Statsansattes Kartel
Yüklə 23,01 Kb.
|
 Til: OAO-S ekstraordinært repræsentantskabsmøde 25. marts 2011 Det talte ord gælder Flemming Vinthers tale vedr. pkt. 5. Stillingtagen til CFU-forliget For godt 1½ måned siden havde jeg de sidste sværdslag med finansministeren. Og i går blev de sidste organisationsaftaler endelig godkendt af Personalestyrelsen. Det betyder, at det nu er muligt at tage stilling til det samlede forlig. Men inden vi kommer der til, vil jeg gerne give CFU-forliget og processen nogle ord med på vejen. Da forhandlingerne gik i gang i januar, havde jeg tænkt mange forskellige udgange af forløbet igennem. Og jeg må sige, at rigtig mange af vores mere strategiske vurderinger faktisk holdt. F.eks. vurderingen af, hvilke områder finansministeren ville stå meget fast på, hvor han måske var knap så ”fast i kødet”. Skulle vi tro pressen, har vi forhandlet: ”Det dårligste resultat i årtier”. Nu er jeg måske for tæt på til at være helt objektiv, men det er bare ikke den følelse, jeg står med. Jeg er helt på det rene med, at resultatet næppe har vakt jubel, og det er vel også begrænset, hvor mange flasker champagne der er blevet hevet frem fra køleskabet, men jeg står ved det resultat, som vi har opnået. Et resultat skal jo måles i forhold til de givne omstændigheder. Og set i forhold til det baggrundstæppe, der har været for handlingerne, så er resultatet – realistisk set – det absolut bedst opnåelige! Og jeg har ingen problemer med at anbefale jer at stemme ja, når vi når dertil. Ganske kort om det, jeg kalder baggrundstæppet. I kender alle den økonomiske situation, hvor Danmark er gået fra at kunne købe hele verden forud for OK08 og til nu at have et underskud på 80 mia. på statsbudgettet. Jeg vil sige, at hvis jeg ikke kunne den historie forud for forhandlingerne, så fik Claus Hjort fortalt den så ofte undervejs, at jeg sent glemmer den. Vi har en privat sektor, som først nu er ved at arbejde sig ud af finanskrisens dybe skygge, hvilket bestemt også kan ses i OK10-resultatet for vores private kollegaer. Vi har 170.000 ledige kollegaer, hvilket jo i sig selv gør, at arbejdsgiveren ikke ligefrem føler sig meget presset til at hæve lønningerne. For mon ikke en af de ledige er villig til at acceptere den løn, de tilbyder i dag. Måske endog en løn der er lidt mindre! Vi havde vores berømte gæld på reguleringsordningen, som skulle betales. Det har vi aldrig sat spørgsmålstegn ved, og som I ved, bliver den med aftalen betalt. Og vi havde to områder, hvor vi i særlig grad havde ryggen mod muren: Lavere pligtig afgangsalder for en række tjenestemandsgrupper og førtidspensionsfradraget i forbindelse med frivillig fratrædelse, før pensionsalderen er opnået. Disse to områder, der som bekendt hang fra OK08, skulle løses enten ved aftale her i OK11 eller ved lovgivning senere. Realiteten er jo, at et bredt flertal i Folketinget med Velfærdsforliget fra 2006 har lagt spor ud på dette område, der er lige så svære at fravige som jernbanespor. Den generelle tilbagetrækningsalder og folkepensionstidspunktet er der allerede lovgivet om. Førtidspensionsfradraget var derimod til forhandling. Finansministeriet forhandlede som sagt, med et stærkt mandat fra Folketinget. Finansministerens udgangspunkt var, at førtidspensionsfradraget skulle tilnærmes de vilkår, der i dag gælder for OK-ansatte, der fratræder tidligere. I den forbindelse kan jeg oplyse, at flere pensionsselskaber vurderer, at reduktionen af en overenskomstansats pension er på ca. 45 pct., hvis vedkommende går på pension som 60-årig. Derudover hører det med, at forhandlingen også fandt sted i lyset af bl.a. Lønkommissionens afsluttende rapport, der konkluderede, at tjenestemandspensionens værdi svarer til gennemsnitlig 30 pct. af lønnen – ikke noget der i sig selv har noget med førtidspensionsfradraget at gøre, men som er med til at tegne baggrundstæppet. Udgangspunktet for forhandlingen om førtidspensionsfradraget var dermed overordentlig vanskelige. Det er alene de tjenestemænd, der vælger at gå selv, der bliver ramt af de ændrede vilkår. Og husk, at ændringerne først træder i kraft for tjenestemænd, der fratræder i 2019 eller senere, og at det ikke er alle tjenestemænd, der bliver berørt.
