Karakter og mentalitet som skygge eller kraft



Yüklə 14,95 Kb.
tarix20.10.2017
ölçüsü14,95 Kb.
#5799

Karakter og mentalitet som skygge eller kraft

Hvordan skal vi forstå det drama, som har udspillet sig for åben skærm i Venstre de seneste uger? Kan det fortolkes ved hjælp af den klassiske model: højskolevenstre versus handelshøjskolevenstre? Jeg vil ikke afvise, at denne model kan forklare nogle træk ved dramaet. Men måske går de afgørende brudflader ikke mellem højskolen og handelshøjskolen, men mellem landbokulturen og arbejderkulturen på den ene side, og det man kunne kalde velfærdssamfundets kultur på den anden.

Vi er dybt fortrolige med den forestilling, at de politiske forskelle er de afgørende. Set i det lys har Venstre og Socialdemokratiet gennem mere end hundrede år stået som modpoler. Men skifter vi de politiske briller ud med de “karakterologiske”, ser verden anderledes ud.

Hvordan ser historien om Lars Løkke Rasmussen ud, hvis den beskrives med udgangspunkt i begrebet karakter, eller mere præcist socialkarakter? Det har den amerikanske sociolog David Riesman givet et bud på i sit klassiske værk Det ensomme massemenneske, der udkom på engelsk i 1950 og på dansk i 1961. Hvor Marx betragter klassekamp som historiens motor, taler Riesman om karakterologisk kamp. Han negligerer på ingen måde, at der også er andre faktorer på spil, men peger på karakteren som en vigtig kampplads.

Der findes ingen nyere Danmarkshistorie, der betragter karakterdannelse som betydningsfuld for samfundets udvikling. Karakter og mentalitet betragtes i stor udtrækning som skygge-fænomener, det vil sige som fænomener, der ændrer sig automatisk i takt med, at samfundets basis ændrer sig. Marx har givet denne opfattelse en markant formulering i fortalen Til kritik af den politiske økonomi (1859): "Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskets bevidsthed, som bestemmer deres sociale væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed". Jeg køber kun denne opfattelse med forbehold. Selv om det uden tvivl er rigtigt, at ethvert samfund i stor udstrækning udvikler den karakter og mentalitet, den behøver, tror jeg ikke, disse immaterielle fænomener er fuldstændig determineret af materielle forhold. Karakter og mentalitet har i dén grad betydning for samfundets udvikling.

Det er vigtigt at skelne mellem karakter og socialkarakter. Vi har hver især nogle karaktertræk, der kendetegner os som individer, men vi har også karaktertræk tilfælles med andre mennesker. Disse fællestræk kalder Riesman for socialkarakter. Uden dem kunne der ikke etableres samfund:

For at kunne fungere godt må et samfund bibringe sine medlemmer en karakter, som får dem til at ønske at handle således som de skal handle som medlemmer af samfundet eller af en særlig klasse inden for denne. De skal ønske, hvad der objektivt er nødvendigt for dem at gøre. Ydre tvang erstattes af indre nødvendighed, og af den særlige form for menneskelig energi, som kanaliseres i karaktertræk.”

I min bogen Solskin for det sorte muld fra 2013 søger jeg at skildre den socialkarakter, der udgjorde baglandet for partiet Venstre. Min far, Axel Korsgaard, som var venstremand, havde nogle karaktertræk, der kendetegnede ham som menneske, men han delte også karakter med mange andre i sin samtid. Mens jeg skriver om landbokulturens udvikling og afvikling med familien som metode, har Jens Smærup Sørensen skildret den samme kultur i fiktionens form. I Mærkedage hedder min far Søren Godiksen. Selv om Smærup ikke har Axel Korsgaard som forlæg for Søren Godiksen, ligner de hinandens som type. De var venstremænd af en særlig støbning, de tilhørte Højskolevenstre før begrebet blev opfundet. De ejede en naturlig myndighed og udøvede en mild form for tyranni. De stilede store krav til andre og endnu større til sig selv. De påtog sig et ansvar for det fælles og havde følelse for folk omkring sig. De oplevede, at deres arbejde bar frugt, både på gården og i sognet. De var respekterede viden om. Frem til omkring 1960 stod de ikke bare som gårdejere, men også som det kulturbærende lag i landbokulturen. Og der stod mange af deres type rundt om i hele landet. Det var især dem, der tog på højskole, gik til gymnastik, var medlem af Venstre, blev formand for andelsmejeriet og valgt ind i sognerådet.

