Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
160 
uden dog at nogen vovede at gå derud. Det er så forfærdelig tungt, men jeg må dog 
fortsætte. Kl. 2 vil man atter have hørt ham. Derefter blev regimentet kommanderet 
tilbage til Gebweiler. Kl. 4 blev saniteterne fra reg. 87, et landværnsregiment, som lå i 
stillingerne, sendt frem for at søge efter mulige sårede. Da de kom derop, skal han 
endnu have været levende. De skubbede ham nogle få m tilbage, men blev så 
beskudte og måtte lade ham ligge, da de lidt senere kom derop igen, var han død. De 
tog nu dødsmærket af ham og lod ham ligge. Dette er en lille plade med navn og 
hjemstavn båret i en snor om halsen. De skulle jo kun søge efter sårede. Senere er han 
hentet ned af saniteterne fra 8. komp og begravet af disse. Dette lå nemlig de næste 
dage deroppe og arbejdede i skyttegravene.  
Se, dette er beretningen, som det er passeret. 
Når det ikke kan nøjere bestemmes, om han endnu kl. 4 har været levende, så må man 
huske på, at det var mørkt, men i hvert fald må saniteterne have ment det, da de ellers 
ikke havde skubbet ham tilbage. At han har været ved bevidsthed, er ikke at antage. 
Jeg har nemlig lidt erfaring i den retning, som jeg skal komme tilbage til. 
Jeg har ikke set hans grav, men vil temmelig ret kunne finde stedet. At forklare dig, 
hvor han ligger, er ikke let, du vil vanskelig kunne finde det. Det er vanskeligt at 
orientere sig i disse bjerge, særlig da de overalt er skovbevoksede. Jeg skal nu 
forklare dig det, så godt jeg kan. Han ligger 3 – 400 m neden for toppen på den østre 
side, den der vender ud over landskabet over Wünheim og Sulz, måske lidt til venstre 
efter Gebweiler til. Når man står deroppe og ser ud over landskabet, dersom man for 
træerne kan finde en udsigt, kan man bedst orientere sig. Skulle jeg komme hjem 
igen, er det min plan, at dersom min pengepung og min tid tillader det, atter at besøge 
disse af naturen så smukt udstyrede egne. Så kan du komme med. Vi vil da finde det, 
dersom der da ikke atter bliver kæmpet om dette bjerg, og artilleriet ikke jævner 
fjerner det hele. Over alle grave står jo et trækors med navnet og hvilket reg., de har 
tilhørt. En dødens have er Hartmannsweiler, ikke for intet har den fået navnet 
”Totenkopf”, som den kaldes blandt folk dernede. – Nu ser vi tiden an, fremtiden 
ligger i Vorherres hånd, hvordan det end går, så er dog alt til vort bedste, det kan vi 
trygt stole på. – 
Og nu dette som du gerne ville vide, hvordan han døde. Ja, jeg kan jo lige så lidt som 
enhver anden give nogle oplysninger derom. Vi taler kun alt for lidt med hinanden om 

---

 
161 
de højere ting. Men så vidt jeg kendte ham, han var en alvorlig natur, tror jeg sikkert, 
at han har været forberedt. Tror du vel, at noget dybt tænkende menneske, før han går 
ud af graven til en sådan storm, kan andet end folde hænderne og bede Vorherre tage 
sig ved hånden? Nej. Og det har han sikkert også gjort. – Og han har ligget længe 
deroppe og været ved bevidsthed, så Vorherre har levnet ham rigelig tid til at tænke 
sig om. Jeg tør nok give dig det håb, at han er gået godt herfra. – 
Og skulle du ikke kunne finde hans grav, så prøv om du ikke kan bruge Frelserens ord 
til kvinderne påskemorgen, da de søgte deres Herre og Mester i graven: ”Hvi søger I 
den levende blandt de døde!” Aldrig har vel dette påskeord haft større ærinde til 
folkene end netop i år. – Mange er kede af , at de ikke kan være hos deres kære i deres 
sidste øjeblik. Prøv dig selv engang. Når du tænker på en kær afdød, hvilket billede 
står da først i erindringen? Den døde i kisten ikke sandt? Dette kan du ikke her, her 
har du billedet af den levende broder, sådan som han gik og stod, da du sidst så ham, 
er det ikke noget ganske andet? Og om en liden stund er vi atter forenede med vore 
kære, for aldrig mere at skilles. – 
Dernæst et lille ord om de sårede. Jeg havde lejlighed til at tage mig af nogle sårede. 
Det er frygteligt. De klagede sig og bad os om at bære dem ned, før det var mørkt. To 
af dem bad mig om, om jeg ikke ville gøre det af med dem. Det er frygteligt, en af 
dem døde efter en halv times tid, den anden, en nordslesviger, som havde et 
underlivssår, døde dagen efter på lazarettet. Den sidste formanede jeg, at sådan måtte 
han ikke tale, ”fold dine hænder og bed dit Fadervor, det hjælper.” ”Ja,” svarede han, 
”Det har jeg allerede gjort.” Så du kan se, det glemmes ikke i nødens stund. De sårede 
ligger en tid og klager sig, så sover de hen og ligger i en døs for atter at vågne op, når 
de er kommen under pleje. Sådan er det sikkert også gået din bror. Om morgenen, 
selv om han har været ved bevidsthed levende, har han sikkert været bevidstløs. 
Usandsynligt er det ikke, at han, da de ved at hente ham er bleven beskudt, har fået 
den sidste dræbende kugle. 
Han kom ikke til at opleve de tunge dage den 23. – 24. – 25. april. Tre nætter i rad 
klatrede vi op ad dette bjerg, to gange måtte vi ned igen, da artilleriet ikke kunne 
skyde, fordi bjergets top var indhyllet i en tæt tåge. Endelig den 25. kom det til storm, 
og da tog vi bjerget. – Nu er vi atter i de franske skyttegrave lidt nord for det sted, 
hvor vi lå i efteråret, men ofte søger tankerne tilbage til disse bjerge, hvor 

---

 
162 
kammeraterne hviler, godt gemte for de farer, savn og lidelser, som måske venter os 
andre 
Kærlig hilsen 
Søren Finnemann 
Endnu engang beder jeg dig om at holde din fader uden for denne triste beretning. 
 
 
Postkort fra Sulz 
 
 
Bralaizeno d. 23.5.15 
Kære Tinne! 
Vil benytte den skønne pinsemorgen til at sende dig et par ord, jeg har just skrevet til 
Margrethe et brev på hele 12 sider. Festdagene bringer altid så mange tanker og 
hjemlige følelser i sindet, så man har så meget at skrive om. 
Jeg kan just ikke rose mig af at være i rigtig pinsehumør i morgen, solen skinner, 
lærkerne jubler, det er måske just derfor, at sindet er lidt tungt og mørkt, hvor ville det 
ikke have været herligt at gå en tur med sine kære, den tanke kommer stadig frem; 
men skæbnen vil det anderledes, og vi må føje os deri og takke Gud, at vi endnu får 
lov at se solen skinne og høre fuglene synge, og at kære hjerter slår og beder for os 
derhjemme. Hvor mangen ung mand har ikke måttet lade livet herude i det fremmede 
land, uden at nogen kærlig hånd har trykket hans til det sidste farvel. Dobbelt svær, 
tror jeg nok, det er for os deroppe fra vor hjemland, vi (har) intet at kæmpe for, intet 
fædreland kun en tung pligt at opfylde og, må vi spørge, hvad vil lønnen blive, kan vi 

---