Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 77 

kommende Helsingør Skibsværft eller nogle vakse folk 

fra designkontoret, det ved jeg ikke, men det er mit ind-

tryk, at de børnesygdomme vi havde med PEDER 

SKRAM, var kureret i HERLUF TROLLE. Blandt andet 

husker jeg, at vi ikke sejlede nær så meget med HERLUF 

TROLLE, og det var ikke som med PEDER SKRAM, hvor 

vi ustandseligt måtte tilbage til værftet. PEDER SKRAM 

var inde og ude af Helsingør jeg ved ikke hvor mange 

gange, men med HERLUF TROLLE var det vist kun en 

eller to gange.  

 

Fregatten PEDER SKRAMs første besætning fotograferet på 

Holmen i maj 1966.  

 

Undervejs i prøvesejladserne blev PEDER SKRAM ramt 

af, hvad jeg kun kan tro, var to bevidste forsøg på at sa-

botere skibet. En aften efter at fregatten havde lagt til ved 

Helsingør Skibsværft efter en prøvesejlads, opdagede 

 78

ronderingsvagten, at en række af ventilerne i maskin-

rummet stod åbne, så vandet trængte ind i skibet. Det var 

en ret alvorlig situation, da fregatten var begyndt at sætte 

sig, da vandindtrængningen blev opdaget. Selv om fre-

gatten stadig officielt var værftets skib, havde vi alligevel 

vagtmænd om bord, og det viste sig altså at være et 

Guds held. Ellers var fregatten sunket. Heldigvis var ron-

deringsvagten en maskinmath, som i øvrigt boede i Ny-

boder og var søn af en civilansat i Nyboders Komman-

dantskab, så meget dus med systemet, at han kunne fare 

rundt og gå ned i vandet og lukke de rigtige steder. Der-

for lykkedes det at lukke ventilerne, inden der skete alvor-

lige skader, og man undgik skader for millioner af kroner.  

Der var og er ingen grund til at tro, at det var en fejltagel-

se med de åbne bundventiler, men trods en omfattende 

efterforskning blev ingen anklaget for at stå bag episo-

den. Efterfølgende blev bevogtningen af fregatten dog 

øget. 

 

Skydning med 

40mm BOFORS-

kanon fra en fre-

gat af PEDER 

SKRAM-klassen. 

 

  

På et eller andet 

tidspunkt – om 

det var før eller efter ovennævnte episode, kan jeg ikke 

huske - skulle vi skyde med kanonerne, både med ho-

vedarmeringen, og med 40 mm Bofors antiluftskanoner-

ne. Da besætningen skulle lade en af 40 mm’erne opda-

gede de, at den ikke ville åbne kilen. En efterfølgende 

undersøgelse viste, at nogen havde anbragt en stump af 

et bor inde i kilen. ”Nogen” har vel håbet, at det ville lave 

---

 79 

nogle forfærdelige ulykker. Var boret ikke blevet fundet 

før kanonen var blevet affyret, havde skaderne næppe 

været alvorlige, men det viser altså, at ikke alle ved værf-

tet i Helsingør var lige begejstret for at bygge skibe, som 

hørte til på NATO-SIDEN.  

Med PEDER SKRAM til USA 

Den 25. maj 1966 blev PEDER SKRAM officielt overdra-

get til Søværnet på Holmen af den amerikanske ambas-

sadatrice Mrs. Katherine Elkus White. Samme dag hejste 

fregatten for første gang kommando og indgik i søvær-

nets fregateskadre. Jeg blev første chef, og fik til opgave 

at sejle fregatten på besøg i USA. Først foretog vi nogle 

indledende togter i de danske farvande og Nordsøen og 

besøgte i perioden 27. juni til 14. juli Belgien og herfra via 

Londonderry og Portsmouth igen hjem til Danmark. Den 

11. oktober havde vi kong Frederik 9. og viceadmiral S. 

S. Thostrup på en endagssejlads i Kattegat.  

Herfra husker jeg, at til frokosten om bord havde vi office-

rer besluttet at give kongen en lille gave. Vi havde dog 

ikke noget budget til en sådan gave, så efter at have lagt 

hovederne i blød, blev vi enige om at forære kongen et 

sæt af de sølvmanchet-knapper med PEDER SKRAMs 

våbenskjold, som blev solgt i fregattens kantine. Under 

middagen overrakte jeg derfor manchetknapperne til 

kongen, der kiggede på dem. Derefter tog han straks de 

flotte guldmanchet-knapper, som han bar, af og kastede 

dem ned til sin adjudant, hvorefter han erstattede dem 

med de nys overrakte knapper. Det gjorde et stort og po-

sitivt indtryk på os alle, og vi havde klart følelsen af, at 

kongen nød at være om bord. 

 

Den 26. oktober blev kursen sat mod USA. Fregat-

ten var reelt endnu ikke færdigudrustet, og manglede 

bl.a. en række radarer o. lign. Det betød bl.a. at besæt-

 80

ningen kun var på 152 mand mod senere 207. Set i lyset 

af, at det var amerikansk våbenhjælp, der havde betalt 

for fregatten, var der intet usædvanligt i, at PEDER 

SKRAM aflagde besøg i USA, men hastværket med at få 

besøget i stand er bemærkelsesværdigt. Det må skyldes, 

at den amerikanske kystvagt på dette tidspunkt allerede 

var i færd med at bygge orlogsskibe med det nye CO-

DOG-system, men man afventede resultaterne af forsø-

gene med den danske fregat, før man byggede skibene 

færdige. Jo før man fik adgang til de danske resultater, jo 

før kunne de amerikanske skibe bygges færdige.  

 

Togtet gik via Azorerne, hvor fregatten skulle tanke 

olie og vand for kunne gå på gasturbiner hele vejen over 

Atlanten. Undervejs over Atlanten havde vi en interessant 

oplevelse. For at spare vægt var fregatternes skrog byg-

get af stål, mens overbygningen var af aluminium. Des-

værre reagerer de to metaller forskelligt på temperatur og 

skibets bevægelser, og halvvejs over Atlanten lød der 

midt om natten pludselig en høj lyd, og det viste sig efter-

følgende, at overbygningen var flækket en smule agten 

for midtskibs. Revnen lå i styrbord side af officersmesse 

B, og når skroget gav sig i det hårde vejr, åbnede over-

bygningen sig op til 2,5 cm. Vandet væltede ind i offi-

cersmesse B, hvor dørken sejlede i vand.  

Skaden blev midlertidig udbedret ved den ameri-

kanske flådebase ved Norfolk, og da vi to måneder sene-

re vendte tilbage til Danmark, blev den repareret under 

garantien på Helsingør Skibsværft. Her valgte man at 

skære en ca. 10 cm bræmme ud af overbygningen og 

indsætte en gummimembran. Den forhindrede både yder-

ligere skader, og sikrede at skibet fortsat var gastæt og 

derved sikret mod atomare, biologiske eller kemiske vå-

ben. En tilsvarende elastisk samling blev efterfølgende 

også indbygget i HERLUF TROLLE.  

---