Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
76 
Vi kom ikke med til begravelse i går. Landråden sendte os ikke det ønskede rejsepas. 
Hans og Peder stjal dem så over grænsen, og det gik også godt. Ja, nu er morbror så 
borte, det blev ikke ham givet at få se, hvordan det ser ud, når krigen er endt. Nu har 
det nye år begyndt, det som for lande og folk vel nok bliver så skæbnesvangert som 
intet af dets forgængere. –  
Det kan tit være trist og hårdt for jer derude, men mon ikke, det er sandt, hvad der 
forleden stod i et feltbrev fra en ung sønderjyde, de, som vender hjem igen, kommer 
der rigere på livserfaring og bedre som mennesker, og er det ikke hovedsagen? Mon 
ikke mange derude på den farefulde mark i de måneder, der er gået, har oplevet mere, 
end i alle de mange år, der før randt hen, tit så indholdsløse! 
Jeg kender de tanker og toner, du i dag anslår, Søren. Jeg, som nu er så meget borte, 
har tit nok følt det samme. Det kan tit smerte en, når man er borte, men når man så 
kommer hjem og har lejlighed til at gøre det forsømte godt igen, så oplever man jo 
gang på gang, at man dog ikke gør det, det er endnu værre. 
Men det er menneskeligt, det gør mange, vel de fleste, for vi er alle svage. Viljen til 
det gode har vi vel, men at udføre det formår vi ikke, det bekendte Paulus for så 
mange år tilbage, det oplever vi endnu, jeg i hvert fald daglig. De dagligdags 
smertebekymringer tager en til fange, så man taber herredømmet over sig selv og tit er 
hensynsløs og uvenlig over for sine allernærmeste. Hvor underligt at det i grunden er 
meget lettere at være hensynsfuld og venlig over for fremmede end over for sine egne. 
Jeg tror ikke, at du, Søren, behøver at gøre dig samvittighedsskrupler i så henseende, 
du har sikkert ikke forsømt så meget, da er min syndebyrde nok større.  
Kl. er 10, de venter vel på mig derovre, så jeg får slutte for denne gang, næste gang 
forhåbentlig et bedre brev.  
I morgen sender jeg dig nu strømper alligevel, jeg ville det længe; men da jeg nu 
forleden i Arnum så, hvor mange du har, og hvor meget garn en mængde – betænker 
jeg mig ikke længere, har du for meget at slæbe med, så kast et par af de dårligste, 
smudsige væk, du har ikke nødig at spare. Ønsker du ikke også et par knævarmere? 
Eller lange strømper? Nu endelig kan også den længe pakkede store 13 pund pakke 
komme af sted. Ville har nu skrevet, at den skulle sendes til Bremen, jeg tænkte også 
nok, at du ikke kunne gå med fra Slesvig, men kun med, men kun med 75. 

---

 
77 
Forhåbentlig når den dig nu engang inden alt for længe, tænk nu endelig ikke, at vi 
sender for meget, vi har så fuldt op, og ingen sparer herhjemme, hvorfor skulle du 
ikke have, så vidt det er muligt.  
Det er også for os en glæde at kunne sende dig noget. 
Hvad krigsudsigterne angår, det endelige resultat, da er vi ligeså kloge, som da du tog 
af sted, ingen kan overskue, langt mindre bedømme stillingen. 
Så vidt jeg kan skønne, er far, Nohns og flere af dem, jeg mest hører snakke, nu knap 
så sikre på Tysklands fallit tab, end sidst jeg var hjemme.  
Vi får lære at vente, I derude ikke mindre.  
Jeg får løbe. 
De kærligste hilsner 
og gode ønsker for os alle 
ved din heng. søster Tinne 
 
           
 
Postkort fra Mylhausen i Elsass 
 
d. 6.1.15 
Kære far! 
Ja, nu er vi havnet et sted langt nede i Elsass. byens navn, hvor vi nu opholder os,  
er vist nok Raidersheim. Det er en landsby, som ligger et godt stykke sydlig for 
Colmar, måske ikke så langt væk fra Mylhausen. 
Ja, den rejse kom jo i en fart. Jeg tænkte og regnede for resten nok med, at vi snart 
igen skulle bort fra Noyon, og at der så forestod noget ekstra. Det var os ikke 

---

 
78 
ubekendt, at vort regiment var kommen til at indtage en særstilling. Vor 
korporalskabsfører havde netop kort før fortalt os, at vi nu stod ”zur Verfügung des 
Oberarmekommandos”, men ville vist nok blive liggende i Noyon foreløbig. 
Dagen efter midt om natten gik det løs. Vi blev vækket midt om natten uden forud at 
ane noget. Kommandoen lød kort og godt: ”Aufstehen, gleich fertig machen, zum 
abrücken wird verladen”. At det nu var alvor, var klart; men hvorhen gik rejsen? 
Derom fik vi selvfølgelige ingenting at vide, vores førere helt op til obersten vidste 
det vel ikke engang. Det blev ikke fra Noyon vi kom med toget. Vi måtte tage den til 
fods til en st. nord for Noyon. Grunden dertil, antager jeg, var den, at franskmændene 
måske kunne blive opmærksom på flytningen, en del artilleri og kavaleri foruden 
bagage skulle også med, når det gik for sig så nær ved fronten. 
Vi var i førstningen ikke så lidt spændte på at få at vide, hvor rejsen gik hen. Jeg 
kunne tænke mig tre muligheder: Rusland, højre eller venstre fløj. 
Først kørte vi nordpå, endnu kunne det gå, hvorhen det skulle. Men det varede ikke 
længe, så gik det ind mod sydøst mod sydøst mod Laon. Ved hjælp af et lille kort, der 
havde været i Højskolebladet, kunne jeg følge rejsens gang. Nu måtte det gå mod 
Elsass Lothringen, det sted, hvor jeg helst ville hen, når vi endelig skulle flytte; men 
helt afgjort var det vel ikke. Rusland kunne endnu være rejsens mål..  
Vi var lidt sammenpakkede i kreaturvogne, så man så ikke meget på sådan en rejse, 
og trivielt blev det også at sidde på en bænk uden rigtig at kunne sove eller røre sig 
nogle og tredive timer i træk. I går aften havde vi så en lille spadseretur hertil, hvor vi 
blev puttet ind fik hvile i en port i noget halm på en bondegård. Det lød så hjemligt i 
morges at blive vækket af en hane, der galede. Det er noget, jeg ikke har hørt, siden 
jeg drog hjemmefra.  
Hvad vi her skal, ved jeg ikke. Vi ligger i reserve, og jeg antager, at de regner med et 
angreb fra franskmændenes side, så det er derfor vi er flyttet hertil. 
Vistnok lørdag d.9.1.15 
Jeg skriver vist nok lørdag d. …. (?), thi bestemt ved jeg det ikke. Vi kender jo ikke 
forskel på hellig og søgn, og datoerne kan jeg heller ikke hitte rede i. Passer det for 
mig, så er det jo fødselsdag hjemme hos jer i dag. Mariane bedes have mig undskyldt, 
at jeg ikke har fået sendt hende en hilsen
26
. 
                                                        
26
 Mariane havde fødselsdag den 9. januar 

---