Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
58 
 
 
      9. Reserve Armékorps  
 
søndag middag: 
Kære far! 
Til lykke i anledning af fødselsdagen
22
. Det vil vel nok være et skår i glæden, at Ville 
og (jeg) ikke kan være med i år. Men det kan jo nu engang ikke blive andet. I 
tankerne kan vi dog samles og vil sikkert også gøre det.  
Ja, det anede jeg ikke sidste år, at jeg i år skulle være nede i Frankrig. Ja, hvor er vi 
mennesker kortsynede, ved ikke hvad morgendagen, det kommende år vil bringe. 
Mon vi til næste år skal have lov til (at) samles igen alle sammen? 
Vi er nu passeret St. Quentin og nærmer os altså stærk frosten, så jeg tænker ikke, det 
varer længe, inden vi ligger i løbegravene. Det vil blive en hård tur for reserverne; 
men de vænnes vel snart dertil. 
Endnu har jeg ingen anelse om min fremtidige adresse, men skal nok sende den, så 
snart vi får den at vide, da jeg selvfølgelig vil være glad ved at høre fra det gamle 
kære hjem. Hvis Peder vil vedblive at sende H.B
23
., så ser jeg det gerne. 
Nu herefter bliver det vel nok ikke hver dag, jeg får tid og lejlighed til at skrive hjem. 
Men vær blot ikke urolige for den sags skyld, jeg skal nok have det godt, eller i hvert 
fald tåleligt. Og kære far, skulle I en dag få bud om, at jeg ikke er mere, så sørg ikke 
for meget over det. Han, som har skænket mig livet, har lov til at kræve det igen, og 
måske er det bedst sådan. Jeg selv er for længst fortrolig med den tanke, selv om 
ønskerne går i en anden retning. 
En kærlig hilsen til eder alle 
din hengivne søn 
Søren Smidt 
 
Amy, Frankrig d.3.12.14 
Kære søster! 
Du venter vel sagtens efter at høre, hvordan det går mig; kortet jeg skrev undervejs, 
har du vel modtaget? 
                                                        
22
 Vilhelm Smidt havde fødselsdag 2. december 
23
 formentlig Højskolebladet 

---

 
59 
I dit sidste brev lader du dig forstå med ikke rigtig at kunne forstå, at jeg nu skal af 
sted. Men nu er jeg her. Nu har du også, som så mange andre, en bror liggende i 
skyttegravene i Frankrig. Ja, det er den nøgne, skære virkelighed, skønt det nærmest 
synes mig som en lang ond drøm. 
Jeg er for tiden i (Amy) en stor landsby ca. 3 – 3½ mil nordvest for Noyon. Jeg kom 
desværre ikke til (84), hvad jeg havde ventet (det er nu mest folk hjemmefra); men til 
75 et reserve regiment, mest folk fra Hamborg Bremen egnen. Det er såmænd ellers 
flinke folk, jeg er kommen iblandt, for så vidt jeg har lært dem at kende. 
Jeg tror også nok, jeg har været heldig og er kommen hen et sted, hvor der er 
temmelig rolig. De to fjendtlige hære ligger her, som vel nok de fleste steder, i 
løbegrave tæt over for hinanden, kun med en afstand fra ca. 300 – 70 meter. Men 
mens de andre steder kæmper hårdnakket frem og tilbage, så er der her temmelig 
rolig. De har nu ligget her på et sted siden september, og så vidt jeg kan forstå, er det 
ikke meningen, at der skal gås angrebsvis frem, stillingen skal kun holdes. 
Kompagnierne skiftes til at ligge i løbegravene lidt længere fremme og her i reserve, 8 
dage der og 4 her. 
Det var jo for mig, der ikke er meget vant til at rejse, en lang rejse hertil. Fredag 
middag rejste vi fra Slesvig og kom til Noyon søndag aften. Derfra måtte vi så 
spadsere hertil, og det blev en stram tur, da det var med fuld oppakning, noget som vi 
ikke var vant til. Ja, vi kom ikke den vej, så vi kunne få hilst på hinanden, jeg havde 
ellers så småt ventet det. Nægtes kan det ikke, at man på rejsen fik indtryk af, at 
tyskerne har deres sager i orden. Langs med banen var der flere steder indrettet store 
spisehaller blot for militæret, så det kan få noget at spise i en fart. Det, der undrede 
mig hjemmefødning mest på rejsen gennem Tyskland var, at de store tyske floder 
ikke var større.  
Belgien rejste vi igennem om natten, så da fik vi ikke noget at se, Men at der må være 
kønt der, henrivende, så meget kunne dog ses ved måneskin. Og vi, et snævrere 
selskab, havde nok lyst til at komme der igen engang ved sommertid under fredeligere 
forhold. 
Her kunne det også være kønt, men nu ser det skrækkelig ud. Al krigsbegejstring er 
som blæst bort, når man ser denne rige kønne egn, som nu kun er en ruinhob. I tre 
store landsbyer, hvor jeg har været, er der vel ikke et hus ubeskadiget, mange brændte 

