178
Her drister
vi os nu til at regne med, at vi kan komme hjem til vinter, men vi kan jo
blive skuffet, det er ikke første gang vi har gjort en forkert regning i den henseende,
men engang må det jo komme.
Man skulle synes, der er flydt blod og tårer nok i de sidste år, og for hver dag, der går
bliver krigen mere grufuld, og hvem ved, hvad mordapparater der endnu kan
opfindes.
Hjemme kører Margrethe jo også forfærdelig rundt i
det hele alene, som hun står med
det hele, min orlov går jo nok også fløjten nu, jeg var jo ellers gerne taget en lille tur
hjem og se de kære derhjemme nu engang efter at have været borte i 7 måneder.
Du får nu nøjes for i dag, jeg skal på vagt.
Kærlig hilsen
Vilhelm
En telefoncentral, som vi har dem ude i skyttegravene tegnet af en
landstormmand
Feldpostkarte geschrieben den 13.8.1915
Kære Tinne!
Ville egentlig skrive brev, men kommer stadig ikke så vidt, så du må i dag nøjes med
et par ord, jeg vil da skrive lidt mere en af de første dage. Fra frk. Huttenhoff fik jeg
en fin dejlig saft sendt i sidste uge. Vil du takke hende for hendes venlighed, desværre
var proppen gået løs, så jeg fik grumme lidt af indholdet. Jeg har det ellers som vanlig
rigtig godt, lever stadig under de samme rolige forhold som altid. Min orlov er blevet
179
afslået, så jeg må nu vist finde mig i at holde ud her til enden, forhåbentlig varer det
ikke alt for længe, det er vor eneste tanke og håb, at vi snart kan få lov
til at komme
hjem og være sammen med vore kære.
Kærlig hilsen
din bror
Vilhelm
Spandet d. 15. august 1915
Kære søster Tinne!
Tak for fødselsdagspakken med det dejlige frugt og tak for fødselsdagsønskerne, men
først og fremmest, Tinne, tak for, at vi trods forskellig syn og opfattelser stadig
gennem dine breve og tanker kan mærke, at du trods alt er stadig en af vore, ja tør jeg
sige, af de bedste. Tak og for digtet, du engang har sendt Mariane, og som jeg er så
glad for at læse.
Ja, du har ret, det ser tit så fortvivlet mørk ud, og hvornår og hvordan bliver enden?
Hold efter hold, gamle og unge må af sted. Hver eneste dag
(er der) en række navne i
bladene af døde og sårede, tit læser man navnene så mærkværdig ufølsom, ved
dog at
hver en er et slag, en sorg, tit endog så stor og gribende – eneste søn – fader til en stor
flok børn osv. –
Hvor er krigen dog brutal og hård, og hvor gør den folk hårde og ufølsomme, det er
egentlig kun, når det ret trænger en ind på livet, som da budskabet kom om bror
Søren, at man ret føler, ret gribes af det grufulde, som dog hver eneste dag bringer
bud om.
Der kommer uvilkårlig tanker op i en, hvor er vi mennesker (masserne) dog for usle
trælle – på kommando jages millioner ud
til det vildeste myrderi, verden endnu aldrig
har oplevet, og hvorfor? Vi forstår det ikke, men for mig syner det, som om der ad
kunstig vej er skabt en stemning, et had mellem folkene. Man skulle synes, jorden var
stor nok, plads nok til alle, og var de milliarder (for krigen er sikkert nok nærmest en
kamp om magt, penge, brød) , som
krigen til dato har kostet, anvendt til kulturelle
eller sociale spørgsmål, ja da kunne alt nød, alt savn, alt hvad penge kunne udrettet,
være afhjulpet for lange år. Der skal år, ja mange år til, før de sår, som krigen allerede
har skabt, kan læges, og desværre, det ser ud til, at der er langt til enden endda.
180
Ja, og hvad så? Det er det store spørgsmål! Jeg ved ikke, men er tit bange for, at vi har
endnu det værste tilbage, især for vort lille hjemland. Kan vi endda blive forskånet for
krigens rædsler.
Jeg har været på besøg i Danmark, og så vidt jeg kan skønne,
er der absolut ingen
stemning for at blive blandet med i det store opgør. Jeg tror, at der er den ærligste
vilje til at blive neutral. Men der arbejdes jo sikkert nok overalt på at få mere og mere
med, og man ved aldrig, hvordan det kan forme sig, inden det grufulde skuespil får
ende, og vi er som grænseboere jo udsat, måtte vort lille land endda forskånes for
dette.
Ja, freden længes vi efter herhjemme. Fred længes de efter derude i skyttegravene.
Fred længes vore gamle rhinlændere, landstormere efter, men hvordan vil freden
blive, og hvordan vil livet forme sig derefter? Freden må jo dog komme engang, men
på hvad måde, det måske skulle gerne være en fred, der borgede for, at
sligt ikke
gentoges mere, -------------
Ja, det emne kan trækkes langt ud og kunne langt bedre drøftes mundtlig, nu får du
nøjes med det, du kender og nok tankerne.
Peder er jo hjemme, men det leder mod enden med hans orlov, og det vil nok blive
svært at komme af sted igen, ikke så lidt, ellers lader det endda til, at han tager det så
temmelig med ro, bedre end man skulle have ventet. Familien var jo samlet i går
aftes, og kan jeg hilse. Måtte vi nu næste år, vi 5, som er tilbage,
sammen med gamle
far samles den 14. august i gode, fredelige tider, det skal være en af mine egne
fødselsdagsønsker. I dag har vi og haft fødselsdag, da er Maren 13 år. Ja, tiden går. –
Høsten er til dato vanskelig. Efter en 5 ugers regnperiode havde vi sidst i forrige og
først i denne uge ret godt vejr, og folk fik travlt med at høste. Torsdag middag skulle
det overalt gå løs med indkørsel af rug. Vi fik 1 læs, og sådan gik det de fleste,
da fik
vi pludselig stort tordenvejr med øsende vand, og kan vi sige, at indtil middag i dag
har det nu regnet uafbrudt i 3 dage. Så vi er ved at blive utålmodige.
Nu slut
Venlig hilsen fra os alle
Hans
brev poststemplet den 23.8.15 Bahnpost Zug 37 Oberjerstal - Toftlund