5
I. Del. Mine første år
Jeg er født i Aalborg den 26. marts 1920, hvor mine for-
ældre Oscar Emil og Lilli Ingeborg Stilling havde etableret
sig efter min faders hjemsendelse fra værnepligt i hæren.
Vi flyttede dog kort tid efter til Aarhus, hvorfra de begge
stammede. Min far var repræsentant i trikotage
1
, mens
min mor passede hjemmet og mig og min lillesøster Vi-
beke.
2. Mellem i skolen i Guldsmedgade, Aarhus, 1934. Jeg sidder
som nr. 3 fra venstre.
Der er ingen tvivl om,
at mit barndomshjem var kon-
servativt, og at min fader var meget forsvarsvenlig. Min
opvækst foregik jo i 1920’ernes og 1930’ernes Århus, og
det var i de år, at bl.a. KU’erne marcherede i uniform og
med skrårem. De første år var jeg også noget imponeret
1
Trikotage er beklædning – især strikket tøj.
6
af Hitler, og det vi hørte om fra Tyskland, men det blev vi
jo hurtigt kureret for.
I min fritid var jeg, som så mange af mine venner, spej-
der. Jeg valgte dog at blive almindelig
gul spejder og ikke
søspejder, selv om jeg boede i en by med en havn og var
så lykkelig at bo i Risskov, hvor jeg havde mulighed for at
sejle i kajak. Jeg var ikke sådan en søens mand, som
mange af mine søværnskolleger, der har været sejl-
sportsfolk, inden de kom ind i søværnet, men jeg var dog
udstyret med en kajak.
Mit første møde med søværnet skete gennem en
legekammerat, som var søn af Gustav Paulsen, der var
søofficer. Jeg mindes dog ikke dengang at have fået ide-
en om at få mig en karriere i søværnet. Det skete først,
da vi i gymnasiet fik en glimrende brochure fra Marinen
med palmer og isbjerge og søkadetter i forskellig munde-
ringer
2
. Så selv om jeg havde været lidt i nærheden af
hæren, fordi jeg red på det, der tidligere var Dragonka-
sernen, og nu var kaserne for hestetrukket artilleri i År-
hus, så tiltrak Marinen og livet til søs mig alligevel mest.
Det er lidt trist, at jeg ikke har gemt den brochure,
når den nu kom til at betyde så meget for mit liv, men
efter at have læst den, var jeg sådan set ikke i tvivl om,
hvad jeg ville være. Min far foreslog dyrlæge, forstmand
eller ingeniør, men forbød mig på ingen måde at vælge
søværnet. Her spillede det måske også ind, at mit barn-
domshjem ikke var vanvittigt veludrustet mht. penge. Vi
havde det da godt og vores på det tørre, men det havde
da sikkert været en belastning, hvis jeg uden støtte fra
staten (SU’en var jo ikke opfundet dengang) skulle til Kø-
benhavn og læse på et langt studium. Som kadet fik jeg
2
Brochuren hed ” Hvordan bliver jeg Søofficer?” og var udarbejdet af Søof-
ficersskolen i 1936.
7
jo løn, og det løste jo dét problem. En dag i sommeren
1939 gik jeg om bord i DFDS’ dagbåd fra Århus og hu-
sker, at billetprisen for dagturen Århus-København var 8
kr.
Når man havde indsendt sin ansøgning og eksamensbe-
vis for bestået matematisk studentereksamen, blev man
indkaldt til kadetskolen, som endnu i 1939 lå i Gerners-
gade. Her undersøgte en læge på Militærhospitalet os i
begge ender. Jeg bestod lægeundersøgelsen og blev
derfor optaget som lærling.
Antaget. 1. juli 1939
.
Mit hold bestod, hvis jeg
husker ret, af både søka-
detlærlinge og intendan-
turkadetlærlinge – 36 i
alt. Vores rekrutskole var
Middelgrundsfortet, hvor
vi sådan blev stuvet lidt
af vejen. Lærlingeskolens
start faldt sammen med
den store genindkaldelse
af militært personel, som blev gennemført i sommeren
1939 i anledning af den truende udvikling syd for den
danske grænse. Vi lå derfor på Middelgrundsfortet sam-
men med en masse ældre gutter, der havde været hjem-
sendt 4-5-6 år. Mange af dem var familiefædre, og de
var, husker jeg, ret vanskelige at have med at gøre for de
stakkels befalingsmænd. For ikke at blive blandet med de
genindkaldte, gik vi i hvidt arbejdstøj, mens ”basserne”
8
gik i blåt arbejdstøj. Så man kunne holde ”fårene fra buk-
kene”.
Travailleroning på Holmen, 1941.
På Middelgrundsfortet havde vi vores roning og vores
eksercits, og alt hvad der derudover hører til en militær
uddannelse. Efter seks ugers grunduddannelse kom vi
ind på Holmen og begyndte at rigge inspektionsskibet
INGOLF til. Vi skulle på fiskeriinspektion, og det skulle
være vores lærlingetogt. INGOLFs chef var kommandør-
kaptajn Fritz Hammer Kjølsen, som jeg husker, havde
hornhindebetændelse og klap for det ene øje, hvilket ikke
gjorde ham alt for nem at omgås. Togtet gik bl.a. til Es-
bjerg og Amsterdam i Holland, og vi lå i Grimsby i Eng-
land, da tyskerne gik ind i Polen den 1. september 1939.
INGOLF blev straks kaldt hjem til Danmark, og Kjølsen
tog den opgave meget seriøst. Hjemsejladsen foregik
med fuld kraft, og jeg mindes også, at vi havde antiluft-
skytset bemandet og Dannebrog malet både på skibssi-
der og dæk. Vi gik hjem over Nordsøen om natten, og her
blev flagene belyst med projektører i håb om, at det skul-