Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
144 
Deres tro forbundne 
pastor v. Brincken og hustru
39
 
 
Hans kone har i samme brev tilføjet følgende: 
Ja, kære Vilhelm Smidt, hvor jeg er blevet dybt bedrøvet ved den sørgelige  
efterretning, vi fik! – Den kære dreng, der allerede som barn så ofte løb mig så glad i 
møde – han er borte. Han har gjort sin pligt, han har været trofast på den plet, hvor 
han blev stillet hen; men nu er han blevet fri for alt – og for krigens rædsler og 
elendighed og er gået ind til sin Herres glæde, hvor han skal have lov til at tjene ham. 
Med tak for Deres brev sendes hjertelig hilsen til Dem og alle Deres 
Ch. v. Brincken 
Er Peder hjemme endnu? 
 
 
Skærbæk 4/5 1915 
Kære Vilhelm Schmidt! 
Det greb mig dybt, da jeg af Hejmdal så stadfæstelsen af det rygte, der havde gået her 
dagen før, at din søn Søren var falden. Vi ønsker for dig og dine, at Gud fader vil give 
eder trøst i den store sorg, således som kun han kan trøste, og således som I trænger til 
det. Når jeg tænker på de gange, jeg har været sammen med Søren hos eder, da står 
det klarest for mig, hvor kærligt I alle tog på ham, så han måtte føle det broderlige og 
søsterlige. Derfor forstår jeg også sorgen i søskendeflokken og hos dig, hans fader. 
Den første tunge efter din udmærkede kones død. Så er Søren da hjemme hos moder, 
skønt han fandt døden langt fra det kære hjem. Også vi, der hører til det samme folk, 
har mistet, vi har atter tabt et værdifuldt menneske. Gud være os nådig, at vi ikke må 
miste alt for mange! Hvor er det tungt og trykkende igen i disse dage, når en af dem, 
man kender og er glad ved, falder i denne syndige krig. Men vi må holde ud med 
                                                        
39
 Pastor v. Brincken havde været præst i Spandet, men var på grund af sit og 
hustruens danske sindelag blevet fyret af de tyske myndigheder først som 
skoletilsynsførende og senere som præst. 
 

---

 
145 
bønnen om fred og om bevarelse af vores kæres liv, vort hjerte kan ikke slå sig til ro 
med andet. 
Guds fred, alle I kære sørgende og en kærlig hilsen fra os! 
J. Jørgensen
40
 
 
 
 
 
Efter Sørens død 
 
udateret brev 
Kære far. 
”Også dette offer måtte jeg bringe”, skriver du. Meget sagt med få ord og særlig dette 
lille ord ”dette” vejer her så tungt. Deri ligger ligesom alt, hvad Søren var for dig, og 
hvad du endnu ventede dig af ham. Nu vender han så ikke mere hjem, fik hjemlov på 
anden vis, end vi havde håbet og tænkt. Endnu i går skrev jeg til Søren, at jeg ventede 
at se ham her i Remagen, når han rejste hjem på orlov. Da jeg rejste herned mod 
syden, forekom det mig, at jeg kom Søren så nær, og at vi engang ville mødes 
hernede.  
Nu er det så vor eneste trøst at vide, at Søren var så tryg derude, det har han vidnet så 
klart, at vi kan være overbeviste om, at han var rejsefærdig, når det skulle være, at han 
var uforsagt selv over for dødens gru, fordi han følte sig i pagt med det bedste: 
Nådepagt med hin stærke magt, derfor så tillidsfuld, så stærk til det sidste. 
Og vi ved også, at Sørens bøn til dels er gået i opfyldelse. Enten vende hjem igen 
sund og rask eller blive derude, kun ikke en krøbling, det var det eneste, han frygtede. 
Det behøver han nu ikke mere at frygte, og nu ved vi, at der kom bud efter ham på så 
blid og skøn en måde, som det vel er muligt derude under de grusomme forhold. Bort 
uden lidelse, falden for en kugle, ikke lemlæstet af en granat eller noget andet 
                                                        
40
 J. Jørgensen var præst for en frimenghed i Skærbæk, som nogle i familien havde 
tilsluttet sig, på grund af at Spandet kirke havde fået en tysksindet præst. 
 

---

 
146 
grufuldt. Og så deroppe på den stolte bjergtinde, hvor kan han hvile så kønt som der? 
Når ikke i hjemlig jord.  
Hver gang jeg nu ser op på de omliggende bjerge, minder de mig om Søren. Endnu i 
går jublede det i mit sind, at denne vårpragt, denne skønne frugtbare Rhindal oversået 
med blomstrende træer og helt oppe på bjergtinderne, det samme lyse løvspring med 
blomstrende pragt i blandt. I går glemte jeg næsten krigen for lutter skønhed. I dag 
minder skønheden mig netop om krigen, og blikket sløres af tårer ved tanken om ham, 
som måtte bøje sit hoved og lægge sig til hvile nu i denne lyse, herlige vår. For våren 
er dog lys og herlig trods krigen og al menneskelig elendighed. Der er meget, der er 
større. – Hvor tit tænker man ikke (på) sangen ”Jord, i hvis favn der hades og 
myrdes.”
41
 Den har Søren sikkert også nynnet mangen gang og fundet hvile deri. 
Hvem spørger nu ikke undrende jorden: ”Hvor kan så let din himmelvej du følge, 
rundt om den sol, som skuer dine sår og så lysgrønt bølge vår efter vår.” Ja, i år 
undres man næsten over, at det er muligt. Men dog vi ved jo det, som der også svares 
i næste vers, at han som har bundet jordens, lovenes bund, han som skrev lovene for 
det enkelte menneskeliv og for menneskeløbet i store træk gennem alle tider, han 
lader nu sol hver fattig stue forgylde og hører støvets bøn. 
Hin stærke altbeherskende magt har vel også skrevet lovene for denne frygtelige tid, 
som vi nu oplever. Og lader endnu hver fattig stue forgylde, hører hver ærlig, ydmyg 
bøn, at vide det giver tryghed og fred. ”Jeg undres stort, at mit lille strå, så ringe og 
svagt og bøjet, kan dryp af kærlighedsduggen få og lys ifra soleøjet.”
42
 Ja, vi undres 
derover, men føler dog, at det er sandt. Vi ved også, at Søren har fået lys fra soleøjet 
og nu fra de fattige strå? rige blomster? eller stolte træer? hvorunder han nu hviler? 
det Vi ved det ikke, hvad der smykker hans grav. Men det ved vi, at den samme sol, 
som nu forgylder Slesvigs vange, også den plet, som Søren fik dyrket og vandt kær 
dernede på marken, nu også skinner på den tue, hvorunder han, Nordens søn, nu 
hviler deroppe på bjerget i det fjerne land – det land, der ligesom hans eget er så 
omstridt og derfor så elsket. Sikkert har Søren tit, når han færdedes dernede i det land, 
som havde så meget til fælles med hans eget lille hjemland, tænkt på det. Tænkt på 
                                                        
41
 Sangen er fra 1871, og teksten er af Chr. Richardt. Senere har Carl Nielsen i 1920 
sat melodi til. 
42
 Dette er sidste vers af sangen ”Et undres jeg på ved morgen og kvæld” fra 1879 af 
Marie Wexelsen 

---