Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc
Yüklə 1,05 Mb. Pdf görüntüsü
|
- Bu səhifədəki naviqasiya:
- Chef for Torpedobådseskadren. 19. november 1971 - 1. oktober 1972
- Chef for Fregateskadren. 1. oktober 1972 - 31. august 1974
85 skerne, at chefjobbet var skiftende dansk/tysk – med en stabschef af modsat nationalitet. Jeg syntes det fungerede godt, og selv om tyskerne havde et forsvar der var tre eller fire gange større end det danske, så forblev de meget loyale overfor den lille dan- ske marine og det lille danske land, og accepterede at vi professionelt i visse henseender godt kunne lære dem noget. Det er mit indtryk, at den tyske krigsmarine blev drevet sådan på armé-facon, og blandt andet mener jeg, at vi viste dem at det også kunne gøres på en lidt anden facon - at man måske i højere grad kunne overlade til skibscheferne at optræde som tænkende væsener.
I en sådan fireårig udstationering fik jeg naturligvis famili- en med. Det vil sige, at det kun var Gerda og mig, der flyttede til Holtenau, mens børnene, der studerede, blev hjemme i København, og kom på besøg engang imellem. Egentlig kom man derned for en treårig periode, men så fandt Mor Danmark ud af, at det var for dyrt at skifte med den frekvens, og så blev frekvensen ændret til fire år.
I Kiel afløste jeg kommandør I. B. Rodholm som Assistant Chief of Staff, Plans and Intelligence og kom derfor også til at arbejde under den tyske søofficer Otto Kretschmer. Han var den tyske ubådschef, der sænkede mest tonnage under Anden Verdenskrig – til trods for, at han blev taget til fange af briterne allerede i marts 1941 22 . Kretschmer var ikke just nogen charmetrold - han fore- kom flink og venlig, men ucharmerende.
I min tid i NAV-BALTAP havde jeg det held, at mit ”oppo- site number” i BALTAP var den tyske admiral Thäter, og i Kolsås var det kommandør S. E. Thiede. Vi tre havde det
22 Kretschmer sænkede i alt 313.611 tons allieret tonnage inden sin tilfange- tagelse den 17. marts 1941. 86
mægtig godt med hinanden, og blev kendt som ”Jerntre- kanten”. En af vores store sejre var, at det lykkedes os at få NATOs mineinteresse flyttet lidt. Den havde hidtil hvilet udelukkende på Bosporus-strædet, og NATOs minekon- ferencer var derfor altid placeret i eller omkring Tyrkiet. Hele tiden var blikket rettet mod syd, hvor man planlagde, hvordan man med miner skulle lukke Bosporus-strædet. Her lykkedes det ”Jerntrekanten” at få besluttet, at næste minekonference skulle finde sted i København og skulle dreje sig om Baltikum. Det var noget af en sejr for os, sådan at få drejet håndtaget. Men det lykkedes altså.
Efter tjenesten i Kiel blev jeg i november 1971 udnævnt til chef for Torpedobådseskadren, hvor jeg afløste kom- mandør H. M. Petersen. Det var på mange måder et drømmejob for mig. Torpedobådseskadren var som eskadre, formentligt ligesom Ubådseskadren, en sam- mentømret eskadre, hvor man virkelig opholdt sig sam- men, opererede sammen og sejlede sammen i højere grad end f.eks. i Fregateskadren, hvor skibene ofte ope- rerede mere uafhængigt af hinanden. Jeg var tilmed så heldig at have Knud Borck som en dygtig Senior Officer (SO). Han var en art stabschef, hvilket på mange områ- der var en lettelse, da jeg ikke selv var gammel MTB- mand. Udover min tid med ”Krible-krable”-bådene havde jeg jo ikke sejlet med torpedobåde, og jeg var godt klar over, at jeg lige skulle snuse lidt til bådene, før jeg be- gyndte at tro, at jeg kunne fortælle officererne og besæt- ningerne noget, som de ikke vidste i forvejen. Jeg nåede kun 11 måneder som chef for Torpedo- bådseskadren, men det var 11 meget aktive måneder. Vi holdt øvelser nærmest døgnet rundt og var i gang hist og
87 pist i både norske og danske farvande. På det tidspunkt var ideen jo også, at motortorpedobådene skulle udgøre forsvarets & søværnets forreste linie. Var russerne kom- met skulle bådenes indsatsområde have ligget et godt stykke ude i Østersøen - eller i hvert fald nede omkring Sundet Syd.
ken-klassen i Formation One.
Jeg havde som nævnt mange gode officerer under mig – jeg kan her nævne Kristen Winther, Henrik Muusfeldt, Knud Borck samt chef MOBA Viggo Hansen. Viggo var skibschef, da jeg kom til eskadren og gik så fra og blev chef MOBA. Han var glimrende.
Mens jeg var chef rådede Torpedobådseskadren over tre skibstyper: FLYVEFISKEN-klassen, FALKEN- klassen og SØLØVEN-klassen. Vi havde endnu ikke fået rosinen i pølseenden, TB-68 (WILLEMOES)-klassen, men den var under projektering og blev fantastisk. 88 Jeg husker, at FLYVEFISKEN-klassen i daglig tale blev kaldt kulbådene, FALKEN-klassen hed træstammer- ne og SØLØVEN-klassen blev omtalt som Gasbådene.
Den 1. oktober 1972 blev jeg så afløst af kommandør Helge Nielsen (”Hæse Helge”), der modsat både H. M. Petersen og jeg havde en fortid som chef for flere motor- torpedobåde.
Efter min tid i Torpedobådseskadren blev jeg chef for Fregateskadren. Som jeg husker det var opgaverne her ikke så forskellige fra dengang, jeg var chef for 2. Fregat- division – blot var jeg nu chef for hele eskadren. Jeg var chef for Fregateskadren i næsten to år, og det var en god tid. Fregateskadren var på dette tidspunkt en mere blandet landhandel, fordi inspektionsskibene ikke havde deres egen eskadre, så de var også underlagt Fregat- eskadren. 23 De var jo sjældent hjemme, og nogle af mine forgængere som fregateskadrechefer fandt tid til at tage en tur til Grønland og besøge dem deroppe, men det gjorde jeg nu ikke. Vi havde også rigeligt at se til med mange NATO-øvelser, og også de årlige DANEX- øvelser.
En af de mere spændende oplevelser, som jeg havde som chef for Fregateskadren, var besøget i Polen i juni 1974. Det foregik under DANEX-74, hvor jeg var derovre med en styrke bestående af fregatten PEDER SKRAM, minelæggeren MØEN og fire motortorpedobåde af SØ-
23 Inspektionsskibseskadren blev først oprettet i 1975. Yüklə 1,05 Mb. Dostları ilə paylaş:
|