Lene storgaard brok, leder af nationalt



Yüklə 172,89 Kb.
Pdf görüntüsü
tarix20.09.2018
ölçüsü172,89 Kb.
#69397


LENE STORGAARD BROK, LEDER AF NATIONALT 

VIDENCENTER FOR LÆSNING

”Fiktive Samtaler” er et iscenesat møde 

mellem personer, hvor der foretages en 

efterrationaliseret og konstrueret samtale. En 

fiktiv samtale er en tænkt, konstrueret dialog 

mellem stemmer. 

Jeg vil gerne invitere til en samtale om 

dannelse og kompetencer – nærmere 

bestemt litterær dannelse og litterære 

kompetencer, for der er megen debat om 

den sag for tiden. Min invitation gælder 

såvel nulevende som afdøde forfattere og 

samfundsdebattører, ligesom jeg inviterer 

dokumenter og politiske stemmer til at 

tage ordet. Derfor er det en fiktiv sam-

tale, I vil møde i min salon. En genre, som 

andre tidligere har eksperimenteret med, 

og som har den fordel, at man som ord-

styrer – og skribent – kan iscenesætte det 

fulde møde.

Jeg er derfor glad for, at et fornemt selskab har 

placeret sig i de tunge stole her i min salon. Til 

højre for mig sidder N.F.S. Grundtvig. Han le-

vede godt nok i 1800-tallet, men han har meldt 

sig med en replik til debatten, fordi han altid 

har været optaget af menneskets udvikling, 

uddannelse og dannelse. Det samme gælder 

Georg Brandes, der gerne står ved stærke 

synspunkter. Han tør forholde sig til litterær 

kvalitet og siger både forfattere, borgerskab og 

universitets smagsdommere ret imod. Kanon-

udvalget fra 1992 har også sat sig i stolene. De 

har i samlet flok udpeget den klassiske littera-

tur, der har potentiale til litterær dannelse, og 

som vi derfor læser i skolen. Og fra nyere tid 

er det ”en skikkelse” som ”DeSeCo”, der jo til 

daglig fremstår i format af et OECD-dokument, 

men som i dagens anledning tager form af en 

person. DeSeCo er et betydningsfuldt dokument 

om kompetencer, som uddannelsesansvarlige 

må forholde sig til.

Disse stemmer fra en historisk fortid blander 

sig med vores værdiforståelser og skolepolitiske 

strømninger i dag. Endelig er jeg glad for at have 

modtaget besøg af Marianne Stidsen, der er ny-

slået doktor i litteratur – i 2015 – med afhandlin-

gen Den ny mimesis. Hun har dugfriske holdnin-

ger til litteraturens betydning for mennesket, og 

det glæder jeg mig til at høre om.

Så nu vender jeg mig først mod Dem, Hr. Nicolaj 

Frederik Severin Grundtvig. Jeg ved, at De særligt 

interesserer Dem for, hvad dannelse er, og det 

vil jeg gerne høre om. Hvad betyder dannelse for 

Dem?

Grundtvig: (Hvisker noget om, at han har sagt 



det, han vil sige, tidligere, nemlig i: Tale i Dan-

ske Samfund den 4. maj 1841, og at han taler om 

Bondens stilling i samfundet i forhold til Profes-

sorens)

Til fiktiv samtale 

om dannelse og 

kompetencer

94  

Nummer 20 

|

 september 2016




”...om han (Bonden red.) end hverken kunde 

synge eller vidste ret Beskeed med Danmark 

i forrige Tider, dog havde aabent Øre for Alt 

hvad man fortalde ham derom og kunde godt 

giøre Sammenligning, ønskede at hans Børn 

maatte faae hvad Kundskab og Indsigt han 

fattedes, forsaavidt det lod sig forene med en 

virksom og fornøiet Bondestilling, see, da vil-

de vi ikke blot sige, han var en meget dannet 

Bonde, men at der var mere ægte Dannelse i 

hans Huus end i mangt et Pallads og kanske 

paa hele Studiegaarden, naar Forelæsnin-

gerne er bedst i Gang, thi ogsaa den Lærde 

er udannet, naar han ikke veed Rede til andet 

end sine Bøger og sit Professorskab.”

