af Roskilde, Niels Skave, og cistercienserklosteret Sorø 1489-93 indeholder både eksempler på angiveligt uskyldige bønder, der brutalt overfaldes af de fejdende stormænds håndlangere, og bønder, der optræder særdeles aktivt i herrens tjeneste.30 Fejden havde afsæt i en principiel strid om bispens ret til at visitere og gæste klosteret, som – særligt fra 1488 – hævdede cistercienserordenens ret til eksemption overfor bispens autoritet. Anstødet til (eller påskuddet for) fejdens eskalering var mere lokal. Sorø kloster var fra gammel tid ejer af alt gods i landsbyen Stenmagle, bortset fra præstegården. Da præstegården imidlertid for mange år siden var brændt, havde abbeden ladet præsten flytte ind på en af klosterets gårde i landsbyen, for hvilken de skiftende præster derefter i mange år betalte leje. I 1489 fik landsbyen en ny præst, som nægtede at betale leje, hvorved han anfægtede klosterets ejendomsret til gården. Præsten søgte støtte hos sin foresatte, biskoppen, der mere end villigt tilbød sin hjælp. Abbeden bad i begyndelsen af april præsten om at flytte, men præsten nægtede, og den 8. maj indfandt klosterets prior og to munke sig i Stenmagle for at sætte præsten ud.

Ifølge bispens og præstens advokat ved den pavelige højesteret i Rom, hvor sagen senere endte, tyede prioren nu til vold – med assistance af landsbyens bønder. Præsten blev jaget ud med magt og mishandlet med stokkeprygl og pisk, og bønderne plyndrede og ødelagde hans ejendele, så han blev både fattig og hjemløs. Klosterets advokat påstod derimod, at bønderne venligt havde hjulpet præsten med at flytte, og det på præstens egen opfordring, hvilket forekommer at være en mindre troværdig udlægning. Biskoppen reagerede med at bandlyse bønderne. Abbeden ophævede dog straks bandet, og bøndernes modstand mod præsten, som endnu prædikede i kirken, fortsatte. Bønderne mødte op i kirken trods bandlysningen, og nogle gange stillede de sig ved kirkedøren og hindrede præsten i at komme ind.

Biskoppen gik nu til Sjællands landsting og fik bønderne dømt fredløse. Dermed skaffede han sig ret til at straffe de fredløse bønder og med magt genindsætte præsten i hans bolig i Stenmagle. I september sendte bispen 80 bevæbnede mænd, anført af adskillige af bispens adelige klienter, til Stenmagle. Her gik de til angreb på den tidligere præstegård, hvor en af klosterets bondefogeder i mellemtiden var flyttet ind og havde samlet en stor mængde korn, penge og varer, der var opkrævet i landgilde på klosterets vegne. Bondefogeden og hans kone og børn blev jaget ud, hånet og mishandlet, og alle deres ejendele og klosterets landgilde blev plyndret eller ødelagt. De af landsbyens bønder, som ikke nåede at flygte, blev pågrebet af bispens mænd og ført bort. Ifølge abbedens prokurator blev fangerne ”anbragt i snævre fangehuller, hvor de næppe kunne ånde, lagt i bånd og jern, der var trange, grusomme og umenneskelige, tillige underkastet en frygtelig tortur, så at deres hænder, arme, fødder og andre lemmer mistede kræfterne og blev stive og ubrugelige”.31

Denne fremstilling, som bispens prokurator faktisk ikke modsagde, men snarere bekræftede, spiller på stereotypen om den fattige, svage og uskyldige bonde, der gøres til offer for den fejdende stormands overmagt. Interessant er det, at begrebet ”umenneskelig” (inhumaniter32) bruges i den forbindelse. Sagen var imidlertid, at bønderne i Stenmagle hverken var uskyldige i juridisk eller moralsk forstand. Med deres overgreb på sognepræsten havde de gjort sig til del i klosterets fejde med biskoppen af Roskilde. Her var det Roskildebispens prokurator, der kunne aktivere stereotypen om den stakkels fromme præst, der overfaldes af ufredelige, voldelige lægmænd. Både stereotypen om den værgeløse og fattige sognepræst og stereotypen om de undertrykte og uskyldige bønder trak veksler på den middelalderlige fredsbevægelses tankesæt. Det er for resten bemærkelsesværdigt, at biskoppen fandt det nødvendigt at sende så mange bevæbnede mænd til Stenmagle. Biskoppen har åbenbart forventet væsentlig væbnet modstand fra landsbyens indbyggere.33

Senmiddelalderens eget lighedstegn mellem krigere og adelige, og mellem ikke-krigere og bønder, blev således relativeret af, at bønderne tog del i stormændenes fejder. Også selvom man på et propagandistisk plan forsøgte at udnytte de traditionelle distinktioner og stereotyper, og selvom bøndernes deltagelse i adelsfejderne var underordnet herrens vilje og således foregik indenfor rammerne af det feudale værnsforhold. I samme retning – en relativering af middelalderens traditionelle skel – trak det, at bønder og borgere også fejdede på egne vegne og tilsyneladende hævdede at gøre dette med fuldt så megen ret som ridderne. Efter alt at dømme var fejder mellem bondeslægter, og tilsyneladende også mellem borgere i købstæderne, et ganske udbredt fænomen i senmiddelalderens Danmark. Disse fejder militariserede ikke bønderne på samme måde som kongerigets krige kunne gøre det, og de havde næppe lige så omfattende sociale implikationer som adelsfejderne. Alligevel må det have bidraget til en udviskning af skellet mellem adelige krigere og uadelige ikke-krigere (og af skellet mellem krig og fred i det hele taget), at medlemmer af en bevæbnet bondestand ofte befandt sig i en tilstand af langvarig og blodig feyde.34

