13
får, hvis man har over et vist point i femkamp.
4
Jeg var
sådan forholdsvis hæderlig.
Jeg husker, at vi i sommeren
1943 havde et militært idrætsstævne på Østerbro Stadi-
on, hvor jeg deltog sammen med alle de her hær-
mennesker. Her lykkedes det mig at vinde en præmie.
Ikke en førstepræmie, men en fjerdepræmie. Et lille sølv-
bæger i håndgranatkast – eller håndbombekast, som det
hed dengang. Bægeret står stadig og pynter i mit hjem.
Jeg husker stadig den tyske besættelse den 9. april
1940. Fra klasseværelset på Nyholm stod vi og kiggede
ud over København, mens de tyske flyvere fløj over byen.
Der var en meget trykket stemning, men skolegangen
fortsatte, selv om der var flere lærere, der udeblev, i hvert
fald den dag. Det var sådan en underlige mat, uforklarlig
affære...
Bagefter forsøgte man simpelthen at køre videre, ”busi-
ness as usual”, men det var jo ikke nemt, da bl.a. vore
togter blev begrænset til de ”legepladser”, som vi fik i Ise-
fjorden og syd for Fyn.
Vi prøvede at få det bedste ud af situationen, og
fulgte meget med i nyhederne osv. Der var meget gætteri
om hvornår og på hvilken måde, tyskerne skulle klappe
sammen. Jeg mindes ikke, at vi var i tvivl om, at tyskerne
ville tabe, men det kan selvfølgelig være noget, jeg min-
des i dag, hvor vi jo kender krigens resultat.
Set i bakspejlet vil jeg tro, at hæren har haft større
problemer med sammenholdet end vi havde i søværnet.
Sådan opfattede jeg det i hvert fald. Jeg vil tro, at der nok
var procentuelt flere af hærens officerer, der var på den
anden side, om jeg så må sige, end søværnets officerer.
4
Marinens 5. kamp bestod den gang af 100 m. og 1500 m. løb samt højde-
spring, længdespring og spydkast.
14
Det er måske naturligt alene fra værnsarbejdsmetoden
og traditioner og sådan noget.
Da viceadmiral Rechnitzer en måneds tid senere gik
af, var det igen også noget, som vi bare konstaterede,
ikke med vanvittig jubel, men nok som en nødvendighed.
Det var ikke min opfattelse, at vi pegede fingre ad ham
som den store anledning til kollapset og den manglende
indsats den 9. april. På samme måde da vi i februar 1941
måtte udlevere nogle torpedobåde til tyskerne. Vi syntes,
at det var en forbandet sag, men jeg erindrer ingen vrede
mod hverken søværnets ledelse eller regeringen. Men
det var da skammeligt, at de tog noget af vores værktøj,
og det kom jo tæt på os. Det var sådan set det, der kom
tættest på os, inden det hele sluttede i august 1943. Men
nogen specielle erindringer om det, har jeg egentlig ikke.
B-kadetternes flugt til Sverige
Det mest dramatiske der skete, mens jeg gik på Søoffi-
cersskolen, var nok, da nogle i klassen over os forsøgte
at stikke af til Sverige. Det fandt sted kort efter besættel-
sen – den 20. april nærmere bestemt - hvor syv kadetter
stjal en af kasernens motorbåde og stak af til Sverige.
Målet var at komme til Norge og her deltage i kampen
mod tyskerne, men i stedet blev kadetterne interneret i
Sverige, indtil de efter aftale med de danske myndighe-
der blev sendt retur til Danmark. Som straf for absente-
ringen blev samtlige deltagende kadetter sat en klasse
tilbage. Det fik tre af de syv til at forlade søværnet, og de
fire tilbageværende
5
kom ned i min klasse.
5
De fire var Henrik Marius Petersen, Niels Finn Zoffmann Jessen, Richard
Ingemann Thomsen og Georg Lykkegaard Smidt-Jensen.
15
”Dagen for den sidste eksamen i land.” Foråret 1942. Fra ven-
stre siddende: Olaf Kisum, Henrik Marius Petersen, Jørgen V.
Stilling og Peer Hans Henrik Wille-Jørgensen. Stående ba-
gerst ses Richard Ingemann Thomsen.
Uddannelsen fortsatte, og vi kom ud at sejle igen i løbet
af 1941. Omkring maj kom vi ud med inspektionsskibene
HVIDBJØRNEN og INGOLF. Nogle af de gamle torpedo-
både havde vi altid med samt ikke mindst sejlkutterne
THYRA og SVANEN. Jeg kan sågar huske, at vi et af
årene (det har nok været sommeren 1943) var med i
ubådene, som også havde et lille hul nede ved Assens,
de kunne dykke i. Jeg var ude og sejle med ubåde af B-
og C-klassen – vistnok TRITON og FLORA eller BELLO-
NA. Det var et led i uddannelsen og i de begrænsede
geografiske områder, som Marinen altså måtte bevæge
sig i.
16
Inspektionsskibet HVIDBJØRNEN og DAMPBAAD A i
Bramsnæsvig 1941.
Landlovsbyerne var som regel Faaborg, Svendborg, Hol-
bæk eller Hundested. Det var meget hyggelige byer med
venlige mennesker og sådan. Så udover den ejendom-
melig begrænsede atmosfære, der lå over det hele, så
mindes jeg egentlig tiden som ganske god og ret effektivt
anvendt, når man tager den måske lidt gammeldags sko-
legang i betragtning. Den var dog ikke gammeldags på
det tidspunkt – snarere tværtimod. Vi havde jo den fordel,
at vores indsats egentligt ikke afhang af vores flid eller
trang til at lave noget andet, for når der var lektielæsning,
så var der lektielæsning, og så kunne man jo ligeså godt
gøre det. Dagene lå i fuldstændig faste former. Fra man
tørnede ud om morgenen til man gik til køjs klokken 22,
så var der enten undervisning, spisning, idræt eller lektie-
læsning.