Lad mig forstå Dem ret: De mener altså, at dan-

nelse ikke er forbeholdt den lærde på universi-

tetet, men at en simpel bonde kan være lige så 

dannet som det menneske, der er ansat ved den 

samfundsinstitution, hvor man bedriver forsk-

ning på højeste videnskabelige niveau. Kan De 

komme nærmere ind på, hvad De mere konkret 

mener med dannelse?

”Saa veed jeg dog godt at Dannelsen sidder 

hverken i Betrækket paa Væggene eller i So-

phaen, og skiøndt jeg f. Ex. ikke kan nægte, 

jeg ønskede Danske Samfund en lidt kiøn-

nere Stue at samles i end denne er, saa veed 

jeg dog paa mine Fingre det er falsk Dan-

nelse at lægge Vægt paa saadanne Smaa-

ting; thi om det var i en Lade, vi samledes, 

saa, naar jeg blot kunde taale Trækken, 

vilde jeg netop sætte en Ære i at den kunde 

være Vuggen for en bedre Dannelse end al 

Verdens Skoler, Universiteter og Paladser, 

og det er vort Samfund visselig, naar det 

der kan fæste Rod at man først maae være 

dygtige, nyttige Mennesker før der kan 

være Spørgsmaal om ægte Dannelse og at 

da bestaaer den først og fornemmelig i, at 

vi kan udtrykke os rigtig og flydende om 

Alt hvad vi har oplevet, tænker og føler, og 

dernæst kan med Deeltagelse sætte os ind i 

andre menneskelige Stillinger end vor egen 

og i Alt hvad der angaaer vort Fæderneland 

og det Borgerlige Selskab hvortil vi hører, 

thi dette er en Dannelse.”

Så dannelse er altså evnen til indlevelse og ind-

sigt i andre menneskers måder at forstå verden 

på. Det at kunne lytte til andre, forstå hvad de 

siger, og at man derudfra kan udtrykke sig i et 

sprog, om det man har oplevet, tænkt og følt. En 

form for perspektiv, man kan udvikle, lige meget 

om man er bonde eller universitetsprofessor. 

Dannelsen overskrider i Deres forståelse stand og 

klasse. 


Men hvad mener De om dannelse Hr. Georg Ban-

des, og hvad mener De om litteraturens poten-

tiale for dannelse, for den kommer hr. Grundtvig 

jo ikke så meget ind på?

At vi kan udtrykke os rigtig og 

flydende om Alt hvad vi har 

oplevet, tænker og føler, og 

dernæst kan med Deltagelse 

sætte os ind i andre men-

neskelige Stillinger end vor 

egen.

Georg Brandes: (Brandes citerer sig selv fra fore-



læsningen den 3. november 1871: Hovedstrøm-

ninger i det 19de Aarhundredes Litteratur).

”Det vil vel neppe være vanskeligt at 

opnaae Enighed om, at den danske Lit-

teratur ingensinde i dette Aarhundrede 

har befundet sig i en saadan Hendøen som 

i vore Dage. Den poetiske Production er 

saagodt som fuldstændigt standset, og intet 

Problem af almindelig human eller social 

Natur formaaer at vække nogen Interesse 

eller fremkalde anden Discussion end Dags-

pressens og Døgnlitteraturens. En stærk 

original Productivitet have vi ikke nogen-

sinde besiddet, nu er en næsten fuldstændig 

Mangel paa Tilegnelse af fremmed Aandsliv 

traadt til, og den aandelige Døvhed har som 

Døvheden hos den Døvstumme medført 

Stumhed.

