184
Feldpostkarte Rusland 23/9 15
Da du jo vist i disse urolige tider længes efter
et lille livstegn for mig, vil jeg i dag
sende dig et par ord. Allerførst min bedste tak til frk. Huttenhoff for saften, den var så
meget mere kærkommen, da vi just i denne tid er helt afskåret fra omverdenen. Post
og levnedsmidler er yderst knap, brød har vi ikke set en hel uge. Jeg antager, at
fremmarchen snart er til ende, så vi igen kan komme i fast stilling og i gamle gænger
eller måske endnu bedre fred. Æblerne har jeg også modtaget, de smagte mig
udmærket.
Så blot en rigtig kærlig hilsen
din bror
Vilhelm
Spandet d. 10. oktober 1915
Kære søster Methine!
I dit brev til Mariane så jeg, at du ventede brev fra mig, jeg levede i den tro at have
skrevet til dig sidst og ventede så småt brev fra dig.
Jeg har nok tænkt på at skrive, men har haft svært travlt i længe. Høsten var,
som du
ved, vanskelig. Nohns` forsvandt og tog Ingemann med, og jeg måtte så tage mig af
gården dernede, der var meget sået, og høsten faldt sent dernede, så det gav dobbelt
arbejde.
Nu er vi ved at komme lidt på en jævning, og aftenerne bliver og længere, så nu bliver
det nok lidt bedre med skriveriet igen. For tiden er min karl eller dreng i Arnum, og
jeg har fået en soldat på arbejdsorlov og har truffet det ret godt, det er en vestfaler,
ung mand, såret for anden gang. Der
siges dog nu, at bataljonen skal væk nu til den
185
15, og det er snart på tide, de er ved at blive for huskendte i Nordslesvig og, kan jeg
vel sige, for godt vant, trænger til at prøve lidt andet. Vi har to soldater på kosten
foruden ham.
Nå, så længe man kan gå hjemme, må man ikke klage, og jeg gør det såmænd heller
ikke, vi bønder må i det hele ikke klage endnu, vi har jo store priser, og mangen en på
de store gårde stryger skilling på skilling. I Danmark har jeg ikke været siden i juli
måned, men så vidt man kan forstå, lever Danmark
tiden om igen for hundrede år
siden, da verden og lå i krig, og Danmark længe holdtes
uden for og skummede
fløden. Landbrugsprodukterne i Danmark er på højde med her, ja kvæg endog dyrere,
og handlen og skibsfarten florerer. Kan Danmark klare skærene og holdes uden for
verdensbranden, ja da tjener Danmark guld under krigen og må efter krigen stå med
de store betingelser for fremtiden.
Ja, nu flammer det på Balkan, og sikkert nok vil der blive gjort alt for og at få de
nordiske lande med. Tyskland skal nok der holde sig rolig, da Danmark som neutral
stat tjener Tyskland bedst, ligger som et værn og bolværk mod nord, Tysklands mest
sårbare sted, godt det er tilfældet, for fra den side kunne det vel mest frygtes. Dermed
er Danmarks neutralitet sikkert en torn i Englands
(og) Frankrigs øjne. Værn og tillige
spisekammer som det er for Tyskland.
Vi her
i Nordslesvig kan kun bede til, at Danmark må få lov til at blive udenfor, for i
modsat tilfælde ligger vi midt på landevejen, kan vi vel sige.
Ja Tinne, det er hårde tider for vort lille land, og der synes ingen ende at se på det
hele.
Hvor har Nordslesvig ikke allerede mistet under krigen, og hver dag bringer nye ofre.
Især aug.- og sept.-kampene i Rusland har krævet masser af folk. Hver dag bringer op
imod 10 navne på faldne nordslesvigere foruden de mange sårede. Jeg holder for tiden
ikke de officielle tabslister, men så meget kan man læse og høre, at vore regmt. aktive
84. 2 bataljon og Landwehr 84 er omtrent ødelagte i Rusland. Konrad Højer er
hjemme på orlov (let såret), han fortalte, at hans komp. 6/84
rykkede ud fra Frankrig
255 stærk, og da han blev såret, var der kun 32 tilbage. 8 har jeg hørt ligeså.
Landwehr Reg. 84 har lidt voldsom i kampene ved Gordno, af kendte navne er Math.
Nygaard falden. Mads Schmidt, Arnum såret i benet af 2 shrapnelkugler, hans nabo
Niels Enemark såret i hovedet. Broder Bejer herfra såret i benet osv. Villes regmt. 76
186
Landwehr er efter, hvad man kan forstå sluppen godt indtil tide, men de har haft
stramme ture og lidt at æde. Ja Ville stakkel får og at prøve noget, jeg undrer mig tit,
at han kan holde det ud.
Peder er hjemme endnu i dag, hvor orloven udløber, men han fik igen 14 dage, han
har haft noget af helden med sig. I morgen skal der møde mange igen, rekrutter og
gamle om hverandre, blandt andre J. Ravn. Jeg var jo
og forleden til session, slap med
betegnelsen ”garnisonsverwendbar”, de fleste blandt dem Ravn ”kriegsbrauchbar”.
Hvordan det nu kan gå mig, om jeg kan slippe for at komme ind, får tiden jo vise, jeg
tror ellers nok, at de har folk nok til garnisonstjeneste.
Ja, det vil falde mig sværere nu at skulle af sted end den første gang. Jeg synes selv, at
til soldat dur jeg dog ikke alligevel, og nu kan jeg dog gå og passe gården her og den i
Arnum. Give Margrethe og Karen en håndsrækning, om der gøres behov, men det går
nu engang ikke efter, hvad man synes. Mennesker er slaver,
har man ikke vidst det
før, lærer krigen os det. Hvad er det andet end i store ord om frihed, fremskridt,
kultur, her kommer den nøgne, skære sandhed for dagen. Ja, (overklassen) de
regerende er herrer og resten de store masser slaver.
Nu papiret er fuld, og jeg omtrent tom, må du vente til en anden gang.
Venlig hilsen
Hans
Skyttegraven den 18/10 15
Kære søster!
Modtog i går dit kort og samtidig en pakke med æbler og pærer, alt ankom i bedste
velgående. Du beder mig om at skrive lidt mere, desværre har jeg nu i længe ikke haft
megen tid til overs til at skrive lange breve, heller ikke i dag har jeg ret megen tid,
men et par ord skal du da have. Du spørger efter,
hvor jeg er landet nu, ja, jeg har jo
gjort en hel lille tur, vi ligger nu i stilling i landsbyen Conty eller Konti beliggende
nogle få km nord for det sted, hvor bane Lida over Bogdanow Vilejken krydser
Berezzina-floden. Det er den sidste kamp, jeg har været med ved, mens vi stormede
Jorneti mellem floden og banen, det gik som sædvanlig meget let for os,
vi havde ikke
videre tab.