Jeg er vokset op i en familie med fire generationer venstremænd: Min oldefar Peder Korsgaard var sognerådsformand i Tødsø/Erslev kommune på Mors, min bedstefar, Jens Korsgaard, var sognerådsmedlem i Lødderup/Elsø kommune, min far, Axel Korsgaard, var sognerådsformand i Karby-Hvidbjerg-Redsted kommune og senere, da Mors i 1970 blev en storkommune, medlem af Morsø Kommunalbestyrelse indtil 1986. De var arbejdsomme og lagde vægt på dyder som nøjsomhed, mådehold og viljen til at ville forsørge sig selv.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er også vokset op med fire generationer, der havde rod i den samme bevægelse. I et interview i 2012 fortalte hun: ”Jeg er vokset op i en familie med fire generationer socialdemokrater, og jeg har lyttet meget til min farfars beretning (…). Min farfar sagde, at du skal gøre, hvad du kan, for at forsørge dig selv og din familie. For ham var det utænkeligt at bede andre om hjælp, hvis han overhovedet kunne klare sig selv, sådan var hans forståelse af ret og pligt”. Det samme kan siges om min farfar.

Mens de politiske forskelle mellem Venstre og Socialdemokratiet i min barndom var store, var de karakterologiske forskelle mellem venstrefolk og socialdemokrater langt mindre. De havde i virkeligheden mange karaktertræk tilfælles, ikke mindst stoltheden ved at kunne forsørge sig selv og sin familie. Det havde jeg ikke blik for i min barndom.

Hvis man anlægger et karakterologisk blik på samfundsudviklingen, er Laurbærfesten 2008 interessant, idet den kan siges at udgør en mærkedag i dansk kultur- og mentalitetshistorie. Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, havde indbudt statsminister Anders Fogh Rasmussen til at tale i forbindelse med, at Jens Smærup Sørensen skulle modtage De Gyldne Laurbær, som er boghandlernes litterære pris, for romanen Mærkedage. I sin tale inddrog Fogh sin familiehistorie. Hans bedstefar var slagter og landarbejder, men ved hjælp af billige statslån fik han sit eget lille sted, et såkaldt ”statshusmandsbrug”. Her voksede Anders Foghs far op under meget beskedne kår. Der var ikke råd til at læse videre efter folkeskolen. Så han kom ud at tjene på de store gårde. Hans drøm var selv at få en gård en dag. Ved hårdt arbejde lagde han penge til side. Og drømmen gik i opfyldelse. Men familien kunne ikke hvile på laurbærrene. Der skulle pukles for at klare terminerne, så Anders måtte hanke op i møgbøren og hjælpe til på gården, når han kom hjem fra skole. Dog fik han muligheden for at komme i gymnasiet og læse videre. ”Modsat min far fik jeg chancen for selv at vælge min vej”. Foghs historie vidner om den kolossale udvikling, der har fundet sted i det danske samfund. Fra et fattigt landbrugssamfund til et rigt velfærdssamfund.

Ligesom Poul Nyrup Rasmussen sikkert er den sidste danske statsminister med rødder i arbejderkulturen, er Anders Fogh Rasmussen uden tvivl den sidste statsminister med solide rødder i landbokulturen. Deres typer udgør en uddøende race. Som Suzanne Brøgger har påpeget, betyder landbokulturens forlis ikke så meget "tabet af indtægtskilder, men eroderingen af en socialkarakter”. Det samme kan siges om arbejderkulturens forlis. Men selv om den socialkarakter, der knyttede sig til landbokulturen, er ved at erodere, er den dog langt fra krakeleret. Det vidner de sidste ugers kampe i Venstre om, idet der tydeligvis er tale om en karakterologisk kamp mellem to forskellige socialkarakterer. Velfærdskarakteren er ikke tunet ind på nøjsomhed, landbokarakteren vånder sig ved ødselhed i 150.000 kroners klassen for jakkesæt og underbukser. Velfærdskarakteren har ikke problemer med at trække veksler på fællesskabets kasse, landbokarakteren har det bedst med at enhver svarer sit. Velfærdskarakteren er orienteret mod rettigheder, landbokarakteren mod pligter.

At de to bærende klasser, bønderne og arbejderne, og de to bærende kulturer, landbokulturen og arbejderkulturen, er ved at erodere, rejser spørgsmålet: Hvad så? Hvor skal vi hen, du? De to statsministre, der fulgte efter Fogh, er vokset op med den danske velfærdsstat. Lars Løkke Rasmussen tilhører ikke landbokulturen og Helle Thorning-Schmidt ej heller arbejderkulturen. De tilhører begge den middelklasse, som nu dominerer Danmark. Men et flertal af danskere ønsker hverken den ene eller den anden som statsminister, men en tredje. Hvad er det for karakteregenskaber, som middelklassen efterspørger? Hvad udmærker middelklassen? Hvad er dens vision for Danmark og Europa? Hvad kendetegner middelklassens socialkarakter? Hvilke dyder vil vi gerne give videre til vore børn? En drøftelse af disse spørgsmål er måske det bedste, der kan komme ud af den ulyksalige sag om Løkke.



Ove Korsgaard



Yüklə 14,95 Kb.

Dostları ilə paylaş:




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©genderi.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə