Vævsspecifikke enzymer I blod



Yüklə 25,85 Kb.
tarix14.06.2018
ölçüsü25,85 Kb.
#48433

Blod noter:


Vævsspecifikke enzymer i blod:

  • Ved celleskader/celledød får vi intracellulære enzymer til blodet.

    • Typiske leverenzymer er:

      • Alanin aminotransferase (alat)

      • Aspartat aminotransferase (asat)

      • -glutamyltransferase.

Hæmdel:

  • Hver proteindel har sin egen hæmgruppe, hvorfor hæmoglobin har 4 og myoglobin har 1 hæmgruppe.

Hæmaglobin:

  • Tetramer bestående af to - og -subunits.

  • Bindingen af oxygen er kooperativt  bindingen af det første iltmolekyle letter bindingen af de andre.

    • Reguleret af koncentrationen af 2,3 diphosphoglycerat.



  • O2s binding til hæmoglobin er påvirket af

    • pH:

    • Når CO2 og H+ konc. Stiger  frigivelse af mere ilt til vævene. Jf. Bohrs ligning:



  • Syntese af hæm:

  • Nedbrydning af hæmoglobin:

    • Retikuloendotheliale system (RES):

      • Erythrocytter optages af makrofager  hæmring brydes  biliverdin reduceres  bilirubin  transporteres til lever bundet til albumin.  konjugeres med glucuronsyre  bilirubinglucoronat (vandopløseligt)  udskilles via galden til tarmen  dekonjugeres og reduceres til farveløse urobilinogener via bakterier.

        • Nogle urobilinogener oxideres  farvede fækalt urobiliner (stercobiliner)  udskilles med fæces

        • Andre optages terminalt i ileum  til blodbanen tilbage til lever  tilbage til tarmen.

          • Lille del overføres til nyrerne (20 %)  spontan oxidering til urobilin  urinens gule farve.

    • Efter intravaskulær hæmolyse frisættes hæmoglobin fra erythrocytten  dissocierer til  og  dimere  kan let udskilles via nyrerne. For at minimere tabet og dermed det associerede jern binder dimererne til haptoglobin og frisatte hæm-grupper til hemopexin. Haptoglobin/hæmoglobin omsættes i RES. Hemopexinkomplekset omsættes i leveren.

  • Gulsot

    • Bilirubin er årsagen til det gule pigment ved gulsot.

      • Kan være forårsaget øget erytrocytnedbrydning grundet hæmolytisk anæmi

      • Leverskader  leverenzymer i blod + plasma albumin i blodet + forlænget koagulationstid grundet nedsat produktion af koagulationsfaktorer.

      • Galdevejslidelser  fedt i fæces + i blod: basisk fosfatase + PT (INR) som følge af malabsorption af K-vitamin.

      • Evt. Gendefekt i konjugeringsenzymer eller mekanismen for den aktiv. Udskillelse fra leveren til galden.

        • Dubin Johnson syndrom: Defekt i sekretionen af det bilirubin eller derivat deraf  ophobning. Samme derivat ophobes ved leversygdomme som hepatitis og obstruktion af galdevejene.

          • Blod: forhøjet bilirubin diglucoronid (konjugeret)

          • Urin: forhøjet bilirubin diglucoronid  mørkfarvet.

          • Fæces: mangle pigmentering.

          • Minus forhøjede levertal.

        • Gilberts syndrom: defekt i glucuronyl transferase i leveren.

          • ukonjugeret bilirubin bundet til albumin.

          • Kompromitterer omdannelsen af ukonjugeret bilirubin til konjugeret bilirubin: Bilirubin + 2-UDP-glucuronat  bilirubin diglucuronid + 2 UDP.

    • Kan forekomme på to former.

      • Ukonjugeret bilirubin (i blodet bundet til albumin)

      • Konjugeret bilirubin

        • Dominerer ved galdevejslidelser: det konjugerede bilirubin i leveren kan ikke udskilles til fordøjelseskanalen pga. lidelsen.

  • ROS

    • Når oxyhæmoglobin fraspalter ilt, sker der nogle gange fejldissociationer 

    • methæmoglobin og superoxid, elimineres ved enzymerne

      • methæmoglobin reductase:

      • superoxid dismutase:

Glutation:

  • Vigtig for erythrocytternes beskyttelse mod oxidativt stress.

  • Reaktioner i erythrocytterne, der modvirker ROS.

    • Glutation peroxidase: 2GSH+H2O2  GSSG + 2H2O

    • Glutation reductase: GSSG + NADPH + H  2 GSH + NADP+

Myoglobin:

  • Monomer

  • Oxygenbinding følger alm. Bindingsteknik

  • Hæm bindes til en His aminosyrerest i den proximale del af hver globinkæde via binding til jernatomet.


Oxy-myoglobin og oxy-hæmoglobin:

  • O2 bindes til jernet ved en af i alt seks koordinationsbindinger.




Myoglobin

Hæmoglobin

Binding af antal iltmolekyler

1

4

Affinitet

Høj  hyberbolisk mætningskurve

Lavere  sigmoid mætningskurve.

Påvirkninger




T, pCO2, H+ og 2,3-biphosphoclycerat  højreforskyder oxyhæmoglobins iltdissociationskurce.




2,3-biphosphoglycerat

  • Dannelse: ved mutasereaktion fra glykolytisk intermediære 1,3-bi-P-glycerat. 2,3-bi-p-glycerat elimineres ved hydrolyse til 3-p-glycerat.

  • Binder i centrum af hæmoglobin  stabiliserer lav-affinitetsformen af molekylet  højreforskyder iltbindingskurven  øger kooperativiteten.

Erythrocytter:


Energiforsyning:

  • Glykolyse: glukose  2 laktat. (hermed dannes netto 2 ATP’er).

    • ATP bruges til ionpumper

  • NADPH dannes i pentosefosfatvejen (TPP cofaktor)

    • NADPH bruges til at reducere glutation.

B-vitamin/ThiaminPP i forhold til erythrocytters stofskifte:

  • Erythrocytter har ingen pyruvatoxidation eller TCA-cyklus.

  • Erythrocytter har derimod pentosefosfatvejen.

  • ATP-produktionen er ren anaerob glykolyse og er uafhngig af thiamin.

  • Pentosefosfatvejens NADPH-produktion er afhængig af at pentoserne kan genbruges. Denne bruger TPP.

  • Ved mangel på TPP  kompromitterer NADPH-produktion  forsvar mod oxidativt stress jf. Glutation reductase.

Gendefekter og erythrocyt funktion:

  • Da glucose-6-phosphat dehydrogenase er enzym i pentosephosphatvejen , vil en gendefekt ramme erythrocyttens forsvar mod oxidativ stress (jævnfør TPP).

  • Da pyruvatkinase indgår i glycolysen, vil en gendefekt ramme ATP-produktionen og dermed ionpumperne.

  • I begge tilfælde vil erythrocytternes funktion hæmmes og deres levetid formindskes.

Blodkoagulation:


Hæmostatisk respons ved karlæsion:

  • Først induceres vasokonstriktion (blodgennemstrømningen midlertidigt reduceres)

  • Primær hæmostase: trombocytter adhærerer til den beskadigede karvæg og aktiveres.

  • Sekundær hæmostase: sideløbende med den primære. Aktivering af koagulationskaskaden  dannelsen af krydsbundet netværk af fibrinmolekyler.

Karvæggens respons

  • Udskiller glykoproteinet von Willebrands-faktor (vWF) til EC matrix.  binder til kollagenfibre.

  • I plasmamembran af fibroblaster og glatte myocytter er der fæstnet glykoprotein kaldet vævsfaktor (faktor III).  eksponeres til blodbanen, ved karlæsion.

