Bilag 1 Kim Fupz Aakeson

Bilag 1

Kim Fupz Aakeson: Jeg begyndte sådan set bare at gå: Skovhuggere, 2011
Vi kørte hjemmefra så vi kunne være der nogenlunde tidligt på eftermiddagen, Nils bor lidt ude på landet. Han bor alene nu, men han havde vist tit damer.

»Han er en værre tyv,« sagde min far og blinkede til mig. »Hvis du forstår?«

»Jeg forstår,« sagde jeg.

»Tag lige min rygsæk.« Han holdt blikket på vejen og nikkede bagud, og jeg tog sikkerhedsselen af og fiskede hans lille rygsæk fra bagsædet.

»Tag lommelærken, vi sipper lige.«

Jeg fandt hans lille lommelærke i sølv og skruede låget af, han tog den fra nng og slugte en hurtig tår, han rakte den tilbage og nikkede, jeg skulle også tage en tår. Det var en bitter af en eller anden art. Det smagte ikke særlig godt.

»Og det skal din mor jo ikke have at vide.«

»Nej.« Jeg skruede låget på igen og lagde lommelærken ned i rygsækken igen.

»Vi er skovhuggere, vi skal have en lille gibbernakker når vi skal på hugst.«

Han snakkede hele vejen op til Nils. Han fortalte

om en der hed Pia som han kendte før min mor. »Hun var dum som en dør, men hun havde de største nødder jeg nogensinde havde leget med, så jeg kunne fandeme ikke slå op med hende, det kunne jeg sgu ikke.«

Han grinede selv af sine historier. Der var også en om en hund Nils og han havde haft da de var små, en hund der altid prøvede at parre sig med alt og alle. »Sofapuder, marokkopuder, andre hunde, folks ben, engang kom den tæt på en kat der ikke var bange for hunde, og guddødeme om ikke den prøvede at hoppe op på ryggen af det stakkels kræ.«

Han grinede og ville have et lille sip til.

»Hvad er en marokkopude?«

»Det er lige meget for historien,« sagde han og lød pludselig irritabel. »Kom nu med den lille lærke.«

Han talte om lande han havde været i, hvordan deres damer så ud, om gymnastikpiger, om fodbold, om vægtløftning, hvad jeg skulle tænke på med min fremtid, han var virkelig i hopla.

Nils var allerede omme ved træet da vi kom, det var en stor bøg der tog solen fra hans terrasse.

»Howdy, howdy,« råbte min far. »Her er skovhuggerne!«

Nils løftede bare en arm, han havde lagt alt frem, hjelme, motorsav, økse, arbejdshandsker, mukkert. Nils havde alt af sådan noget med værktøj og redskaber. Han havde allerede været oppe i træet og bundet et nylonreb fast højt oppe, det var skinnende blåt.

»Det træ kan bare vente sig,« sagde min far og kiggede op i kronen.

»Det er næsten synd,« sagde jeg.

»Hør ham engang,« grinede min far. »Synd for et træ.«

»Det tager min sol,« sagde Nils og stod lige ved siden af mig. »Men det er sgu lidt synd, det er et flot træ.«

»Bare ned med sig,« sagde min far og tog fat i enden af nylontovet der lå hen ad jorden, han mærkede hvor stærkt det var, nikkede og satte to hænder for munden. »Timbeeeer!«

Nils pegede med strakt arm over mod skovbrynet, det var en stor naturgrund han havde, kæmpestor. »Vi vil have det til at falde den vej,« sagde han.

»Og vi vil have øl,« sagde min far og knappede en øl op, dem havde Nils også stillet frem. Der var også sodavand, men min far åbnede øl til både mig og Nils, så jeg tog bare øl.

»Hvad siger du, lillebror?« sagde min far.

»Her,« sagde Nils og rakte os en orange hjelm hver.

»Vi skal sgudda ikke ud og cykle,« sagde min far, men han tog hjelmen på alligevel.

»Nu skærer jeg lige første skive ud, og så tager vi den derfra,« sagde Nils.

»Nemlig.« Mm far klappede i hænderne.

Nils slog visiret ned på hjelmen og startede motorsaven, der stod en tæt, hvid røg omkring ham, og han begyndte på det første, skrå snit en halv meter overjorden.

»Det er fandeme en motorsav!« råbte min far da Nils trak saven tilbage. Nils nikkede, tjekkede noget på skæret og fortsatte med at arbejde sig skråt ind og

ned i stammen. Det tog tid, det var virkelig et stort træ.

