51
videre uden større ophold. I Hamborg blev vi beværtet af (Røde Kors) og lidt forbi
Hamborg,
jeg tror stationen hed Bagholz, fik vi et vist nok blot til det brug indrettet
kødben
(og) varm mad (ærter), og i Mynster fik vi vor morgenkaffe. Søvn har det ikke
givet meget af i nat, dertil er her for uroligt. De frivillige, som der er mange af med,
hujer og synger næsten hele tiden. Det er ikke at mærke på dem, at det er en meget
alvorlig rejse, vi gør, at vi ikke alle kommer tilbage.
Godt er det dog, at det
ikke er blot den slags folk, der er med. Halvdelen er vel nok
Ersatz Reserve som jeg og deraf de fleste hjemmefra.
Adser Skov slap for at komme med. Han var ellers udtaget, men slap ved at melde sig
syg, det ene knæ var lidt dårlig
. Her hvor vi nu kører i Vestfalen, er der byer og
fabrikker næsten over det hele og ikke stort andet at se. Ja, kommer jeg godt fra det,
vil jeg få meget at se, opleve meget på denne rejse.
Hvor er vi mennesker underlige, for hvor gerne jeg ville have været fritaget for at
være med her, givet
meget for at slippe, så drages man alligevel deraf. Det er vel
trangen til oplevelse, til at se det store grufulde på nært hold, der gør sig gældende;
men jeg skal snart blive kureret.
Kærlig hilsen til eder alle
eders
Søren Smidt
I kan vel læse det, skønt skriften er meget utydelig. Jeg sidder og skriver, alt som vi
kører.
52
udateret postkort med Aachen Dom, Krönungsstuhl
Kære søster!
Det var ikke på denne måde, jeg ønskede at komme herop og se Rhinlandets
herligheder; men nu er jeg her på vej mod, ja, hvem ved hvad. Jeg er endnu ved
temmelig godt mod, skønt vi nu nærmer
os det grufulde, krigen.
Er for øjeblikket tæt ved Belgiens grænse.
Kærlig hilsen
S.S.
53
Tinne i midten med vandkande omgivet af tyske veninder
udateret brev fra Tinne:
Kære Søren,
jeg har nu længe ikke hørt fra dig, hvad ligger det vel i, forhåbentlig ikke i, at du har
byttet opholdssted.
Jeg havde kort fra Ville sidste torsdag, da vidste han det i hvert fald ikke. Jeg kan
foreløbig ikke tænke mig den mulighed, at du kommer til fronten. Nu er det søndag
igen, ”Totensonntag”
18
på tysk, men i år er deres tal større end nogensinde, der sørger
for deres døde. Jeg lægger her et lille blad i, en af Traubs Eiserne Blätter. Min
mening om Traub kender du jo, også de tanker, som
nu kommer til orde i disse
småblade. Hvis dette tiltaler dig, vil jeg gerne sende dig dem alle, skriv mig lidt
derom i næste brev. Traub har sådan en egen måde at tiltale mig på, som jeg skatter så
meget, men jeg ved ikke, hvorvidt du er med det tyske sprog, for ret at fatte sligt må
man jo være fortrolig med sproget.
18
Totensonntag er sidste søndag før advent, hvor man i det protestantiske Tyskland
mindes de døde
54
Det er det jo i det hele taget for at gøre sig fortrolig med et folk, lære det at kende,
lære det at kende på første, på egen, hånd og ikke gennem
andres udtalelser og
bedømmelser. Deri vil du sikkert give mig ret, Søren. Bortset fra alt det andet, som
skiller, er dette også en vigtig grund til, at en forståelse mellem Tyskland, tyske og
danske mennesker er udelukket. Det for det første, for det andet det endnu vigtigere,
som Grundtvig så mesterligt har givet udtryk. Den har aldrig levet, som klog på det er
blevet, han først ej havde kær. At man skal kunne forstå
mennesker, man så at sige
hader, det er for meget forlangt.
I går aften måtte jeg bryde af for at gå med frk. Huttenhoff
19
til banegården. Nu er
atter en dag borte, og det er mandag aften. Endnu intet brev fra dig.
Jeg har på fornemmelsen, at du ikke har været rigtig tilfreds med mit sidste brev, at
det ikke gav dig noget tilfredsstillende svar. Det er ikke let i dette tilfælde, Søren,
fordi vore anskuelse på visse punkter er afvigende. Jeg forstår til fulde din anskuelse,
du derimod ikke min, og det er mig også begribelig.
Jeg forlanger heller ikke, at nogen skal forstå mig og anser al forsøg på at bringe det
dertil for frugtesløs. – Mindre forstår jeg, at du ikke kan forstå, at
jeg gik til Remagen
igen. Husker du, hvad du selv den sidste søndag, du var hjemme, sagde: ”Det er jo
nærved, man går og længes efter at kunne træde det store historiske drama nærmere”.
Jeg kunne forstå denne udtalelse, fordi jeg selv følte det samme. Jeg havde overværet
første akt, og nu kan du vel nok forstå, at min higende natur længtes efter mere. Der
kom så tit en underlig udve over mig derhjemme. Nu forstår du måske ikke, at noget
så grufuldt kan drage en, jeg forstår det heller ikke altid, følte det blot. Jeg har jo
heller ikke oplevet
noget af krigens gru, men dog har jeg oplevet ting, som greb så
dybt i sindet, og det skader ikke, tværtimod. I mit lidt urolige hjerte var
oplevelsestrangen længe vågen. Den drog mig i sin tid væk fra barnehjemmet mod
fremmede egne til helt fremmede mennesker. Og endnu siger jeg med L. Nielsen:
”Dybe udves morgensol, hold dig frisk på mine veje; skift ej med hin døde fred, der er
mætte sjæles eje.” Min sjæl er ikke mæt, jeg har endnu trang til livet og mod på livet.
Tit klang det i min sjæl med Blicher-Clausens ord: ”Skriv, skriv du dejlige liv, ondt
eller godt, stort eller småt,
skriv hvad du vil, jeg byder mig til, for det tunge, det
glade, blot ikke de tomme hvide blade”.
19
en af Tinnes veninder i Tyskland