LENE STORGAARD BROK, LEDER AF NATIONALT
VIDENCENTER FOR LÆSNING
”Fiktive Samtaler” er et iscenesat møde
mellem personer, hvor der foretages en
efterrationaliseret og konstrueret samtale. En
fiktiv samtale er en tænkt, konstrueret dialog
mellem stemmer.
Jeg vil gerne invitere til en samtale om
dannelse og kompetencer – nærmere
bestemt litterær dannelse og litterære
kompetencer, for der er megen debat om
den sag for tiden. Min invitation gælder
såvel nulevende som afdøde forfattere og
samfundsdebattører, ligesom jeg inviterer
dokumenter og politiske stemmer til at
tage ordet. Derfor er det en fiktiv sam-
tale, I vil møde i min salon. En genre, som
andre tidligere har eksperimenteret med,
og som har den fordel, at man som ord-
styrer – og skribent – kan iscenesætte det
fulde møde.
Jeg er derfor glad for, at et fornemt selskab har
placeret sig i de tunge stole her i min salon. Til
højre for mig sidder N.F.S. Grundtvig. Han le-
vede godt nok i 1800-tallet, men han har meldt
sig med en replik til debatten, fordi han altid
har været optaget af menneskets udvikling,
uddannelse og dannelse. Det samme gælder
Georg Brandes, der gerne står ved stærke
synspunkter. Han tør forholde sig til litterær
kvalitet og siger både forfattere, borgerskab og
universitets smagsdommere ret imod. Kanon-
udvalget fra 1992 har også sat sig i stolene. De
har i samlet flok udpeget den klassiske littera-
tur, der har potentiale til litterær dannelse, og
som vi derfor læser i skolen. Og fra nyere tid
er det ”en skikkelse” som ”DeSeCo”, der jo til
daglig fremstår i format af et OECD-dokument,
men som i dagens anledning tager form af en
person. DeSeCo er et betydningsfuldt dokument
om kompetencer, som uddannelsesansvarlige
må forholde sig til.
Disse stemmer fra en historisk fortid blander
sig med vores værdiforståelser og skolepolitiske
strømninger i dag. Endelig er jeg glad for at have
modtaget besøg af Marianne Stidsen, der er ny-
slået doktor i litteratur – i 2015 – med afhandlin-
gen Den ny mimesis. Hun har dugfriske holdnin-
ger til litteraturens betydning for mennesket, og
det glæder jeg mig til at høre om.
Så nu vender jeg mig først mod Dem, Hr. Nicolaj
Frederik Severin Grundtvig. Jeg ved, at De særligt
interesserer Dem for, hvad dannelse er, og det
vil jeg gerne høre om. Hvad betyder dannelse for
Dem?
Grundtvig: (Hvisker noget om, at han har sagt
det, han vil sige, tidligere, nemlig i: Tale i Dan-
ske Samfund den 4. maj 1841, og at han taler om
Bondens stilling i samfundet i forhold til Profes-
sorens)
Til fiktiv samtale
om dannelse og
kompetencer
94
Nummer 20
|
september 2016
”...om han (Bonden red.) end hverken kunde
synge eller vidste ret Beskeed med Danmark
i forrige Tider, dog havde aabent Øre for Alt
hvad man fortalde ham derom og kunde godt
giøre Sammenligning, ønskede at hans Børn
maatte faae hvad Kundskab og Indsigt han
fattedes, forsaavidt det lod sig forene med en
virksom og fornøiet Bondestilling, see, da vil-
de vi ikke blot sige, han var en meget dannet
Bonde, men at der var mere ægte Dannelse i
hans Huus end i mangt et Pallads og kanske
paa hele Studiegaarden, naar Forelæsnin-
gerne er bedst i Gang, thi ogsaa den Lærde
er udannet, naar han ikke veed Rede til andet
end sine Bøger og sit Professorskab.”
Lad mig forstå Dem ret: De mener altså, at dan-
nelse ikke er forbeholdt den lærde på universi-
tetet, men at en simpel bonde kan være lige så
dannet som det menneske, der er ansat ved den
samfundsinstitution, hvor man bedriver forsk-
ning på højeste videnskabelige niveau. Kan De
komme nærmere ind på, hvad De mere konkret
mener med dannelse?
