Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 23 

væbnede) opmarcheret. Vi smed os ned og sprang i 

dækning. Vi var fuldstændigt prisgivet uden vaaben som 

vi var, saa det var ”sauve qui peut” [enhver for sig selv].  

Jeg og flere andre hoppede ned i Minegraven, og stod 

paa underste kant af Bolværket og stak hovedet op en 

gang imellem for at se om vejret var ved at blive bedre! 

Foran os noget borte laa en Math-elev med et skud i ma-

vesækken - han hylede gudsjammerligt. Længere borte 

laa en kaptajnløjtnant af reserven Westergaard med ar-

men smadret – han blev skudt på 20 m’s afstand. Han 

sagde ikke et Ord og blev hentet af 2 af vore. Lidt fra ham 

laa en Tysker og hylede – men der er jo heller ikke noget 

ved at blive skudt af sine egne! 

Ved siden af mig stod næstk. paa ”Hvalrossen”, løjt. 

Prause – han var der, da vi var Lærlinge og med ombord 

i ”Ingolf”. Han foreslog at svømme over graven paa den 

anden side – jeg sagde der var ingen chance – der var 

ogsaa Tyskere – og det fik hurtigt bekræftet. Pludselig 

bragede skuddene i Ryggen paa os. En kugle passerede 

min Nakke saa tæt at den sammen med Skrækken fik 

mine Nakkehaar til at strutte. Vi sprang frem som Kani-

ner, rundt om et Hjørne og ned paa Maverne igen. Vi fløj 

rundt som en Flok Agerhøns med Kuglerne mellem Be-

nene. Lige i det vi sprang frem blev Prause ramt af en 

Richohet i Foden. 

 

[Brevet slutter ikke her, men kun de to første sider er be-

varet.] 

 

Der var vild forvirring, indtil det dæmpede af, og man fik 

hentet de sårede, og så blev vi ført videre ned til flådesta-

tionens kontor. Her blev vi sat ind under tysk vagt, og 

kommandørkaptajn Kjølsen blev automatisk til vores 

talsmand. Han havde været marineattaché i Berlin, så 

 24

han kendte både sproget, og hvordan man skulle gebær-

de sig. Kort efter ankom en tysk korvättenkapitän, som 

vist nok hed Petersen. Han var meget ophidset og blev 

ved at sige, at det vi havde lavet med sænkning af skibe-

ne, det var ”Schweinerei”. Han fik efterfølgende tilnavnet 

”Schweinerei-Petersen”. Da han havde sagt "Schweine-

rei" et par gange, fortalte Kjølsen ham på klingende og 

formfuldendt tysk, at den form for tiltale ikke var noget, 

han overhovedet kunne tillade sig. Kjølsen hidsede sig 

meget op, for sådan skulle en tysk officer ikke tiltale en 

dansk kommandørkaptajn, og det skabte stor respekt om 

Kjølsen, at han sådan gik i rette med den tyske officer. 

Irettesættelsen havde også den effekt, at Petersen forlod 

kontoret, og vi så ham ikke igen i løbet af vores interne-

ring. 

 

Vi var mange officerer i flådestationens relativt lille kon-

tor. Jeg kan huske, at jeg lå under skrivebordet, for af en 

eller anden grund skulle vi jo vente der i flere timer, så vi 

var nødt til at stuve os lidt af vejen. Fra flådestationens 

kontor blev vi i løbet af eftermiddagen eskorteret ned på 

Søofficersskolen, hvor vi kom til at tilbringe resten af vo-

res internering. Det var en ejendommelig internering. Vi 

A-kadetter blev talt med som officerer og interneret på 

Søofficersskolen sammen med resten af søværnets offi-

cerskorps. Det var dog under relativt frie former, og vi 

blev forkælet ude fra med god mad og folk fra Det konge-

lige Teater, der kom og dansede og sang for os. På et 

tidspunkt begyndte de endda at give os landlov, så vi 

havde jo udgangstilladelse!  

 

Sidst i september blev vi alle lukket ud fra interne-

ringen. Vi blev frigivet med de der dumme undskyldnin-

ger, at nu var der ikke flere jødeproblemer i Danmark, så 

nu kunne man slippe officererne ud. Det var jo nogle 

---

 25 

åndssvage paralleller, som ikke havde noget med virke-

ligheden at gøre.  

Koncert i aulaen på Søofficersskolen, september 1943.  

 

Enkelte af mine kolleger måtte skrive under på et stykke 

papir om, at de ikke ville modarbejde den tyske besættel-

se af Danmark, men jeg mindes ikke, at jeg så sådan en 

erklæring. Det havde under alle omstændigheder heller 

ikke gjort nogen forskel, da ingen havde tænkt sig at 

overholde en sådan erklæring.  

 26

Efteråret 1943. Om bord på Fyrinspektionsskibet AB-

SALON 

Nogle uger efter løsladelsen fra interneringen blev jeg og 

søkadet Erik Harder tilkommanderet som overtallige styr-

mænd om bord på fyrinspektionsskibet ABSALON. Skibet 

deltog i vedligeholdelsen af fyrmærkerne i de danske far-

vande, men vi havde også en anden og mere lyssky op-

gave, som tyskerne af gode grunde intet kendte til. Selv 

om Flådens skibe var gået tabt den 29. august var der 

stadig store lagre af brugbart materiel på Holmen, og sø-

værnets ledelse var absolut ikke interesseret i, at dette 

faldt i tyskernes hænder. Vores opgave blev så at smugle 

så meget som muligt væk fra Holmen, så hver gang vi 

forlod Holmen, efter at have fået ny gas på beholderen 

osv., så havde vi også fået diverse ting med fra Orlogs-

værftet. Tingene blev så efterfølgende gemt rundt om-

kring på bl.a. fyrene. Jeg deltog aldrig i selve lastningen, 

så jeg ved ikke præcis, hvor meget materiel, vi havde 

med fra Holmen.  

 

Udover at tilse de danske fyrmærker, var ABSA-

LONs undskyldning for at sejle rundt omkring i de danske 

farvande, at når en fyrmester blev flyttet fra f.eks. Romsø 

til et andet fyr et sted i de danske farvande, så skulle alle 

hans ejendele også flyttes, og det stod vi så for. Når vi 

flyttede det hele, klaveret osv, så havde man lidt let ved 

at stuve f.eks. et par gyrokompasser ned. Vi kunne sejle 

relativt uhindret rundt, da tyskerne var ligeså interesseret, 

som vi selv var, i, at afmærkningen af de minestrøgne 

ruter var i orden. Så vi havde reelt carte blanche til at 

komme alle steder. 

 

Vi var også en enkelt gang en lille tur i Sverige og 

aflevere ingeniør S. A. Nielsen fra Orlogsværftet og hans 

---