Det, at en Litteratur i vore Dage lever, 

viser sig i, at den sætter Problemer under 

Debat. Saaledes sætter f. Ex. George Sand 

Ægteskabet under Debat, Voltaire, Byron og 

Feuerbach Religionen, Proudhon Eiendom-

men, den yngre Alexander Dumas For-

holdet mellem de to Kjøn og Emile Augier 

Samfundsforholdene. At en Litteratur Intet 

Nummer 20 

|

 september 2016



  

95  


sætter under Debat er det samme som, at 

den er ifærd med at tabe al Betydning. Det 

Folk, som frembringer den, kan da længe 

nok troe, at al Verdens Frelse vil komme fra 

det, det vil see sig skuffet i sin Forventning

det bliver ikke mere et saadant Folk, som 

styrer Udvikling og Fremskridt, end Fluen 

gjorde det, da den mente at drive Vognen 

frem, fordi den nu og da gav dens 4 Heste et 

ubetydeligt Stik.”

Hr. Brandes, som jeg hører Dem, peger De på 

litteraturens kvalitet i kraft af dens evne til at 

sætte problemer til debat, og jeg forstår, at De 

er kritisk overfor tidligere tiders litteratur, der 

ikke har gjort dette. Litteratur skal udfordre sine 

læsere, og derfor efterlyser De en samfunds- og 

problemorienteret litteratur, der kan få os til at 

diskutere ægteskab, religion, ejendom, køn og 

samfundsforhold.

Derfor bør vi nu vende os mod den litteratur, der 

læses i dag i skolen, og spørge til, hvilke tanker vi 

bør gøre os om kvaliteten af den litteratur, vore 

elever møder for at blive (ud)dannede. Uddan-

nelser har vel også en dannelsesopgave, og så er 

det jo herligt, at der her i vores salon sidder det 

samlede kanonudvalg fra 1992. Til stede er lek-

tor, dr.phil. Hans Hauge, inspektør Annie Brink-

Koch, lektor cand.mag. Klaus P. Mortensen, lektor 

cand.mag. Alma Rasmussen, skoleinspektør Jens 

Raahauge, kritiker mag.art. Erik Skyum-Nielsen 

og fagkonsulent mag.art. Peter Olivarius. I har i 

jeres anbefalinger til Undervisningsministeriet 

peget på, hvad skønlitteratur og dannelse skal 

bidrage med i skolen, og hvad er det egentlig, I 

mener?


Kanonudvalget anno 1992 taler i kor: (De citerer 

sig selv fra udgivelsen Dansk litteraturs kanon. 



Skønlitteratur i skolen. Undervisningsministeriet, 

1994, s. 14):



”Litteraturlæsning kan (...) blive en ind-

øvelse i at forstå det som ikke umiddelbart 

er forståeligt: det som virker anderledes, 

fremmed, for ikke at sige uvedkommende 

eller ligefrem frastødende. I tilegnelsen af 

traditionen, ved arbejdet med de klassiske 

tekster, opstår der gradvis en erfaring med 

at overskride det tilvante og opdage en 

anden læsemåde og forståelsesform end 

selvspejlingens. Denne vækst i evnen til at 

sætte sig ud over sin medbragte forståel-

seshorisont er uløseligt forbundet med det 

forhold at bevidstheden om det andet virker 

bevidstgørende tilbage på ens eget udgangs-

punkt, hvad der så igen yderligere skærper 

ens sans for det anderledes som anderledes. 

Forvaltet på denne måde bliver traditio-

nen ikke en dødvægt, men et potentiale, og 

anvendt i den her beskrevne pædagogiske 

hensigt vil den ikke lukke sig om sig selv, 

men tværtimod lægge op til inddragelse 

af andre tekster end blot de danske og 

nordiske.

Som modsætning til den instrumentalise-

rende litteraturundervisning kunne man 

på denne baggrund skitsere én der ligner 

litteraturen selv derved, at den på tværs af 

kulturelle forskelle åbner et felt hvor der 

groft sagt kan tales om mennesket. Et om-

råde hvor eleverne får lejlighed til at møde 

tidligere tiders mennesker såvel i spejl som 

ved konfrontation, såvel med indlevelse som 

med saglig distance. Et sted hvor fremmed-

hed er tilladt, ja, hvor selve vilkåret hedder 

distance, men hvor der ikke af den grund er 

ubehageligt at færdes.”

I siger, at litteraturen åbner for, at vi kan komme 

til at tale om mennesket. Jeg forstår det sådan, at 

litteraturen skal ”ruske” sin læser, og som Bran-

des siger – få os til at forholde os til de proble-

mer, der er i vort samfund.

Som modsætning til den 

instrumentaliserende littera-

turundervisning kunne man 

på denne baggrund skitsere 

én der ligner litteraturen selv 

derved, at den på tværs af 

kulturelle forskelle åbner et 

felt hvor der groft sagt kan 

tales om mennesket.

Men når vi nu har valgt os en kanon for skolen, 

og en gruppe af forskere har udpeget disse kano-

niske tekster som klassikere, der kan udfordre 

vores litterære dannelse, hvad er det så, der sker, 

når man nu i dag i stedet begynder at tale om at 



96  

Nummer 20 

|

 september 2016




udvikle litterære kompetencer? Er det ikke en in-

strumentalisering af den litterære dannelse, der 

finder sted, når man går over til at bruge andre 

begreber om det, litteraturlæsning skal føre til? 

Jeg fornemmer, at dansk litteraturundervisning 

er underlagt et vist pres udefra. Så nu vender jeg 

mig mod Dem, DeSeCo. De er et internationalt do-

kument, udformet på engelsk af OECD, og derfor 

vil jeg spørge Dem: Hvad betyder kompetencer, 

og hvad vil det sige at udvikle litterære kompe-

tencer?

Reflectiveness involves not 



just the ability to apply routi-

nely a formula or method for 

confronting a situation, but 

also the ability to deal with 

change, learn from experi-

ence, think, and act with a 

critical stance.

DeSeCo fra OECD: (Rømmer sig og siger, at man 

kan læse mere i dokumentet: Definition and Selec-

tion of Competencies (DeSeCo) – men i første om-

gang vil dette dokument gerne pege på følgende):



“(Our red.) project’s conceptual framework 

for key competencies classifies such com-

petencies in three broad categories. First, 

individuals need to be able to use a wide 

range of tools for interacting effectively 

with the environment: both physical ones 

such as information technology and socio-

cultural ones such as the use of language. 

They need to understand such tools well 

enough to adapt them for their own purpo-

ses – to use tools interactively. Second, in an 

increasingly interdependent world, indivi-

duals need to be able to engage with others, 

and since they will encounter people from a 

range of backgrounds, it is important that 

they are able to interact in heterogeneous 

groups. Third, individuals need to be able to 

take responsibility for managing their own 

lives, situate their lives in the broader social 

context and act autonomously.

These categories, each with a specific focus, 

are interrelated, and collectively form 

a basis for identifying and mapping key 

competencies. The need for individuals to 

think and act reflectively is central to this 

framework of competencies. Reflectiveness 

involves not just the ability to apply routi-

nely a formula or method for confronting 

a situation, but also the ability to deal with 

change, learn from experience, think, and 

act with a critical stance.”

Så DeSeCo, De mener, at vi skal udvikle kompeten-

cer, fordi vi interesserer os for mennesket, og for at 

individet skal blive reflekterende. Men jeg synes, 

De taler lidt udenom. De taler jo om de generelle 

kompetencer alle skal have i dag for at klare sig i 

et moderne samfund. Men hvad med litteratur og 

litterær dannelse, hvad mener De om det?



“At the centre of the framework of key 

competencies is the ability of individuals 

to think for themselves as an expression 

of moral and intellectual maturity, and to 

take responsibility for their learning and for 

their actions.

An underlying part of this framework is 

reflective thought and action. Thinking 

reflectively demands relatively complex 

mental processes and requires the subject 

of a thought process to become its object. 

