Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 39 

hun, fik vi at vide, at tage sig af dage. Det var ikke en rar 

oplevelse – selv om vi på ingen måde var gået over stre-

gen og forhøret var forløbet pænt og civiliseret, som et 

forhør bør være. Jeg fandt for øvrigt aldrig ud af, om hun 

faktisk havde været Hans Franks sekretær.  

 

Da jeg var forblevet i søværnets tjeneste under krigen, 

blev jeg den 10. juni 1945 udnævnt til Søløjtnant II, med 

tjeneste gældende fra 1. oktober 1943 og dagen efter til 

Søløjtnant I, med tjeneste fra 1. oktober 1944. Tre måne-

der senere blev jeg så gift den 2. september 1945 med 

Annalise Kirstine Simonsen, som havde været med mig i 

Sverige under krigen. Med hende fik jeg to dejlige piger - 

en i 1948 og en i 1952. Den ældste er fysioterapeut, og 

den yngste er overlærer på Ordblinde-instituttet, og de 

har givet mig tre børnebørn.  

 

Kort tid derefter blev min ”boss”, advokaten, hjemsendt, 

fordi hans tjenestetid var ovre. I stedet fik jeg så en an-

den RNVR-officer

16

 med et irsk navn, der i det civile liv 

var journalist. En af de første opgaver, som jeg fik sam-

men med ham, var, guderne må vide hvorfor, en tur til 

Tyskland. Nærmere bestemt til Kiel, der var en temmelig 

smadret by. Den var faktisk så smadret, at vi ikke kunne 

bo i land nogen steder. Til gengæld havde man beslag-

lagt to intakte skibe i havnen, og her var det allierede 

personel flyttet ind. Det ene skib var russisk, og her boe-

de kun russisk stabspersonale, der bl.a. havde til opgave 

at finde ud af, hvilke skibe i havnen, der var deres, og 

hvilke, der i så fald skulle hjem til Rusland.  

 

Vi boede selvfølgelig i det andet skib, der var lo-

giskib for de vestallierede styrker, men et par dage efter 

                                                 

16

 Royal Navy Volunteer Reserves. 

 40

rykkede vi ind i den engelske Flag Officers logi, der lå 

ude i Plöen, nærmere bestemt ved Plöenersee. Det var 

et fantastisk stort område, som den tyske flåde under 

krigen havde brugt til ajourføring af sine ubådschefer. Her 

havde ubådscheferne - når de havde været hjemme og 

var kommet til kræfter, - fået de sidste taktiske informati-

oner om de fremskridt, der var sket mens de var i land, 

inden de igen var klar til at gå på havet. Stedet var meget 

luksuriøst med bl.a. flere teatre og en kæmpestor bar. Da 

den tysk-amerikanske passagerlinje HAPAG på grund af 

krigen ikke kunne sejle mere havde Krigsmarinen samlet 

linjens bartendere dér. Om kokkene også kom fra HA-

PAG, det ved jeg ikke, men det var også vild luksus. Bri-

terne havde ved Tysklands overgivelse overtaget stedet, 

og havde – ikke overraskende – valgt at drive det videre i 

samme form. Men englænderne gad ikke lære navnene 

på de tyske bartendere, så de blev kaldt ”Fritz 1”, ”Fritz 2” 

und ”Fritz 3”. 

 

Mens vi boede på stedet, havde vi besøg af den 

organisation, som havde kunstnere, der tog rundt og un-

derholdt de krigsførende ved frontområdet med sangere 

og sådan. Englænderne havde noget tilsvarende, hvis 

navn jeg har glemt, men vi fik dem på besøg, og de lave-

de en glimrende forestilling for os. Jeg kan huske, at det 

der normalt kaldes orkesterplads, det var nogle af de her 

”deck chairs”, og der lå folk henslængt med en gin og 

tonic i hånden... ja, det var et flot liv. Jeg kan dog ikke 

huske, hvem der optrådte. Der var nogen, der dansede 

og sang, men det var ikke Marilyn Monroe, for så havde 

jeg nok kunnet huske det.  

 

Besøget i Tyskland varede nogle dage, og jeg aner 

faktisk ikke helt, hvad formålet med turen var – men sjovt, 

det var det.  

---

 41 

Med fregatten HOLGER DANSKE til USA 

Tilbage i København blev jeg i juni 1946 tilkommanderet 

kadetskibet, fregatten HOLGER DANSKE. Det var en af 

de to fregatter, som søværnet havde købt fra Royal Navy 

i 1945, og som de første år efter befrielsen udgjorde 

grundstammen i genopbygningen af søværnet. Jeg blev 

tilkommanderet på kadetskibets togt til USA, et togt der 

gik via Bournemouth i England, Madeira og så derfra til 

New York og den amerikanske flådebase ved Annapolis.  

 

Jeg var yngste officer om bord på togtet til USA. 

Chefen var kommandør Carl A. S. Westermann, og 

næstkommanderende var kaptajnløjtnant K. H. Seehusen 

med den skrækkelige skæbne.

17

 

 

I New York havde vi to cocktailparties for den dan-

ske koloni. Det jeg husker bedst herfra er, at Peter Freu-

chen (ham med de syv fortællinger) endnu var i live. Det 

var en stor oplevelse at møde ham, der var udstyret med 

både fuldskæg og træben! 

For at bevise Danmarks heltemodige indsats under 

Anden Verdenskrig, havde vi i 12 mm den danske spille-

film ”De røde Enge” med Poul Reichhardt med. Den spil-

lede vi når mørket faldt på på agterdækket for de danske, 

og der var ikke et øje tørt. Den malede nok et lidt for ro-

senrødt billede af vores indsats under krigen, men det var 

”good salesmanship”.  

                                                 

17

 Knud Heine Seehusen (1907- 1953) deltog i modstandskampen under den 

tyske besættelse af Danmark. Her blev han i november 1944 arresteret af 

Gestapo, tortureret og sendt først i Vestre Fængsel og derefter i koncentrati-

onslejren Dachau. Han kom hjem med de Hvide Busser i 1945, blot for at 

opdage, at den ældste datter var omkommet i bombningen af Den Franske 

Skole den 21. marts 1945. Seehusen fik et nervesammenbrud, men fik en 

rekreationstur til Østen af DFDS. Seehusen kom sig imidlertid aldrig fuldt 

og døde i 1953. 

 42

 

Fra HOLGER DANSKEs togt i 1946. Fregattens skoleofficerer: 

fra venstre Henrik Rømeling, Sven S. Thostrup, Knud Seehu-

sen og Mogens Schmidt. 

 

En aften under besøget i New York var Seehusen væk. 

Han havde undervist mig i navigation i alle mine år på 

Søofficersskolen, og jeg satte stor pris på ham. Men en-

gang imellem, formentligt på grund af hans hårde skæb-

ne, tog han sig et bæger. Efter en af filmfremvisningerne 

på agterdækket var han gået i land, og man var lidt i tvivl 

om, hvor han var blevet af. Det fik en af officererne, mu-

ligvis Henrik Rømeling, der var 1. artilleriofficer (som 

yngste officer var jeg 2. artilleriofficer) sagde til mig; ”Stil-

ling, kan De ikke gå op og se, om De kan finde Seehu-

sen, jeg er lidt foruroliget”.  

Gå op i Manhattan, og finde... Det var den berømte nål i 

en høstak. Jeg tog imidlertid en taxa op på Times 

Square, og der gik jeg lidt frem og tilbage. Pludselig stod 

---