Jeg vil meget gerne i den forbindelse henvise til, at der på OAO’s hjemmeside findes en beregner, hvor man kan få svar på:
Derudover er der aftalt ændringer for de organisationer, der har lavere pligtig afgangsalder. Der er lavet aftaler for forsvarets, kriminalforsorgens og politiets grupper. Vi har hver især forhandlet vores aftaler på plads med differentierede og acceptable resultater, som passer til de enkelte grupper. Der er desuden aftalt nogle forbedringer for tjenestemændene:
Alt sammen elementer som længe har været på vores liste over forbedringer af tjenestemandsområdet. Så det er ikke kun forringelser til tjenestemændene. Selv om det nogle gange kommer til at lyde sådan. Ændringerne på tjenestemandsområdet var uundgåelige denne gang. Samlet set mener jeg, at ændringerne er acceptable, og helt klart bedre end hvis vi ikke havde forhandlet og i stedet ladet Folketinget fastlægge vilkårene. Jeg kan derfor anbefale tjenestemændene at sige ja til resultatet. Og så tilbage til det øvrige resultat, for der er jo trods alt andre end tjenestemænd i OAO-stat. I har selvfølgelig alle nærstuderet resultatet, så jeg vil ikke gennemgå det minutiøst, men jeg vil alligevel fremhæve nogle af de væsentlige elementer. Vi fik fastholdt vores hovedkrav om generelle lønstigninger. Og husk på, at lønstigningen i 2011 ikke er på nul. Den er på 1,48 pct. Så rammen er ikke 1,7 pct. den er 3,18 pct. Jeg vil i forlængelse heraf også fremhæve, at der er forudsat 1,8 pct. i den såkaldte reststigning. Der er altså dermed nye midler i spil til lokal lønudvikling i staten. Og lægger vi reststigningen på 1,8 pct. til rammen, så tåler statens resultat bestemt sammenligning med det kommunale resultat! Vi fik udbygget minipensionen, hvilket jeg personligt er meget tilfreds med. Vi hæver minipensionen med 0,37 procentpoint for alle. Minipensionen stiger således fra de nuværende 10,28 pct. til 10,65 pct. For tilsynsfunktionærer stiger den til 7,28 pct. og for HKKF stiger den til 6,72 pct. Vi har løftet de medlemmer, som er på laveste ATP. Det betyder, at et medlem, som i dag er på den laveste sats, rykkes en sats op pr. 1. januar 2012. Jeg vil gerne understrege, at forbedringerne i minipensionen og løftet i ATP er sket uden at udhule lønstigningen! Pengene er fundet uden for rammen. Vi har fået fjernet to karensbestemmelser i OAO’s fællesoverenskomst: Den såkaldte 30 dages regel og kravet om 15 timers gennemsnitlig ugentlig beskæftigelse. Afskaffelsen af 30 dages reglen betyder, at man får indbetalt pension fra 1. ansættelsesdag, hvis man har været omfattet af en arbejdsmarkedspension ved tidligere ansættelse, uanset om denne var privat eller offentlig. Afskaffelsen af 15 timers reglen betyder, at man får indbetalt pension uanset timetal. Vi har forbedret gruppelivsordningen: Dødsfaldssummen er forhøjet til 370.000 kr., og forsikringssummen til efterladte børn under 21 år er forhøjet til 30.000 kr. Og som noget nyt indføres forsikringssum på 50.000 kr. til børn under 18 år, som pådrager sig kritisk sygdom. Vi har bevaret et stærkt fokus på kompetenceudvikling. Der afsættes i alt 120 mio. kr. til kompetenceudvikling i