Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 43 

Seehusen der, og jeg sagde ”hej, vil du med ned om-

bord”. ”Ja, lad os det”, sagde han og tog mig under ar-

men, og vi kørte tilbage til HOLGER DANSKE! 

 

HOLGER DANSKE ved kaj ved Annapolis. 

 

Efter besøget i New York sejlede vi ned ad kysten ind i 

Chesapeake Bay til det amerikanske flådeakademi ved 

Annapolis, hvor vores kadetter mødte deres amerikanske 

kadetkammerater og havde meget ”togetherness” med 

bl.a. fodboldkampe og kadetballer. 

 44

 

Reception på agterdækket af HOLGER DANSKE ved Annapo-

lis den 30. juli 1946. Jeg står som nummer tre fra venstre ved 

siden af en uidentificeret amerikansk officer og den danske 

marineattache i Washington kommandør F.A.H. Kjølsen 

(yderst til venstre). 

 

På vejen hjemover lagde HOLGER DANSKE til på Ber-

muda, og her var vi tæt ved at få mytteri om bord. Årsa-

gen var, at vi lå på Bermuda, i dejligt vejr, i Caribien, og 

det bugnede med bananer, og så havde skibskokken 

serveret gule ærter eller sådan noget. Intendanten kørte 

efter en eller anden dødssyg madplan, fuldstændig uden 

hensyn til stedet, hvor vi lå og hvad der var i nærheden. 

For en gangs skyld sendte kadetterne en delegation til 

skibschefen for at spørge, om ikke intendanten kunne 

udvise lidt større fantasi. Dengang var det en meget stor 

beslutning, sådan at gå til chefen med en klage. Det kun-

ne være ødelæggende for ens karriere – især når chefen 

var en som C. A. Westermann, der udover at være kom-

---

 45 

mandør tilmed var konservativt Folketingsmedlem. Hen-

vendelsen blev dog vel modtaget, og resten af togtet fik vi 

ordentlig mad.  

 

En stille stund på broen på vej hjem fra USA. 

 

Alt i alt synes jeg, at Westermann var en glimrende 

skibschef, og jeg var glad for ham. Desværre døde han af 

kræft, under et år efter at vi var kommet hjem til Danmark 

igen (den 22. maj 1947). 

I Marinestaben 

Daværende kaptajnløjtnant Sven S. Thostrup var også 

om bord på togtet til USA, og jeg fik et godt forhold til 

ham – der kun skulle blive bedre, da vi blev stationeret 

sammen efter vores hjemkomst til Danmark den 31. au-

gust 1946. Jeg blev tilkommanderet det, der hed sektion 

O1 i Søværnskommandoen i Gernersgade, og det var 

Thostrup, der var chef for sektion O1. ”O”et stod for ope-

rativ, og O1s opgave var planlægning og herunder især 

arbejdet med udarbejdelsen af forsvarslove og forslag til 

 46

dit og dat. En af de opgaver vi fik, var i forbindelse med 

en af forsvarslovene, hvor vi skulle komme med et udkast 

til et forsvar for ubådsvåbnenes bevarelse allerede den-

gang.  

Jeg havde en god tid i O1 og blev undervejs også 

gode venner med Thostrup. Der var jo ikke den store al-

dersforskel. Han var fra 1915, og jeg er fra 1920. I starten 

er sådanne fem år rigtigt meget, men ikke når man når 

lidt op i årene. Han var en ung kaptajnløjtnant, mens jeg 

var søløjtnant I. Året efter blev vi jo også klassekammera-

ter i Stockholm. 

I min tid i Marinestaben blev jeg kort tilkommanderet 

som forbindelsesofficer til en besøgende hollandsk admi-

ral. Det var ikke noget særlig opgave, men kort tid efter 

modtog Søværnskommandoen en henvendelse fra den 

hollandske ambassade, der ønskede at vide, hvad jeg 

havde foretaget mig under krigen. Da de havde modtaget 

et svar, der bla. fortalte om min deltagelse i Modstands-

kampen, kom der kort tid efter besked om, at jeg havde 

modtaget et hollandsk ridderkors. Det var min første or-

den, og den kom som en stor overraskelse.  

På Kungl. Sjökrigshögskolans Stabskursus i Stock-

holm 

Fra 1. oktober 1947 til 17. april 1948 var jeg, sammen 

med Sven Thostrup, på stabskursus i Stockholm. Det var 

sådan et almindeligt stabskursus, hvor vi blev undervist i 

strategiske tanker, og hvordan man forsvarer Østersøen 

bedst og sådan noget. Jeg synes det var et ganske godt 

kursus, og svenskerne var meget venlige og opmærk-

somme. Derudover var den danske militærattache i 

Stockholm på det tidspunkt Gustav Paulsen, hvis søn jeg 

havde leget med som barn, og som havde været en af 

årsagerne til, at jeg havde meldt mig til søværnet. 