---

 
60 
andre uden tag osv. , og det er jo kun lidt jeg har set endnu. Dertil kommer så alle de 
mennesker og dyr, der må lide og dø, ja, det er så skrækkelig, ens livsmod og tro på 
mennesker får et knæk, som sent vil forvindes.  
Kærlig hilsen din bror Søren. 
Adressen er: Ersatz Reservist S. S.  
 
             3 Komp. 1 Batt. Res. Inft. Rgt. 75 
 
              17 Res. Division 9 Res. Armékorps 
 
Slesvig den 6.12.14 
Kære Søster! 
Jeg har jo engang lovet dig at skrive lidt om mit ophold her, jeg ved nu ikke just, om 
det vil glæde dig at høre, hvorfor jeg er soldat, det er nemlig igen en lumpen streg fra 
tysk side, som har spillet mig den puds. Den dag, jeg mødte i Flensborg, var vi der i 
alt kun ca. 25 – 30 mand, alle udelukkende fremtrædende danske, hvoraf allerede den 
største del have været arresterede eller på Rygen, men som så ved H. P. Hanssens 
hjælp var kommen på fri fod. Vi fattede da straks mistanke om, at der lå noget 
bagved, det har nu også vist sig at være træffende. 
Gennem vore foresatte ved vi nu, at vi kun er soldat, fordi vi skulle bringes 
hjemmefra. For cirka 14 dage siden blev alle kun garnisonsddienstfähige Ersatz 
Reserve sendt hjem, da de nu havde den nødvendige uddannelse til at kunne gøre 
vagttjeneste, i det tilfælde det gjordes nødvendig, kun vi to danske måtte begynde 
med forfra. Min underofficer har fået streng pålæg om, at jeg skal køres i stramme 
tøjler, og på ingen måde må han tåle, at vi taler dansk, deri ser de vist en stor fare, da 
vi er to mand i vor kompagni, som består af omtrent 800, som kan tale dansk.  
I middags havde jeg lige en samtale med redaktør Svenson fra Sønderborg, som også 
er her, men ved et andet kompagni, hans Feldwebel havde fortalt ham, at han fra (sin) 
bataljonskommandør havde streng pålæg om ikke at give dem udlov ikke engang i 
julen, så jeg kan jo vist heller ikke vente mig nogen udlov, jeg har engang søgt ind om 
4 dage, men der blev ikke engang værdiget mig et svar.  
Efter alt dette og lignende kan man kun ryste på hovedet og tænke: ”de stakkels 
snæversynede hjemmetyskere, at de ikke bedre forstår sig på mennesker”, jo mere de 
arbejder, jo længere kommer de væk fra målet, som går ud på at få os fortyskede. Men 

---