perioden. Og så kom vi igennem med at opretholde udvalgene, herunder vores eget udvalg, OPU. Vi har dermed sikret os, at der er særligt fokus på netop vores medlemsgrupper også i den kommende OK-periode, og det er sikret, at der er midler afsat. Vel at mærke midler som vi er med til at forvalte. Og selv om der ikke er afsat en særlig pulje til kortuddannede, er fokus fra denne gruppe ikke væk. OPU’s økonomiske ramme er øget forholdsmæssigt i forhold til de to øvrige udvalg, netop med henblik på at varetage netop kortuddannede. En model som vi er tilfredse med. Vi har forhøjet jubilæumsgratialerne, og det er aftalt af beløbene procentreguleres. Derudover er det aftalt, at ansættelsesmyndigheden kan fastsætte et højere gratiale. Og sidst men ikke mindst har vi aftalt et serviceeftersyn af de overenskomst- og aftalemæssige rammer i staten. Der er tale om et bredt serviceeftersyn af aftale- og overenskomstsystemet, løndannelse, arbejdstid og arbejdstilrettelæggelse. Jeg vil gerne fremhæve, at TR og SU-systemet indgår i eftersynet, som vigtige omdrejningspunkter. Det har været et kardinalpunkt for OAO, idet vi mener, at SU og TR er grundpillerne, når der tales om eksempelvis lokal løndannelse og arbejdstidstilrettelæggelse. Jeg er derfor rigtig tilfreds med, at det er lykkedes! Det var så, hvad vi fik – i korte træk. Men når vi skal måle resultatet, er det nok så vigtigt, hvad vi undgik! Lad det være sagt med det samme. Begge parter måtte lade ”hjerteblod” falde. For os var det bl.a.: tryghed, barsel, ferie, regulering af tjenestemandspensionen, frokost på Det Kongelige Teater, TR og SU i folkekirken og forbedringer på tjenesterejseområdet. Arbejdsgiveren måtte opgive kravet om endnu mere fleksible arbejdstidsregler, om en mere fri lokal løndannelse, reducering af ”skal” områder i SU, en ”modernisering” af reglerne for tjenestefrihed – herunder til organisationsarbejde. Man kan – og skal – jo altid overveje og diskutere, om man fik ”nok med fra bordet”. Det gjorde vi! Når jeg kan sige det med overbevisning i stemmen, skyldes det, at det blev meget klart under forhandlingerne, hvad yderligere indrømmelser til os ville have ”kostet”. Det ville have kostet på normperioden, og det ville have kostet på aftalerette for TR i forbindelse med brug af plustidsaftalen. Det blev sagt meget klart og tydeligt fra finansministerens side. Så jo, vi kunne nok have fået lidt mere på enkelte områder, men så havde I i dag skullet sige ja til et resultat, som indeholdt en normperiode på f.eks. et år. Det tror jeg ikke rigtig på, at vi havde fået et ja til! Inden jeg giver ordet frit, vil jeg lige ridse tidsplanen for urafstemningen op. Resultatet af forbundenes afstemning skal senest meddeles OAO fredag den 15. april kl. 10.00. CFU har resultaterne fra alle centralorganisationerne kl. 12.00 og kan offentliggøre det samlede resultat. Afslutningsvis vil jeg gentage, at jeg står ved resultatet, og det er min klare vurdering, at det er det absolut bedst opnåelige i den givne situation. Jeg anbefaler, at repræsentantskabet indstiller et ja til CFU-forliget. Og hermed er debatten åben. 15468.19
Yüklə 23,01 Kb. Dostları ilə paylaş:
|