Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 13 

får, hvis man har over et vist point i femkamp.

4

 Jeg var 

sådan forholdsvis hæderlig. Jeg husker, at vi i sommeren 

1943 havde et militært idrætsstævne på Østerbro Stadi-

on, hvor jeg deltog sammen med alle de her hær-

mennesker. Her lykkedes det mig at vinde en præmie. 

Ikke en førstepræmie, men en fjerdepræmie. Et lille sølv-

bæger i håndgranatkast – eller håndbombekast, som det 

hed dengang. Bægeret står stadig og pynter i mit hjem.  

 

Jeg husker stadig den tyske besættelse den 9. april 

1940. Fra klasseværelset på Nyholm stod vi og kiggede 

ud over København, mens de tyske flyvere fløj over byen. 

Der var en meget trykket stemning, men skolegangen 

fortsatte, selv om der var flere lærere, der udeblev, i hvert 

fald den dag. Det var sådan en underlige mat, uforklarlig 

affære... 

Bagefter forsøgte man simpelthen at køre videre, ”busi-

ness as usual”, men det var jo ikke nemt, da bl.a. vore 

togter blev begrænset til de ”legepladser”, som vi fik i Ise-

fjorden og syd for Fyn.  

Vi prøvede at få det bedste ud af situationen, og 

fulgte meget med i nyhederne osv. Der var meget gætteri 

om hvornår og på hvilken måde, tyskerne skulle klappe 

sammen. Jeg mindes ikke, at vi var i tvivl om, at tyskerne 

ville tabe, men det kan selvfølgelig være noget, jeg min-

des i dag, hvor vi jo kender krigens resultat.  

 

Set i bakspejlet vil jeg tro, at hæren har haft større 

problemer med sammenholdet end vi havde i søværnet. 

Sådan opfattede jeg det i hvert fald. Jeg vil tro, at der nok 

var procentuelt flere af hærens officerer, der var på den 

anden side, om jeg så må sige, end søværnets officerer. 

                                                 

4

 Marinens 5. kamp bestod den gang af 100 m. og 1500 m. løb samt højde-

spring, længdespring og spydkast.  

 14

Det er måske naturligt alene fra værnsarbejdsmetoden 

og traditioner og sådan noget. 

 

Da viceadmiral Rechnitzer en måneds tid senere gik 

af, var det igen også noget, som vi bare konstaterede, 

ikke med vanvittig jubel, men nok som en nødvendighed. 

Det var ikke min opfattelse, at vi pegede fingre ad ham 

som den store anledning til kollapset og den manglende 

indsats den 9. april. På samme måde da vi i februar 1941 

måtte udlevere nogle torpedobåde til tyskerne. Vi syntes, 

at det var en forbandet sag, men jeg erindrer ingen vrede 

mod hverken søværnets ledelse eller regeringen. Men 

det var da skammeligt, at de tog noget af vores værktøj, 

og det kom jo tæt på os. Det var sådan set det, der kom 

tættest på os, inden det hele sluttede i august 1943. Men 

nogen specielle erindringer om det, har jeg egentlig ikke. 

B-kadetternes flugt til Sverige 

Det mest dramatiske der skete, mens jeg gik på Søoffi-

cersskolen, var nok, da nogle i klassen over os forsøgte 

at stikke af til Sverige. Det fandt sted kort efter besættel-

sen – den 20. april nærmere bestemt - hvor syv kadetter 

stjal en af kasernens motorbåde og stak af til Sverige. 

Målet var at komme til Norge og her deltage i kampen 

mod tyskerne, men i stedet blev kadetterne interneret i 

Sverige, indtil de efter aftale med de danske myndighe-

der blev sendt retur til Danmark. Som straf for absente-

ringen blev samtlige deltagende kadetter sat en klasse 

tilbage. Det fik tre af de syv til at forlade søværnet, og de 

fire tilbageværende

5

 kom ned i min klasse. 

                                                 

5

 De fire var Henrik Marius Petersen, Niels Finn Zoffmann Jessen, Richard 

Ingemann Thomsen og Georg Lykkegaard Smidt-Jensen.  

---

 15 

 

”Dagen for den sidste eksamen i land.” Foråret 1942. Fra ven-

stre siddende: Olaf Kisum, Henrik Marius Petersen, Jørgen V. 

Stilling og Peer Hans Henrik Wille-Jørgensen. Stående ba-

gerst ses Richard Ingemann Thomsen. 

 

Uddannelsen fortsatte, og vi kom ud at sejle igen i løbet 

af 1941. Omkring maj kom vi ud med inspektionsskibene 

HVIDBJØRNEN og INGOLF. Nogle af de gamle torpedo-

både havde vi altid med samt ikke mindst sejlkutterne 

THYRA og SVANEN. Jeg kan sågar huske, at vi et af 

årene (det har nok været sommeren 1943) var med i 

ubådene, som også havde et lille hul nede ved Assens, 

de kunne dykke i. Jeg var ude og sejle med ubåde af B- 

og C-klassen – vistnok TRITON og FLORA eller BELLO-

NA. Det var et led i uddannelsen og i de begrænsede 

geografiske områder, som Marinen altså måtte bevæge 

sig i.  

 

 16

 

Inspektionsskibet HVIDBJØRNEN og DAMPBAAD A i 

Bramsnæsvig 1941. 

 

Landlovsbyerne var som regel Faaborg, Svendborg, Hol-

bæk eller Hundested. Det var meget hyggelige byer med 

venlige mennesker og sådan. Så udover den ejendom-

melig begrænsede atmosfære, der lå over det hele, så 

mindes jeg egentlig tiden som ganske god og ret effektivt 

anvendt, når man tager den måske lidt gammeldags sko-

legang i betragtning. Den var dog ikke gammeldags på 

det tidspunkt – snarere tværtimod. Vi havde jo den fordel, 

at vores indsats egentligt ikke afhang af vores flid eller 

trang til at lave noget andet, for når der var lektielæsning, 

så var der lektielæsning, og så kunne man jo ligeså godt 

gøre det. Dagene lå i fuldstændig faste former. Fra man 

tørnede ud om morgenen til man gik til køjs klokken 22, 

så var der enten undervisning, spisning, idræt eller lektie-

læsning.  

 

---