For example, having applied themselves to 

mastering a particular mental technique, 

reflectiveness allows individuals to then 

think about this technique, assimilate it, re-

late it to other aspects of their experiences, 

and to change or adapt it. Individuals who 

are reflective also follow up such thought 

processes with practice or action. Thus, re-

flectiveness implies the use of metacognitive 

skills (thinking about thinking), creative 

abilities and taking a critical stance. It is 

not just about how individuals think, but 

also about how they construct experience 

more generally, including their thoughts, 

feelings and social relations. This requires 

individuals to reach a level of social matu-

rity that allows them to distance themselves 

from social pressures, take different per-

spectives, make independent judgments and 

take responsibility for their actions.”

Hmm, nu begynder det at dæmre for mig. Måske 

taler d’herrer og d’damer om noget af det samme, 

Nummer 20 

|

 september 2016



  

97  


men har forskellige perspektiver og forskelligt 

sprog for det. Siger De, DeSeCO, på en måde det 

samme som Grundtvig og Brandes? De taler om 

refleksiv tænkning. Er det ikke i familie med 

Grundtvigs idé om, at ægte dannelse består i, at vi 

kan udtrykke os rigtigt og flydende om alt, hvad 

vi har oplevet, tænker og føler og dernæst med 

deltagelse kan sætte os ind i andre menneskelige 

forhold end vore egne. Og ligner denne måde at 

formulere krav til mennesket på samtidig det, som 

Georg Brandes efterlyser ved litteraturen? Han 

søger en litteratur, der kan udfordre tanken og ud-

danne os til at styre udvikling og fremskridt? 

Vi taler altså her i salonen om både dannelse, 

kompetencer og litterær dannelse, og måske 

taler vi i virkeligheden om, hvordan litteraturen 

kan være løftestang for, at vi mennesker bliver 

reflekterende mennesker, der kan tage vare på 

eget liv?

Litteraturen er bedst, når den 

er en fri menneskeundersø-

gelse. Jo mere den graver sig 

ned i alle aspekter i det men-

neskelige, desto mere relevant 

er den også i et dannelses-

perspektiv.

DeSeCo: (Citerer fra The PISA-definition):

Reading literacy (is red.) the capacity to 

understand, use and reflect on written texts, 

in order to achieve one’s goals, develop 

one’s knowledge and potential, and partici-

pate in society.”

DeSeCo-dokumentet forholder sig ikke i nærvæ-

rende citater til litterær dannelse. Dokumentet 

taler om ”reading literacy”, ”mathematical 

literacy” og ”scientific literacy”, og om at vi skal 

udvikle bestemte kompetencer, for at vi kan lære 

noget. Men sådan som jeg forstår Dem, DeSeCo, 

så betyder det, at man i skolen skal opøve mange 

forskellige kompetencer, og det kan man blandt 

andet gøre ved at læse og forstå mangeartede 

skrevne tekster – herunder også skønlitteratur.

Men hvad sker der, hvis vi ikke forholder os 

eksplicit til litterær dannelse? Er der ikke særlige 

kvaliteter, som litteraturen tilbyder os men-

nesker? Og som ikke kan betegnes som kompe-

tencer, der kan sidestilles med læsekompetence, 

regnekompetence, science-kompetence? Her 

må De Marianne Stidsen, doktor i litteratur, på 

banen. De har netop fået tildelt en doktorgrad i 

litteratur for afhandlingen: Den ny mimesis, 2015 

og i indledningen til afhandlingen – på side 5 – 

står der:



”Vi litteraturforskere (...) har simpelthen 

(...) ikke været ferme nok til at give nogle 

kvalificerede bud på, hvordan den senmo-

derne litteratur og kunst indgår i vor tids 

store fortællinger (...), og hvad den kan sige 

os. Vi har ikke været ferme nok til at trække 

en streg i sandet og sige: Dette er betyd-

ningsfuldt, dette tilføjer erkendelsen af det 

senmoderne menneskeliv en vigtig facet. Se 

det! Læs det!”

