Fortolkningens forrang



Yüklə 338,73 Kb.
səhifə1/16
tarix22.07.2018
ölçüsü338,73 Kb.
  1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   16

Fortolkningens forrang

– Henrik Stangerups forfatterskab belyst ved analyser af Manden der ville være skyldig

og Vejen til Lagoa Santa


Fortolkningens forrang

  • Henrik Stangerups forfatterskab belyst ved analyser af

Manden der ville være skyldig

og Vejen til Lagoa Santa

Speciale i dansk
af

___________________________________

Henning Farup Hansen

Vejleder:


Cand.mag. Jesper Valeur Mogensen

80,9 normalsider

Institut for Sprog og Kultur

Aalborg Universitet

Marts 2008

Indholdsfortegnelse


Indledning 4

Teori 6


Metodiske overvejelser 6

Teorihistorisk opridsning 8

Litteraturteoretiske betragtninger 16

Om forholdet mellem værk og tekst 17

Curries teori om fiktion 20

Analytisk tilgang 32

Analyser 34

Den tidlige del af forfatterskabet 34

Fortællingen 34

Vellykket eksperiment og gennemgribende udvidelse 36

Fortælleteknik og fremstillingsformer 39

Statsmagten og de officielle myndigheder – samfundssystemet 41

Den fiktive forfatter og forfatteren – opsummering 48

Den sene del af forfatterskabet 52

De historiske fakta om Peter Wilhelm Lund 53

Fortællingen om Lund 53

Guds skaberplan 57

Sygdom og drømmescener 59

Livet i Lagoa Santa 61

Brandts død 63

Lunds sidste år 66

Konklusion 68

Refleksioner over tilgangen: fra fortolkning til analyse 68

Refleksioner over begrebet om den fiktive forfatter 70

Afrunding 72

English summary 73

Litteraturliste 74

Indledning


Med valget af Henrik Stangerups forfatterskab som emnet for dette speciale rejser der sig umiddelbart en række spørgsmål: Er det forfatterskabet som helhed, der skal undersøges, eller er det snarere et repræsentativt, mindre udvalg af de mest interessante værker? Er det overhovedet muligt inden for rammerne af et speciale at behandle forfatterskabet i sin helhed? Og hvis en udvælgelse er nødvendig: Ud fra hvilke kriterier skal der da vælges? Hvorledes begrunde sine valg og fravalg? At Stangerup også flittigt skrev essays og journalistik, der således også må regnes med til det samlede forfatterskab, rejser endnu et spørgsmål: Hvilken status skal disse tekster have i analysen af forfatterskabet?

Efter gennemlæsning af de skønlitterære værker kan forfatterskabet groft opdeles i den tidlige og den sene del: udgivelserne før erindringsromanen Fjenden i forkøbet (1978) på den ene side og de tre biografiske romaner Vejen til Lagoa Santa (1981), Det er svært at dø i Dieppe (1985) og Broder Jacob (1991) på den anden. Både stilistisk, fortælleteknisk og tematisk adskiller de to grupper sig forholdsvis markant fra hinanden. I midten står så den bekendende erindringsroman Fjenden i forkøbet, der i undertitlen beskrives som: ”En roman om angst og skyld og sjælens misère”. Denne bog må i forfatterskabet siges at høre til en kategori for sig.

Det er naturligvis oplagt, at samtlige skønlitterære værker ikke kan gøres til genstand for grundig og indgående analyse inden for denne opgaves rammer – dertil er Stangerups forfatterskab for omfangsrigt. I relation til de ovenfor rejste spørgsmål er det som en følge heraf nødvendigt at udvælge et mindre antal tekster, i fald analysen af den enkelte tekst skal blive tilstrækkeligt dybtgående. Ud fra en grundlæggende betragtning og læsning af forfatterskabet som helhed har jeg til de følgende analyser og fortolkninger – eller læsninger om man vil – valgt de værker, som i mine øjne må betragtes som hovedværkerne i forfatterskabet. En udvælgelse af en forfatter(inde)s centrale værker forudsætter naturligvis, at alle dennes værker er læst, da udvælgelsen i modsat fald kun bygger på tilfældighed, og betegnelsen hovedværker vil således ikke med rimelighed kunne anvendes. Når det er sagt, så bygger udvælgelsen altid på en subjektiv vurdering, som jo dog kan begrundes og således hævdes mere eller mindre berettiget. De kriterier, der lægges til grund for at karakterisere et værk med præfikset ’hoved’, bliver nødvendigvis afgørende for, hvilke tekster man betragter som hovedværker. Da jeg som nævnt ønsker at behandle forfatterskabet ud fra en helhedsbetragtning, har jeg valgt at analysere et værk fra både den tidlige og den sene del af Stangerups forfatterskab. Fra den tidlige del har jeg valgt Manden der ville være skyldig, der ud over at være det tematisk set mest interessante også på mange måder er repræsentativt for de tidlige værker;1 fra den sene del vil jeg lægge vægten på det første værk i trilogien, Vejen til Lagoa Santa, der efter min opfattelse er det ypperste, Stangerup har skrevet. Kunstnerisk set er det romanerne i trilogien, som er de mest vellykkede i Stangerups samlede produktion, og disse betragter jeg derfor som hovedværker. Kriterierne for min udvælgelse er altså både baseret på et ønske om at favne forfatterskabet i sin helhed, på tematisk væsentlighed og på et mere ubestemmeligt og subjektivt forhold: kunstnerisk kvalitet.

I den tidlige del bærer Stangerups forfatterskab præg af, at han som forfatter i stor stil anvender elementer og hændelser fra sit eget liv – altså biografisk materiale. Dette gælder af oplagte grunde ikke for romantrilogien om henholdsvis naturforskeren Peter Wilhelm Lund (1801-1880), om litteraten Peter Ludvig Møller (1814-1865) og om munken Broder Jacob (ca.1484-1567), men fælles for de tidlige værker og trilogien er, at forholdet mellem fortællere, hovedpersoner og i sidste ende Stangerup selv – i bredere forstand forholdet mellem fiktion og virkelighed – spiller en vigtig rolle i forhold til, hvorledes man forstår værkerne. Det er en generel tendens i den hidtidige behandling af hans tekster, at man i høj grad læser ham biografisk og således retter fokus mod spørgsmålet om, hvor meget Henrik Stangerup der er i hans mandlige hovedpersoner, som stort set konsekvent er synsvinkelbærere i værkerne. Denne tendens er, som jeg ser det, fuldt berettiget, og den udspringer naturligvis af, at hans tekster vidner om en forfatter, der vanskeligt kan adskille sit episke stof fra sit eget selv. I det følgende vil jeg imidlertid vælge en anden vej ind i forfatterskabet.

Jeg er af den opfattelse, at hans værker først og fremmest skal læses som tolkninger af de universer, de omhandler. Man kan naturligvis hævde, at et skønlitterært værk altid skal læses som en tolkning af det univers, der præsenteres, og efter min mening har denne grundindstilling til litteraturlæsning da også meget for sig; i specialet her er det dog blot min hensigt at vise, hvorledes denne indfaldsvinkel kan anvendes i forbindelse med Stangerups forfatterskab. Ud over at vise dette er formålet også at præsentere en litteraturteoretisk ramme for den tanke, at værker bør læses som tolkninger af de universer, de fremstiller. På baggrund af teori- og analysedelen skulle der således gerne være grundlag for at vurdere styrker og svagheder i den foreslåede tilgang til læsning af fiktionsværker.




Dostları ilə paylaş:
  1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   16


Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©genderi.org 2019
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə