Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
153 
Hartmannsweiler. Jeg har ikke set hans grav, men vil lade mig stedet nøje beskrive af 
hans kammerater, som har set den.  
Hvor han er såret, ved jeg ikke, det har sikkert ingen undersøgt, da man jo altid sørger 
for at begrave de døde hurtigst muligt. Men at han har levet flere timer efter, er 
sikkert. Han er så muligvis ved at røre sig atter blevet opdaget af franskmændene og 
er måske atter truffen. At sårede på tilbagevejen til skyttegraven atter får en kugle, er 
noget, som passerer så ofte. – Den 25. april gik regimentet atter til storm, og denne 
gang tabte den franske stilling, hvad der var meget let, da de stakler var så frygtelig 
medtagne af det tyske artilleri, at de alle sad i graven med hænderne i vejret. Der faldt 
næsten ikke et skud. – Det var frygtelige dage, fra den 22. til den 25. gik vi hver dag 
derop for at storme, men de to første dage måtte vi atter ned igen, da toppen af bjerget 
var indhyllet i en tæt tåge, så artilleriet ikke kunne skyde. Og at tage denne stilling 
uden artilleriets hjælp, var fuldstændig umulig. 
Modtag min og mine kammeraters oprigtige deltagelse i eders store sorg. Vorherre 
hjælpe Eder med at bære denne med tålmodighed. Det er en tung tid, og dobbelt tung 
for vi nordslesvigere. Han, så vel som mange andre, faldt for en sag, som var os så 
forfærdelig ligegyldig. Endnu raser krigen, og kun Vorherre ved, hvor mange af os, 
der skal gense den kære hjemstavn. 
Så er vi da atter i Frankrig, men ofte søger mine tanker tilbage til disse bjerge, i hvis 
favn så mangen god kammerat hviler, og jeg tænker særlig på de nordslesvigske, af 
hvilke jeg kender fire. Kun Gud ved, hvad der venter os, der endnu er tilbage. Lad 
ham råde for fremtiden. 
Kærlig hilsen til alle 
Søren Finnemann 
 

---

 
154 
 
Søren står yderst til højre i øverste række 
 
 
Brevet var muligvis ledsaget af et fotografi og et adressekort med Finnemanns skrift  
Ad. Schwalb 
Werkstätte für künstlerische Photografien 
’’Gebweiler Ob. Els. 
Oberer Marktplatz: 
Hermed adressen på fotografen i Gebweiler . Billederne havde et nummer, men det 
har jeg naturligvis glemt. Det stod bag på nogle af billederne, og så vidt jeg husker, på 
den konvolut de var i, da de sendtes hjem til din fader. Men Madsen, Mastråp, var 
indført i bogen som bestilleren, og derfor kaldtes billedet Gruppe Madsen, og på dette 
vil det kunne bestilles, det blev taget den 17. eller 18. april. For at undgå fejltagelse 
send et billede med bestillingen. Din bror er udmærket, vel nok en af de bedste. 
Billedet er godt nok til, at du kan lave et større efter det. 
 
 
Postkort stemplet 6.5.15 i Remagen 
Kære M. 
Nu lige modtog jeg dit brev, som jeg havde ventet på for at høre nærmere. Jeg forstod, 
at det ville være svært for dig at skrive, dog tak for at du har kunnet – jeg står jo her 
så afsides. – Nu er det som om det fortrøstningsfulde er veget fra mig, men det 
kommer måske igen, man må jo tage sig sammen, ellers overvældes man af en 

---

 
155 
trøstsløs slaphed og er til ingenting. – Nu efter dit brev synes jeg, at jeg måtte være 
hjemme. På den anden side har jeg også her pligter og bindes af stærke bånd. Jeg ved 
selv ikke råd, skriv engang igen, Mariane, hvad I synes og tænker derhjemme. At 
rekrutterne kom bort, havde jeg aldrig tænkt. Vil du ikke nok pr. omgående sende mig 
Finnemanns adr. Jeg ville så gerne skrive til ham for at få adr. på de kammerater, som 
var Søren nærmest på det sidste. – Efter fars brev var alt så klart, nu på en gang så 
sløret, jeg synes, vi må have vished for, at det er gået Søren godt til det sidste. – Ingen 
af os havde troet, at der kunne hænde Søren noget ondt. Nu kom det alligevel, men 
jeg kan ikke tænke mig andet end, at det må være kommen så blid og nådigt som 
muligt, som Søren havde fortjent det. Jeg vil søge klarhed. 
De kærligste hilsner, 
din Tinne 
 
Noyon am 6. Mai 1915 og Noyon am 11. Mai 1915 og 
Vespillieres am 22. Mai 1915 
Johann Ulrich, hvis adresse er Pattburg pr. Flensburg, skriver i tre breve på tysk til 
Sørens søster Tinne og pårørende om Sørens død. Han giver en detaljeret beskrivelse 
af, hvordan Søren døde, af Søren som en god kammerat og ven og af begivenhederne i 
dagene 19. – 25. april 1915 ved Hartmannsweilerkopf.  
 