”Svaret på denne tilstand er, som jeg ser 

det, at genvinde blikket for de historisk be-

tingede fællesmenneskelige spørgsmål som 

litteraturen og kunsten til syvende og sidst 

handler om – også i dag. Hvilket bestemt 

ikke må forveksles med, at de kunstneriske 

bestræbelser så skal underlægges de mere 

kommercielle mediers rå markedsvilkår og 

”sælge flere billetter”. Endsige at de skal 

spændes for et eller andet spejderagtigt 

opbyggeligt ideologisk projekt. I stedet 

handler det om at finde tilbage til resterne 

af den vilje til fælles idésamtale, som vel 

var et af de mest opløftende træk ved den 

borgerligt-humanistiske kultur, sådan som 

den rullede sig ud op gennem 1800-tallet og 

en del af 1900-tallet.” 

Det lyder spændende fru Stidsen, vil De uddybe 

dette citat?

Marianne Stidsen: (Gentager hvad hun har udtalt 

til en journalist i Politiken den 20. december 2015 

i artiklen: Stidsen er en kulturradikal jeronimus): 



”Når jeg siger dannelse, taler jeg ikke om 

sådan en spejderagtig opbyggelighed. På 

dette punkt er jeg helt enig med moderni-

sterne og avantgardisterne: Gud forbyde 

at litteraturen skulle spændes for et eller 

andet opbyggeligt projekt. Hvad enten det 

98  

Nummer 20 

|

 september 2016




er etisk eller politisk. Det er jeg meget mod-

stander af. Litteraturen er bedst, når den er 

en fri menneskeundersøgelse. Jo mere den 

graver sig ned i alle aspekter i det menne-

skelige, desto mere relevant er den også i et 

dannelsesperspektiv. Ikke fordi litteraturen 

skal indeholde fine og pæne ting, men fordi 

den giver et dybere indblik i os selv og kan 

løfte os civilisatorisk.” 

Det kalder på nye spørgsmål Fru Stidsen: Hvad 

mener De med, at litteraturen kan løfte os civili-

satorisk? Og at der ikke er tale om en spejderag-

tig opbyggelighed? Hvad er det, De efterlyser, at 

vi gør med litteraturen og litteraturlæsningen i 

dag?

Litteraturen giver os først og 



fremmest et sprogligt rum, 

som vi kan tale om det ”indre” 

og ”dybde” i. Om hvordan ek-

sistens ”føles” og ”opleves” af 

den enkelte. Indeni. 

Marianne Stidsen: (Citerer her fra selve doktoraf-

handlingen: Den ny Mimesis 2015 b.1, s. 23)

”Litteraturanalyse og litteraturlæsning er 

blevet en sport for specialister – og derved 

for den magtfulde klasse. De ikke-magtfulde 

ja, de læser fortsat lidenskabeligt efter 

indholdet (og eliten gør det måske i virke-

ligheden også i smug, når den et øjeblik 

skal slappe af fra at være elite og blot være 

”mennesker”). Det vil sige: De læser bøger, 

hvorom litteraterne ikke på forhånd har 

sagt, at de handler om ingenting, og at de er 

blotte og bare sprogspil.”

”Denne udemokratiske fastholdelse af klas-

seforskelle, hvor litteraturen bliver til no-

get, der spreder i stedet for at samle, gør sig 

i øvrigt også gældende i uddannelsessyste-

met og på ungdomsniveau. For selvom børn 

og unge i dag stadig læser skønlitteratur 

i skolen og i gymnasiet også i et land som 

Danmark (...) så er der ikke mange, og slet 

ikke dem, der ikke i forvejen har forudsæt-

ninger for det, som bagefter frivilligt kaster 

sig ud i læsningen af kunstneriske fiktions-

tekster. Grunden kan meget vel være, at 

disse mere eller mindre er blevet reduceret 

til – med Todorovs udtryk – ”eksercerplads 

for formel analyse”. Beskæftigelsen med lit-

teraturens indholdsside, med dens prætekst, 

med det den handler om, med dens mime-

tisk-affektive dimension, med dens udsagn, 

om man vil, som dybest set er den dybeste 

grund til, at de fleste mennesker læser lit-

teratur (...), er der ikke meget tilbage af. Og 

det betyder, at det er dem som i forvejen 

entrer uddannelsessystemet med kulturel 

kapital dvs. eliten, der kan finde behag i 

også frivilligt at kaste sig over en mere 

avanceret skønlitterær bog i deres fritid. De 

andre de har for længst vendt skønlitteratu-

ren ryggen. Fordi man ikke har fortalt dem, 

at den ud over at sætte formen på spil også 

handler om noget, der vedrører dem.” 