  • Vasokonstriktion:

    • Reflektorisk kontraktion ved karlæsion

      • herefter vedligeholdes denne ved stimuli fra blandt andet følgende stoffer, der udskilles fra aktiverede trombocytter.

        • serotonin

        • tromboxan A2 (TXA2) (der desuden fungerer som signalmolekyle, der stimulerer andre trombocytter).

    • blodgennemstrømning  fortynding af hæmostatiske faktorer og risiko for bortskylning af nydannede koagel.

Primær hæmostase: Trombocytternes respons

Trombocytter:

  • Aktiveres ved binding til collagen i subendothellaget

  • Morforlogisk og biokemisk ændring  pladerne bliver henholdvsvis sticky og negativt ladede på overfladen

  • Øget overflade areal og aggregeringspotentiale grundet opsvulmning og pseudopodier.

  • Udskiller vesikler med vWF og fibrinogen fibrinogen kan binde receptorer på to forskellige trombocytter på en gang  aggregering.

  • Flipper (vha. Scramblase) det negativt ladede fosfatidylserin fra indre lag til det ydre.

    • fungerer som forankringssted for koagulationsfaktorer når disse aktiverer hinanden.

    • Negative ladninger fastholder Ca2+ afhængigt koagulationsproteiner på pladeoverfladen og lokaliserer derved aktivering af koagulationssystemet til karskaden.

  • Koagulationsfaktorerne bindes via calciumioner  binder både koag. Faktorernes negativt ladede -carboxyglutamatenheder og den negativt ladede fosfolipidoverflade.


Sekundær hæmostase: Koagulation

  • Aktiveres ved blotlægning af vævs faktor (faktor 3) i det ødelagte væv eller kollagen fra subendothelet.

    • aktiverer henholdsvis den eksterne og interne reaktionssekvens.

      • Interne har betydning for at opretholde og forstærke koagulationsresponset

        • Aktiveres ved at faktor XII binder til eksponeret overflade  konformationsændring  kløvning af prækallikrein til kallikrein aktiverer faktor XII fuldt ud  aktiverer faktor XI. Faktor XI og kallikrein bindes til skadestedet ved hjælp af HMWK.

        • Har ingen betydning, hvis Faktor 8 og trombin aktiverer faktor IX og XI.

      • Eksterne har stor betydning for aktivering af koagulationen.

        • Aktiveres ved at Faktor VII binder til vævsfaktor  aktivere en proteolytisk aktiveringskaskade  der dannes en lille mængde trombin  aktiverer faktor XI og cofaktor VIII og V  opretholder koagulationsrespons.

          • TFPI  hæmmer koagulation for at modvirke blodprop.




  • Koagulationsfaktorer aktiveres ved specifik proteolytisk kløvning

  • Akt. Af faktor 7 når kommer i kontakt med blotlagte vævs-faktor.

  • Kaskadereaktion  aktivering af faktor 9 og 10.

  • Faktor 10 aktiver faktor 2 (protrombin)  øger processerne flere hundrede gange ved at trombin reciprokt aktiverer faktor 5 og faktor 8 (cofaktorer i hhv faktor 10s aktivering af prothrombin og faktor 9s aktivering af faktor 10.  resulterer i en hurtig aktivering af fibrinogen.



Fibrins rolle:

  • Aktivering af fibrinogen  dannelse af fibrin  stabiliserer den bløde prop af aktiverede blodplader.

  • Aktivering af fibrinogen (kat. Af thrombin=endopeptidase):

    • Thrombin (IIa) spalter peptidkæder midt på fibrinogenmolekylet, som ellers med negative ladninger hindrer polymerisering af fibronegen:

      • fraspaltning af 2 små negativtladede peptidfragmenter i midterregionen: fibrinopeptid A og B  dannelse af aggregater af fibrin monomer  (kat af KF 13a) krydsbindinger mellem fibrinmonomerer  stabilisering af polymeren dannelse af blød gel. (uden dette vil fibrinmonomerer uhindret polymerisere til et tredimensionelt netværk).

