9
le forhindre, at vi blev torpederet. Vi havde fået ordre om
at gå til Storebælt, hvor søværnet i mellemtiden havde
lagt miner ud. Vi fik så til opgave at patruljere langs mi-
nespærringerne der, og vise civile skibe vej igennem fel-
terne. Der var megen sejlen ind og ud af Korsør.
Og så var det tid for lærlingene at blive smidt i land. Det
var ikke alle, der var blevet fundet egnet til at fortsætte
som aspiranter, men jeg var en af de godkendte. Jeg hu-
sker ikke, hvilket nummer i rækkefølgen, men det var vist
jævnt godt. Krigsudbruddet havde fået søværnet til at
øge antallet af aspiranter, og vi var mange nok til at være
to parallelklasser.
Da vi kom med studenterhuen på, blev vi som sagt
som lærlinge antaget ovre på den gamle kadetskole i
Gernersgade i Nyboder, dér hvor Søværnskommandoen
kom senere, en bygning som jo egentlig blev født som
pigeskole
3
. Men i mellemtiden var den nye Søofficerssko-
le på Nyholm blevet bygget færdig, så da vi i 1939 kom
ind på Søofficersskolen som aspiranter, var det i den nye
bygning, som var en kostskole i enhver henseende. Med
én undtagelse. På grund af al det halløj, der var sket i
forbindelse med krigsudbruddet og etableringen af sik-
ringsstyrken osv., havde man pludselig for få officerer at
gøre godt med, så ældste klasse blev hu-hej udnævnt og
smidt ud om bord i flådens skibe. Vi havde derfor ikke
nogen klasse A, så det var klasse B, der var ”de store”.
3
Nyboders Pigeskole blev bygget som sådan i 1856, men blev i 1869 over-
taget af Søværnets Kadetskole. Da den nye søofficersskole på Holmen blev
klar til brug i 1939, flyttede Søværnskommandoen ind i bygningen i Ger-
nersgade nr. 20.
10
Kadet Jørgen Vilhelm Stilling, 1940.
Tonen på Søofficersskolen dengang var tredje person, og
aspiranterne sagde ”De” til kadetterne. På skolen skulle
man senest være til køjs klokken 2200, men hvis man var
lidt søvnig og ville til køjs før, så gik man ned til vagtha-
vende kadet og spurgte; ”tillader Kadetten, at jeg går til
køjs”. Det blev aldrig nægtet, men skulle gøres på den
måde.
Tonen kunne dog også være hård. Et lille eksempel:
Skolen havde en overlæge, der kom hver formiddag og
var der ca. 13 minutter, vil jeg tro. Samtidig havde skolen
11
en Overintendant, der hed Grundtvig. Han var en sød, rar
og venlig mand, der fint fungerede som skolens inten-
dant. Lægen, hvis navn jeg har glemt, var meget hovski-
snovski, og jeg kan huske, at når han kom ind af hoved-
døren om morgenen, så stod Grundtvig og tog imod. Og
så slog overlægen ud med hånden mod intendanten, og
intendanten sagde ”God morgen, overlæge!”, og overlæ-
gen sagde ”God morgen, lille idiot!”.
Hos lægen kom man op og fik sin C-vitaminpille,
sådan stort set uanset, hvad man fejlede. Jeg husker en
anden episode, hvor jeg havde været oppe en morgen og
få en C-vitaminpille i en eller anden anledning, så jeg der-
for kom en anelse senere til frokost. Vi sad ved skaffe-
bakker, med ældste kadet for bordenden, som formand
for bakken. Da jeg meldte mig hos ham, så han op på
mig og sagde ”Stilling, hvor har De været”. ”Jeg har væ-
ret ved lægen”, svarede jeg. ”Det hedder ”hos lægen”,
bondetamp”, sagde han så. Så kunne jeg lære det!
Søofficersskolens
forsamlingssal,
1940. Der spilles
L’hombre. Fra
venstre: S. H. O.
Franck, Mogens
Rahbøll, Jessen,
J. V. Stilling og A.
C. Struckmann.
Bagerst Wille-
Jørgensen.
Undervisningen på Søofficersskolen var meget lig den
undervisning, som jeg havde mødt på mit jyske gymnasi-
um. Kravene til optagelsen på Søofficersskolen var, at
12
man havde en matematisk-naturvidenskabelig studenter-
eksamen med et vist minimum i matematik og fysik.
På skolen havde vi et hav af fag. Nogle lærere var
jo glimrende, nogle var mindre gode og nogle var meget
morsomme. Vi havde ”Røde Hertz” (Ulf Hertz) til torpedo-
lærer. Hans timer begyndte altid med, at han kom ind i
klassen, hvor han gik rundt uden at sige et kuk, indtil han
som regel stillede sig op foran kadet Richard Thomsen
(en af dem, der var kommet ned i vores klasse, efter at
nogen fra Klasse B havde forsøgt at slippe til Sverige).
Og så stillede han sig op foran ham, indtil Thomsen brød
ud i skraldergrin. Så var alle opløst, og så begyndte un-
dervisningen, som i øvrigt var meget god. Men det var
sådan et ritual, vi skulle have med.
Jeg husker også faget ”dans og anstand”, som jeg
mener det hed. Her lærte vi at begå os på de bonede
gulve, og blev undervist af en danselærer, en ældre her-
re, hvis datter spillede klaver nede i gymnastiksalen. Ud-
over dansen, hvor de kadetter, der dansede dame, tog
bandoleret af for at markere, at de var damer, dansede vi
så alle de kendte danse, og også naturligvis de lidt ældre,
lanciers osv. Vi lærte også ”anstand”, altså f.eks. hvordan
man kommer ind ad en dør. Her skulle vi gå hele vejen
ned gennem gymnastiksalen, hilse og gå tilbage igen.
Alle sammen enkeltvist, mens alle de andre stod og så
på, hvordan man gebærdede sig. Så der var både dans
og anstand og musik.
Vi havde også gymnastik og idræt, der foregik på
Holmens Idrætsanlæg. Her markerede sådan
en som
”Gogge” (G. Schmidt-Jensen) sig jo ret hurtigt som en
dygtig atlet. Jeg var ikke sådan helt topscorer som ham,
men jeg har da en 3-4 af de her femkampskjolde, man