”Saa veed jeg dog godt at Dannelsen sidder
hverken i Betrækket paa Væggene eller i So-
phaen, og skiøndt jeg f. Ex. ikke kan nægte,
jeg ønskede Danske Samfund en lidt kiøn-
nere Stue at samles i end denne er, saa veed
jeg dog paa mine Fingre det er falsk Dan-
nelse at lægge Vægt paa saadanne Smaa-
ting; thi om det var i en Lade, vi samledes,
saa, naar jeg blot kunde taale Trækken,
vilde jeg netop sætte en Ære i at den kunde
være Vuggen for en bedre Dannelse end al
Verdens Skoler, Universiteter og Paladser,
og det er vort Samfund visselig, naar det
der kan fæste Rod at man først maae være
dygtige, nyttige Mennesker før der kan
være Spørgsmaal om ægte Dannelse og at
da bestaaer den først og fornemmelig i, at
vi kan udtrykke os rigtig og flydende om
Alt hvad vi har oplevet, tænker og føler, og
dernæst kan med Deeltagelse sætte os ind i
andre menneskelige Stillinger end vor egen
og i Alt hvad der angaaer vort Fæderneland
og det Borgerlige Selskab hvortil vi hører,
thi dette er en Dannelse.”
Så dannelse er altså evnen til indlevelse og ind-
sigt i andre menneskers måder at forstå verden
på. Det at kunne lytte til andre, forstå hvad de
siger, og at man derudfra kan udtrykke sig i et
sprog, om det man har oplevet, tænkt og følt. En
form for perspektiv, man kan udvikle, lige meget
om man er bonde eller universitetsprofessor.
Dannelsen overskrider i Deres forståelse stand og
klasse.
Men hvad mener De om dannelse Hr. Georg Ban-
des, og hvad mener De om litteraturens poten-
tiale for dannelse, for den kommer hr. Grundtvig
jo ikke så meget ind på?
At vi kan udtrykke os rigtig og
flydende om Alt hvad vi har
oplevet, tænker og føler, og
dernæst kan med Deltagelse
sætte os ind i andre men-
neskelige Stillinger end vor
egen.
Georg Brandes: (Brandes citerer sig selv fra fore-
læsningen den 3. november 1871: Hovedstrøm-
ninger i det 19de Aarhundredes Litteratur).
”Det vil vel neppe være vanskeligt at
opnaae Enighed om, at den danske Lit-
teratur ingensinde i dette Aarhundrede
har befundet sig i en saadan Hendøen som
i vore Dage. Den poetiske Production er
saagodt som fuldstændigt standset, og intet
Problem af almindelig human eller social
Natur formaaer at vække nogen Interesse
eller fremkalde anden Discussion end Dags-
pressens og Døgnlitteraturens. En stærk
original Productivitet have vi ikke nogen-
sinde besiddet, nu er en næsten fuldstændig
Mangel paa Tilegnelse af fremmed Aandsliv
traadt til, og den aandelige Døvhed har som
Døvheden hos den Døvstumme medført
Stumhed.
Det, at en Litteratur i vore Dage lever,
viser sig i, at den sætter Problemer under
Debat. Saaledes sætter f. Ex. George Sand
Ægteskabet under Debat, Voltaire, Byron og
Feuerbach Religionen, Proudhon Eiendom-
men, den yngre Alexander Dumas For-
holdet mellem de to Kjøn og Emile Augier
Samfundsforholdene. At en Litteratur Intet
Nummer 20
|
september 2016
95
sætter under Debat er det samme som, at
den er ifærd med at tabe al Betydning. Det
Folk, som frembringer den, kan da længe
nok troe, at al Verdens Frelse vil komme fra
det, det vil see sig skuffet i sin Forventning;
det bliver ikke mere et saadant Folk, som
styrer Udvikling og Fremskridt, end Fluen
gjorde det, da den mente at drive Vognen
frem, fordi den nu og da gav dens 4 Heste et
ubetydeligt Stik.”
Hr. Brandes, som jeg hører Dem, peger De på
litteraturens kvalitet i kraft af dens evne til at
sætte problemer til debat, og jeg forstår, at De
er kritisk overfor tidligere tiders litteratur, der
ikke har gjort dette. Litteratur skal udfordre sine
læsere, og derfor efterlyser De en samfunds- og
problemorienteret litteratur, der kan få os til at
diskutere ægteskab, religion, ejendom, køn og
samfundsforhold.
Derfor bør vi nu vende os mod den litteratur, der
læses i dag i skolen, og spørge til, hvilke tanker vi
bør gøre os om kvaliteten af den litteratur, vore
elever møder for at blive (ud)dannede. Uddan-
nelser har vel også en dannelsesopgave, og så er
det jo herligt, at der her i vores salon sidder det
samlede kanonudvalg fra 1992. Til stede er lek-
tor, dr.phil. Hans Hauge, inspektør Annie Brink-
Koch, lektor cand.mag. Klaus P. Mortensen, lektor
cand.mag. Alma Rasmussen, skoleinspektør Jens
Raahauge, kritiker mag.art. Erik Skyum-Nielsen
og fagkonsulent mag.art. Peter Olivarius. I har i
jeres anbefalinger til Undervisningsministeriet
peget på, hvad skønlitteratur og dannelse skal
bidrage med i skolen, og hvad er det egentlig, I
mener?
Kanonudvalget anno 1992 taler i kor: (De citerer
sig selv fra udgivelsen Dansk litteraturs kanon.
Skønlitteratur i skolen. Undervisningsministeriet,
1994, s. 14):
”Litteraturlæsning kan (...) blive en ind-
øvelse i at forstå det som ikke umiddelbart
er forståeligt: det som virker anderledes,
fremmed, for ikke at sige uvedkommende
eller ligefrem frastødende. I tilegnelsen af
traditionen, ved arbejdet med de klassiske
tekster, opstår der gradvis en erfaring med
at overskride det tilvante og opdage en
anden læsemåde og forståelsesform end
selvspejlingens. Denne vækst i evnen til at
sætte sig ud over sin medbragte forståel-
seshorisont er uløseligt forbundet med det
forhold at bevidstheden om det andet virker
bevidstgørende tilbage på ens eget udgangs-
punkt, hvad der så igen yderligere skærper
ens sans for det anderledes som anderledes.
Forvaltet på denne måde bliver traditio-
nen ikke en dødvægt, men et potentiale, og
anvendt i den her beskrevne pædagogiske
hensigt vil den ikke lukke sig om sig selv,
men tværtimod lægge op til inddragelse
af andre tekster end blot de danske og
nordiske.
Som modsætning til den instrumentalise-
rende litteraturundervisning kunne man
på denne baggrund skitsere én der ligner
litteraturen selv derved, at den på tværs af
kulturelle forskelle åbner et felt hvor der
groft sagt kan tales om mennesket. Et om-
råde hvor eleverne får lejlighed til at møde
tidligere tiders mennesker såvel i spejl som
ved konfrontation, såvel med indlevelse som
med saglig distance. Et sted hvor fremmed-
hed er tilladt, ja, hvor selve vilkåret hedder
distance, men hvor der ikke af den grund er
ubehageligt at færdes.”
I siger, at litteraturen åbner for, at vi kan komme
til at tale om mennesket. Jeg forstår det sådan, at
litteraturen skal ”ruske” sin læser, og som Bran-
des siger – få os til at forholde os til de proble-
mer, der er i vort samfund.
Som modsætning til den
instrumentaliserende littera-
turundervisning kunne man
på denne baggrund skitsere
én der ligner litteraturen selv
derved, at den på tværs af
kulturelle forskelle åbner et
felt hvor der groft sagt kan
tales om mennesket.
Men når vi nu har valgt os en kanon for skolen,
og en gruppe af forskere har udpeget disse kano-
niske tekster som klassikere, der kan udfordre
vores litterære dannelse, hvad er det så, der sker,
når man nu i dag i stedet begynder at tale om at
96
Nummer 20
|
september 2016
udvikle litterære kompetencer? Er det ikke en in-
strumentalisering af den litterære dannelse, der
finder sted, når man går over til at bruge andre
begreber om det, litteraturlæsning skal føre til?
Jeg fornemmer, at dansk litteraturundervisning
er underlagt et vist pres udefra. Så nu vender jeg
mig mod Dem, DeSeCo. De er et internationalt do-
kument, udformet på engelsk af OECD, og derfor
vil jeg spørge Dem: Hvad betyder kompetencer,
og hvad vil det sige at udvikle litterære kompe-
tencer?
Reflectiveness involves not
just the ability to apply routi-
nely a formula or method for
confronting a situation, but
also the ability to deal with
change, learn from experi-
ence, think, and act with a
critical stance.
DeSeCo fra OECD: (Rømmer sig og siger, at man
kan læse mere i dokumentet: Definition and Selec-
tion of Competencies (DeSeCo) – men i første om-
gang vil dette dokument gerne pege på følgende):
“(Our red.) project’s conceptual framework
for key competencies classifies such com-
petencies in three broad categories. First,
individuals need to be able to use a wide
range of tools for interacting effectively
with the environment: both physical ones
such as information technology and socio-
cultural ones such as the use of language.
They need to understand such tools well
enough to adapt them for their own purpo-
ses – to use tools interactively. Second, in an
increasingly interdependent world, indivi-
duals need to be able to engage with others,
and since they will encounter people from a
range of backgrounds, it is important that
they are able to interact in heterogeneous
groups. Third, individuals need to be able to
take responsibility for managing their own
lives, situate their lives in the broader social
context and act autonomously.
These categories, each with a specific focus,
are interrelated, and collectively form
a basis for identifying and mapping key
competencies. The need for individuals to
think and act reflectively is central to this
framework of competencies. Reflectiveness
involves not just the ability to apply routi-
nely a formula or method for confronting
a situation, but also the ability to deal with
change, learn from experience, think, and
act with a critical stance.”
Så DeSeCo, De mener, at vi skal udvikle kompeten-
cer, fordi vi interesserer os for mennesket, og for at
individet skal blive reflekterende. Men jeg synes,
De taler lidt udenom. De taler jo om de generelle
kompetencer alle skal have i dag for at klare sig i
et moderne samfund. Men hvad med litteratur og
litterær dannelse, hvad mener De om det?
“At the centre of the framework of key
competencies is the ability of individuals
to think for themselves as an expression
of moral and intellectual maturity, and to
take responsibility for their learning and for
their actions.
An underlying part of this framework is
reflective thought and action. Thinking
reflectively demands relatively complex
mental processes and requires the subject
of a thought process to become its object.
For example, having applied themselves to
mastering a particular mental technique,
reflectiveness allows individuals to then
think about this technique, assimilate it, re-
late it to other aspects of their experiences,
and to change or adapt it. Individuals who
are reflective also follow up such thought
processes with practice or action. Thus, re-
flectiveness implies the use of metacognitive
skills (thinking about thinking), creative
abilities and taking a critical stance. It is
not just about how individuals think, but
also about how they construct experience
more generally, including their thoughts,
feelings and social relations. This requires
individuals to reach a level of social matu-
rity that allows them to distance themselves
from social pressures, take different per-
spectives, make independent judgments and
take responsibility for their actions.”
Hmm, nu begynder det at dæmre for mig. Måske
taler d’herrer og d’damer om noget af det samme,
Nummer 20
|
september 2016
97
men har forskellige perspektiver og forskelligt
sprog for det. Siger De, DeSeCO, på en måde det
samme som Grundtvig og Brandes? De taler om
refleksiv tænkning. Er det ikke i familie med
Grundtvigs idé om, at ægte dannelse består i, at vi
kan udtrykke os rigtigt og flydende om alt, hvad
vi har oplevet, tænker og føler og dernæst med
deltagelse kan sætte os ind i andre menneskelige
forhold end vore egne. Og ligner denne måde at
formulere krav til mennesket på samtidig det, som
Georg Brandes efterlyser ved litteraturen? Han
søger en litteratur, der kan udfordre tanken og ud-
danne os til at styre udvikling og fremskridt?
Vi taler altså her i salonen om både dannelse,
kompetencer og litterær dannelse, og måske
taler vi i virkeligheden om, hvordan litteraturen
kan være løftestang for, at vi mennesker bliver
reflekterende mennesker, der kan tage vare på
eget liv?
Litteraturen er bedst, når den
er en fri menneskeundersø-
gelse. Jo mere den graver sig
ned i alle aspekter i det men-
neskelige, desto mere relevant
er den også i et dannelses-
perspektiv.
DeSeCo: (Citerer fra The PISA-definition):
“Reading literacy (is red.) the capacity to
understand, use and reflect on written texts,
in order to achieve one’s goals, develop
one’s knowledge and potential, and partici-
pate in society.”
DeSeCo-dokumentet forholder sig ikke i nærvæ-
rende citater til litterær dannelse. Dokumentet
taler om ”reading literacy”, ”mathematical
literacy” og ”scientific literacy”, og om at vi skal
udvikle bestemte kompetencer, for at vi kan lære
noget. Men sådan som jeg forstår Dem, DeSeCo,
så betyder det, at man i skolen skal opøve mange
forskellige kompetencer, og det kan man blandt
andet gøre ved at læse og forstå mangeartede
skrevne tekster – herunder også skønlitteratur.
Men hvad sker der, hvis vi ikke forholder os
eksplicit til litterær dannelse? Er der ikke særlige
kvaliteter, som litteraturen tilbyder os men-
nesker? Og som ikke kan betegnes som kompe-
tencer, der kan sidestilles med læsekompetence,
regnekompetence, science-kompetence? Her
må De Marianne Stidsen, doktor i litteratur, på
banen. De har netop fået tildelt en doktorgrad i
litteratur for afhandlingen: Den ny mimesis, 2015
og i indledningen til afhandlingen – på side 5 –
står der:
”Vi litteraturforskere (...) har simpelthen
(...) ikke været ferme nok til at give nogle
kvalificerede bud på, hvordan den senmo-
derne litteratur og kunst indgår i vor tids
store fortællinger (...), og hvad den kan sige
os. Vi har ikke været ferme nok til at trække
en streg i sandet og sige: Dette er betyd-
ningsfuldt, dette tilføjer erkendelsen af det
senmoderne menneskeliv en vigtig facet. Se
det! Læs det!”
”Svaret på denne tilstand er, som jeg ser
det, at genvinde blikket for de historisk be-
tingede fællesmenneskelige spørgsmål som
litteraturen og kunsten til syvende og sidst
handler om – også i dag. Hvilket bestemt
ikke må forveksles med, at de kunstneriske
bestræbelser så skal underlægges de mere
kommercielle mediers rå markedsvilkår og
”sælge flere billetter”. Endsige at de skal
spændes for et eller andet spejderagtigt
opbyggeligt ideologisk projekt. I stedet
handler det om at finde tilbage til resterne
af den vilje til fælles idésamtale, som vel
var et af de mest opløftende træk ved den
borgerligt-humanistiske kultur, sådan som
den rullede sig ud op gennem 1800-tallet og
en del af 1900-tallet.”
Det lyder spændende fru Stidsen, vil De uddybe
dette citat?
Marianne Stidsen: (Gentager hvad hun har udtalt
til en journalist i Politiken den 20. december 2015
i artiklen: Stidsen er en kulturradikal jeronimus):
”Når jeg siger dannelse, taler jeg ikke om
sådan en spejderagtig opbyggelighed. På
dette punkt er jeg helt enig med moderni-
sterne og avantgardisterne: Gud forbyde
at litteraturen skulle spændes for et eller
andet opbyggeligt projekt. Hvad enten det
98
Nummer 20
|
september 2016
er etisk eller politisk. Det er jeg meget mod-
stander af. Litteraturen er bedst, når den er
en fri menneskeundersøgelse. Jo mere den
graver sig ned i alle aspekter i det menne-
skelige, desto mere relevant er den også i et
dannelsesperspektiv. Ikke fordi litteraturen
skal indeholde fine og pæne ting, men fordi
den giver et dybere indblik i os selv og kan
løfte os civilisatorisk.”
Det kalder på nye spørgsmål Fru Stidsen: Hvad
mener De med, at litteraturen kan løfte os civili-
satorisk? Og at der ikke er tale om en spejderag-
tig opbyggelighed? Hvad er det, De efterlyser, at
vi gør med litteraturen og litteraturlæsningen i
dag?
Litteraturen giver os først og
fremmest et sprogligt rum,
som vi kan tale om det ”indre”
og ”dybde” i. Om hvordan ek-
sistens ”føles” og ”opleves” af
den enkelte. Indeni.
Marianne Stidsen: (Citerer her fra selve doktoraf-
handlingen: Den ny Mimesis 2015 b.1, s. 23)
”Litteraturanalyse og litteraturlæsning er
blevet en sport for specialister – og derved
for den magtfulde klasse. De ikke-magtfulde
ja, de læser fortsat lidenskabeligt efter
indholdet (og eliten gør det måske i virke-
ligheden også i smug, når den et øjeblik
skal slappe af fra at være elite og blot være
”mennesker”). Det vil sige: De læser bøger,
hvorom litteraterne ikke på forhånd har
sagt, at de handler om ingenting, og at de er
blotte og bare sprogspil.”
”Denne udemokratiske fastholdelse af klas-
seforskelle, hvor litteraturen bliver til no-
get, der spreder i stedet for at samle, gør sig
i øvrigt også gældende i uddannelsessyste-
met og på ungdomsniveau. For selvom børn
og unge i dag stadig læser skønlitteratur
i skolen og i gymnasiet også i et land som
Danmark (...) så er der ikke mange, og slet
ikke dem, der ikke i forvejen har forudsæt-
ninger for det, som bagefter frivilligt kaster
sig ud i læsningen af kunstneriske fiktions-
tekster. Grunden kan meget vel være, at
disse mere eller mindre er blevet reduceret
til – med Todorovs udtryk – ”eksercerplads
for formel analyse”. Beskæftigelsen med lit-
teraturens indholdsside, med dens prætekst,
med det den handler om, med dens mime-
tisk-affektive dimension, med dens udsagn,
om man vil, som dybest set er den dybeste
grund til, at de fleste mennesker læser lit-
teratur (...), er der ikke meget tilbage af. Og
det betyder, at det er dem som i forvejen
entrer uddannelsessystemet med kulturel
kapital dvs. eliten, der kan finde behag i
også frivilligt at kaste sig over en mere
avanceret skønlitterær bog i deres fritid. De
andre de har for længst vendt skønlitteratu-
ren ryggen. Fordi man ikke har fortalt dem,
at den ud over at sætte formen på spil også
handler om noget, der vedrører dem.”
Mener De, at vi skal føre samtalen om litterær
dannelse og litterære kompetencer derhen, hvor
vi kan komme til at tale om indholdet i littera-
turen og dermed komme til at tale om det, der
vedkommer os som mennesker?
Marianne Stidsen: (Citerer fra doktorafhandlin-
gen, Den ny Mimesis 2015 bind 2, side 481 og 484):
”Litteraturen giver os først og fremmest
et sprogligt rum, som vi kan tale om det
”indre” og ”dybde” i. Om hvordan eksistens
”føles” og ”opleves” af den enkelte. Indeni.
Dengang som nu. Den giver os sprog for det,
som ellers bliver hjemløst i vores kultur.”
”(Min afhandling red.) har som sagt forsøgt
at bidrage til en drejning af humaniora til-
bage til dette moderne videnskabsområdes
oprindelige kerneinteresse: mennesket.”
Og hermed slutter vi samtalen om dannelse og
kompetencer. Der bliver stille i salonen. Vi må
lige sunde os, for med Marianne Stidsens af-
slutningsreplik er der lagt op til en ny debat om
måden, vi i dag kan tale om litterær dannelse på.
Grundtvig minder os om, at dannelse ikke er
knyttet til sociale klasser, og Brandes bidrager
med, at vi får blik for også at kræve af den lit-
teratur, der skrives, at den faktisk har en kvalitet,
som udfordrer vores tænkning og sætter nuti-
dens problemer til debat. Kanonudvalget peger
Nummer 20
|
september 2016
99
på, at vi gennem litteraturen kan møde en andet-
hed, som vi ellers aldrig vil erfare, og DeSeCo-do-
kumentet vælger at formulere det i kompetencer
og fremsætte formuleringer, der peger på, hvad
mennesket må gøre og forholde sig til for at blive
et tænkende, reflekterende individ – i moderne
tid. Det kan måske også forstås som dannelse?
Marianne Stidsen trækker os derhen, hvor jeg
personligt også gerne selv vil slutte salonsamta-
len, nemlig hvorvidt vi kan komme til at tale om
litteraturens indhold som et spejl for mennesket.
Så på den ene side har mine gæster måske talt
forbi hinanden i denne samtale, fordi de lægger
forskellige blikke på litteratur, dannelse og kom-
petencer. På den anden side har alle vel i bund
og grund talt om det samme.
Referencer
Brandes, G. (1871). Hovedstrømninger i det 19de
Aarhundredes Litteratur, 3. november 1871.
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/
vis/materiale/georg-brandes-om-hovedstroem-
ninger-i-1800-tallets-litteratur-1871/
DeSeCo-dokumentet. http://www.oecd.org/edu/
skills-beyond-school/definitionandselectionof-
competenciesdeseco.htm
Grundtvig, N.F.S. (1841). Om Dannelse Tale i
”Danske Samfund” 4. maj 1841.
Idskov, C. J. (2015). Stidsen er en kulturradikal
jeronimus. Politiken, 20. december 2015.
Stidsen, M. (2015). Den ny mimesis. Bind I og II.
Upress.
Undervisningsministeriet (1994). Dansk littera-
turs kanon. Skønlitteraturen i skolen. Kvalitet i
uddannelse og undervisning.
100
Nummer 20
|
september 2016
Dostları ilə paylaş: |