Mener De, at vi skal føre samtalen om litterær 

dannelse og litterære kompetencer derhen, hvor 

vi kan komme til at tale om indholdet i littera-

turen og dermed komme til at tale om det, der 

vedkommer os som mennesker?

Marianne Stidsen: (Citerer fra doktorafhandlin-

gen, Den ny Mimesis 2015 bind 2, side 481 og 484):



”Litteraturen giver os først og fremmest 

et sprogligt rum, som vi kan tale om det 

”indre” og ”dybde” i. Om hvordan eksistens 

”føles” og ”opleves” af den enkelte. Indeni. 

Dengang som nu. Den giver os sprog for det, 

som ellers bliver hjemløst i vores kultur.”

”(Min afhandling red.) har som sagt forsøgt 

at bidrage til en drejning af humaniora til-

bage til dette moderne videnskabsområdes 

oprindelige kerneinteresse: mennesket.” 

Og hermed slutter vi samtalen om dannelse og 

kompetencer. Der bliver stille i salonen. Vi må 

lige sunde os, for med Marianne Stidsens af-

slutningsreplik er der lagt op til en ny debat om 

måden, vi i dag kan tale om litterær dannelse på.

Grundtvig minder os om, at dannelse ikke er 

knyttet til sociale klasser, og Brandes bidrager 

med, at vi får blik for også at kræve af den lit-

teratur, der skrives, at den faktisk har en kvalitet, 

som udfordrer vores tænkning og sætter nuti-

dens problemer til debat. Kanonudvalget peger 

Nummer 20 

|

 september 2016



  

99  


på, at vi gennem litteraturen kan møde en andet-

hed, som vi ellers aldrig vil erfare, og DeSeCo-do-

kumentet vælger at formulere det i kompetencer 

og fremsætte formuleringer, der peger på, hvad 

mennesket må gøre og forholde sig til for at blive 

et tænkende, reflekterende individ – i moderne 

tid. Det kan måske også forstås som dannelse? 

Marianne Stidsen trækker os derhen, hvor jeg 

personligt også gerne selv vil slutte salonsamta-

len, nemlig hvorvidt vi kan komme til at tale om 

litteraturens indhold som et spejl for mennesket. 

Så på den ene side har mine gæster måske talt 

forbi hinanden i denne samtale, fordi de lægger 

forskellige blikke på litteratur, dannelse og kom-

petencer. På den anden side har alle vel i bund 

og grund talt om det samme. 



Referencer

Brandes, G. (1871). Hovedstrømninger i det 19de 



Aarhundredes Litteratur, 3. november 1871. 

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/

vis/materiale/georg-brandes-om-hovedstroem-

ninger-i-1800-tallets-litteratur-1871/

DeSeCo-dokumentet. http://www.oecd.org/edu/

skills-beyond-school/definitionandselectionof-

competenciesdeseco.htm

Grundtvig, N.F.S. (1841). Om Dannelse Tale i 

”Danske Samfund” 4. maj 1841.

Idskov, C. J. (2015). Stidsen er en kulturradikal 



jeronimus. Politiken, 20. december 2015.

Stidsen, M. (2015). Den ny mimesis. Bind I og II. 

Upress.

Undervisningsministeriet (1994). Dansk littera-



turs kanon. Skønlitteraturen i skolen. Kvalitet i 

uddannelse og undervisning.



100  

Nummer 20 



|

 september 2016



Yüklə 172,89 Kb.

Dostları ilə paylaş:




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©genderi.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə