Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 65 

ikke grund til nogen evakuering, men jeg fik set Port au 

Prince og lidt af omgivelserne. Jeg vil nok sige af de ste-

der, jeg har været i verden, der er det det værste, jeg har 

set. Folk boede bogstaveligt talt i grøfter! Vi besøgte et 

hotel for turister, og det var sådan set glimrende, men på 

vejen til og fra hotellet boede en familie med otte børn i et 

hul i grøften! Det var beskæmmende, at en ø, der ikke 

havde haft kolonistatus siden 1803, ikke var kommet 

længere. 

Udover besøget på Haiti gav tiden om bord på de-

stroyeren god indsigt i, hvordan den amerikanske flådes 

indenbords organisation var. 

 

Da de her ekstra uger var gået, kunne jeg tage tilbage til 

Newport, hvortil Gerda var ved at falde til. Mens vi vente-

de på, at min forgænger på kurset, Mads E. Michelsen og 

hans familie, skulle rejse hjem til Danmark, så boede vi 

midlertidigt hos en ældre dame - mrs. Bair - i en villa. Hun 

var, så vidt jeg husker, russer og havde været gift med en 

russer med en hel masse penge, men nu var hun altså 

blevet så gammel, at hun ikke kunne køre i sin bil længe-

re. Vi – mest Gerda - var chauffør for hende, og det var 

meget spændende, for mrs. Bair omgikkes med alle dem 

ude på Ocean Drive, hvor man kun måtte komme ind, 

hvis man var ”so and so”. Så det var meget spændende 

for Gerda at følges med mrs. Bair, som formentligt på det 

tidspunkt har været 90 år, og havde været med fra den-

gang, da indbyggerne på Ocean Drive byggede alle de-

res store huse.  

 

Men så rejste min forgænger hjem. Jeg var nummer fire i 

rækken af danskere, der kom på kurset i USA. Nummer 

et var Frank Petersen, der var ungkarl, og formentligt bo-

ede i Bachelor Officers Quarters på basen. Nummer to 

 66

var A. C. Struckmann med familie, og nummer tre var 

Mads E. Michelsen, der endte som chef for Søværnets 

Materielkommando. Han var der med sin kone og sin 

skolesøgende dreng på en 5-10 år, som ikke var faldet så 

godt til. Jeg husker engang vi besøgte dem, hvor Madses 

kone prøvede at få sønnen ud under sengen, hvor han 

insisterede på at ligge, da han ikke ville i skole. Det kan 

jo også være svært at komme i en skole, hvor man ikke 

kan forstå, hvad de siger.  

De boede i et lejet sommerhus, som vi overtog efter 

dem. Det var ejet af en Mr. Hanson, som måske engang 

har været svensker, men det havde han i hvert fald 

glemt, da vi nåede derover. Det lejede vi så i vinterhalv-

året, så det var ikke så dyrt. På dette tidspunkt havde 

førnævnte Langseth, departementschefen i Marinemini-

steriet, bestemt, at de penge, som ”Uncle Sam” gav os 

som hjælp til at være ovre hos dem, dem skulle Marine-

ministeriet inddrage, og så skulle Marineministeriet give 

os, hvad man i ministeriet mente, at vi havde behov for. 

Det var en tåbelig ordning, og det skrev jeg et brev om, 

da jeg kom hjem. Egentligt var det Gerda, der sagde, at 

det var fuldstændig meningsløst, og at hun syntes, at jeg 

skulle skrive et brev til ministeriet om det. Jeg sagde, at 

det kunne jeg godt, men hvis jeg skrev om det til Lang-

seth, så ville jeg aldrig blive mere end orlogskaptajn. Men 

jeg skrev brevet alligevel, og det blev til min store overra-

skelse ændret derefter – uden at det tilsyneladende øde-

lagde min videre karriere i søværnet.  

Vi blev afløst af H. M. Pedersen, der således fik lidt 

bedre forhold, end vi havde haft. Familien var da heller 

ikke henvist til et sommerhus om vinteren.  

---

 67 

Deltagerne i Naval Command Course For Senior Foreign Offi-

cers. Naval War College 1960-61. 

 68

 

Skoleåret var suppleret med en del ”orientation vi-

sits” og var i øvrigt et interessant år. Vi var både i Wash-

ington og langs østkysten til bl.a. Annapolis, men vi kom 

ikke ret vestligt. Et enkelt besøg i Detroit, hvor vi så bil-

produktionen men ellers ikke. I dag kommer de jo til vest-

kysten og ned og ser de nedre stater, hvilket man godt 

kan misunde dem.  

 

Kurset var ikke kun for officerer fra NATO. Vi havde også 

folk med fra Japan og Pakistan og Filippinerne samt en 

meget flink fyr fra Burma. Mens vi var der, udbrød der 

militærkup i Burma, og vores kollega blev kaldt hjem, 

hvor han forsvandt sporløst.  

Vi var i alt fra 26 nationer. For at det ikke skulle ud-

arte sig til et rent Babylonisk tårn med 26 forskellige 

sprog, så foregik det hele på engelsk, og jeg synes at 

huske, at alle talte sproget rimeligt.  

En anden interessant ting var, at der var stor forskel 

på, hvordan mine kolleger på kurset levede, mens de var 

i USA. Mens ham fra Pakistan kom uden familie, havde 

sydamerikanerne både familien og barnepiger med og 

fantastisk god økonomisk baggrund hjemmefra. Også fra 

de lande, som økonomisk var på røven, havde officerer-

ne rigeligt med penge. Det var tydeligt, at officererne hør-

te til eliten.  

Vi var gennemgående alle orlogskaptajner med én 

undtagelse – en af dem fra Sydamerika var admiral.  

 

Rent professionelt indeholdt kurset ikke så meget nyt. 

Det var meget interessant at se Amerika, industrien, bag-

grunden, størrelsen, og møde de andre nationer, men det 

reelle indhold gav ikke de store nyskabelser. Men det var 

meget hjertevarmende at møde venlighed og interesse 

---