Flensburg, Friedrichsstrasse 11
1
, d. 7. Mai 1915 
Karl Ostermann und Frau, som Søren var indkvarteret hos, skriver på tysk et brev til 
Sørens far. De har gennem Ulrich og Finnemann fået at vide, at Sørn er faldet den 
19. april på Hartmannsweilerkopf og ønsker at udtrykke deres medfølelse. 
 
 
Spandet 12. maj 1915 
Kære søster Tinne! 
Ja, det er en skam, at jeg ikke for længe siden har skrevet et par ord til dig, men travlt 
har vi haft i år, og så har jeg syntes, at soldaterne gik for, og til dem havde jeg sat mig 
for, de skulle have brev i hver uge. Og nu er bror Søren borte, stakkel, ja, det er 
næsten, som man kan ikke få det ind i hovedet, at det passer, at han aldrig  kommer 

---

 
156 
hjem mer, hvor er dog krigen forfærdelig, det er egentlig først, når det kommer en 
tættere ind på livet, at man rigtig får øjnene op for det. Først Th. Fog og Peder Kjær, 2 
hjem ødelagt. Jeg kunne så godt forstå Abeline, så utrøstelig hun var. Nu havde de der 
efter vore omstændigheder et godt og kønt hjem, og Peder var en god og kærlig mand 
og far, og nu ligger det hele der, og jeg kan og, siden Søren er borte, så godt forstå, at 
dem, hvis mand er borte, næsten ikke kan forstå, at det er sandt, at det er virkelighed. 
For mig har der været tider, hvor jeg har haft fornemmelsen af, at det hele blot var en 
ond drøm, som man kunne skyde af sig, når man vågnede, men nej, det er den rene 
sikre virkelighed, at Europas folk raser imod hverandre som de vilde i Afrika, og intet 
middel, det være sig nok så djævelsk udtænkt, kan det kun skade modstanderen, det 
bliver taget i brug. Tænk blot en engelsk passagerdamper sendt til bunds, over 1500 
druknede. Da Titanic rendte på isbjergen og sank, gik der et gys over verden, og nu er 
det næsten som en dagligdags begivenhed. Man læser det og grues, men tænker ikke 
stort derved, men så når det kommer en ind på livet som med stakkels Søren, 
kammeraternes brev, hvordan han har ligget deroppe uden hjælp og måske langsom 
forblødt sig, ja da gribes man af gru og rædsel, den første nat efter, at det ulykkelige 
brev var kommet, hver gang  jeg var ved at falde i søvn, ja da så jeg Søren ligge på 
Hartmannsweiler og råbe om hjælp langt fra hjemmet og alle dem, han havde kær, og 
ingen menneskelig hjælp var mulig, og sådan som Søren lå, ligger der daglig 100`der, 
og har der i krigen ligget 1000 og atter 1000 uskyldige kaldt bort fra deres hjem og 
virkekreds og smidt ind i denne forfærdelige krig, ja da gribes man af uhygge. Og 
stakkels bror Ville, ham har det vel nok altid været hårdere for end Søren, og nu dette 
budskab til ham, som må gøre det værre. 
Var der endda udsigt til fred, men nej, det ligger så langt ude, og hvad vil der ske 
inden, ja man tør næsten ikke tænke tanken ud, mangt et sorgens budskab vil endnu 
nå Nordslesvig – ja, vort lille land bliver og prøvet, og mange af vore bedste unge 
folk ligger midt på valpladserne falden eller lemlæstet uden hevet ud i krigen af en 
tvingende pligt. Peder er jo hjemme endnu, men det er vel nok kun et tidsspørgsmål, 
så må og han med, og hvad skal det blive til herhjemme, det tynder (ud) i folk, en dag 
rejser rekrutter, en anden dag landstormere, så der bliver snart kun gamle folk og 
drenge tilbage. Ellers har vi det ret godt herhjemme, vi er ved at være færdig med 
forårsarbejdet. I den sidste tid har vi og haft ret godt vejrlig. Nu må jeg slutte, 

---