Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 59 

Derefter satte vi, sammen med DIANA, der også var ble-

vet færdig i mellemtiden, kursen hjem mod Danmark. Vi 

gik hjem via Gibraltar og Portugal. Jeg havde egentlig 

foreslået en hjemrejse via Algier, for jeg syntes, at vi skul-

le snuse til Afrika på vejen hjem, da vi nu havde boet så 

tæt på. Men i mellemtiden var der jo udbrudt borgerkrig i 

Algier, så Søværnskommandoen nedlagde forbud mod et 

anløb der. Det havde så også den fordel, at da det viste 

sig, at min italiensk opfundne radar stod af, så kunne vi få 

den repareret i Gibraltar. Det havde vi nok ikke fået i Al-

gier. 

 

Korvetterne – eller ”spaghetti-bådene” som de også blev 

døbt - var rimelige søskibe, om end lidt letbevægelige. 

Og de havde jo altså den førnævnte problematiske arme-

ring, men for det deplacement (780 tons standard depla-

cement), syntes jeg egentlig, at de var ganske gode ski-

be. Jeg nåede også at være chef for dem alle fire.  

 

På den private front kostede turen til Italien mig mit første 

ægteskab. Vi havde kun regnet med, at opholdet skulle 

vare ca. 3 måneder, så derfor tog min kone ikke med til 

Italien. Ingen havde jo regnet med, at vi skulle blive der 

så længe, men det var nok et lidt i forvejen tyndslidt æg-

teskab, som gik op i limningen på den konto der. Lettere 

blev det heller ikke af, at jeg løb ind i en italiensk kom-

mandørenke, der blev meget begejstret for mig, og som 

kom med hjem til Danmark for at se, om det kunne virke. 

Da var jeg dog blevet enig med mig selv om, at det nok 

var lidt tvivlsomt, så vi blev aldrig gift, men jeg blev skilt. 

Den 4. april 1957 blev jeg gift med Gerda Sander Chri-

stensen på Tårnby Rådhus, og det har så holdt i over 40 

år.  

 

 60

Jeg var chef for TRITON i 10½ måneder efter at vi kom 

hjem. Tiden gik hovedsageligt med indkøringen af skibet, 

men vi var også på togter bl.a. i Østersøen. Der var også 

en hel masse ting, som de forskellige tekniske tjenester 

skulle ud og se på, skydninger, maskinafprøvninger, kast 

af dybdebomber osv. Så vi blev godt brugt, om jeg så må 

sige.  

 

Affyring af Hedgehog-dybdebomber fra korvetten F346 FLO-

RA. 

 

Undervejs var vi bl.a. i Ostende på anmodning fra Kirke-

ministeriet. Vi skulle ned og flytte en Dansk Sømandskir-

ke, og den socialdemokratiske kirkeminister Bodil Koch 

var med. Ikke med om bord på skibet, men hun var der-

nede. Jeg mindes hende som en sød og venlig dame. 

TRITONs besætning deltog, da kirken skulle flyttes fra et 

sted til et nyt sted, og de forskellige regalier fra den gam-

le kirke skulle bæres over i den nye. Det var alt sammen 

meget glimrende. På vej hjem stod den ene motor imid-

lertid af, så vi kun havde én skrue. Og turen gennem Kie-

---

 61 

lerkanalen med én skrue er altså en lille smule hårrej-

sende. Der var mange steder jeg hellere ville sejle. Jeg 

mener at huske, at motoren først stod af i Kielerkanalen, 

for ellers var jeg måske gået uden om. Men nu havde jeg 

ikke noget valg. Men én skrue gennem Kielerkanalen 

med et skib, der gerne hele tiden vil dreje, det er ikke no-

get, jeg vil bryde mig om at gøre igen.  

 

TRITONs søsterskib F346 FLORA i Kielerkanalen. 

 

 62

I Søværnsstabens O-afdeling 

Efter mine elleve måneder som chef for TRITON kom jeg 

i juni 1956 igen tilbage til Søværnsstabens O-afdeling.   

Her blev jeg en smule involveret i arbejdet med modta-

gelsen af Våbenhjælp fra USA. USA forvaltede sin vå-

benhjælp ved i modtagerlandene at etablere en Military 

Assistance Advisory Group (MAAG)-gruppe, som i star-

ten havde en general eller admiral som leder og i øvrigt 

var etableret med en sektion for hvert af de tre værn. 

