Diamantbærende kimberlit og aillikit I det sydlige Vestgrønland. Regionale variationer og sammensætningen af kimberlitisk smelte

Diamantbærende kimberlit og aillikit i det sydlige Vestgrønland     ·     13

Diamanter og kimberlit: 

Et historisk tilbageblik og aktivite-

ter i Grønland til årtusindskiftet

Til alle tider har diamanter været højt værdsat. De er 

små, har stor værdi, de kan let skjules og transporteres, 

er uforgængelige og er derfor det perfekte middel til 

sikring af værdier i urolige tider. Op gennem tiden er 

store berømte diamanter fra det indiske kontinent 

fundet i flodaflejringer, men deres oprindelse forblev 

ukendt. Billedet skiftede, da man i 1860´erne i Syd-

afrika fandt flodaflejrede diamanter hvor floderne 

Vaal, Orange og Riet løber sammen og kort efter dia-

manter i lerfyldte skålformede lavninger i Kimberley-

området.

I Kimberleyområdet byggede man huset af ler fra 

små, til tider, vandfyldte lavninger kaldet ”pans”. I 

ter eller mela-aillikitter. Aillikittiske bjergartstyper ses 

i Sarfartoq og Sisimiut områdernes forekomster og i 

de fleste andre områder i Grønland, hvor de med en 

lidt bredere term ofte er registreret som ultramafiske 

lamprofyrer. Den regionale variation i det sydlige 

Vestgrønland fra kimberlit i Maniitsoq syd til aillikit 

i Sisimiut i nord er resultat af stigende H

2

O/CO

2

, der 

viser sig i et stigende indhold af phlogopit, i forekom-

sterne og kildeområder i den lithosfæriske kappe. Det 

stigende indhold af phlogopit ses som resultat af den 

tidligere forudgående geologiske udvikling og mag-

matiske aktivitet. 

Ifølge ovenstående er smelten i Maniitsoq kimbelit 

tæt på en primærsmelte opstået dybt i den lithosfæri-

ske kappe. Kimberlittiske bjergarter er helt domineret 

af en grundmasse rig i serpentin- og karbonatminera-

ler og et stort indhold af olivin som større til ganske 

små fragmenter fra den lithosfæriske kappe og som 

korn krystalliseret fra smelte. En omfattende under-

søgelse af Majuagaa gangen (Maniitsoq) viser at meget 

olivin og mindre ilmenit i gangen er fragmenter fra 

kappen. For at få sammensætningen af den oprinde-

lige smelte må kappefragmenternes bidrag modreg-

nes. Den beregnede kemiske sammensætning viser at 

smelten er karbonatrig og kan betragtes som en kar-

bonatitisk smeltesammensætning. Traditionelt er 

kimberlitsmelte imidlertid anset for at være en sili-

katsmelte med stort indhold af volatiler og konklu-

sionen af undersøgelserne i Maniitsoq kimberlitten er 

den modsatte. Smelten er karbonatitisk med et indhold 

af silica, dvs. en silikokarbonatit. Det er et fundamen-

talt skifte i opfattelse, som har stor betydning for 

forståelsen af bjergarternes oprindelse, kimberlittiske 

intrusioners dynamik, og transport og bevarelse af 

diamant.

Fig. 1: Diamantkrystal i sin kimberlittiske værtsbjergart: Foto: 

© Museum of Natural History, Smithsonian Institution, billede 

MSA 168, katalog nr. 120956.

Fig. 2. Diamantbrydning i 

slutningen af 1800-tallet i top-

pen af kimberlit kraterrør, 

Kimberly, Sydafrika. © De 

Beers hjemmeside, Photo Gal-

lery.

---

14     ·     Geologisk Tidsskrift 2011

skabelige argumenter, byder gamle kontinentområder 

på de bedste chancer for fund af diamantførende 

kimberlit. Ud fra denne overordnede erkendelse 

skulle den ældste del af det gamle grundfjeld i det 

sydlige Vest- og Østgrønland give mulighed for fund 

af kimberlittiske bjergarter og dermed diamanter. 

Kimberlittiske bjergarter i form af gange er da også 

blev fundet i forbindelse med geologisk kortlægning 

tilbage omkring 1970 (Andrews og Emeleus, 1971 og 

Goff, 1973), og de første mere detaljerede undersøgel-

ser publiceredes af Scott (1981) og Thy et al. (1987). 

Potentialet for fund af diamanter blev aldrig undersøgt 

i større detalje og først med en samlet oversigt over 

alle kendte forekomster af kimberlittiske og relaterede 

bjergarter af Larsen (1991, se også Larsen og Rex, 1992) 

blev interessen for alvor vakt i efterforskningsindu-

strien. 

Kimberlitforekomster er svære at finde, fordi de 

forvitrer let og derfor let bliver dækket af løse aflejrin-

ger, jord, sedimenter eller moræne i glaciale områder.  

En meget anvendt metode er en systematisk indsam-

ling af prøver af overflademateriale i de områder, hvor 

kimberlitter kan tænkes at forekomme. Prøverne un-

dersøges for indhold af mineraler, der er karakteristi-

leret på lokaliteten Dutoitspan blev fundet diamanter 

i 1869, men området blev i første omgang opgivet på 

grund af barskhed og mangel på vand. Det var ikke 

gået op for diamantjægerne at leret var omdannelses-

produktet af den underliggende diamantførende 

bjergart (Fig. 1). Under leret findes ”yellow ground” 

og herunder ”blue ground”, begge betegnelser for 

omdannelsesprodukterne af vulkansk explosionsbrec-

cie og tuf med mange inklusioner og diamanter.  Det 

første diamant ”rush” fandt sted på jord ejet af fami-

lien De Beers, et navn der siden har været uløseligt 

forbundet med diamanter og diamantindustrien (Fig. 

2). Der er mange farverige beretninger om den tidlige 

diamantfeber i Sydafrika, f. eks. Roberts (1976), Lenzen 

(1980) og Wilson (1982). De lerfyldte lavninger er top-

pen af kegleformede kraterrør fyldt med kraterfacies-

bjergart og tuf af kimberlittisk sammensætning (Fig. 

3).

 

Kraterrøret er

 

dannet ved eksplosiv afgasning, især 

vanddamp og kulddioxid (CO

2

) – meget svarende til 

den eksplosionsagtige afgasning når en flaske cham-

pagne åbnes. Bjergarterne i kraterrøret kaldes for 

kimberlit (efter Kimberley) og jagten på diamanter 

foregår i områder med kimberlitforekomster. 

Erfaringsmæssigt, og nu baseret på sunde viden-

Fig. 3: Udtømt diamantmine i et kimberlit kraterrør i Kimberley, Sydafrika. Kraterrøret har som det ses meget stejle sider og kan 

være flere hundrede meter dybt. Foto: © Petradiamonds hjemmeside, Photo Gallery.

---