---

 47 

Sven og jeg havde en meget god tid, men vi var no-

get hårdt klemt for penge. Danmark havde jo store valu-

taproblemer, og vi skulle skrive op, hvad vi havde af ud-

gifter. Vi var begge to indlogeret på det samme pensionat 

i nærheden af Sjökrigshögskolan, og kort efter vores an-

komst skulle vi sende et budgetoverslag hjem til Marine-

ministeriet med et forslag til, hvad vi mente, vi skulle have 

af penge for at kunne overleve deroppe i seks måneder. 

Budgettet var detaljeret med så meget til pensionat og så 

meget til dit og så meget til dat. Her havde vi også sat lidt 

penge af til vask af skjorter og undertøj og sådan noget. 

Det fik Carl Langseth, departementschefen i Marinemini-

steriet, til i fuld alvor at foreslå, at vi kunne sende vaske-

tøjet hjem til København! 

Det lykkedes os vist nok at finde en eller anden mel-

lemvej, men vi var altså virkelig pint for penge, og svensk 

valuta var slet ikke noget, som vi selv kunne købe. Lige-

som da vi var i New York året før, hvor vi kun fik et eller 

andet lillebitte beløb - jeg tror officererne havde lov til 5$ 

pr. dag til at more sig for og købe ind for.  

Både Thostrup og jeg var vældig forargede på 

Langseth. Nu har Thostrup nok i sin tjeneste været nær-

mere ved ham end jeg, og jeg har altid haft den dybeste 

foragt for ham. Det var meget småligt, og i det hele taget 

tror jeg egentlig, at officerstanden som sådan var ham i 

den grad imod. Mærkeligt nok. Han startede som konto-

rist i en af institutionerne ude på Holmen, Søminevæse-

net eller sådan noget. Der syntes man, at han var så sød 

og flink og rar, at vist nok Vedel eller en af de højere offi-

cerer tilbød ham aflønning, hvis han ville læse jura, så 

han kunne forene det med sin tjeneste. Så han blev hjul-

pet igennem og fik forærende en juridisk embedseksa-

men og kom så ind og fik et passende job i Marinemini-

steriet, og endte som departementschef til sidst i det 

 48

sammenlagte ministerium, tror jeg nok. Naturligvis skulle 

han ikke vise taknemmelighed i den forstand, men det 

var mit indtryk, at han faktisk viste det modsatte. En rigtig 

dårlig departementschef efter min opfattelse.  

 

Den største forskel mellem os og svenskerne var måske 

nok, at de havde deres øjne fast rettet mod Sovjetunio-

nen i øst, mens vi endnu var ved at omstille os fra i man-

ge år udelukkende at have kigget mod syd. Bl.a. lærte de 

svenske søofficerer russisk, hvilket vi jo aldrig kom til. 

Med opmålingsskibet HEIMDAL til Grønland 

Vel tilbage i Danmark fødte min unge hustru den 27. april 

1948 et dejligt pigebarn samtidigt med, at jeg fik at vide, 

at jeg skulle med opmålingsskibet HEIMDAL til Grønland 

i seks måneder – fra maj til oktober 1948. Det var ikke 

den mest optimale situation, og det var faktisk med så 

kort varsel, at hun og jeg blev enige om hjemmedåb. Or-

logspræsten Børge Ørsted, den rare mand, der lige var 

blevet nyansat ved Holmens Kirke, sagde, at det ville han 

godt stå for. Han havde ikke prøvet sådan noget før, men 

det troede han nok, han kunne finde ud af. Hans eneste 

indvending var, at han jo skulle komme i kjole og krave, 

og han spurgte, om jeg troede jeg kunne give en taxa ud 

til Sundby, hvor vi boede den gang. Det ville jeg godt gå 

med til, så Børge Ørsted kom i taxa, og der var kun den 

unge moder, der lige havde født - ikke hjemme men på 

en fødeklinik - mig og Børge Ørsted. Så sad vi på senge-

kanten og drak et glas sherry efter veloverstået hjemme-

dåb af Irene, som pigen kom til at hedde. Børge Ørsted 

var en gevaldig hyggelig og lun fyr, så da han sad der på 

sengekanten med sit glas sherry, så siger han ”må jeg 

ikke godt tage kraven af, den er så dyr at vaske, sæt jeg 

spilder på den”. 

---