175
sammen, skyder ret kraftig efter vore forhold, også kartoflerne imellem træerne tegner
godt, men det har kostet en del arbejde at holde det rent for sener og ukrudt, men nu
tør jeg påstå, at det er rent. Hele anlægget vinder almindelig bifald, ja endog fra flere
sider stor ros.
Nu får du hjælpe dig med dette, jeg tænker, der er andre, som skriver til dig i
anledningen. Derfor til slut en hjertelig hilsen fra alle, men især fra mig
din fader
Vilhelm Schmidt
Russisk Polen d. 11.7.15
Kære bror Peder!
Ja, nu er også du soldat, det falder sagtens svært for dig at være hjemmefra i denne
travle sommertid, jeg kan også godt forstå, at hele garnisonslivet falder dig lidt svær,
da er man på en måde bedre stillet, når man først er herude, her er man langt mere fri
mand og hævet over garnisonens småligheder. Tjenesten er også meget
lettere herude, når man har en så god og rolig stilling som her, jeg har
nu vist også haft en sjælden lykke, hvad pladsen angår, i går havde vi
en mand såret ved et shrapnelskud, det er den eneste i flere måneder.
Måske kan det også træffe sig, at du kan komme herud til os, vi får alt
forstærkning fra Hamborg.
43
Vi har i den sidste tid, den ene i går, fået to transporter
fra Hamborg, også alle ældre landstormere, vor kompagni er nu næsten krigsstærk,
da jeg kom, var der kun ca. 80 mand.
Peder
Det ville glæde mig, om vi engang kunne få et par danskere hertil, jeg er jo den eneste
ved kompagniet, Thomsen er ved et andet kompagni, vi ses kun sjælden.
Når blot tiden snart var forbi, men der er jo stadig ingen udsigter til fred, dog må den
dag også snart melde sig, det kan jo ikke blive ved, jeg tror selv, vi kommer til at
opleve et vinterfelttog mere.
Hvorledes går det dig med arbejdskraft hjemme på gården, det må jo være forfærdelig
knap med folk, kan du ikke få orlov til høstarbejdet? Min orlov er jeg bange for går i
43
Peder H. Smidts militære ”karriere” fik et helt andet forløb. Han kom til Hamborg,
men ikke i krig, hvorfor den udelades i denne sammenhæng.
176
luften, først og fremmest bliver det gamle mandskab, som har gjort det med fra
begyndelsen, foretrukket, hvad jo også kun er berettiget, kun 3 – 5 % kan få orlov på
en gang.
Blot nu en kærlig hilsen i håb om en snarlig gensyn i hjemmet
din bror
Vilhelm
Spandetgård d. 12/7 1915
Kære Tinne!
Det er det første brev, jeg skriver til dig, og jeg tænker, det kommer dig lidt uventet i
hånde. Jeg ved, at det på tirsdag er din fødselsdag og vil så også sende dig min og vor
lille søsters lykønskning. Jeg vil vedlægge lille søsters fotografi, da jeg ved, du vil
være glad ved at få det.
Hun er bleven en stor pige, siden du rejste. Billedet er ”jævn hen”, men vor lille søster
er det – og nu kan du bedst afgive et skøn om, hvem hun ligner. Jeg ville også gerne
have sendt dig et billede af os, men vi har kun fået to, den ene fik Peder med sig, og
den anden vil jeg nødig af med nu, da Peder er borte. –
Ja, så kom der også bud efter min Peder, og før end vi havde ventet det. Vi vidste
begge, at det engang ville komme, men det er først, når pligten byder, at man føler,
hvor svært det er. Da jeg for knap to år siden flyttede herover, da var der ingen af os,
der anede, at sådan noget ville komme. Vi har så tit talt om – i en god time – at det
ville blive svært at skulle skilles fra hinanden. Dengang tænkte vi ikke på, at en ydre
magt kunne gribe ind og tage en af os bort. Men nu er det kommet, og vi må så – i
hvor svært det er – bøje os for den magt, tage det som noget, Gud vil føre os ind i for
derigennem bedre at kunne få os i tale, lære at lægge det alt i Gud Faders hånd. Lære
os, at vi er kun kortsynede og skrøbelige mennesker, der trænger til Herrens tugt, men
også til hans milde varme kærlighed.
Ja, du kan nok tænke, vi savner vores Peder. Her er jo så meget, der skal gøres, men
det får gå som det kan, og ikke som det skal. Men sådan er det vel de fleste steder. I
det sidste brev, jeg havde fra ham, skrev han om, at han længtes hjem til os, hjem til
den gerning han har fået kær. Vi længes også efter at få ham hjem, men nu da han er
kommen i trøjen, bliver det nok ikke, før krigen er forbi. For os er der ingen ende at
177
se. Ville skrev rigtig nok i går til Hanses, at til efteråret mente
han nok at komme hjem. Vi stoler for lidt på det. –
Glæder os til at få Peder hjem på høstorlov. Jeg har i dag sendt en
ansøgning til derop. Det står og går udmærket i vores have. Det
har været lidt tørt, men i sommer tåler træerne mere. Vi kan snart
bruge lysthuset til at drikke kaffe i, så tæt er den.
Jeg har tiden optaget, der er så meget at løbe efter og se til gode,
men mine kræfter når ikke ret langt. Jeg har også tre soldater, de
lægger også beslag på ens tid. Så skal man skrive lidt, sende en
pakke af sted engang imellem – ja, sådan går det. Søster hænger også på mor, ja, du
kan tro, det er godt jeg har den lille gode Søster. Karen
Så en kærlig hilsen fra vor lille Søster og
Karen Smidt.
Skyttegraven d. 21
Kære søster!
Har nu lige et øjebliks tid og vil benytte lejligheden til at sende dig et par ord.
Du har jo vist nok set i bladene, at det går mægtig frem her i den sidste tid og er
måske i angst for, at jeg også er med, det er nu ikke tilfældet, endnu ligger jeg
stadigvæk i samme stilling i ro og mag; men jeg må antage, at den tid også snart er
omme. Fæstningen er jo omtrent omsluttet, og så er der jo ingen brug for os længere
her, hvor tiden så vil føre os hen, og hvad den vil bringe os, får stå hen, vi lever jo
stadig i uvished også i den henseende, den ene dag føler man sig tryg i en rolig
stilling, og den anden dag er man kaske mangen mil borte i kamp og elendighed.
Jeg tror nu ikke, faren er så stor for mig, man kan jo sige, det er en held, at man er
kommen i et landværnsregiment, vi kommer jo sjælden frem, når der da er reserve-
tropper til stede, vor meste gerning består jo i at forsvare en stilling i skyttegraven,
forhåbentlig får vi en lignende stilling igen.
Hvad tror du om afslutningen af denne skrækkelige tid?
Dostları ilə paylaş: |