MAAG blev i Danmark etableret i Østerbrogades Kaserne 

og jeg blev beordret til at være Søværnskommandoens 

forbindelsesofficer til MAAGs ”naval sektion”. Opgaven 

skulle egentlig kun have været en mindre del af mine ar-

bejdsopgaver i O1, men kom til at tage ret meget af min 

tid. Der var bl.a. en række rejser til forskellige af søvær-

nets tjenestesteder rundt om i Danmark. 

Til vores sorg bestemte Søværnskommandoen imidlertid, 

at man skulle spørge de forskellige væsener – Navigati-

onsvæsenet, Søminevæsenet, Søartilleriet osv. - hvad de 

kunne ønske sig. Så fik man en bred liste ind med alt mu-

ligt inden for deres lille specialområde, som de kunne 

ønske sig. Det kneb dog med den overordnede koordina-

tion af disse lister, der blot blev videresendt til de ameri-

kanske myndigheder. Jeg vil tro, at man med en bedre 

koordinering kunne have fået en mere sammenhængen-

de portion våbenhjælp, hvis man ikke havde ladet de en-

kelte, hver inden for deres lille butik bede om, hvad de 

ville have. Så det synes jeg faktisk ikke Marinestaben 

havde styr nok på, men det var selvfølgelig også før op-

rettelsen af Søværnets Materielkommando.  

 

---

 63 

Interessant nok var mit samarbejde med de amerikanske 

officerer i MAAG-sektionen så godt, at vi holdt kontakten 

med dem også efter, at de var rejst tilbage til USA. 

Naval Command Course For Senior Foreign Officers. 

Naval War College 1960-61 

I maj 1960 blev jeg så sendt på stabskursus ved Newport 

Naval War College i USA. Det var et 11 måneders kur-

sus, som blev afsluttet med en selvvalgt hovedopgave. 

Her skrev jeg en opgave, der hed ”The problem of the 

defense of international straits”, og det er jo den dag i 

dag fortsat et problem, så det kunne jeg jo ikke løse i op-

gaven, men jeg 

kunne fortælle om 

det. 

 

Den 30. juni 1960 gik 

vi i land i New York. 

Det var ulideligt 

varmt, men byen 

imponerede os alli-

gevel.  

 

Kurset var som 

nævnt ikke sat til at 

vare i 12 måneder 

– kun næsten. Det 

var et problem for 

alle de danske sø-

officerer, da statens 

spilleregler var at 

med mindre man 

kom af sted i 12 

måneder, så kunne 

man ikke få sin fa-

 64

milie med. Imidlertid havde nogen – jeg ved ikke om det 

var danskerne eller amerikanerne – besluttet, at det var 

for primitivt, og så havde de lagt lidt tid til, så vi kom over 

de 12 måneder. Undskyldningen blev, at de pågældende 

kursusdeltagere også skulle vænne sig lidt til sproget, 

hvilket der måske ikke var så stort behov for for os dan-

skere, men der var jo nogen af de andre der kom, som 

sprogmæssigt var lidt længere bagud med det engelske. 

Så man lagde en tilvænningsperiode til, hvor folk kunne 

vænne sig til det engelske sprog og få lidt mere kendskab 

til den amerikanske flåde og baggrund osv. For mig be-

tød det, at jeg i seks uger var på besøg på den ameri-

kanske flådebase ved Guantanamo på Cuba. På det 

tidspunkt var Fidel Castro begyndt at spille med muskler-

ne overfor ”Uncle Sam” og forholdet mellem cubanerne 

og amerikanerne var derfor meget køligt. På Guantana-

mo fik man oprindeligt sit ferskvand inde fra øen, men det 

havde Castro lukket for, så i stedet kom ferskvandet med 

tankere fra Amerika. På basen sagde amerikanerne der-

for med et grin, at deres ferskvand var dyrere end whi-

sky... 

Da jeg havde været et stykke tid på basen og lige-

som havde set det hele, så begyndte jeg at kede mig. 

Jeg spurgte derfor, om jeg ikke kunne komme ud og sejle 

med et af de amerikanske orlogsskibe, og det kunne jeg 

godt. Så jeg kom ud med en destroyer og var så heldig, 

at der pludseligt opstod ballade ovre på Haiti. Destroye-

ren blev derfor sendt over for at sikre, at de amerikanske 

indvånere i Port au Prince ikke kom til skade, og for at 

være klar til at tage attacheen med ud, hvis det skulle 

blive nødvendigt. Da vi kom derover var der imidlertid 

forholdsvis fredeligt, så vi ankrede ud for Port au Prince 

og gik i land. Jeg blev inviteret i land sammen med che-

fen og var henne og hilse på marineattacheen. Der blev 

---