Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 31 

engelske Kirke en 3-4 personer, der også så afventende 

ud. Så blev jeg betænkelig, og jeg drejede om og gik til-

bage, op mod indgangsportalen. Dengang havde man 

som regel en cottoncoat på, og det havde jeg også. Vi 

var aldrig bevæbnede, men da de to der stod oppe ved 

kirken begyndte, at gå ned imod mig, stak jeg hånden i 

lommen og lod som om, jeg var bevæbnet, og så holdt de 

op med at gå. Så snart jeg var kommet vel igennem por-

ten, drejede jeg til venstre og løb ind ved det, der den-

gang var Søkortarkivet, for der havde jeg stillet min cykel 

i et stativ. Jeg fik låst min cykel op og kørte hurtigt ned på 

Toldbodssiden, ved det der hedder ”fine vægt” og ”grove 

vægt”, og kom så ud ad anden indgang, der hvor Told-

bodvej knækker 90 grader. Der slap jeg så fra dem.  

Jeg kørte tilbage ad Amaliegade og kiggede ned af den, 

og her så jeg min hjemmelsmand og en 3-4 andre og et 

par Hippoer, der stod og diskuterede og pegede. De må 

have troet, at jeg stadig var inde i Søkortarkivet. Så des-

værre gik de ind og undersøgte Søkortarkivet og fandt et 

våbenlager i kælderen, som vi ikke anede lå dernede. 

Viceværten blev efterfølgende arresteret, men hvad der 

siden skete med ham, det ved jeg ikke.  

 

DFDS SAGA.  

 

Derefter var 

der ikke andet 

at gøre for mig 

end at se at 

komme til Sve-

rige. Jeg gik 

ind til min gode 

ven, toldin-

 32

spektør Kofoed-Hansen og sagde; ”Så er det nu, hvordan 

kommer jeg hurtigst af sted?”  

Han svarede; ”De Forenedes SAGA.”  

Det var et lille dampskib, der sejlede indenrigs med styk-

gods til provinsen, og en eller to dage senere - den 23. 

november - var jeg og min daværende kæreste om bord 

på SAGA, hvor vi sammen med 10-15 andre flygtningen 

blev sejlet til Sverige.  

Kort tid efter blev min bolig hjemme i Danmark ransaget 

af Gestapo, men de fandt ikke noget, som de kunne bru-

ge til noget.  

1944-1945. Tiden i Sverige 

Jeg var i Sverige cirka et halvt års tid, indtil freden kom. 

Mit arbejde var stort set det samme, som jeg havde ar-

bejdet med på den danske side af Sundet – i det samme 

”import/eksportfirma”, bare i den anden ende. Mens min 

kæreste fik job inde på kontoret i Malmø, stod jeg for 

modtagelsen af varer og personer ude ved Klagshamn.  

I havnen ved Klagshamn havde vi en lille skonnert lig-

gende, der hed JØRGA. Den fungerede som vores de-

potskib, hvor vi opmagasinerede de våben, der skulle til 

Danmark. Overførelserne fungerede ved, at vi enten sej-

lede JØRGA eller en af de to små fiskekuttere, som vi 

rådede over, ud syd for Sverige. Her mødtes de med 

passerende danske coastere, der så tog varer om bord 

og/eller afleverede ting og personer til vores skibe.  

De varer, som vi sendte til Danmark, bestod hovedsage-

ligt af våben, Sten-guns, håndgranater og små håndvå-

ben. Våben som vi bl.a. hentede i Göteborg. 

 

Min mest uhyggelige oplevelse, mens jeg var i Sverige, 

var en nat, hvor jeg blev vækket af det svenske sikker-

hedspoliti (SÄPO), og taget med til stationen. Baggrun-

---

 33 

den var, og det var det, der var så uhyggeligt, at der var 

kommet en anmodning om udveksling. Tyskerne havde 

nogen eller noget, som svenskerne gerne ville have fing-

rene i, og det viste sig, at det var svenskernes plan at 

udlevere mig, så de kunne få det savnede til gengæld. 

Jeg fandt aldrig præcis ud af, hvad det var, at jeg skulle 

have været udvekslet med, men det kunne have været 

en svensker, som var taget af tyskerne.  

 

Denne oplevelse var værre end den, som jeg havde 

haft på Toldboden nogle måneder før. Her var jeg fuld-

stændig i svenskernes magt, men jeg bad omgående om 

de ville ringe til sådan og sådan i Stockholm, samt til en 

svensk politimand, som jeg mener at huske var vores 

lokale kontaktmand. Det hjalp og problemet var klaret ud i 

løbet af en halv times tid, hvorefter jeg blev løsladt, fulgt 

af en masse svenske undskyldninger.  

 

I slutningen af 1944 fik nogle af de danske søofficerer, 

der ligesom jeg var stukket af til Sverige, mulighed for at 

komme videre til England. Her kunne de komme til at gø-

re aktiv tjeneste i Royal Navy og derved komme til at 

kæmpe mod det Tyskland, der havde besat Danmark. 

Det kan vel ikke overraske, at alle vi danske søofficerer i 

Sverige drømte om at komme med til England. Royal Na-

vy havde bl.a. stillet nogle minestrygere til rådighed, som 

bemandet med danske orlogsgaster kunne komme til at 

gøre tjeneste i Royal Navy. En del af mandskabet til dis-

se fartøjer kom direkte fra Danmark, og jeg var med ude 

og hente dem. I den forbindelse sagde jeg til Bangsbøll, 

at jeg gerne ville med til England, men jeg må tilstå, at 

jeg ikke ved, om han nogensinde gik videre til Stockholm 

med det. Han har måske været så egoistisk, at han sag-

de, at ”jeg gider ikke give folk ud, som kender rumlen”. 

 34

 

Besætningerne til de britiske minestrygere kom for 

øvrigt til Sverige med en coaster fra Stege - en af dem, 

der sejler med kalk fra kalkbruddet. Da vi lukkede dem ud 

af lasten, var det de hvideste mennesker, jeg nogensinde 

havde set. Det var ikke alene tøjet, men håret var hvidt, 

huden var hvid, de var hvide overalt. Det tog tid at få dem 

gjort rene igen, men det lykkedes og de kom alle videre til 

England.  

 

En del af tiden opholdt jeg mig nede på Ystad-kanten i 

det sydlige Sverige, og det var en god tid. Vi arbejdede 

hovedsageligt med den trafik, der gik mellem København 

og Bornholm, navnlig med de coastere, der sejlede tom-

me flasker retur til bl.a. Carlsberg og Tuborg. Det var der 

en del coastere, der levede af, og det var gode skibe, 

fordi ved at flytte relativt få ølkasser, kunne man komme 

hen til det sted, hvor den lille gruppe mennesker eller 

kasser med våben, var gemt i disse oceaner af tomme 

flasker.  

---