Jeg stod lidt længere væk, min far havde hele hovedet nede i snittet og sagde noget til Nils jeg ikke kunne høre, Nils nikkede bare.

»Følg godt med,« råbte min far til mig. »Du kan lære noget her.«

Så lagde Nils sig på knæ og tog fat på at skære nedefra og op så han kunne lave en kile der kunne trækkes ud, det tog længere tid end før, og han måtte stoppe og smide arbejdsjakken, han fik varmen.

»Skal jeg tage en tørn?« spurgte min far.

»Den kommer nu,« sagde Nils.

Jeg drak lidt af min øl. Nils arbejdede længe, så trak han motorsaven væk, og den var der kun næsten, min far tog mukkerten og slog på kilen indtil den flækkede og de kunne skubbe den ud.

»Sådan skal den have det,« sagde han.

»Okay.« Nils slog visiret op, man kunne se hans tatovering på skulderen, han havde tatoveringer på skulderen og på ryggen og på den ene underarm. Han havde fortrudt dem og sagt til mig hundrede

gange at jeg aldrig måtte få tatoveringer. Han sagde: »Så er det tovet og det skal bare være stramt nu, hele tiden stramt.«

»Jeps,« sagde min far og tog fat i tovet.

»Vi skal lige have det rundt om det andet træ,« sagde Nils og pegede på det andet af de store træer. Mm far så forvirret ud.

Nils sagde: »Hvis du bare står og hiver far du det sgu i hovedet.«

»Jaja,« sagde min far. »Jeg er ikke idiot.«

Han førte tovet rundt om det andet træ og gik ud til siden, holdt tovet stramt, så han var væk når træet faldt.

»Vi kører?« spurgte Nils og havde motorsaven klar igen.

»Vi kører,« råbte min far og hev i tovet, han var rød i hovedet og havde smidt hjelmen igen.

Jeg havde ikke rigtig noget at lave og tænkte at jeg måske også kunne holde tovet, hjælpe ham med det.

»Nejnej,« sagde min far. »Gå lidt væk.«

Nils startede motorsaven og begyndte at lægge et

lige snit fra bagsiden af træet, det gik trægt, han skulle skære af mange omgange, og måske var klingen ved at blive sløv, da han var kommet et godt stykke md sad klingen fast, motorsaven gik op i lyd og osede.

»Den klemmer klingen!« råbte Nils til min far og min far tog bedre fat, brugte flere kræfter, trak i tovet og gled, faldt og knaldede ryggen ned i en stor sten.

»For satan!« hylede han. Jeg blev stående lidt for længe, Nils havde allerede faet saven fri, havde lagt den fra sig og var nået hen til min far og fik ham op at sidde.

»For satan det lort,« jamrede min far og holdt sig på lænden. »Det lort, det satans lort.«

»Ret dig op,« sagde Nils.

»Det kan du fandeme sagtens sige,« sagde min far. Han så ud som om han var ved at tude, så ondt gjorde det. Det tog lidt tid, men så var det heller ikke værre, han bandede en del og kunne kun sidde på en særlig måde, let foroverbøjet på en gammel havestol.

»Godt vi har afløser med,« sagde Nils og smed enden af tovet hen til mig. Jeg tog fat i det og stillede mig an, jeg holdt det stramt og sørgede for at have godt fodfæste.

»Det er fint!« råbte Nils til mig, og motorsaven åd sig ind i stammen, han måtte første arbejde fra den ene side, så den anden, klingen var ikke lang nok til at nå hele vejen hvor træet var bredest. »Det er fint!« råbte han igen.

Jeg svedte, jeg trak, jeg skævede og kunne se at han nærmede sig det punkt hvor træet nok ville begynde at falde, jeg hev og svedte, Nils råbte at nu var det tæt på, så trak han saven ud, gik et par skridt tilbage og så op, så løb han over til mig og tog fat bag mig, så hev vi, så knagede det, det knagede helt afsindigt og så faldt det. For satan det faldt. Lyden da det ramte jorden, jeg kunne mærke det i fødderne, det hele gav sig under mig.

Og så var der stille.

»Sådan,« sagde min far fra havestolen. »Sådan skal den skæres!«

Vi så på den enorme stamme der lå præcis som Nils havde bedt om. Min far sagde flere ting bag os, skovhuggere og træer der fik hvad de havde godt af, ingen svarede ham, Nils så på mig og gav mig et lille mk, jeg nikkede tilbage, der fældede vi sgu lige et stort træ.