160
uden dog at nogen vovede at gå derud. Det er så forfærdelig tungt, men jeg må dog
fortsætte. Kl. 2 vil man atter have hørt ham. Derefter blev regimentet kommanderet
tilbage til Gebweiler. Kl. 4 blev saniteterne fra reg. 87, et landværnsregiment, som lå i
stillingerne, sendt frem for at søge efter mulige sårede.
Da de kom derop, skal han
endnu have været levende. De skubbede ham nogle få m tilbage, men blev så
beskudte og måtte lade ham ligge, da de lidt senere kom derop igen, var han død. De
tog nu dødsmærket af ham og lod ham ligge. Dette er en lille plade med navn og
hjemstavn båret i en snor om halsen. De skulle jo kun søge efter sårede. Senere er han
hentet ned af saniteterne fra 8. komp og begravet af disse. Dette lå nemlig de næste
dage deroppe og arbejdede i skyttegravene.
Se, dette er beretningen, som det er passeret.
Når det ikke kan nøjere bestemmes, om han endnu kl. 4 har været levende, så må man
huske på, at det var mørkt, men i hvert fald må saniteterne have ment det, da de ellers
ikke havde skubbet ham tilbage. At han har været ved bevidsthed, er ikke at antage.
Jeg har nemlig lidt erfaring i den retning, som jeg skal komme tilbage til.
Jeg har
ikke set hans grav, men vil temmelig ret kunne finde stedet. At forklare dig,
hvor han ligger, er ikke let, du vil vanskelig kunne finde det. Det er vanskeligt at
orientere sig i disse bjerge, særlig da de overalt er skovbevoksede. Jeg skal nu
forklare dig det, så godt jeg kan. Han ligger 3 – 400 m neden for toppen på den østre
side, den der vender ud over landskabet over Wünheim og Sulz, måske lidt til venstre
efter Gebweiler til. Når man står deroppe og ser ud over landskabet,
dersom man for
træerne kan finde en udsigt, kan man bedst orientere sig. Skulle jeg komme hjem
igen, er det min plan, at dersom min pengepung og min tid tillader det, atter at besøge
disse af naturen så smukt udstyrede egne. Så kan du komme med. Vi vil da finde det,
dersom der da ikke atter bliver kæmpet om dette bjerg, og artilleriet ikke jævner
fjerner det hele. Over alle grave står jo et trækors med navnet og hvilket reg., de har
tilhørt. En dødens have er Hartmannsweiler, ikke for intet har den fået navnet
”Totenkopf”, som den kaldes blandt folk dernede. – Nu
ser vi tiden an, fremtiden
ligger i Vorherres hånd, hvordan det end går, så er dog alt til vort bedste, det kan vi
trygt stole på. –
Og nu dette som du gerne ville vide, hvordan han døde. Ja, jeg kan jo lige så lidt som
enhver anden give nogle oplysninger derom. Vi taler kun alt for lidt med hinanden om
161
de højere ting. Men så vidt jeg kendte ham, han var en alvorlig natur, tror jeg sikkert,
at han har været forberedt.
Tror du vel, at noget dybt tænkende menneske, før han går
ud af graven til en sådan storm, kan andet end folde hænderne og bede Vorherre tage
sig ved hånden? Nej. Og det har han sikkert også gjort. – Og han har ligget længe
deroppe og været ved bevidsthed, så Vorherre har levnet ham rigelig tid til at tænke
sig om. Jeg tør nok give dig det håb, at han er gået godt herfra. –
Og skulle du ikke kunne finde hans grav, så prøv om du ikke kan bruge Frelserens ord
til kvinderne påskemorgen, da de søgte deres Herre og Mester i graven: ”Hvi søger I
den levende blandt de døde!” Aldrig har vel dette påskeord haft større ærinde til
folkene end netop i år. – Mange er kede af , at de ikke kan være hos deres kære i deres
sidste øjeblik. Prøv dig selv engang. Når du tænker på en kær afdød, hvilket billede
står da først i erindringen? Den døde i kisten ikke sandt? Dette kan du ikke her, her
har du billedet af den levende broder, sådan som han gik og stod, da du sidst så ham,
er det ikke noget ganske andet? Og om en liden stund er
vi atter forenede med vore
kære, for aldrig mere at skilles. –
Dernæst et lille ord om de sårede. Jeg havde lejlighed til at tage mig af nogle sårede.
Det er frygteligt. De klagede sig og bad os om at bære dem ned, før det var mørkt. To
af dem bad mig om, om jeg ikke ville gøre det af med dem. Det er frygteligt, en af
dem døde efter en halv times tid, den anden, en nordslesviger, som havde et
underlivssår, døde dagen efter på lazarettet. Den sidste formanede jeg, at sådan måtte
han ikke tale, ”fold dine hænder
og bed dit Fadervor, det hjælper.” ”Ja,” svarede han,
”Det har jeg allerede gjort.” Så du kan se, det glemmes ikke i nødens stund. De sårede
ligger en tid og klager sig, så sover de hen og ligger i en døs for atter at vågne op, når
de er kommen under pleje. Sådan er det sikkert også gået din bror. Om morgenen,
selv om han har været ved bevidsthed levende, har han sikkert været bevidstløs.
Usandsynligt er det ikke, at han, da de ved at hente ham er bleven beskudt, har fået
den sidste dræbende kugle.
Han kom ikke til at opleve de tunge dage den 23. – 24. – 25. april. Tre nætter i rad
klatrede vi op ad dette bjerg, to gange måtte vi ned igen, da artilleriet
ikke kunne
skyde, fordi bjergets top var indhyllet i en tæt tåge. Endelig den 25. kom det til storm,
og da tog vi bjerget. – Nu er vi atter i de franske skyttegrave lidt nord for det sted,
hvor vi lå i efteråret, men ofte søger tankerne tilbage til disse bjerge, hvor
162
kammeraterne hviler, godt gemte for de farer, savn og lidelser, som måske venter os
andre
Kærlig hilsen
Søren Finnemann
Endnu engang beder jeg dig om at holde din fader uden for denne triste beretning.
Postkort fra Sulz
Bralaizeno d. 23.5.15
Kære Tinne!
Vil benytte den skønne pinsemorgen til at sende dig et par ord, jeg har just skrevet til
Margrethe et brev på hele 12 sider. Festdagene bringer altid så
mange tanker og
hjemlige følelser i sindet, så man har så meget at skrive om.
Jeg kan just ikke rose mig af at være i rigtig pinsehumør i morgen, solen skinner,
lærkerne jubler, det er måske just derfor, at sindet er lidt tungt og mørkt, hvor ville det
ikke have været herligt at gå en tur med sine kære, den tanke kommer stadig frem;
men skæbnen vil det anderledes, og vi må føje os deri og takke Gud, at vi endnu får
lov at se solen skinne og høre fuglene synge, og at kære hjerter slår og beder for os
derhjemme. Hvor mangen ung mand har ikke måttet lade livet
herude i det fremmede
land, uden at nogen kærlig hånd har trykket hans til det sidste farvel. Dobbelt svær,
tror jeg nok, det er for os deroppe fra vor hjemland, vi
(har) intet at kæmpe for, intet
fædreland kun en tung pligt at opfylde og, må vi spørge, hvad vil lønnen blive, kan vi