  • Covalent sammenkobling af fibrinmonomerer (kat af akt. Faktor 13 (trangsglutaminase aktivitet), aktiveret af thrombin)  dannelse af fast gel

Koagulationsfaktorer der er i den direkte vej:

  • Vævsfaktor: cofaktor i subendothelet

  • Faktor 7 (protease)

  • Faktor 10 (protease)

  • Faktor 5 (cofaktor for faktor 10)

  • Faktor 2/prothrombin (protease)

  • Fibrinogen (substrat for thrombin).

  • Proteaseaktiviteten forudsætter aktivering af zymogen forstadium.

Centrale proenzymer (ikke kofaktorer) i koagulationskaskaden:

  • Prothrombin

  • 7,9,10

Kofaktorer i den centrale koagulationskaskade:

  • Proteinkofaktoer:

    • Faktor 5 eller 8

  • Nonproteinfaktorer

    • Calcium

    • Phospholipid i cellemembran.


Ændringer i koagulationstid:

  • Ved obstruktiv galdevejslidelse: mangle galdesalte i fordøjelseskanalen  fedtfordøjelse og absorption være hæmmet  absorption af fedtopløselige vitaminer  K-vitamin.

  • Leverens syntese af koagulationsfaktorer (bl.a. 2,7, 9 og 10) er afhængig af K-vitamin  nedsat  forlænget koagulationstid (både af PT (prothrombin tid)og aPTT (aktiveret partiel thromboplastin tid)

K-vitamin og AK:

  • Nødvendig cofaktor for den posttranslationelle omdannelse af glutamat til -carboxyglutamat under syntesen af koagulationsfaktorer.

  • Antikoagulant behandling

    • In vivo:

      • Omdannelsen af inaktivt K-vitamin til aktivt k-vitamin kat. Af et enzym, der hæmmes warfarin  grundlag for Anti koagulant behandling i vivo (men ikke in vitro, da det er dannelsen).

    • In vitro:

      • EDTA kan anvendes som AK i blodprøver in vitro men ikke in vivo, da det binder frie calciumioner, så de ikke kan deltage i blodkoagulations-aktiveringen  in vivo vil det nedsætte niveauet af calcium  alvorlige konsekvenser.

      • Citrat binder calciumioner ligesom EDTA.

      • Oxalat binder calciumioner ligesom EDTA.

      • Heparin aktiverer antithrombin  hæmmer proteaser som fx trombin.


Gendefekter:

  • Cellulær hæmostase: Von Willebrandts syge (defekt vWF) ingen forhøjelse af PT og aPTT men ikke PT.

    • Acetylsalicylsyre kan gribe ind.

  • Molekylær hæmostase: Hæmofili A eller B (defekt KF 8 eller 9) forhøjelse af aPTT men

    • Warfarin kan gribe ind

    • Ligeledes kan heparin.

Vævsspecifikke enzymer:




AMI:

  • Enzymer, der anvendes i forbindelse med udredning:

    • Creatinkinase, da denne frigives ved muskelødelæggelse.

    • Forholdet mellem forskellige Lactatdehydrogenase isoformer

  • Lægemidler til behandling

    • Acetylsalicylsyre (cyklooxygenase hæmmer)  hæmmer thromboxan i trombocytter  hæmmer trombocyt aggregation.

    • Heparin  binder antihrombin  binder og inaktiverer koagulationsfaktorer som fx trombin.

    • Urokinase (fibrinolytika) aktiverer zymogenet plasminogen ved proteolytisk at omdanne det til plasmin  nedbryder fibrin clotten.

Leverskade:

  • Enzymer, der anvendes i forbindelse med udredning:

    • ALAT, ASAT, -glutamyltransferase, alkalisk fosfatase.

  • Medfører forhøjet INR (PT) grundet nedsat syntese af koagulationsfaktorer.

Yüklə 25,85 Kb.

Dostları ilə paylaş:




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©genderi.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə