Fortolkningens forrang

Afrunding

Med afsæt i den antagelse, at man med god mening kan tale om ’det væsentlige’ i et litterært værk, har jeg forsøgt at afprøve en analytisk tilgang, der tager udgangspunkt i, at et litterært værk kan læses og forstås som en fortolkning af det fiktive univers, som det fremstiller. Denne tilgang har jeg ved hjælp Gregory Curries adskillelse af værk og tekst samt hans fiktionsbegreb begrundet teoretisk. Værkets fortolkning af sit eget univers kunne således nærmere bestemmes som den fiktive forfatters trosforestillinger, hvilke igen kan bestemmes som det paradigme af propositioner, der er sande i fortællingen. Da det følger heraf, at en fortolkning af disse trosforestillinger altid er relationel i henhold til en overordnet fortolkning – en forståelse af værkets samlede ytring – var den vigtigste konsekvens af disse litteraturteoretiske overvejelser for min analytiske praksis, at jeg vendte den normale rækkefølge analyse-fortolkning om, så jeg mere eller mindre begyndte med fortolkningen for derefter at begrunde denne med analytiske iagttagelser.

Ud fra denne tilgang viste jeg i analysen af Manden der ville være skyldig, at denne lille roman er en fortælling om et korrumperende samfundssystem, der i godhedens navn forsøger at omskabe både det enkelte individ og virkeligheden ved at ophæve begreber som skyld, ansvar og straf. Fortællingen udstiller det umenneskelige i sådan et projekt og afslører, at kun magthaverne unddrager sig den kontrol og frihedsberøvelse – indhegning – som et sådant samfundssystem nødvendigvis indebærer.

I modsætning til værket fra den tidlige del af Stangerups forfatterskab er Vejen til Lagoa Santa fra den sene del en eksistentiel fortælling om et menneskes langsomme forvandling fra et rationelt fornuftsvæsen, der udelukkende søger at gennemskue livet ved hjælp af naturvidenskaben, til et menneske, der i kærlighed tager den konkrete og givne virkeligheds fordring på sig og som således i sin dødsstund endelig har forsonet sig med livet.

English summary

Based on the assumption that it makes sense to talk about ’the essence’ of a literary work, I present an analytical approach which claims that works of literature can be read and understood as interpretations of the fictional universe they present. By means of the Scottish philosopher Gregory Currie’s distinction between text and work and his theory of fiction as presented in his book The Nature of Fiction (1990) I explain this approach theoretically. I show how the works own interpretation of the fictional universe can be described as the belief set of the fictional author, which again can be determined as the paradigm of propositions that are true in the story. Since it follows that the interpretation of this belief set is always relational to an overall interpretation of the work as a whole, the most important consequence of these theoretical considerations is that my analytical method turns the normal order of literary analysis upside down: Instead of going from analytical observations to interpretation, I (more or less) begin with an overall interpretation which I then support by emphasizing salient element in the work.

I employ this approach in the analysis of two of the central novels in the Danish author Henrik Stangerups production. In relation to the short (and at the time of its publication in 1973 very controversial) novel The Man Who Wanted to Be Guilty from the early part of his writings, I demonstrate that this novel is a story of the dehumanizing consequences of a governmental system that aims to abolish concepts such as guilt, responsibility and punishment. It shows that these seemingly attractive and harmless intentions can only be carried out by obtaining total control of the public – a control that only those in power can avoid. The novel furthermore reveals that recreation – or even elimination – of both the individual and reality is inevitable when constructing such a society.

From the later part of Stangerups production I analyse his in my view best novel, The road to Lagoa Santa from 1981, which is a (fictionalised) biographical story about the life of the historical Danish zoologist and palaeontologist Peter Wilhelm Lund (1801-1880), who lived most of his life in the Brazilian village Lagoa Santa. I argue that this work in essence is an existential story of a mans transformation from a rationalistic creature trying to explain life itself by means of scientific systems to a man who reconciles with life and settles with the demands of the given and concrete reality.

I conclude that the most significant strength of the suggested analytical approach is that it brings forward the essence and meaning in works of literature and thereby insures that this aspect is not understated or even neglected in the analytical treatment of fictions.

Litteraturliste

Aadland, Erling: Farvel til litteraturvitenskapen. 2006. Forlaget Spartacus.
Andersen, Vilhelm: Dansk litteratur. Forskning og undervisning. 1933. Anden udgave (første udgave 1912). Gyldendalske boghandel. Nordisk forlag.
Cohn, Dorrit: Transparent Minds. Narrative Modes for Presenting Consciouness in Fiction. 1978. Princeton University Press.
Currie, Gregory: The Nature of Fiction. 1990. Cambridge University Press.
Currie, Gregory: “Work and Text” i Mind, Vol. 100, 399. July 1991. Oxford University Press.
Dahlerup, Pil: Dekonstruktion. 90’ernes litteraturteori. 1990. Gyldendal.
Devitt, Michael og Kim Sterelny: Language and Reality. 1999. 2. udgave. Blackwell Publishers.
Elbrønd-Bek, Bo: “Knoglesamlerens skygge” I Karneval 82. 1982. Forlaget Systime a/s.
Fibiger, Johannes m.fl. (red.): Litteraturens tilgange. 2001. Gads Forlag.
Fjord Jensen, Johan: Den ny kritik. 1962. Berlingske Forlag.
Flugt, Tommy: Manden der ville være skyldig. Fra roman til filmværk. 1990. Forlaget Aurora.
Götzsche, Hans: ”Some Remarks on the Ontology of Performatives” i Papers from the XVth Scandinavian Conference of Linguistics. 1995. University of Oslo.
Holk, Iben (red.): Henrik Stangerup. 1986. Odense Universitetsforlag.
Holmgaard, Jørgen: Teoriens topik. 1998. Skrifter fra Center for Æstetik og Logik, vol. 4. Medusa.
Holten, Birgitte (m.fl.): Den forsvundne maler. P.W. Lund og P.A. Brandt i Brasilien. 2004. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet.
Kondrup, Johnny: Erindringens udveje. Studier i moderne dansk selvbiografi. 1994. Amadeus.
Lützen, Peter: Et billede at læse med. 2002. Akademisk Forlag.
Martinov, Niels: Henrik Stangerup – en biografi. 2003. Cicero.
Ordbog over det danske Sprog. Bind IV 1922. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.
Orwell, George: 1984. 1949. Oversat af Paul Monrad i 1991. Gyldendals Tranebøger.
Scruton, Roger: Art and Imagination. A Study in the Philosophy of Mind. 1974. Methuen & Co Ltd.
Stangerup, Henrik: Broder Jacob (1991) i Trilogi. 2000. Lindhardt og Ringhof.
Stangerup, Henrik: Datter af. Scener om en mor. 1995. Lindhardt og Ringhof.
Stangerup, Henrik: Det er svært at dø i Dieppe (1985) i Trilogi. 2000. Lindhardt og Ringhof.
Stangerup, Henrik: Fjenden i forkøbet. 1978. Gyldendal.
Stangerup, Henrik: Grønt og sort. 1961. Forlaget Arena.
Stangerup, Henrik: Lille Håbs rejse. 1958. C. A. Reitzels Forlag.
Stangerup, Henrik: Løgn over løgn (1971) i Slangen i brystet. 1997. Lindhardt og Ringhof.
Stangerup, Henrik: Manden der ville være skyldig (1973) i Slangen i Brystet. 1997. Lindhardt

og Ringhof.

Stangerup, Henrik: Mens tid var. Kronik og journalistik 1961-77. 1978. Gyldendal.
Stangerup, Henrik: Slangen i brystet (1969) i Slangen i brystet. 1997. Lindhardt og Ringhof.
Stangerup, Henrik: Vejen til Lagoa Santa (1981) i Trilogi. 2000. Lindhardt og Ringhof.
Valeur Mogensen, Jesper: Triadisk-Dialektisk Litteraturanalyse. 2002. Speciale ved Institut for kommunikation. Aalborg Universitet.
Walsh, Richard: The Rhetoric of Fictionality. Narrative Theory and the Idea of Fiction. 2007. The Ohio State University Press.
Walther, Bo Kampmann (red.): Litteraturteoretisk antologi. 2001. Gyldendal Uddannelse.
Ørum, Tania: ”Vejen til Lagoa Santa” i Kritik 93. 1990. Gyldendal.

1 Stangerup har selv i et interview med Iben Holk (i bogen Henrik Stangerup (1986) s. 175) peget på, at bogen kan opfattes som repræsentativ for den tidlige del af forfatterskabet: ”Men forinden samlede jeg det alt sammen, synes jeg, fra de første romaner og de første to film – i Manden der ville være skyldig.”

2 Aadland 2006 s. 38-39. Aadland skriver om flinkheden: ”Jeg hensleper mine dager i konstant frykt for denne flinkhet som strekker sine fingre ut etter meg, ikke for å klappe meg på skulderen, men for å ta det endelige kvelertak.” Sådan skriver han om situationen inden for litteraturfagene i Norge, og mon ikke noget lignende skulle gøre sig gældende på dansk grund i større eller mindre udstrækning?

3 Ibid. s. 32.

4 Ibid. s. 32-33.

5 Fibiger m.fl. (red.) 2001 s. 9.

6 ibid. s. 9.

7 Lützen 2002 s. 9.

8 Fjord Jensen 1962 s. 7 (Fjord Jensens kursivering).

9 Ibid. s. 9.

10 Ibid. s. 15.

11 Ibid. s. 20.

12 Ibid. s. 22.

13 Ibid. s. 22.

14 Ibid. s. 24.

15 Ibid. s. 27.

16 Ibid. s. 27.

17 Et for denne opgave oplagt eksempel på udviklingen af naturforskeren som type er Peter Vilhelm Lund, hovedpersonen i Vejen til Lagoa Santa.

18 Ibid. s. 32.

19 Ibid. s. 33-34. I øvrigt bemærker Jørgen Holmgaard i en note i Teoriens topik (s. 401), at Fjord Jensens kortfattede fremstilling af biografismen i Den ny kritik er den bedste og mest præcise på dansk.

20 Kondrup i Fibiger m.fl. (red.) 2001 s. 71.

21 Fjord Jensen 1962 s. 32.

22 Ibid. s. 89.

23 Holmgaard 1998 s. 96.

24 Ibid. s. 27.

25 Ibid. s. 45-46.

26 Helt udryddet er ordet ’analyse’ dog langt fra, hvilket den vedvarende anvendelse af ordet tekstanalyse i både opgave-, kursus- og grundbogssammenhæng vidner om.

27 Ibid. s. 33.

28 Valeur Mogensen 2002 s. 2.

29 Ibid. s. 25-26.

30 Valeur Mogensen er selv i sin indledning inde på, at afsættet for hans model er en overbevisning om, at litteraturanalyse kan udføres på en mere komplet og videnskabelig måde end den primært strukturalistiske, hvor man koncentrerer sig om værkets formalia og fiktive univers; sidstnævnte er den dominerende tilgang til litteraturanalyse ved danskstudiet i Aalborg.

31 Ibid. s. 39.

32 Valeur Mogensen skelner også mellem værk og tekst (s. 36), men reflekterer ikke videre over denne skelnen.

33 Currie 1991 s. 338-339.

34 Valeur Mogensen 2002 s. 3.

35 Fjord Jensen 1962 s. 16.

36 Andersen 1933 s. 23.

37 Ibid. s. 42.

38 Currie 1990 s. ix.

39 Ibid. s. x.

40 Ibid. s. 2.

41 Ibid. s. 3.

42 Hauge i Fibiger m.fl.(red.) 2001 s. 247 og Dahlerup 1991 s. 34.

43 Ibid. s. 11 (Curries kursivering; hvor ikke andet er angivet, vil dette også være tilfældet i de følgende citater fra bogen).

44 Currie bemærker i en note, at Grices kommunikationsteori har undergået forskellige forandringer, men at disse forandringer ikke har afgørende indflydelse for Curries anvendelse, og at andre versioner af teorien derfor kan benyttes, uden at dette ændrer teorien om fiktion. Ibid. s. 24. Den teoretiske validitet af Grices teori kan der stilles spørgsmålstegn ved (se evt. Devitt and Sterelny 1999 s. 146-51), men diskussionen falder uden for mit speciales fokus.

45 Ibid. s. 31-33. Currie når frem til denne definition efter først at have opstillet to foreløbige udgaver, og (4)-(6) undlader Currie at skrive i den endelige definition, men henviser blot til den første udgave, hvor disse trin er med. For overblikkets skyld har jeg valgt at præsentere definitionen i sin helhed (en version, der altså ikke står eksplicit i Curries tekst), og derfor er anførselstegn udeladt.

46 Jeg har valgt at oversætte ”fictive intention” til ’fiktionsintention’, idet en oversættelse til ’fiktiv intention’ kan opfattes som om, der ikke eksisterer nogen intention overhovedet.

47 Ibid. s. 46.

48 Ibid. s. 12.

49 Ibid. s. 6.

50 Götzsche 1995 s. 198.

51 Ibid. s. 193.

52 Scruton 1974 s. 58-59.

53 Det skal her bemærkes, at Currie anvender ”make-believe” (med bindestreg) om det substantiviske udtryk og ”make believe” (uden bindestreg) om det verbale udtryk.

54 Currie 1990 s. 70.

55 Ibid. s. 56.

56 Ibid. s. 57.

57 Ibid. s. 80.

58 Ibid. s. 91.

59 Ibid. s. 92.

60 Ibid. s. 73.

61 Det er naturligvis en tilnærmelse at tale om, at der i litteraturvidenskaben findes én normal måde at anvende fortællerbegrebet på, men der hersker dog i standardværker om litteraturanalyse en vis konsensus om, hvorledes man forstår fortællerbegrebet.

62 Hvorledes disse adskiller sig fra den fiktive forfatter fremgår ikke af Curries bog, og jeg skal her ikke undersøge forskellene mellem de tre, men koncentrere mig om Curries begreb.

63 Ibid. s. 76.

64 Ibid. s. 116. Han introducerer denne betegnelse i et afsnit om relationen mellem intentionel og konventionel mening på følgende vis: ”But there is a kind of meaning, in perhaps a slightly extended sense of ”meaning,” that only a fictional text may have. It is the kind of meaning I have been concerned with in this chapter and the previous one. It is the meaning we discover when we decide what is true in the story. Let us call this “story-meanning.””

65 Ibid. s. 77.

66 Ibid. s. 116.

67 Ibid. s. 77.

68 Ibid. s. 78.

69 Ibid. s. 99-100.

70 Man må ikke blande æbler og pærer, som de fleste nok husker fra matematiktimerne i de små klasser!

71 Ibid. s. 105.

72 Ibid. s. 101-102.

73 Ibid. s. 105-106.

74 Ibid. s. 102.

75 Ibid. s. 102.

76 Cohn 1978 s. 5-7.

77 Currie 1990 s. 117.

78 Ibid. s. 118.

79 Ibid. s. 119.

80 Walther (red.) 2001 s. 11-24.

81 Manden der ville være skyldig s. 599.

82 Ibid. s. 716.

83 Ibid. s. 697.

84 Ibid. s. 709.

85 Ibid. s. 582-583.

86 Kan i forlængelse af denne formulering ikke dy mig for at henlede opmærksomheden på Bjørn Lomborgs bog fra 1998 med netop denne titel. Stangerups projekt i Manden der ville være skyldig er ikke uden ligheder med Lomborgs, om end emnerne jo er vidt forskellige.

87 Ibid. s. 592.

88 Ibid. s. 580.

89 Ibid. s. 584.

90 Martinov 2003 s. 177 (Martinovs kursivering).

91 Manden der ville være skyldig s. 631.

92 Ibid. s. 632.

93 Ibid. s. 652.

94 Ibid. s 657.

95 Under sin indlæggelse på statshospitalet læser Torben netop Orwell, Huxley og Bradbury, hvis bøger ellers er godt gemt væk i bibliotekets kældre (s. 598).

96 Orwell 1949 (dansk udgave 1991) s. 30. Der kan peges på mange lighedspunkter mellem Manden der ville være skyldig og Orwells berømte roman, men jeg vil her nøjes med at pege på denne ene og i mine øjne meget væsentlige lighed.

97 Manden der ville være skyldig s. 675.

98 Ibid. s. 676.

99 Oprindelig trykt i avisen Aktuelt den 22/11-1973 men senere udvidet og genoptrykt i Mens tid var. Kronik og journalistik 1961-77, hvorfra jeg her citerer.

100 Ibid. s. 140.

101 Ibid. s. 140.

102 Fjenden i forkøbet s. 268 (Stangerups kursivering).

103 Martinov 2003 s. 31.

104 Holk (red.) 1986 s. 176 (Holks kursivering).

105 Flugt 1990 s. 20.

106 Med denne formulering ser jeg bort fra, at Stangerups P. W. Lund er en karakter i et fiktionsværk, hvorfor det kan forekomme paradoksalt eller direkte forkert at kalde det historien om et levet menneskeliv.

107 Vejen til Lagoa Santa s. 15 (Stangerups kursivering; hvor ikke andet er angivet, vil dette også være tilfældet i de følgende citater fra bogen).

108 Ibid. s. 16.

109 Ibid. s. 19.

110 Ibid. s. 19.

111 Ibid. s. 21.

112 Ibid. s. 21.

113 Ibid. s. 36.

114 Ibid. s. 101.

115 Ibid. s. 175.

116 Ibid. s. 178.

117 Ibid. s. 192.

118 Ibid. s. 226.

119 Ibid. s. 235.

120 Ibid. s. 235-236.

121 Ibid. s. 247.

122 Ibid. s. 249 (’vir’ i første verselinie er citeret korrekt, men man må formode, at der er tale om en trykfejl).

123 Ibid. 250-251.

124 Holten (m.fl.) 2004 s. 8.

125 Jeg sigter her primært til Bo Elbrønd-Beks analyse ”Knoglesamlerens skygge” i tidsskriftet Karneval (1982) og til Tania Ørums artikel ”Vejen til Lagoa Santa” i Kritik (nr. 93, 1990).

126 Ibid. s. 277.

127 Elbrønd-Bek 1982 s. 119.

128 Man kunne også vende den om og sige, at analytikeren må have et skelet at strukturere nedfældningen af sine iagttagelser efter.

129 Og sikkert også mange andres!

130 Holk 1986 s. 191.

131 Se fx Walsh 2007 (s. 69-85).