Senmiddelalderens store bondeoprør var mindst lige så relativerende for ethvert tilløb til at skelne mellem en militær og en civil sektor i det danske samfund. 1438-41 og 1534 hærgede store bondeoprør det meste af det danske rige, i 1525 fandt et lige så omfattende og alvorligt oprør sted i Skåne, og derudover var der i 1520’erne og 1531 en række truende bondeopløb i Jylland. I Sverige var der i unionstiden mindst lige så meget oprørsaktivitet, hvilket også må have påvirket synet på militær og civil i Danmark. Bønderne havde en fast oprørspraksis, som iværksattes efter et på forhånd kendt skema, når social utilfredshed ventileredes i organiseret massevold mod godsejerne, kirken og kongemagten. Bønderne udnyttede her de magtteknikker, som ellers var skabt (eller usurperet) af staten til at kontrollere almuen og mobilisere den militært. Bønderne brugte således landeværnsordningens varslingssystem (bavne og brand, budstikke) og holdt mønstring på herreds- og landstingene, som til daglig fungerede som overklassedomineret domstol. Bønderne satte deres egen militære domstol, som for desertering fra oprøret idømte dødsstraf ved hængning i egen hanebjælke, ganske som kongemagten plejede at straffe bønder, der deserterede fra landeværnet.

De oprørske bønder evnede at rejse effektive hære, som var i stand til at foranstalte omfattende ødelæggelser på kongens, kirkens og adelens godsbesiddelser, og i flere tilfælde gik bønderne sejrende ud af store slag mod overklassens tropper. Som regel fik bondeoprørene tilslutning fra enkelte medlemmer af adelen, som sikkert har kunnet bidrage med særlig militær ekspertise, men som helhed betragtet ophævede ethvert større bondeoprør for en tid adelens rolle som krigerkaste, ligesom oprørene både konkret og symbolsk udgjorde en betydelig hæmning af kongemagtens bestræbelser i retning af et effektivt monopol på militær magt. På den anden side skal man huske på, at bondeoprør trods alt var en forholdsvis sjælden foreteelse, og at de alle blev nedkæmpet i sidste ende. Retsopgøret og hele restaurationen af samfundsordenen efter et bondeoprør indbefattede en genoprettelse og vel også en specifik markering af den herskende klasses distinktioner mellem militært og civilt.35

Bønderne og borgerne mente efter alt at dømme at have ret til at gøre oprør, hvilket naturligvis kolliderede med øvrighedens retsprincipper. Ret til at gøre oprør mod en tyrannisk konge fik til gengæld Danmarks adel mod middelalderens slutning. Fra 1483 var denne oprørsret ligefrem indskrevet i kongernes håndfæstninger. Oprørsretten blev aktiveret adskillige gange af aristokratierne i Danmark, Norge og Sverige, bl.a. da den danske adel i 1523 afsatte kong Christian 2.36 Adelens ret til at gribe til våben overfor kongen var naturligvis undergravende for udviklingen hen mod en moderne stat. Idet oprørsretten var forbeholdt adelen og udelukket for de lavere stænder, forstærkedes den traditionelle aristokratiske opfattelse af, hvilke grupper i samfundet, der havde ret til at føre krig.

Sammenfattende kan man om skellet mellem militært og civilt i Danmarks senmiddelalder sige, at teori og praksis ikke stemte ganske over ens. Det konglomerat af pacifistiske og stænderlegitimerende ideologier, som til sammen formede en normativ differentieren mellem krigere og ikke-krigere i hele det middelalderlige Europa, fandtes også i Danmark i senmiddelalderen. Denne normative differentieren blev i praksis relativeret på flere forskellige måder. Herved adskilte Danmark sig næppe fra det øvrige Europa, hvor bønder og borgere også blev brugt militært, og hvor man mange steder havde både sociale oprør og adels-, borger- og bondefejder. Baggrunden for, at de danske bønder efter alt at dømme blev mere krigeriske i senmiddelalderen, var deres forbedrede økonomiske og sociale situation under den senmiddelalderlige befolkningskrise, der mere var en krise for godsejerne end bønderne. Almuens oprørs- og fejdepraksis var med til at udviske det traditionelle skel mellem bellatores og laboratores. Udskrivningen af bønder og borgere til kongerigets store krige havde samme effekt, men var nærmest et moderne træk, der pegede fremad, i modsætning til deres deltagelse i private fejder. Almuens egne indbyrdes fejder var en hindring for opkomsten af en moderne stat med voldsmonopol, og selvom bøndernes deltagelse i adelsfejderne på sin vis relativerede skellet mellem krigende adelige og fredelige bønder, så fandt den sted indenfor rammerne af det feudale værnsforhold, som var behersket af den krigende adelsmand.

Adelen var stadig krigerstand af både navn og gavn og var formentlig den samfundskraft, der mod middelalderens slutning gjorde mest for at konservere den traditionelle distinktion mellem krigere og ikke-krigere. Det gjorde adelen ved hele tiden at gøre normerne til realiteter. I kongens krige, i oprør mod kongen, i nedkæmpelsen af bondeoprør og i adelsfejder. Adelsfejderne fremstår som et fænomen, der i særlig høj grad hæmmede udviklingen frem mod det moderne skel mellem militær og civil. Adelsfejderne svækkede oplevelsen af en markant forskel på, hvornår der var krig, og hvornår der var fred. Samtidig bremsede de for den statsudvikling, der senere blev en forudsætning for den nutidige distinktion.


Yüklə 207,5 Kb.

Dostları ilə paylaş:
  1   2   3




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©genderi.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə